Ligestil 3

Nye tal: Kun 12 % af nye lovforslag undersøger konsekvenser for ligestilling

10 ministerier – deriblandt Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet – har ikke foretaget en eneste ligestillingsvurdering i det seneste folketingsår. Problematisk når vi står over for et nyt folketingsår med fokus på blandt andet familiepoltik og pension, hvor vurdering af ligestillingskonsekvenser er afgørende, mener KVINFO.

I Danmark er alle offentlige myndigheder forpligtet til at arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning. Det gælder også for ministerierne, når de udformer lovforslag.

Ligestillingsvurdering af lovforslag foretages ved først at vurdere om lovforslag kan forventes at have ligestillingsmæssige konsekvenser (relevanstest) og dernæst (hvis relevant), om lovforslag har positive eller negative ligestillingsmæssige konsekvenser (ligestillingsvurdering).

Nedgang i ligestillingsvurderinger

Hvert år samler KVINFO op på, hvordan det går med ligestillingsvurdering i Danmark i forlængelse af vores analyse fra 2023.

antal ligestillingsvurderinger

De nyeste tal fra ligestillingsministeriet viser, at der i folketingsåret 2023/2024 er blevet ligestillingsvurderet 23 ud af 192 lovforslag. Det svarer til 12 procent af alle fremsatte lovforslag og er et fald fra sidste år, hvor 15 procent af alle fremsatte lovforslag blev ligestillingsvurderet.

Samtidig er der sket en negativ udvikling i antallet af relevanstestede lovforslag. Hvor 100 procent af alle lovforslag blev relevanstestet sidste år, er andelen i år faldet til 93 procent.

Dette betyder, at flere lovforslag risikerer at blive vedtaget uden en grundig vurdering af deres potentielle ligestillingsmæssige konsekvenser.

Udklip

I KVINFO undrer vi os over, at der har været et fald i relevanstests, og at færre relevanstest har ført til egentlige ligestillingsvurderinger.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at hele ti ministerier slet ikke har foretaget ligestillingsvurderinger. Blandt andre har sundhedsministeriet og erhvervsministeriet ikke foretaget en eneste ligestillingsvurdering af lovforslag, til trods for at lovgivning, der ændrer arbejdsmarkedet eller sundhedsvæsenet, ofte vil berøre ligestilling.

graf

De nyeste tal viser, at der stadig er et stort behov for at styrke indsatsen for en ensartet ligestillingsvurdering af lovforslag i Danmark. Et aktuelt eksempel er de mange familiepolitiske forslag om alt fra kontantbonusser til familier eller bedre mulighed for hjemmepasning til flere barns sygedage eller mulighed for at arbejde mindre.

I KVINFO er vi positive over den øgede opmærksomhed på familiepolitik, men vi opfordrer til, at man altid ligestillingsvurderer de kommende lovforslag om familiepolitik, der blandt andet vil blive udarbejdet i erhvervsministeriet og sundhedsministeriet. Ellers er der en risiko for, at familiepolitik forstærker den mangel på ligestilling, der er på disse områder i forvejen.

Vi må konkludere, at der stadig er behov for forandring for at sikre mere og bedre ligestillingsvurdering fremadrettet. KVINFO har tidligere fremlagt en række anbefalinger til både Folketingets Ligestillingsudvalg, ministerierne og ligestillingsministeren, som alle spiller en rolle for at få denne forandring til at ske.

Metode

Ligestillingsafdelingen og Justitsministeriet laver årlige opgørelser af antallet af fremsatte lovforslag, der er blevet relevanstestet og ligestillingsvurderet. Resultaterne samles i et notat, som sendes til Ligestillingsudvalget og offentliggøres på Ligestillingsministeriets hjemmeside. KVINFOs analyse tager udgangspunkt i disse notater. Du kan læse mere om vores metode i KVINFOs analysenotat om ligestillingsvurdering af lovforslag.