Af Hanan Chemlali Rosendal, Journalist / KVINFO
AMMAN, JORDAN
Solen bager. Det er varmt, og klokken er lidt i ni. Jeg er sammen med Leana Islam, international senior programleder, taget til Amman i Jordan for at mødes med KVINFOs mangeårige samarbejdspartner Jordanian Womens Union (Den jordanske kvindeunion, JWU) og overvære et træningsforløb, som de afholder for nyvalgte jordanske kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det vender jeg tilbage til.
Vi drager afsted mod det hotel, hvor træningsforløbet finder sted. Trafikken er tæt, og der bliver dyttet og overhalet på livet løs. Vi har mundbind på, da Amman stadig har maske-påbud på grund af corona-pandemien, og dråberne samler sig på overlæben. Vi ankommer, smider taskerne på et rullebånd og går igennem en body-scan. Jeg kan ane en summen af snak. Kommunalbestyrelsesmedlemmerne er allerede i fuld gang med at mingle over kaffen. Vi bliver mødt af Maysa Farraj, JWU’s programrådgiver, som viser os hen til vores pladser bagerst salen.
KVINFOs internationale arbejde foregår i lande med udtalt mangel på ligestilling, og hvor arbejde med køn og ligestilling er et vigtigt og effektivt indsatsområde for at skabe mere frie og lige samfund. KVINFO arbejder i Marokko, Tunesien, Egypten, Jordan og Libanon i den såkaldte MENA-region og i Ukraine og Georgien
Ligestilling i lovgivning og i praksis er centralt for KVINFOs internationale arbejde. DEet styrker politisk repræsentation, bekæmper vold og sikrer alles ret til seksuel frihed og sundhed.
AKTIVE, MEN SKEPTISKE
JWU skal afvikle hele syv træningsforløb inden udgangen af 2022, sådan at alle Jordans administrative enheder, muhafatha’er, er dækket. Det har ikke just været en nem opgave at løfte. En cocktail af pandemi og dermed udskydelse af selve kommunalvalget har sat JWU i en afventende kattepine. Men udrulning af vaccine-programmet har igen åbnet landet, og JWU kan endelig slå dørene op for den første træning i rækken.
Jeg sætter mig til rette bagerst i rummet og tager mit kamera op af tasken, så jeg er klar til at knipse løs.
En kvinde stiller sig forrest i salen foran det store lærred og beder deltagerne om at tage plads. Kvinden hedder Hala Ahed, prominent advokat og menneskerettighedsaktivist. Hun er underviser på forløbet, og den rolle bliver meget hurtigt cementeret.
Hun introducerer sig selv og beder deltagerne om at rejse sig og samle sig i en cirkel foran lærredet, hvor hun skyder træningen i gang med en såkaldt ice-breaker – ryste-sammen øvelse. På gulvet smider hun forskellige billeder med varierende motiver: et hus, en vandhane, en familie, en bil. Deltagerne bliver bedt om at tage det billede op, som de føler, resonerer med dem.
CEDAW handler om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, og ofte kaldt for ’kvindernes grundlov’. Den blev vedtaget af FN i 1979 og blev blandt andet ratificeret af det danske folketing i 1983. Jordan ratificerede CEDAW i 1992 med forbehold, men den blev først offentliggjort i den officielle Gazette i 2007 – efter 15 år.
Konventionen indeholder vidtrækkende bestemmelser om kvinders ret til politisk repræsentation, lighed for loven, ret til uddannelse, økonomisk selvstændighed og sundhed, herunder familieplanlægning.
De bliver derefter vilkårligt spurgt, hvorfor billedet ”talte til dem”, og meget hurtigt kan man ane, at der er tale om en gruppe, som er meget glade for at deltage. Det tyder på, at isen allerede var godt smeltet, da deltagerne talte sammen ude på gangen over kaffen, og retningen for resten af træningen er sat.
Deltagerne er tilstede og aktive. Men meget hurtigt finder man også ud af en gennemgående skepsis blandt de fremmødte. Underviser Hala Ahed deler spørgeskemaer ud for at indsamle deltagernes forventninger til forløbet. Noget jeg også selv er interesseret i at dykke ned i.
ET DÅRLIG RY
FN’s Kvindekonvention bliver også kaldt CEDAW (Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination Against Women). Og netop CEDAW er omdrejningspunktet i træningsforløbet.
Jeg bemærker, at en af deltagerne er særlig aktiv fra start. Hun var også først til at tage ordet under ryste-sammen-øvelsen. Hun hedder Yosra Alaraqdeh og er valgt ind i Ammans kommunalbestyrelse.
Jeg spørger hende, hvilke forventninger hun har til træningen.
”Jeg forventer at få mere viden om menneskerettigheder og i særdeleshed kvinders rettigheder og ligestilling. Og så forventer jeg svar på mine spørgsmål vedrørende CEDAW,” svarer hun.
”I mit daglige arbejde implementerer jeg CEDAW, når det er foreneligt med vores sharia og sociale normer og vores kultur, men jeg ønsker at få mere viden, for hvis det er i modstrid med sharia og vores kultur vil jeg ikke implementere det.”
Sharia, som på arabisk betyder ’vejen’, er den retning, som muslimerne tror på, at Gud har anvist i Koranen, og som man følger gennem hverdagen og i den religiøse praksis; såsom renhed før bøn, respekt for familie, retfærdige handlinger og omsorg for fattige og udsatte.
Yosra er ikke den eneste, der italesætter bekymringen om, hvorvidt CEDAW er kompatibel med sharia og jordansk kultur og normer.
Flere af deltagerne, nogle mere aktive end andre, røster, at de i grunden går ind for rettigheder for alle, men udtrykker samtidig en bekymring for CEDAWs indvirkning på gammelkendte traditioner. Og netop her ligger udfordringen for JWU og underviseren Hala Ahed. Mange af deltagerne fortæller ivrigt, at de har hørt, at CEDAW ikke er godt for sammenhængskraften i det jordanske samfund.
SKUBBE TIL KRITISKE FORUDANTAGELSER
Efter en livlig debat blandt deltagerne, tager jeg fat i underviseren Hala Ahed i pausen. Jeg spørger hende, hvor hun mener, denne modvillighed stammer fra.
Hun sukker og smiler.
”Det er ikke let at undervise om CEDAW og menneskerettigheder, fordi man kommer til at konfrontere menneskers tro og praksis. Og det chokerer dem.”
En mandlig deltager afbryder vores samtale og spørger, om han kan låne Hala Ahed i et øjeblik. Hun svarer, at hun er der om et øjeblik, hvorefter hun kigger tilbage på mig og fortsætter:
”Vi kan ikke ignorere deltagernes religiøse holdning, så når vi taler om CEDAW og menneskerettigheder generelt, forsøger vi faktisk at fortolke det gennem en religiøs linse og bruge terminologi, deltagerne kan relatere til. Folk hører normalt om konventionen gennem konservative eller islamistiske grupper, og de afviser CEDAW. Men sandheden er, at de ikke er klar over, hvad CEDAW er. De frygter bare, at når man taler om kvinders rettigheder, vil det være imod familie og religion og degradere mandens rolle.”
Hala Ahed går hen til den mandelige deltager, som ville tale med hende, og jeg spørger en anden mand om hans forventninger til træningsforløbet. Han hedder Nawwaf AlMarafi og er kommunalbestyrelsesmedlem i Tafilah i det sydlige Jordan.
”Det vigtigste, jeg forventer, er at få en dialog om ligestilling og kvinders rettigheder. Og jeg synes, det er vigtigt at fremhæve forskellen mellem lighed og retfærdighed, hvor retfærdighed handler om grundlæggende rettigheder og minimumsstandarder for behandling for alle individer”, siger han og fortsætter:
”Jeg er et aktivt medlem i mit lokalsamfund ved siden af min post som kommunalbestyrelsesmedlem. Vi har et kvotesystem i Jordan, der sikrer kvinder pladser, og i mit byråd er der fire kvinder. Jeg synes, det er vigtigt at se dem som ligeværdige og støtte deres ret til ytring og meninger.”
Det kvotesystem, Nawwaf refererer til, er jævnfør artikel 33 punkt B fra Law on Municipalities fra 2015, som lyder: ”Som medlemmer af kommunalbestyrelsen tildeles kvinder mindst 25 procent af pladserne i kommunalbestyrelsen. Disse skal udfyldes af de kvindelige medlemmer af kommunalbestyrelserne inden for den kommunalbestyrelses jurisdiktion, der fik det højeste antal stemmer i forhold til antallet af faktiske vælgere i deres lokalråd”.
Maysa Farraj, JWU’s programrådgiver fortæller mig, at kvinder udgjorde 27 procent af de valgte kommunalbestyrelsesmedlemmer ved det seneste valg i foråret 2022.
Jeg går hen til en anden deltager. Han hedder Muhammad Salem og er kommunalbestyrelsesmedlem i Rahma og Qatar kommune.
Han fortæller om, hvordan han som borgmester har set tilbagegang for kvinders rettigheder. Han peger hen mod sine to kvindelige kollegaer, som er i gang med at genopfylde deres kaffekopper.
”Jeg skulle overtale deres mænd derhjemme til at give deres koner lov til at tage med på dette kursus og forsikre dem, at turen var sikker, og at de nok skulle ringe hjem flere gange dagligt,” fortæller Muhammad Salem.
Han mener, at det er illustrativt for tilbagegangen for kvinders rettigheder, og bemærker:
”I vores område har vi nogle komplikationer i forhold til kvinders rettigheder. Forskellene mellem kvinder og mænd er mere tydelige i det sydlige område, hvor vi kommer fra, end i Ammans centrum. Vi har haft organisationer og kooperativer, hvis arbejde har styrket kvinderne. Men problemet, vi kæmper med, er, at fædre eller ægtemænd ikke var glade for fremskridtet og for, at kvinder i deres familier for eksempel skulle arbejde med mænd eller havde mindre tid til familien.”
Muhammad Salem fortæller, hvordan han i sit daglige arbejde aktivt forsøger at modarbejde mændenes skepsis.
”Vi mangler den økonomiske støtte fra regeringen til at skubbe denne dagsorden videre. Jeg håber, at jeg her på JWU’s træningsforløb kan få værktøjer til at nedbryde de mure, jeg møder.”
Muhammed Salem peger igen over på sine kvindelige kollegaer:
”Det har ikke været nemt at deltage i JWU’s træning. Jeg var nødt til at møde ægtemændene og forsikre dem om, at kvinderne ville være sikre i hvert skridt. Og deres mænd tjekker trods det stadig ind gentagende gange i løbet af dagen for at sikre, at de er i sikkerhed.”
Jeg observerer resten af træningen som fluen på væggen, om end mit kamera ikke just fik mig til at gå ud i et med tapetet. Inden længe var første dag nået til vejs ende, og Hala Abed takker af.
DET JORDANSKE PARADOKS
Min kollega Leana Islam og jeg tropper atter op på hotellet, og efter gårsdagens aktive debatter venter vi os endnu en begivenhedsrig dag. Kommunalbestyrelsesmedlemmerne sidder klar.
Underviseren Hala Ahed udleverede dagen før CEDAW-konventionen i sin fulde form, og dagen i dag står på gennemgang af alle 30 artikler i konventionen – én efter én.
Deltagerne er aktivt lyttende og noterer på livet løs. Spørgsmål fra salen kommer løbende med bekymringer af samme slags som i går, og Hala Ahed svarer med nidkærhed, overskud og humor. Et greb hun dagen før fortalte om, at hun gør brug af, når diskussionerne spidser til. Og hun formår med autoritær ro og fakta at sætte en dæmper på de følelsestunge samtaler, med respekt for deltagernes synspunkter.
Denne morgen drejer hun samtalen over mod kønsroller og uligeløn.
På trods af det jordanske kongehus’ løfte fra 2015 om at skabe ligestilling mellem kønnene inden 2030, er der lang vej igen.
Hala Ahed bruger et eksempel med en kvinde, der er ingeniør. Hun stiller deltagerne spørgsmålet: ”Burde hun ikke få samme løn som en mand med samme anciennitet?” Et rungende ja bliver sagt i kor.
Hala Ahed bruger satiriske og komiske tegninger i sin præsentation, som både udløser latter i rummet og eftertænksomme miner.
Hun belyser de stereotype kønsroller med manden, der er forsøger, og kvinden, som bliver hjemme ved kødgryderne. Og paradokset med, at Jordan trods sit højeste antal kvindelige universitetsuddannede i regionen, har den laveste kvindelige deltagelse på arbejdsmarkedet i Mellemøsten. Kun 14 procent af jordanske arbejdere er kvinder trods deres høje uddannelsesniveau, ifølge FN’s arbejdsorganisation ILO.
Også på andre parametre står det dårligt til med ligestilling i Jordan. Det resulterer i, at landet rangerer som nummer 131 ud af 156 lande i World Economic Forums Global Gender Gap Index for 2021. Altså som det 131. mest uligestillede land af de 156. Derudover viser den seneste undersøgelse fra Arab Barometer fra 2021, at corona-pandemien yderligere forværrede de jordanske kvinders kår oven i de eksisterende strukturelle problemer.
Ligestillingsmanglerne omfatter blandt andet en kønsskæv arvelov, stereotype kønsnormer, mandsdominerede sociale forventninger om, hvad en ”rigtig mand” er med særlig fokus på at være familiens overhoved og forsøger. Oven i det faktum, at mange kvinder påtager sig omsorgsopgaver i hjemmet i stedet for at følge en professionel karriere.
”Der er en antagelse om, at det er manden, der betaler for al husholdning, og derfor skal han have højere løn. Men der tages ikke hensyn til det huslige og omsorgsarbejdet, som kvinden foretager,” forklarer Hala Ahed, mens deltagerene stiltiende nikker.
De gennemgår de sidste punkter i CEDAW i plenum, og man fornemmer færre udbrud og afbrydelser og mere åbenhed og nikken fra deltagerne.
”CEDAW ER SLET IKKE, SOM JEG TROEDE”
Kurset er nået til vejs ende. Stemningen er jovial. Jeg tager fat i Yosra Alaraqdeh, som jeg talte med den første dag på kurset, og spørger hende om, hvordan hun har oplevet de seneste dage.
”Da jeg modtog invitationen fra JWU, sagde mange mennesker til mig, at jeg ikke skulle tage afsted. Jeg fik at vide, at det var imod vores religiøse overbevisning og sociale normer. Men jeg insisterede på, at jeg ville deltage for at se med mine egne øjne og høre med mine egne ører,” siger Yosra Alaraqdeh med alvorlige øjne.
”Jeg blev positivt overrasket over at få viden om, at CEDAW faktisk slet ikke strider imod vores religion og jordanske kultur. Jeg vil glædeligt implementere konventionen i mit kommunale arbejde.”
Jeg fanger Nawwaf AlMarafi, som jeg også talt med på den første kursusdag, mens han er på vej ud af salen for at få kaffe.
”Jeg opdagede, at der eksisterer mange misforståelser i forhold til CEDAW. Det, vi hører i gaderne, er ikke engang tilstedeværende i selve konventionen. Vi læste konventionen fra FN’s officielle hjemmeside, og jeg læste den grundigt. Jeg har en klarere forståelse nu. Det, der bliver sagt negativt om konventionen, er simpelthen ikke sandt, og det er jeg glad for, at jeg har fået afklaret,” siger han.
Deltagerne begynder at pakke sammen og gøre klar til den sidste sociale aktivitet i form af en sen fællesfrokost. Inden de alle når at forlade salen, tager jeg fat i Muhammad Salem, som på første dag gav stærkt udtryk for et ønske om at blive klædt på med argumenter, han kunne bruge i sit byrådsarbejde.
”Før havde jeg ikke et klart billede af CEDAW, og stort set alle deltagere havde nogle skeptiske antagelser. De er alle blevet afkræftet. Takket være JWU ved vi nu, at konventionen faktisk ikke er imod vores islamiske tro og jordanske traditioner. Vi har gennemgået artikel for artikel i konventionen og har haft en god, livlig diskussion. Vi kan nu tage al den viden med os i vores fremtidige arbejde,” fortæller han med stort smil og fagter.
Underviseren Hala Ahed er alene tilbage i salen sammen med JWU’s personale. Jeg spørger hende, hvordan hun synes, det er gået. Hun ånder dybt ud og griner højt.
”Jeg har det godt, men jeg er også træt. Men jeg synes, det er det hele værd. Det, du ser, er en progression, fra vi begynder, til vi slutter. Deltagerne er nu bedre rustet til at implementere rettighedsviden i deres arbejde. Når jeg informerer dem om de forskellige reservationer og hensyn, der tages inden for rammen af CEDAW, og sammenligner med andre muslimske lande og fremhæver, hvordan forbeholdene adskiller sig fra land til land, så bliver deltagerne yderst overraskede. På den måde kan vi vise, at CEDAW rent faktisk er foreneligt med vores religiøse overbevisning.”
This activity was under the project “Accelerating Gender Equality Locally in Jordan”, generously funded by the European Union and the Danish Arab Partnership Programme (DAPP).
For Hala Ahed har det været tre meget krævende dage, hvor hun både har øst af fakta og detaljer og har navigeret forsamlingen sikket igennem, når bølgerne til tider gik højt. Hun fortæller, at nogle af diskussionerne kan være hårde, men at hun er vant til det.
”Det rammer nogle af deres kerneoverbevisninger og deres faste forestillinger om kønsroller. Når du taler med mænd om kvinders rettigheder, ser de det som en trussel mod deres egne rettigheder og især deres egen rolle hjemme i familien. De ønsker ikke at opgive deres position let. De ser sig selv som dem, der har kontrol og autoritet over kvindernes liv, valg i ægteskabet, valg af ægtefæller og valg af uddannelse. Mændene er ikke villige til at opgive denne rolle. Og det er heller ikke mærkeligt, at de ikke er interesseret i det, da den rolle symboliserer den magt, de også har”, fortæller hun.
”Men når man diskuterer kønsnormer og går dybt ned i dem, viser det sig, at der såmænd er plads til forandring. Dette er nødvendigvis ikke en enorm øjeblikkelig holdningsændring, men jeg tror, at frøene er sået, og at vi i sidste ende vil se forandring. Vi ser det allerede i dag, og vi vil se det i fremtiden.”