Af Mathilde Nordenlund, Journalist / KVINFO
”Voldtægt er en forbrydelse”.
Man kan ikke køre mange hundrede meter på en hovedvej i Libanon lige nu, uden at det budskab springer i øjnene fra store skilte i rabatten.
De dukker op på vejene i og uden for hovedstaden Beirut, men også langt ude på de støvede veje i Bekaa i Østlibanon og på de propfyldte indfaldsveje til hovedbyerne i den nordlige Tripoli-region.
Bag kampagnen står ABAAD, som er en af de største ligestillingsorganisationer i Libanon. Og alene det, at kampagnen kan fylde så meget i gadebilledet, er et symbol på, hvor meget der er sket omkring opmærksomheden på kønsbaseret vold i Libanon over de seneste årtier. Det mener organisationens programmanager, Khaled Yamout.
”Da jeg begyndte at arbejde inden for det her felt for 17 år siden, var det komplet tabu at tale om noget som helst, der havde at gøre med køn eller sex og vold. Ingen turde bringe det op. Det fyldte ingen steder I det offentlige rum,” fortæller han.
Khaled Yamout henviser til, at Libanon grundlæggende er et patriarkalsk samfund, hvor der er utallige kulturelle, religiøse og politiske barrierer for at arbejde med kønsbaseret vold.
”Men der er sket enormt meget siden. Når vi måler reaktionerne på vores kampagner og i medierne nu, er der langt mere opbakning, og der er begyndt at komme en bred forståelse af, at kønsbaseret vold findes, og at det er ret udbredt i vores samfund. På et vist tidspunkt betragtede kvinder vold som normalt, og mænd betragtede det som en del af deres rettigheder. Nu ved de fleste, på den ene eller den anden måde, at det er forkert,” siger han.
Budskabet i ABAADs aktuelle kampagne er, at der er brug for højere straffe for voldtægt. Det voksende kendskab til problemerne med kønsbaseret vold skulle nemlig gerne føre til en lang række lovændringer på området, både når det gælder strafferammen, men især hvad angår flere rettigheder til ofre for kønsbaseret vold, mener Khaled Yamout.
Indtil for nylig var kønsbaseret vold da også begyndt at fylde mere og mere på den politiske dagsorden. Men efter mange år med fremgang, betyder den dybe økonomiske krise, der nu på tredje år præger Libanon, flere tilbageslag for arbejdet mod kønsbaseret vold i landet, oplever han.
Ligestilling ser vi på efter krisen
For bare få år siden blev Libanon kaldt Mellemøstens Schweiz, og store dele af den libanesiske befolkning havde en høj levestandard. Siden er Libanon endt i en økonomisk og finansiel krise, som af Verdensbanken bliver betegnet som en af de værste i verden.
Tårnhøje inflationsrater har fået middelklassen til stort set at forsvinde og de fattige dele af befolkningen til kun at blive endnu fattigere.
”I den her situation er det virkelig svært at holde spørgsmål om vold og køn på dagsordenen. Politikerne og andre interessenter har en tendens til at sige, at kønsbaseret vold ikke er vigtigt lige nu. Det er ikke vores største problem. De siger ’når tingene er i orden, kan vi begynde at tale om ligestilling igen’,” fortæller Khaled Yamout.
Top 191 over ligestilling
FN’s indeks for ligestilling tæller 191 lande.
Libanon ligger lige nu nummer 112, og det går den forkerte vej i øjeblikket. Sidste år lå de nummer 92.
Til sammenligning er Danmark nummer 10.
Den samme udvikling beskriver også Myriam Sfeir, der er direktør på The Arab Institute of Women på Libanese American University.
”Der er helt sikkert sket forbedringer. Problemerne omkring kønsbaseret vold er helt sikkert mere synlige, der er helt sikkert mere handling, organisationerne har flere ressourcer og mere rækkevidde, men der er stadig rigtig meget at gøre politisk i forhold til at sikre kvinders rettigheder. Og det er bare gået helt i stå nu,” siger hun.
Ifølge Myriam Sfeir er det allervigtigste at få vedtaget en civilretlig lov og få ændret personstatuslovgivningen i Libanon. Hun mener, det er nødvendigt at få en samlet lov, der gælder for alle, og blandt andet regulerer, hvordan man gifter sig, bliver skilt og får forældremyndighed over børn.
”Med de regler, der er i dag, kan jeg være direktør for dette institut, men stadig være nødt til at blive hos min mand, der slår mig derhjemme, hvis vi nu siger, han gjorde det. Simpelthen fordi jeg ikke vil miste forældremyndigheden over min søn, som er syv år og dermed har en alder, hvor min mand kan tage ham fra mig og opfinde alle mulige historier om mig, og de vil blive godtaget af de religiøse domstole,” siger hun.
Men det virker meget længere væk nu end for få år siden, mener hun.
”Fordi vores økonomi falder fra hinanden, og det samme gør vores politiske system, vores sundhedssystem, vores uddannelsessystem. Der er så mange issues.”
Inflation presser husholdningerne
Samtidig får krisen i sig selv, kombineret med coronanedlukningerne og den store eksplosion på havnen i Beirut for to år siden, volden til at stige.
ABAAD har en døgnåben telefonlinje til ofre for kønsbaseret vold. Antallet af opkald steg med flere hundrede procent under coronanedlukningerne – og ligger stadig langt højere end inden covid-19-pandemien og den økonomiske krise begyndte.
Inflationen betyder, at priserne på basale fødevarer er mangedoblet på få år, og at arbejdsløsheden er steget, og det går hårdt ud over befolkningens levebrød og levevilkår.
Efter tre år med økonomisk krise lever 91 procent af de syriske familier i Libanon og 55 procent af de libanesiske familier ifølge FN under fattigdomsgrænsen.
Den kæmpe store udfordring er devalueringen af liraen, mener Myriam Sfeir.
”Det skaber en masse økonomisk pres, en masse spænding i hjemmene, fordi de slet ikke kan få lige så meget for deres lønninger mere, eller måske har mistet deres indkomst helt, og det resulterer ofte i mere vold.”
Det gælder både i hjemmene og på arbejdsmarkedet, understreger hun og påpeger, at der ikke findes nogen form for tal på, hvor mange kvinder der har mistet deres job på grund af krisen og nu arbejder uformelt. Uden den sikkerhed, er de langt mere udsatte for seksuelle krænkelser eller overgreb, mener hun.
”Vi kan ikke være sikre på, at nogle arbejdsgivere ikke kræver seksuelle tjenester fra kvinderne for at udbetale deres løn. Der er ingen kontrakt, og med den her situation vil kvinder acceptere hvad som helst, blot for at kunne have et job. De er nødt til at få deres løn, så de kan købe mad til deres børn,” siger Myriam Sfeir.
Små, lokale fremskridt
Mens det politiske niveau er svært at nå, mener Myriam Sfeir, at oplysningsarbejdet kun bliver endnu vigtigere, både digitalt og helt lokalt. Så folk kan få hjælp – og presset for ændringer vil stige.
Hun fremhæver blandt andet, hvor vigtigt det er at fortsætte med store kampagner på sociale medier, fordi de når ud til mænd og kvinder i landet, som det ellers kan være svære at nå.
Det kan ganske enkelt vise, hvad det er for vold, kvinder bliver udsat for, når man får mange til at dele videoer af deres oplevelser. På den måde kan de levere en slags ’bevis’ på, at kønsbaseret vold er et vigtigt problem for dem, der tvivler.
”Når kvinder og mænd her i landet kan åbne deres telefon og se med deres egne øjne: Wow! Han tog hendes børn fra hende, og se lige der, hvad han gjorde. De ser, at en mand slår sine kone, eller han slår børnene. Når du ikke bare læser om det, men ser det, gør det en enorm forskel og er med til at udbrede kendskabet.”
ABAAD og KVINFO
Siden sommeren 2021 har KVINFO arbejdet sammen med ABAAD – Resource Center for Gender Equality mod kønsbaseret vold i Libanon.
ABAAD er en FN ECOSOC-akkrediteret organisation, der sigter mod at opnå ligestilling mellem kønnene som en væsentlig betingelse for bæredygtig social og økonomisk udvikling i MENA-regionen.
Partnerskabet har været med til at udvide ABAADs arbejde med at støtte og tilbyde akut beskyttelse og socioøkonomisk hjælp til piger og kvinder, som har været udsat for kønsbaseret vold eller er i risiko for at blive det.
Samtidig har partnerskabet fokuseret på aktiviteter, der styrker kvindernes forståelse for kønsbaseret vold og deres muligheder for levebrød på længere sigt.
Blandt andet opkvalificeringskurser i forskellige håndværk og workshops om selvværd og selvrespekt, juridiske rettigheder og økonomisk uafhængighed.
KVINFO og ABAAD’s arbejde i Libanon er finansieret af Novo Nordisk Fonden.
Samtidig gør krisen det endnu vigtigere at arbejde målrettet mod kønsbaseret vold i de mest udsatte dele af landet, mener hun.
”Udfordringen er at nå ud til alle, også i periferien. Det meste af vores akademiske arbejde og organisationernes arbejde har været lavet i byerne osv., men der er stadig behov for at arbejde med oplysning og med mentaliteten i yderområderne. Der er arbejde nok til de næste mange år,” siger Myriam Sfeir.
Kvinder inspirerer kvinder
ABAAD driver blandt andet krisecentre i nogle af de mest sårbare områder i landet – Bekaa i det østlige Libanon og Tripoli i det nordlige. Her bor store dele af de syriske flygtninge, landet huser, og lokalbefolkningen er også fattig.
Samtidig har ABAAD projekter, hvor de samler voldsudsatte kvinder til opkvalificeringsworkshops og psykosociale aktiviteter med undervisning om vold, selvværd og rettigheder
Og mens Khaled Yamout er ret pessimistisk på muligheden for at opnå politiske resultater lige nu, er det netop i det helt lokale arbejde i yderområderne i landet, at han ser tegn på en positiv udvikling på trods af krisen.
For eksempel var det tidligere stort set kun andre organisationer, der henviste til ABAAD’s tilbud, men i dag oplever han, at kvinder henvender sig direkte.
”Oplysningen spreder sig. De sidste år er vi begyndt at få mange henvisninger gennem kvinder, der har været i kontakt med os og nu er i stand til at identificere andre kvinder i deres familie eller samfund, der har lidt eller lider under kønsbaseret vold. Vi begynder også at se mange tilfælde, hvor kvinder går tilbage fra de her diskussioner hos os og skaber initiativer i deres lokalsamfund – for eksempel et lille kvindefællesskab eller oplysningsarbejde, hvor de rækker ud til resten af deres lokalsamfund og fortæller og kønsbaseret vold,” fortæller han.
Med de stigende voldsrater løser det stadig ikke det hele, understreger Khaled Yamout. Men han holder fast i, at det en vigtigt at sørge for, at oplysningsarbejdet fortsætter, selvom landet lider under mange andre problemer.
”Det rykker lidt for lidt, skridt for skridt, mens vi venter på de overordnede ændringer. Og så bliver vi ved at presse på for, at rapporteringsmekanismer, retssystem og lovgivning følger med, alt det, vi kan,” siger han.