Tadwein FGM-3-Artiklen

”Du skal høre det fra din nabo for at tro på det”: Unge egyptere nedbryder fordomme om omskæring af piger og kvinder

Omskæring har været ulovligt i Egypten siden 2008. Alligevel har 86 procent af gifte kvinder været udsat for overgrebet. Men med en ultralokal tilgang lykkes det organisationen Tadwein at gøre lokale kræfter i landdistrikterne, der ellers er fortalere for omskæring, til nøglepersoner i oplysningsarbejdet mod den sundhedsskadelige praksis. Et godt eksempel på, at lovgivning skal  følges op af arbejde med normer og traditioner, påpeger international chef i KVINFO, Lene Steffen.

 

Forestil dig, at du er helt fast overbevist om noget. Du gør det samme, som dine forældre har gjort og som dine naboer og venner gør.

Hvem har så størst sandsynlighed for at kunne få dig til at ændre mening: En tilfældig fremmed – måske endda fra en by i den anden ende af landet – eller den venlige lærer fra dine børns skole?

Mon ikke det sidste.

Det er hovedtanken bag organisationen Tadweins lokalsamfundsarbejde i Egypten, hvor de arbejder for at forhindre blandt andet omskæring af piger og kvinder.

Lovgivningen er på plads: Omskæring af piger og kvinder har været ulovligt siden 2008. Alligevel har Egypten historisk set været et af de lande i verden, hvor det er mest udbredt, og tallene er stadig høje: 86 procent af gifte kvinder mellem 15-49 år har været udsat for omskæring.

Blandt andet fordi det stadig bliver set som en vigtig tradition mange steder.

”Både omskæring og børneægteskab ses som sociale normer, ikke som skadelige praksisser. Derfor mener familierne ikke, at de skader deres døtre eller børn ved at gifte dem bort tidligt eller skære i dem,” fortæller Esraa Kamal fra Tadwein.

Langt fra mål

”De ser det som ritualer og traditioner. Særligt omskæring opfatter nogle muslimer som en del af religionen, og selv nogle kristne opfatter det som religiøst. Det handler om renhed og renselse. For nogle handler det endda om forskønnelse. Så når man i sådan en situation bare indfører en lov, der forbyder omskæring, gør folk det alligevel i al hemmelighed. De melder det heller ikke, selv hvis deres datter får komplikationer. De rapporterer det ikke, fordi de ikke ser det som en forbrydelse.”

Omskæring af piger og kvinder

Kvindelig omskæring er en krænkelse af retten til at bestemme over sin egen krop og betragtes som et brud på menneskerettighederne.

Omskæring kan give piger og kvinder livslange smerter og komplikationer ved for eksempel fødsler, sex og menstruation.

I 2016 skønnede UNICEF, at der er over 200 millioner omskårede kvinder fordelt på 29 lande.

Kvindelig omskæring er i strid med en lang række traktater og konventioner, blandt andre Kvindekonventionen, Børnekonventionen og FN’s konvention mod tortur og anden nedværdigende behandling.

Forskellige civilsamfundsorganisationers – deriblandt Tadweins – oplysningsarbejde over de sidste mange år har rykket en del, og andelen af omskæringer af piger og kvinder er faldet gradvist, især blandt yngre aldersgrupper.

Samlet peger tallene dog endnu ikke på, at Egypten når landets eget mål om at nedbringe andelen af omskæringer til 55 procent inden 2030 – eller kommer til at leve op til FN’s verdensmål 5, som slår fast, at kvindelig omskæring skal være afskaffet senest i 2030.

Lokale kan bedre tage sårbare samtaler

Derfor er Tadwein gået helt lokalt til den udfordring: De tager ikke alene ud til landdistrikter i Egypten med deres oplysningskampagner og sundhedskaravaner, men uddanner unge lokale egyptere fra de mange lokalsamfund i viden om omskæring, sundhedsrisici, komplikationer og hvordan man bedst taler med folk om det tabubelagte emne.

På den måde bliver de unge lokale ambassadører, der kan holde informationsmøder og tage samtaler om omskæring med familier og andre nøglepersoner i lokalsamfundet.

De har en læge, en jurist og en kommunikationsrådgiver med i oplæringen af de lokale ambassadører.

”Vi går ind i lokalsamfundet og identificerer unge mennesker, der er ivrige efter at skabe forandring. De er typisk allerede undervisere eller arbejder frivilligt og er kendt i lokalsamfundet. De kender sproget, de er troværdige, og de er meget bedre i stand til at tage de her sårbare samtaler,” fortæller Esraa Kamal.

”Vi arbejder også sammen med lokalsamfundsorganisationer og deres frivillige, der allerede møder mange mennesker og arbejder med, hvad lokalsamfundet har brug for. For eksempel læse- og skriveundervisning eller at dele mad ud til dem, der ikke har noget. Det er dem, vi rekrutterer, fordi de har frivillighedsånden og er kendt i lokalsamfundet.”

”Vi er også outsidere”

Og det virker at gå så lokalt til oplysningsarbejdet. Det illustrerer blandt andet et eksempel fra 2024:

I Fayoum-provinsen i Egypten endte 38 skolelærere fra 10 forskellige skoler med at gå fra at modarbejde underviserne i Tadweins oplysningsprogram om hvorfor omskæring og børneægteskaber er vold og tilmed sundhedsskadeligt til at støtte det. Det skete efter at Tadwein holdt et særligt oplysningsmøde kun for lærerne om sundhedskonsekvenser og myter om omskæring.

 

Omskæring og børneægteskaber

KVINFO arbejder for rettigheder og ligestilling i samarbejde med en lang række lokale organisationer i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

Omskæring og børneægteskaber er problematikker, der går igen på tværs af flere af landene, selvom konteksterne er meget forskellige.

I Marokko for eksempel er kvindelig omskæring ikke udbredt, men cirka hver syvende kvinde bliver gift, før hun er 18. Her arbejder KVINFOs partnerorganisation Droit et Justice både for at få ændret den nationale lovgivning, så der ikke længere er et smuthul til at gifte piger væk som i dag, og med at støtte unge.

 

I stedet støtter den gruppe lærere nu åbent Tadweins oplysningsprogram i Fayoum-området, og mange af dem hjælper med at koordinere og afholde oplysningssessioner for eleverne på deres skoler og motivere eleverne og deres familier til at deltage. Og dét bliver der lyttet til.

”Når du arbejder på landet eller i fattige områder, hvor omskæring og børneægteskaber er mest udbredt, bliver du betragtet som en outsider. Selv hvis du er egypter – du er stadig en outsider fra en anden del af landet. Vi er også outsidere. Derfor bruger vi den her community conversation-model,” fortæller Esraa Kamal.

”Vores lokale undervisere sætter sig med folk på jorden og hører deres bekymringer, og hvordan de ser på omskæring og børneægteskaber – og så arbejder de med oplysning, der viser dem realiteten: At det ikke har noget med religion at gøre. At det ikke er en del af islam. At det ikke er en del af kristendommen. Vi nedbryder fordomme, som er udbredte og som mange i lokalsamfundet bekræfter hinanden i.”

Omskæring som beskyttelsesmekanisme

Mange opfattelser af omskæring går på, at omskæring er vigtigt for at beskytte piger. At det kontrollerer deres lyst til sex og hjælper dem med at være jomfru til de skal giftes og på den måde opretholde familiens ære. Mange ser ifølge Esraa Kamal omskæring som en beskyttelsesmekanisme.

Det billede forsøger de lokale undervisere at vende om: Hvis forældre lader være at omskære deres døtre, er de med til at beskytte dem. Mod smerter, traumer og komplikationer i forbindelse med blandt andet fødsler resten af deres liv.

”Vi fortæller dem, at der findes mange succeshistorier om piger, der ikke er omskåret, og som stadig har deres værdier og kontrol over deres seksualitet. Det er ikke sådan, at hvis man ikke omskærer en pige, vil hun miste kontrollen. Mange af vores undervisere bruger sig selv som eksempel og rækker hånden op og fortæller, at de ikke er omskåret. Men de bærer stadig hijab og har for eksempel fået en respekteret uddannelse som læge eller lærer. De har autoritet og er forbilleder.”

Tadwein og KVINFO

KVINFO har samarbejdet med Tadwein siden 2022.

Tadwein er en non-profit-organisation, der holder til i Cairo i Egypten.

Organisationen blev etableret i 2016 med det formål at udbrede viden om køn, rettigheder og ligestilling, forbedre kvinders rettigheder og muligheder i det egyptiske samfund og reducere vold mod kvinder og piger generelt.

Samarbejdet er finansieret af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) under det danske Udenrigsministerium.

Mange af deltagerne på de lokale møder taler også ud fra et medicinsk perspektiv og fortæller, at en læge har undersøgt deres datter og anbefalet omskæring. Her har de lokale undervisere fakta og budskaber, der forklarer, at læger slet ikke bliver undervist i omskæring på medicinstudiet. De ved ikke, hvordan det skal udføres.

Derfor er Tadweins arbejde med community conversation-modellen så vigtig. Der skal arbejdes med oplysning i lokalsamfund for at ændre normer, der blokerer for, at loven bliver fulgt. Det handler om at skabe den kritiske masse der skal til, for at normer og kønsstereotyper kan ændre sig  mod mere kønsretfærdighed”

Forandring skal ikke være påduttet

Forandring i normer og traditioner tager mange år. Men ifølge Esraa Kamal er det afgørende, at den her forandring væk fra praksisser som omskæring og børneægteskab ikke bliver set som noget udefrakommende og påduttet. Den skal komme fra folk selv, og ved at de hører om det fra hinanden i lokalsamfundet.

”Og vi får succeshistorier. Vi hører om familier, der efter oplysningsmøder åbent siger, at de ikke vil omskære. Om familier, der ikke vil omskære mere, men ikke tør sige det højt af frygt for at blive stigmatiseret. Nogle vil stoppe og sige det højt, andre stoppe og undlade at sige det, og nogen vil holde fast i traditionen,” siger Esraa Kamal.

”Men er der nok, der går en anden vej og begynder at turde tale højt om det, kan det hurtigt tippe og ændre sig, så der er en ny norm”