Familiepolitik

Forældreskab har meget forskellige effekter på mænds og kvinders arbejdsliv, viser undersøgelser.

Moderskab virker typisk karrierehæmmende for kvinder, og påvirker også lønniveauet negativt. Kvinder, der er mødre, bliver i mindre grad forfremmet og bliver kaldt til færre jobsamtaler end kvinder, som ikke er mødre.

De negative konsekvenser ved at stifte familier rammer ikke mænds karrierer på samme måde. Vi ved fra den seneste evaluering af de nyeste barselsregler, at mænds lønniveau er upåvirket af barsel. Derudover ved vi, at ledere og chefer ser mere positivt på mænd, der har familie end på kvinder.

Disse uligheder handler ikke blot om forskelle i mænd og kvinders biologi, men også om normer for moder- og faderskab. Det viser forskning i moderskabsbyrden. Den henviser til, at kvinders indkomst falder betragteligt, efter de har fået børn, samt at deres indkomst ikke stiger igen.

At forklaringer må findes uden for biologien ses, når man sammenligner adoptivforældre og biologiske forældre.

At forklaringer på findes uden for biologien ses, når man sammenligner adoptivforældre og biologiske forældre. Hvis løngabet opstod på grund af biologisk kønsspecifikke opgaver, som kun kvinder kan varetage, så ville adoptivmødre hypotetisk set ikke opleve den såkaldte moderskabsbyrde. Men det gør de.

Omvendt oplever hverken adoptivfædre eller biologiske fædre nogen specifik økonomisk nedgang som følge af at blive forældre. Det tyder på, at moderskabsbyrden opstår grundet normative, kulturelle og strukturelle faktorer.

ØREMÆRKET BARSEL RYKKER PÅ NORMER OG STYRKER LIGESTILLING

Øremærket barsel til fædre er et vigtigt greb i forhold til ligestilling og til at rykke ved normer, som ’straffer’ kvinder for at få børn.

I Danmark blev den øremærkede del af forældreorloven fordelt lige mellem fædre og mødre i 2022. Det er således tidligt at konkludere på de langsigtede effekter.

Andre nordiske lande har imidlertid væsentlig længere erfaringer med øremærket barsel til mænd. Norsk forskning viser meget klart, at øremærket barsel til fædre har en positiv effekt på ligestillingen i hjemmet, da de fædre, som benytter sig af de øremærkede uger, i højere grad tager del i omsorgs- og husarbejdet.

I Danmark viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at den øremærkede barsel har en positiv effekt på danske kvinders indkomst i det første af barnets leveår, da kvinder får kortere tid på barselsdagpenge. Denne positive virkning ses også i kvinders pensionsformue. Effekten aftager dog efter barnets første leveår, da kvinder stadig er mere tilbøjelige end mænd til at tage barnets sygedage og arbejde deltid og dermed bruger mere tid væk fra arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesministeriets tal viser samtidig, at den øremærkede barsel ikke har nogen negativ effekt for mænds økonomi.

Forskere mener, at de langsigtede effekter af øremærket barsel til fædre vil inkludere ændring i normer for moder- og faderskab, fordi øremærkningen gør det til en norm, at fædre også er omsorgspersoner. Det formodes med tiden at kunne smitte af på, hvem der tager barnets sygedage eller arbejder deltid. Dette kan muligvis resultere, at mødre nedprioriteres mindre i ansættelses- og lønforhandlinger, da alle forældre i sidste ende tager del i omsorgsarbejdet.

Men øremærket barsel til mænd kan ikke stå alene. Værdisættelse af omsorgsarbejde er centralt på længere sigt for at ændre kønsnormer og fremme ligestilling. Her er der inspiration at hente i Norge og Tyskland, der har øremærket børns sygedage. Øremærkningen sikrer en mere lige fordeling mellem forældrene, hvilket fremmer ligestillingen i hjemmet og på arbejdsmarkedet.

VÆRDISÆTTELSE AF OMSORGSARBEJDE

Værdsættelse af reproduktivt arbejde er et fokusområde i feministisk økonomi. Det drejer sig dels op penge og dels om tid og trivsel.

Vi ser da også, at privatøkonomien er en af årsagerne, når nogle danskere vælger ikke at få børn. Det samme gælder uddannelsesgrad: I dette klasseperspektiv ses, at kvinder med lange videregående uddannelser får nu samme antal børn som før finanskrisen, mens kvinder med kun grundskolen bag sig får færre børn.

Det har aldrig i nyere tid været dyrere at leve, og samtidig viser forskningen, at forældre bidrager med 2,5 gange flere ressourcer til samfundet end ikke-forældre.

En del af disse ’ressourcer’ er penge, som for eksempel indkøb af tøj eller betaling af udflugter og kontingenter i idrætsforeninger. Men ressourcer er også tid, der investeres i børnene og opdragelsen af dem, eksempelvis emotionel støtte, omsorg, kørsel og madlavning. Disse ressourcer, der også kan betegnes som reproduktivt og ulønnet arbejde, indregnes ikke i de samfundsøkonomiske regnemodeller. Det vil sige, at det reproduktive arbejde ikke værdsættes.

Som nævnt er denne værdsættelse central i feministisk økonomi. Gennem det seneste halve århundrede har feminister arbejdet for at ligestille det reproduktive og det produktive arbejde, og de seneste år har anerkendelsen og værdsættelsen af reproduktivt arbejde fået en renæssance i samfundsdebatten.

Når politikere ønsker, at danskerne får flere børn for at sikre fremtidig arbejdskraft, gør det ligestillingen af det produktive og reproduktive arbejde aktuelt og vigtigt.

Det er netop det reproduktive arbejde, der ligger til grund for, at børn udvikler sig til gode, ansvarlige og kompetente samfundsborgere. Det reproduktive arbejde sikrer fremtidig arbejdskraft, og at samfundet og velfærdsstaten fungerer.

Professor ved Syddansk Universitet Pieter Vanhuysse har formuleret det således:

”Forældres betydelige overførsler af tid og penge til opfostring af børn er statistisk usynlige. Det gør det muligt for velfærdsstater at køre på frihjul, når det gælder omkostningerne ved at producere den næste generation af arbejdere og skatteydere”.

At føde og opdrage børn skaber dermed en samfundsmæssig værdi, der ikke anerkendes eller værdsættes – eller regnes med – i traditionelle økonomiske modeller. Samtidig skal forældre arbejde og betale skat på samme niveau som ikke-forældre. Det præger altså valget om at få børn.

Der er et væsentligt kønsperspektiv i dette. Forskning viser, at fædre bidrager med flest økonomiske ressourcer, mens mødre bidrager med mest ulønnet omsorgs- og husarbejde. Det essentielle er ikke i denne sammenhæng, hvor meget de forskellige køn bidrager med, men hvordan deres respektive bidrag værdsættes. Det, fædre bidrager med, kan måles og bliver i en vis udstrækning også beskyttet af kontrakter og ejendomsrettigheder, mens mødres bidrag ikke måles, beskyttes eller værdsættes.

Samfundsnormer, magtforhold og ulige adgang til økonomi er således en del af denne problematik. Feministiske økonomer ville – i kort form – fremføre, at hvis staten sig flere produktive voksne i fremtiden, så må staten værdsætte og anerkende reproduktivt arbejde og gøre det tilgængeligt at få børn for de mennesker, der eller ikke har råd.

OMSORGSKRISE

Den manglende eller lave værdsættelse af omsorgsarbejde ses ikke kun i private hjem, men også på arbejdsmarkedet, hvor ansatte i omsorgsfag får en lavere løn  end ansatte i andre fag med samme uddannelseskrav. Dette er også en faktor i omsorgskrisen, der skyldes mangel på personale i store dele af den offentlige sektor og især inden for omsorgsfagene.

Det gælder blandt andet på dagtilbudsområdet, hvor der er stor mangel på pædagogisk personale. Personalemanglen har naturligvis indflydelse på kvaliteten af dagtilbuddene. En undersøgelse viser, at  kvaliteten af kommunale dagtilbud for 0-2 årige ikke er tilfredsstillende. Af daginstitutioner er 38 procent af utilstrækkelig kvalitet, mens 46 procent af dagplejere er af utilstrækkelig kvalitet og seks procent af ringe kvalitet. Kvaliteten af dagtilbud har betydning for, hvor godt børn klarer sig senere i livet.

Hvis den manglende arbejdskraft skal sikres til omsorgsfag, er en udvidelse af rekrutteringsgrundlaget et oplagt arbejdsområde, sådan at der rekrutteres blandt alle mennesker og ikke kun kvinder. Her udgør traditioner og forestillinger om køn en barriere: Forskning viser, at der findes stærke og kønsstereotype forventninger fra voksnes side til børn og særligt drenge.

Hvis drenge og mænd skal have reel mulighed for at opdage interesser, der ikke er klassisk forbundet til mandekønnet, er det afgørende, at man i samfundet modvirker disse kønsstereotype forventninger. Undersøgelser viser, at kønnede forventninger og opfattelser er med til at påvirke unges udannelsesvalg.

FØDSELSOPLEVELSER OG FERTILITET

Der er kommet større travlhed på fødegangene, viser en undersøgelse af fødeområdet udsendt af Sundhedsstyrelsen i 2024.

Selv om antallet af jordemødre på fødeområdet er steget, har nedgang i andre personalegrupper og øget fravær blandt medarbejderne skabt personalemangel.

Personaleomsætningen er øget, og stadig flere jordemødre vælger at arbejde inden for andre områder. Hver tredje jordemoder forlader fødegangen efter i snit 36 måneder, og op imod hver femte jordemoderstilling på Sjælland er ubesat. Samtidig er der sket en stigning i opgavemængden på området, og flere graviditets- og fødselsforløb er komplicerede. I 2020-2022 blev godt halvdelen af alle gravide klassificeret som værende i øget risiko, og der sker indgreb i to ud af tre fødsler.

Flere kvinder har berettet om traumatiske fødselsoplevelser grundet travlhed på fødegangene. Tal fra 2021 viser, at 30 procent af forældre har haft dårlige oplevelser med ankomst til fødeafdelingen og 25 procent under selve fødslen.

Jordemødre har flere advaret mod fagligt uforsvarlige arbejdsvilkår: I 2021 udsendte over 1.000 jordemødre et fælles opråb, og i sommeren 2023 konstaterede Jordemoderforeningen, at de ikke kunne stå inde for patientsikkerheden for fødende i Region Hovedstaden. Der er eksempler på, at travlheden på fødegangende i nogle tilfælde har ført til, at børn er døde.

Dårlige fødselsoplevelser har ikke alene konsekvenser for mødres og børns fysiske og mentale sundhed, men også for fødselsraten. Forskning viser, at mødre med tidligere negative fødselsoplevelser i højere grad beslutter ikke at få flere børn eller udskyder at få næste barn. Kvinder, der har haft en traumatisk fødselsoplevelse ved første barn, får færre børn end andre kvinder

Der er også sammenhæng mellem kvinders frygt for at føde og hvor mange børn, de ønsker sig. Hos kvinder, der efter deres første fødsel frygter at føde igen, er fødselsraten lavere end hos andre mødre. Desuden giver frygt for at føde større risiko for at få en negativ fødselsoplevelse.

NEGLIGERING AF FØDSELSKOMPLIKATIONER

Utilstrækkelig støtte før, under og efter fødslen bidrager til at skabe ulighed i sundhed. Flere års nedskæringer af den gratis offentlige fødselsforberedelse – der mange steder i Danmark består af online- eller auditorieundervisning i store hold på trods af Sundhedsstyrelsens anbefalinger – har også betydning for fødselsoplevelsen.

Forskning viser, at kvinder, der har modtaget fødselsforberedelse i små hold, er tryggere og har en markant bedre fødselsoplevelse. Omvendt koster utilstrækkelig fødselsforberedelse tid og ressourcer, blandt andet fordi de fødende ringer oftere, kommer tidligere ind på fødegangen og har større behov for smertelindring i form af epiduralblokade.

11 procent af danske kvinder, der har født i 2023, mener, at de slet ikke eller i ringe grad var blevet forberedt på håndtering af fødselsforløbet. Samtidig ser vi, at næsten hver femte danske forælder har tilkøbt privat fødselsforberedelse. Det er en løsning, der er socialt skæv: Mens 32 procent af forældre med lange videregående uddannelser har tilkøbt privat fødselsforberedelse, gælder det samme seks procent af forældre med kun grundskoleuddannelse.

Mange kvinder oplever også manglende støtte til behandling af gener og komplikationer efter fødsel. Langt størstedelen af fødende kvinder får en eller flere af disse: 80 procent af førstegangsfødende og 50 procent af andengangsfødende får bristninger, 5-15 procent udvikler en fødselsdepression, og 40 procent har urininkontinens et år efter fødslen. Nogle af disse komplikationer kan dukke op flere år efter fødslen, blandt andet underlivsprolaps, som rammer halvdelen af alle kvinder, der har født.

Forskning viser, at mens det globalt set over årtier er lykkedes at reducere antallet af kvinder, der dør under fødsler, er mange af de længerevarende og kroniske fødselskomplikationer blevet negligeret og er fraværende i nationale sundhedsplaner.

Også i Danmark klager flere kvinder over mangelfuld diagnosticering, behandling og genoptræning i det offentlige sundhedsvæsen. I modsætning til andre typer af operationer, udskrives kvinder efter kejsersnitsoperation uden genoptræningsplan eller tilbud om et offentligt organiseret genoptræningsforløb. Med undtagelse af Københavns Kommune, der iværksætter et tilbud fra 2025, findes der ingen kommunale tilbud om efterfødselshjælp til kvinder, der oplever fysiske gener efter fødsel.  Konsekvensen er, at de kvinder, der har råd, selv opsøger og betaler for behandling og genoptræning.

En forklaring på negligeringen af fødselskomplikationer kan være, at mange af disse i årevis er blevet betragtet som ‘naturlige’ og som en pris, kvinder må betale for at få et barn. Danske forsikringsselskabers årelange praksis med at afvise dækning af skader opstået i forbindelse med graviditet eller fødsel vidner om denne forestilling. For eksempel argumenterede et dansk forsikringsselskab i en forsikringsankesag for, at en alvorlig fødselsskade ikke kan betegnes som en ulykke, da “[d]ét pres/tryk, der opstår på omkringliggende knogler, organer, muskulaturer, bindevæv, kar og sener, når barnet skal passere ned gennem fødselskanalen, er både nødvendigt, forventet, naturligt og uundgåeligt”.

Normalisering af fødselsskader og -gener medvirker til at usynliggøre problemet. Det kan være tabubelagt og skamfuldt for kvinder at tale om skader i underlivet eller psykiske mén efter fødsel, og problemet bliver således yderligere usynliggjort. Resultatet er, at gravide og fødende ikke får den hjælp, de har brug for, eller selv må påtage sig betydelige økonomiske udgifter til behandling.

MANGLENDE FORSKNING I KVINDERS SUNDHED

Det manglende fokus på fødselsskader kan ses som del af den generelle tendens til, at sygdomme, der primært eller udelukkende rammer kvinder, er underprioriteret og underfinansierede i forhold til sygdomme, der primært eller udelukkende rammer mænd.

En opgørelse fra Forbes viste i 2018, at kun fire procent af verdens samlede midler til forskning og udvikling inden for sundhed går til udvikling af teknologi og behandlingsmetoder inden for kvindesygdomme. Til sammenligning går to procent af midlerne til prostatakræft alene. De underprioriterede kvindesygdomme tæller også sygdomme, der kan give problemer med infertilitet, som for eksempel endometriose og PCOS, men også smertelidelser som vulvodyni og vaginisme, som kan umuliggøre samleje og dermed forhindre naturlig graviditet, samt øger patienternes frygt for at føde.

Utilstrækkelig fødselsforberedelse, utrygge fødselsoplevelser og efterfølgende mangelfuld behandling af gener og skader skaber således ikke blot utryghed og mindre lyst til at føde flere børn hos kvinder, der har oplevet det på egen krop. Det er også med til at give svangreomsorgen i Danmark et dårligt ry.

Ønsker man at motivere danske kvinder til at føde flere børn, er det derfor oplagt at arbejde på at gøre graviditets-, fødsels- og efterfødselsforløb bedre og tryggere for alle kvinder uanset økonomisk formåen. Gener og skader efter graviditet og fødsel bør prioriteres og behandles, så kroniske helbredsproblemer og store udgifter til egen behandling ikke bliver den pris, kvinder risikerer at skulle betale for at føde børn i Danmark. Hvis samfundsøkonomien skal styrkes ved, at kvinder føder flere børn, bør det være samfundet, der betaler prisen, kan man sige.

HVEM SKAL HAVE FLERE BØRN?

I den offentlige diskussion om fødselsraten er der meget fokus på kvinders valg og fravalg af børn. Forskning viser dog, at mænds fertilitet og lyst til at få børn har lige så stor betydning for fødselsraten som kvinders.

Færre mænd end kvinder får børn, og de får dem i en senere alder. I 2020 havde 21 procent af de 50-årige mænd ikke fået børn, mens det samme kun gjaldt 12 procent af kvinderne.

Samtidig er der større fokus på kvinders aldersbetingede infertilitet end på mænds, selv om mænds fertilitet også mindskes med alderen, og mange mænd altså udskyder at få børn.

Mens fertilitetsbehandling er blevet en politisk prioritet, er der stadig mangel på forskning i mænds infertilitet. Det kan skyldes en samfundsnorm, hvor ansvaret for fødselsraten i overvejende grad betragtes som kvinders.

Nogle stemmer i debatten mener, at kvinder har en samfundspligt til at føde børn, og at det er usolidarisk og egoistisk at fravælge børn. Omvendt mener Sex og Samfund og FN’s Befolkningsfond, UNFPA, at debatten om fødselsraten underkender kvinders ret til kropslig autonomi. I FN’s Kvindekonvention er kvinder sikret retten til selv at bestemme, hvor mange børn de vil have. Ifølge FN er en lav fødselsrate oftest et tegn på øget autonomi, uddannelsesniveau og et bedre liv for kvinder.