Job i KVINFO
KVINFO søger controller
Har du erfaring med controlling af internationale projekter, og vil du være med til at udvikle KVINFOs økonomistyring?
Så kan KVINFO tilbyde et spædende job på en attraktiv arbejdsplads med gode kolleger. Din primære opgave er controlling af nationale og internationale projektbevillinger.
Om KVINFO
KVINFO er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. Vi arbejder for frie og ligestillede samfund nationalt og internationalt.
KVINFO arbejder i krydsfeltet mellem viden, politik og praksis. Som videnscenter skaber vi overblik over forskning og viden om køn og ligestilling og bringer denne viden i spil bredt til beslutningstagere, medier, virksomheder, organisationer og offentlighed. Vi er godt 30 medarbejdere.
KVINFOs økonomi er baseret på statslige driftsbevillinger, projektbevillinger fra Udenrigsministeriet, fondsfinansierede projekter og vidensbaserede ydelser. Vi har pt. aktiviteter i Danmark, Marokko, Jordan, Egypten, Tunesien, Ukraine, Georgien, Moldova og Aserbajdsjan.
Du bliver en del af administrationsteamet på seks medarbejdere, hvor opgaverne er meget varierede. Vi har typisk travlt, men er gode til at hjælpe hinanden. Vi lægger vægt på at der også skal være plads til grin og snak om livet ved siden af arbejdet.
Arbejdsopgaver
Dine primære arbejdsopgaver er at understøtte alle processer fra fondsansøgning til bevillingsafregning.
Opgaverne er blandt andet:
- Bidrage til kvalificering af fondsansøgninger i form af både budgetlægning og administrativ understøttelse. Herunder også bidrage til udvikling af ensartede budgetprocedurer på tværs af teams.
- Udarbejde budgetopfølgninger og budgetrevisioner til programmedarbejdere.
- Samarbejde med programmedarbejdere om partnernes budgetter og regnskaber. Herunder partnerbesøg i forbindelse med monitorering og kapacitetsopbygning (begrænset rejseaktivitet). Dette vedrører især vores internationale arbejde i Mellemøsten og i EU’s nabolande mod øst.
- Udarbejde opfølgninger og anden styringsinformation til internt brug.
- Indgå i samarbejde med revisorer om afrapportering til bevillingsgivere.
- Bidrage til løbende afstemninger og kontrol af data.
- Årslukning og årsrapport i samarbejde med bogholder, teamets anden controller og økonomichef.
- Andre administrative opgaver.
Kvalifikationer
Vi ønsker os en kollega, der har gode samarbejdsevner og formår at samarbejde godt både internt og med programmedarbejdere i andre teams.
Du forventes at arbejde selvstændigt og struktureret. Der vil være stor variation og til tider uforudsigelighed i opgaverne, så det skal du gerne trives i.
Vi lægger derudover vægt på følgende:
- En relevant videregående uddannelse
- Erfaring med at aflægge projektregnskaber til både offentlige og private donorer. Hvis du har erfaring med projektbevillinger fra Udenrigsministeriet, EU mm., er det et stort plus
- Gerne erfaring med partner revision og monitorering, da KVINFO arbejder med ca. 30 internationale partnere.
- Gode kundskaber i dansk og engelsk både mundtligt og skriftligt og evner at formidle økonomi på en klar og tydelig måde.
- Avanceret bruger af Excel.
- Godt kendskab til Navision Stat, Navision, Business Central eller lign. Vi anvender statens IT-løsninger.
Ansættelsesvilkår
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. frokost, men nedsat tid er en mulighed, hvis du ønsker det.
Aflønning sker efter kvalifikationer og følger overenskomsten mellem staten og relevant organisation. Vi har fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde og en ekstra uges sommerferie om året.
Forventet tiltrædelse er den 1. maj 2026.
Anonym rekruttering
Ligestilling og mangfoldighed er kerneværdier i KVINFO, og vi anvender derfor anonym rekruttering. Det betyder, at ansættelsesudvalget ved udvælgelse af kandidater, der inviteres til samtale, ikke vil blive præsenteret for ansøgerens navn, køn, alder eller billede.
Dit navn og kontaktinformationer skal derfor alene fremgå af den følgemail, som du sender, men ikke af CV og ansøgning.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen uanset køn og kønsidentitet, etnisk oprindelse, religion, funktionsnedsættelse og alder.
Ansøgning og samtaler
Send din ansøgning og cv til personale@kvinfo.dk og anfør i emnefeltet ’Controller’ senest onsdag den 18. marts 2026.
Vi planlægger at afholde samtaler 23. og 26. marts.
Spørgsmål
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte økonomi- og HR-chef Annemarie Bjørn-Lindstrøm på telefon 50 76 33 62 eller mail: annemarie.lindstrom@kvinfo.dk
Du kan læse mere om KVINFO på: kvinfo.dk