Den 25. marts sluttede den 66. samling i FN’s Kvindekommission – Commission on the Status of Women, CSW – som er det største globale forum for ligestilling. Temaet for årets samling var ligestilling i forhold til klima og miljø.
Årets samling mundede ud i en historisk aftale, som sætter retning for, hvordan verdens lande skal arbejde for ligestilling i lyset af klimakrisen og den grønne omstilling.
Aftalen, som knytter ligestilling og klima sammen, er den hidtil mest omfattende af sin slags.
Ligestillingsminister Trine Bramsen repræsenterede Danmark, og hun lagde stor vægt på, at der er brug for at ændre på de strukturer, som står i vejen for kvinders lige deltagelse i den grønne omstilling. Ministeren sagde blandt andet til forsamlingen:
”At ændre strukturerne er den stærkeste måde at sikre kvinder og pigers rettigheder og give dem lige muligheder. Og det er også et svar på klimakrisen. Vi skal ændre vores strukturer, også når det kommer til at involvere kvinder som aktører i forebyggelsen af klimaforandringer. Så lad os gøre det.”
Du kan se hele talen fra ligestillingsministeren på dette link.
Aftaletekst sætter global standard
Samlingen mundede ud i en aftaletekst, som altså for første gang i FN’s Kvindekommissions historie sætter en global standard for arbejdet med ligestilling og klima.
Du kan se hele aftaleteksten på dette link.
Koblingen mellem klimaforandringer og ligestilling er ikke ny. Den har været fremhævet af aktivister og forskere i mange sammenhænge.
Eksempelvis har debattør og foredragsholder Emma Holten i sit succesfulde foredrag Hvad er vi værd? – om feministisk økonomi sat fokus på, at samfundsøkonomiske målinger systematisk overser værdien af uudnyttede naturressourcer og omsorgsarbejde, som særligt udføres af kvinder.
Denne pointe formuleres også i aftaletekstens afsnit 38:
“Naturressourcer, økosystemer og kvinders arbejde bliver behandlet, som om de var uendelige, og de undervurderes i de nuværende målemetoder for økonomisk vækst såsom BNP, selvom de er essentielle for enhver økonomi og for planetens og nuværende og fremtidige generationers velvære.”
Problemstillingen ikke ny. Parisaftalen fra 2015 nævner også ligestilling mellem kønnene i en klimakontekst og FN’s Lima-arbejdsprogram pålægger landene at integrere Parisaftalens ligestillingsmålsætninger i deres arbejde med COP, som er det årlige møde om implementering af FN’s Klimakonvention – bl.a. ved at sikre kvinders deltagelse.
Alligevel er aftalen fra CSW en milepæl. For det er første gang, at FN vedtager en aftale, som har sammenhængen mellem ligestilling og klimakrise i centrum, og som sætter en standard for medlemslandenes arbejde med ligestilling i deres klima- og miljøpolitikker.
Klimakrisen rammer kvinder som vold og prostitution
Klimakrisens konsekvenser rammer ikke alle mennesker lige.
Når naturkatastrofer rammer er kvinder i større risiko for at dø eller komme til skade. Det er et kønsaspekt. Et andet er, at når folk fordrives fra deres hjem og hjemegn på grund af klimaforandringerne, har det også særlige konsekvenser for piger og kvinder.
Aftalen udtrykker bekymring over, at fordrivelse på grund af klimaforandringer risikerer at stå i vejen for piger og kvinders adgang til uddannelse, beskæftigelse og sundhedsydelser – og udsætter dem for øget risiko for seksuel og kønsbaseret vold (Se afsnit 26). Flere steder i verden er der eksempler på, at unge kvinder ser sig nødsaget til at gå ind i prostitution som følge af klimaforandringerne.
Ulønnet arbejde i hjemmet
Klimaforandringerne kan også bidrage til at øge det ulønnede husarbejde, som hovedsageligt udføres af kvinder.
Nogle steder i verden medfører de længere afstand til der, hvor man henter vand. Derfor får nogle kvinder og piger mindre tid til rådighed til at uddanne sig eller lave lønnet arbejde.
Politikker til at fremme en grøn omstilling kan på samme måde øge ulønnet husholdningsarbejde, som utilsigtet bliver en byrde for kvinder. Det kan for eksempel være, når der kommer nye arbejdsopgaver med at kildesortere affald og genbruge eller reparere i stedet for at købe nyt.
Aftalen opfordrer landene til at reducere ulønnet husarbejde, for eksempel ved at forlænge barselsorloven eller indføre betalt børnepasning. Og til at arbejde for, at det ulønnede husarbejde fordeles mere ligeligt mellem mænd og kvinder (Se afsnit j).
Kvinders repræsentation i beslutninger om klima
Kvinder er stadig underrepræsenterede i politik og ledende stillinger verden over, og de har derfor ikke den samme indflydelse på beslutninger som mænd. Sådan er det også i forhold til klima og miljø.
Aftalen fra samlingen i New York slår fast, at kvinders ligelige deltagelse i lederskab og beslutninger er afgørende for, at vi kan tackle klimaforandringerne på en effektiv måde (Se afsnit 30)
Derfor opfordrer den landene til at tage initiativer, der kan sikre kvinders lige deltagelse i beslutninger på alle niveauer. Det kan blandt andet ske ved at sætte mål eller indføre kvoter (Se afsnit ‘o’)
Aftalen betoner samtidig, at seksuel chikane på uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser og digitalt står i vejen for, at kvinder kan tage lige del i beslutninger om, hvordan klimaforandringer skal tackles. (Se afsnit 41)
Kønsopdelt uddannelse og arbejdsmarked
Klimakrisen kalder blandt andet på teknologiske løsninger. De udvikles af bestemte faggrupper.
Aftalen understreger, at både for få piger i STEM-uddannelser (science, technology, engineering and math) og et kønsopdelt arbejdsmarked står i vejen for, at piger og kvinder har lige muligheder for at spille en aktiv rolle i den grønne omstilling (Se afsnit 54)
Der er altså brug for at gøre mere for, at flere piger vælger en uddannelse, der kan give dem mulighed for at gøre karriere inden for de nye grønne jobs.
Ligestillingsvurdering af klima- og miljøpolitikker
Aftaleteksten understreger i afsnit l, at der er brug for at tænke ligestilling systematisk ind i klima- og miljøpolitikker ved at foretage en ligestillingsvurdering. Det vil sige, at staterne skal analysere, hvordan klimaforandringer og politikker påvirker mænd og kvinder forskelligt og dermed bidrager til at skabe ligestilling eller det modsatte.
I Danmark er alle offentlige myndigheder forpligtede til dette. Det fremgår af ligestillingslovens § 4, som lyder:
”Offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning.”
Aftalen opfordrer landene til at styrke deres systemer til at foretage ligestillingsvurdering i både udarbejdelse, implementering og evaluering af klima- og miljøpolitikker. Den lægger op til, at landene kan gøre det blandt andet ved at støtte forskning og oplysning om klimaforandringernes konsekvenser for kvinder og piger (Se afsnit l).
Aftaleteksten opfordrer også landene til at sætte penge af til at udvide kapaciteten hos deres nationale ligestillingsorganer for at sikre, at de kan tage del i styringen af klima- og miljøpolitik og sørger for, at et ligestillingsperspektiv tænkes ind i udvikling, implementering, monitorering og evaluering af klima- og miljøpolitikker (Se afsnit m).
Nu: Handling og ressourcer
Aftalen betragtes altså som vigtig for det globale arbejde for at skabe ligestilling i klimapolitik. Også i dansk politik vil den få betydning for, hvad regeringen og Folketinget sætter i værk på området.
For eksempel skal vi se, hvad ligestillingsminister Trine Bramsen (S) vil gøre for at ”ændre vores strukturer, når det kommer til at involvere kvinder som aktører i forebyggelsen af klimaforandringer”, som ministeren sagde på mødet i FN.
Det er også et åbent spørgsmål, om regeringen sætter midler af til at styrke kapaciteten til ligestillingsvurdering af klima- og miljøpolitikker, som aftalen lægger op til.
Det kunne der tilsyneladende være god grund til gøre. Til dato er der ikke blevet foretaget en ligestillingsvurdering af et eneste lovforslag på Miljøministeriets område og kun et enkelt på Klima-, Energi og Forsyningsministeriets område. Det på trods af, at alle offentlige myndigheder er forpligtet til at indarbejde ligestilling i alt deres arbejde. For selvom reglerne er på plads, kræver det både ressourcer og kompetencer at føre dem ud i livet.
Også opgaven med at få flere piger ind på uddannelser inden for STEM-fag, så de kan få en karriere med indflydelse på den grønne omstilling, venter på at blive løst. Danmark har stadig en høj grad af kønsopdeling på arbejdsmarkedet. Regeringen lovede i foråret 2021, at den ville nedsætte en såkaldt ”hurtigarbejdende ekspertgruppe”, der skulle levere anbefalinger til, hvordan man skaber bedre kønsbalance på videregående uddannelser og dermed på længere sigt på arbejdsmarkedet. I marts år meddelte uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) dog til Folketinget, at ekspertgruppen tidligst sættes i gang i 2023.
Følg med i KVINFOs arbejde med køn og klima
KVINFO kommer til at følge op på aftalen ved at indsamle og udbrede viden om sammenhængene mellem ligestilling og klimaforandringer og omsætte det til politiske løsninger. Vi er allerede i fuld gang med at arbejde med køn og klima.
Vi afholdt i februar arrangementet Wakeup call om køn og klima, hvor konsulenthuset PlanMiljø fortalte om deres undersøgelse How climate policies impact gender and vice versa in the Nordic countries, som er udarbejdet for Nordisk Ministerråd. Du kan se arrangementet her.
Sammen med Globalt Fokus og Kvinderådet er vi medarrangør på eventet Klimakamp er kvindekamp på Folkemødet til juni. Samtidig er vi ved at kortlægge, hvordan ministerierne arbejder med ligestillingsvurdering af lovforslag i dag og hvordan arbejdet kan styrkes. Og i maj skal vi mødes med miljøminister Lea Wermelin (S) og tale med hende om, hvordan hun kan spille en nøglerolle i at tænke ligestilling ind i miljøpolitikken.