”Den feministiske bevægelse er den største bevægelse i Georgien”.

Ordene kommer fra Salome Chageshvili, der er direktør i Women’s Fund Georgia, og de falder fuldstændig blottet for tvivl eller ironi.

Den slags skal nok man være både georgier, feminist og ligeså godt positioneret i det lokale civilsamfund, som Chageshvili er, for at kunne se.

Noget peger endda i den decideret modsatte retning: Georgien er som land faldet drastisk på World Economic Forums Global Gender Gap Index —fra en 56.-plads ud af 146 lande i 2022 til en 76.-plads i 2023.

KERAMIK OG RETTIGHEDER PÅ RADIO

Ikke desto mindre kan Chageshvili og andre ligestillingsprofessionelle i hovedstaden Tbilisi hver dag kigge ud over et boblende landskab af organisationer, aktivister, aktiviteter og stædigt arbejde for netop ligestilling og alles ret til at leve frit og sikkert. Alt sammen tegn på, at Chageshvilis analyse slet ikke er ved siden af.

I Women’s Fund Georgia (WFG) er de ansatte i tætkontakt med mindst 100 organisationer om året, som får økonomisk støtte til projekter af en så godt som uendelig forskellighed.

En holder keramikworkshops for ukrainske kvinde, hvor ler nok bliver formet og drejet til små figurer, men hvor det egentlig formål er at skabe et sikkert og trygt rum for disse mennesker på flugt fra krig. Andre er små medieorganisationer, der udgiver viden om rettigheder i et ellers stærkt politiseret medielandskab. Og hele buketter fokuserer på intersektionalitet og forbindelsen mellem miljø, køn og ligestilling.

TILLID OG RISIKOVILLIGHED

Arbejdet foregår efter Women’s Fund Georgias fasteprincipper om tillid og risikovillighed. På kontoret i en midaldrende betonejendom i det nordlige Tbilisi blive hver ansøgning om støtte til feministiske og ligestillingsprojekter naturligvis nøje studeret – og der bliver brugt mindst lige så meget tid og energi på at analysere en ansøgerorganisations drivkraft og ambitioner for forandring, som på at pege på behov for tekniske justering i projektdokumenterne.

I internationalt samarbejde er tillid naturligvis ikkegenerelt en sjældenhed, men i Women’s Fund Georgias tilfælde gennemsyrer det alt samarbejde og viser sig blandt andet ved, at fonden kan støtte selv ganske små og helt nye initiativer. Her går vurderingsarbejdet for eksempel på, om et initiativ kan vise et klart behov og om der et overbevisende engagement blandt de mennesker, som arbejder med det.

”Der er en hel række fordele ved denne måde at arbejde på. Måske allervigtigst så bidrager metoden til, at et meget levende miljø af feministiske organisationer næres. Samtidig får de reelt støtte til deres aktiviteter, og sådan kan de reelt bidrage i samfundet”, siger Salome Chageshvili.

”Vi ser altid på det store billede. Vi arbejder for at nærelæring, styrke hele den feministiske bevægelse og skabe forbindelser mellem mennesker, organisationer og myndigheder. I det større perspektiv sker der virkelig meget, og så er det ikke så alvorligt, hvis en støttemodtager undervejsbeder om et ok til at justere en detalje i projektdokumentet”, siger hun.

Delt mellem by og provins

I udkanten af Georgiens hovedstad Tbilisi ligger bydelen Varketili, hvor man må se sig godt for, hvis man vil have øje på huse på mindre end 12 etager. I en moderne lejlighed holder en del af Women’s Fund Georgias samarbejdsorganisationer til.

To af dem er digitale radiostationer, der hver især beskæftiger sig med nogle af de udfordringer, som kendetegner Georgien.

Dels det delte land, hvor rigdom, indflydelse og udvikling er centreret i hovedstaden, mens landområderne er kendetegnet af mangler – på uddannelse, penge, forandring. Og dels udbredt polarisering blandt medierne.

Modvirke russisk propaganda

Den ene radiostation, AliQ Media, sender nyheder på armensk til landets armenske minoritet. Det kan ses som en indirekte kritik af de officielle programmer for integration og undervisning i georgisk. Samtidig sker det for at tilbyde en modvægt til de russiske medier, som armenere i Georgien ellers benytter sig af.

”Disse mennesker befinder sig i et reelt informationstomrum, fordi de medier, de bruger, generelt ikke prioriterer sandheden. Vi arbejder for at modvirke den russiske propaganda. Vi sender især om politiske, sociale og økonomiske forhold, og her er økonomisk vold et vigtigt delemne”, siger Liza Torosyan, direktør i AliQ Media.

Den anden hedder Platform for Social Justice og har kvinders rettigheder på arbejdsmarkedet som fokusområde.

”Ingen andre medier dækker arbejdsmarkedet og arbejdstagerrettigheder som et fokusområde, så det gør vi. Lige nu handler det især om, at barnepigerne prøver at organisere sig og formalisere deres forhold. Husarbejdere og kvægvogtere har planer om det samme”, siger lederen, Natia Karchiladze.

Marginalisering på landet

Kvægvogtere er ikke noget særsyn i Bolnisi, en mellemstor provinsby syd for Tbilisi. Her er der ingen 12-etagersbygninger men masser af haver, marker og landbrug, og granatæbler, bønner, græskar og agurker er til salg i små butikker og ved vejsiderne. Der bor knap 60.000 mennesker i kommunen, og næsten 70 procent af dem er aserbajdsjanere og armenere, og ligesom andre landlige dele af Georgien er også Bolnisi kendetegnet af mangel på ligestilling, lønarbejde og folkelig deltagelse i samfundslivet, eller kort sagt: marginalisering.

På en bakkeskråning er byens førende figurer samlet for at fejre åbningen af det nyrenoverede kulturcenter, der blandt andet lægger kvadratmeter til ligestillingsaktivister og kvindeklubber.

Byens viceborgmester, Valeria Samira, får forsamlingen til at bryde ud i latter, da hun i sin tale forsikrer, at kommunen er kendetegnet af ligestilling:

”I Bolnisi har vi udbredt ligestilling, for her er altid et minimum af 55 procent mænd på alle poster”, siger hun med et sarkastisk smil.

Ligestilling nedefra

Den danske ambassadør i Georgien, Anne Toft Sørensen, er med til festligheden:

”Perspektivet er tydeligvis forskelligt mellem Tbilisi og provinsen”, siger hun som en understregelse af den skæve fordeling af ressourcer og forandring i landet. Som et eksempel fremhæver hun, at de etniske minoriteter – der som nævnt er i flertal netop i Bolnisi – sigter efter bare 30 procent kvinder i alle råd og udvalg.

”Vi skal begynde et sted. Blandt de etniske minoriteter er det svært. Men ligestilling skal ikke skabes kunstigt, den skal vokse frem nedefra i takt med, at vi ændrer vores tankegang”, siger Samira Bairamova, der er netop de etniske minoriteters repræsentant i kommunens ligestillingsråd.

Vold og børneægteskaber

”Hvis du er bange for ulven, så skal du ikke gå ind i skoven”, siger Mamuka Gachechiladze fra organisationen Women’s Information Center (WIC) med henvisning til et georgisk ordsprog.

I Bolnisi er WIC involveret i en række projekter, der alle har ligestilling og kvinders rettigheder i deres kerne. De handler om både kvindeligt entreprenørskab, deltagelse i politiske processer og økonomiske muligheder – og om helt mørke problemer: kønsbaseret vold og børneægteskaber.

Det anslås, at 14 procent af georgiske piger bliver gift, før de fylder 18 år – altså en af hver syv piger. Forekomsten af børneægteskaber er betragteligt højere på landet end i byer. I byerne er tallet otte procent, mens det i landsbyer som Bolnisi er 25 procent.

Automatisk nej til forandring

”Det er meget følsomme problematikker, for de har at gøre med det, som foregår inde i familierne. Og de rører ved både den stærke religiøsitet, som findes i store dele af Georgien og ikke mindst på landet, og med en radikal patriotisme, som næsten automatisk afviser forandring”, siger Teona Chikovani, der er direktør for WIC og ekspert i kønsbaseret vold.

”Det er en af grundene til, at vi i WIC altid gør noget for folk. For at skabe tillid, så skal man vise, at man faktisk skaber forandring og ikke kun snakker. I Bolnisi er entreprenørskab og andre økonomiske muligheder afgørende for at nedbringe kønsbaseret vold og børneægteskaber, for der skal være en vej væk fra de praksisser, der skader piger og kvinder”, siger hun.

Hendes kollega Gachechiladze supplerer:

”Hvis man vil have forandring, så nytter det ikke at være bange. Det gælder ikke mindst disse meget sensitive spørgsmål. Her i Georgien har vi altid haft problemer – ulve – men vi er her endnu”.

Traumatiseret samfund

Et af de fænomener, som ifølge observatører og analytikere kendetegner Georgien, er den fremvoksende anti-gender-bevægelse.

Den viser sig ofte som modstand mod LGBT+-rettigheder, forsvar for konservative kønsnormer, stærk religiøsitet og påstande om at for eksempel kønsbaseret vold og seksualundervisning er private spørgsmål og ikke samfundsanliggender.

”Vi er et traumatiseret samfund. Vores historie er fuld af krig, autoritarisme, besættelse og apati. Det er nemt for regeringen at hævde, at vi bare skal være taknemmelige for, at vi ikke har haft væbnet konflikt i et helt årti – mens den bryder det sociale sikkerhedsnet ned og intet gør for at beskytte for eksempel ligestilling eller minoriteters rettigheder”, siger Tamta Mikaledze, der er leder i organisationen Social Justice Center.

LGBT+-personer som fjender

Det seneste år har Georgien set flere angreb på især LGBT+-personers rettigheder, frihed og sikkerhed. Voldsomst var det, da højreekstremister og ortodokse kristne i juli 2023 angreb Tbilisi Pride med køller og ildspåsættelse.

”Georgien er et meget religiøst og traditionelt samfund. Derfor er det forholdsvis nemt at gøre LGBT+-personer til et problem. Det er et fuldstændig kunstigt problem, men det virker, og det tager fokus væk fra de egentlig problemer med for eksempel fattigdom”, siger Maia Machavariani, programdirektør i organisationen Eastern European Centre for Multiparty Democracy.

”At etablere en bestemt gruppe som en fjende er en del af den udbredte strategi for polarisering, ligesom det kun bidrager til den mistillid, som kendetegner både politik og samfund her”, siger hun.

Gøre det bedre

Den strategi hopper mange georgiere og ikke mindst de unge dog ikke på. Mariam Gabelaia, er grundlægger af netmediet Aprili, fortæller, at netop volden mod priden fik hende til at beslutte sig for at engagere sig i LGBT+-rettigheder.

”Jeg blev meget påvirket af angrebet på Tbilisi Pride. Højreekstremister og måske endda politiet begik så meget vold. Det fik os til at beslutte os for at gå ind i det arbejde og prøve at gøre tingene bedre”, siger hun.

”Det er på samme tid både let og svært. Svært fordi holdningen til LGBT+-personer generelt er så stereotyp og negativ. Let af den samme grund, for selv små forandringer er et plus. Jeg har det sådan, at hvis bare jeg kan ændre én persons holdning, så har jeg gjort en forskel”, siger Mariam Gabelaia.

KVINFOs arbejde i Georgien foregår i tæt samarbejde med organisationerne Women’s Fund Georgia, Women’s Information Center og Sapari. Det er finansieret af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram.