Arabiske kvinderettighedsorganisationer opfordrer til et opgør med Beijing-handlingsplanen fra 1995, som ellers i årtier har stået som et mantra i arbejdet med at fremme kvinders rettigheder og ligestilling på globalt plan.
Verden har brug for en ny og femte verdenskonference, som tager bestik af aktuelle vilkår, indsatsområder og mål for kønsligestilling hos kvinder i Det globale Syd.
Det er et af hovedbudskaberne i en rapport udarbejdet af Roa’a – et netværk af arabiske kvinderettighedsorganisationer, som støttes af KVINFO.
De arabiske kvinderettighedsorganisationer udfordrer dermed officielle rapporter fra arabiske regeringer. Men de udfordrer også kvindebevægelser i USA og Europa, som i rapportens perspektiv har accepteret kapitalisme, racisme og kolonialisme som en uadskillelig del af den aktuelle verdensorden.
Rapporten med titlen ”En feministisk dagsorden, der rækker udover koloniale strukturer: Refleksioner i post-Beijing-æraen” er ikke en konventionel rapport med systematisk gennemgang af de 12 tematiske prioriteringer i Beijing-aftalen fra 1995.
I stedet fokuserer rapporten på viden, som understøtter kravet om en femte verdenskonference om kønsligestilling og -retfærdighed. Og de arabiske kvinderettighedsorganisationer opfordrer til at fremme de prioriteringer, som kvinder i det Globale Syd vægter højest.
Prioriteringer som ifølge disse kvinderettighedsorganisationer i alt for mange år har været undertrykt af en uhellig alliance mellem vestlig liberal feminisme og den neo-liberale verdensorden.
Målet med en ny, femte verdenskonference er at ryste posen helt og få en ny dagsorden for det internationale arbejde med ligestilling og kvinders rettigheder uden racisme og kolonialisme. En dagsorden, der ifølge netværket bedre afspejler den økonomiske udvikling og udviklingen i feministisk tænkning siden Beijing Platform of Action blev formuleret for 30 år siden.
Vestlige feminister, flyt jer!
Det skal forstås helt bogstaveligt, når rapporten lægger op til konfrontation med vestlige feminister og vestlige lande. Og der går ifølge rapporten en lige linje fra kolonitiden frem til den fortsatte kolonisering af Palæstina.
KVINFOs arbejde med Beijing +30
Gennem Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) under Udenrigsministeriet yder KVINFO støtte til civilsamfundsnetværk i de arabiske lande – primært yngre feminister – så de kan bidrage med parallelrapporter til de nationale rapporter.
Det er med til at kaste lys over de mål og rettigheder, som de arabiske regeringer endnu ikke har imødekommet.
KVINFO støtter ligeledes koordineringen af det arbejde, som ligger hos UNESCWA – altså den afdeling af FN, som dækker de arabiske lande og har sæde i Beirut.
Denne kolonisering udgør samtidig i rapporten en test-case for, hvordan feministiske stemmer fra Det globale Syd er blevet marginaliseret og fylder mindre og mindre i program og resultater fra de fire hidtidige verdenskonferencer – fra den første verdenskonference i Mexico i 1975 til de efterfølgende i København 1980, Nairobi 1985 og Beijing i 1995.
Rapporten er et brændende partsindlæg, der gør op med det mantra, som længe har hersket – at feminister og rettighedsforkæmpere er nødt til at holde fast i Beijing-erklæringen fra 1995 som det hidtil bedste internationale dokument til at fremme kønsligestilling. Og at et globalt konservativt tilbageslag gør det klogt at holde fast i Beijing-erklæringen for ikke at miste de rettigheder, som trods alt er opnået.
Krig og mangel på fremskridt
På konferencen i Amman var stemningen dyster. Dels på grund af krigene i Sudan, Syrien, Palæstina og Yemen. Men også fordi de arabiske regeringer 30 år efter vedtagelsen af Beijing-erklæringen stadig kommer til kort i forhold til de opstillede mål for kønsligestilling. Konferencens deltagere skeptiske over for endnu engang at levere deres kritik – for hvad nytter det?
Svaret fra UNESCWA var, at civilsamfundet må sørge for, at deres stemmer bliver hørt.
De data, UNESCWA præsenterede på konferencen bekræftede, at netop lande i krig og konflikt generelt oplever tilbageskridt for kvinders rettigheder og kønsligestilling.
P.t. er der krig og voldelig konflikt i Iraq, Yemen, Syrien, Libyen, Sudan og Palæstina. Også Tunesien er et brændpunkt med tilbageslag for kvinders rettigheder og deltagelse.
FN’s globale kvindekonferencer
Her 30 år efter den fjerde globale FN-kvindekonference i Beijing er det stadig målene formuleret på denne konference, som anses for at være det mest progressive dokument på globalt niveau.
Beijing-erklæringen er derfor et referencepunkt og parameter for, hvor vidt og hvor langt de enkelte lande er kommet med at fremme retfærdighed, når det gælder forholdet mellem kønnene på globalt og nationalt niveau.
Beijing-erklæringen refererer til de tidligere kvindekonferencer i Mexico 1975, København 1980 og Nairobi 1985. Beijing-erklæringen fastslår, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder, og at civilsamfund – og dermed kvinderettighedsorganisationer og mænd – skal involveres i bestræbelserne for at opnå denne ligestilling.
Den peger også på, at kvinders involvering og deltagelse i fredsbestræbelser og bekæmpelse af kønsstereotyper og vold mod kvinder er en integreret del af arbejdet for kønsligestilling.
Som det er sket cirka hvert femte år siden 1995 skal Beijing-erklæringen her i 2025 gennemgås og vurderes – en proces, der kaldes Beijing +30.
Alle regeringer, som har tilsluttet sig Beijing-erklæringen, har forpligtet sig til at rapportere om, hvor langt de er nået i forhold til de oprindelige målsætninger. De universelle menneskerettigheder og nu også de 17 verdensmål er integrerede i disse målsætninger.
Kritisk over for stadig fokus på Beijing
Jordanian Women’s Union (JWU) er en mangeårig samarbejdspartner med KVINFO og den største og mest magtfulde kvinderettighedsorganisation i Jordan.
Organisationens leder, Nadia Shamroukh, er stærkt kritisk til den stadige fokus på Beijing-erklæringen.
”For os arabiske kvinder er det ikke Beijing Platform of Action, som er målestokken. Vi fik mere ud af konferencen i Nairobi tilbage i 1985. Vi forstår ikke, hvorfor vi skal blive ved med at referere tilbage til konferencen i Beijing. Vi vil hellere have en ny global konference, nu hvor der snart er gået 30 år.”
Nadia Shamroukh deltog selv i Beijing i 1995 og er ikke alene med sin kritik.
KVINFOs internationale arbejde
KVINFOs internationale arbejde foregår i lande med udtalt mangel på ligestilling, og hvor arbejde med køn og ligestilling er et vigtigt og effektivt indsatsområde for at skabe mere frie og lige samfund. Vi arbejder i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan i den såkaldte MENA-region og i Ukraine, Georgien, Moldova og Armenien.
Arbejdet foregår på mange forskellige måder. Lige fra samarbejde om at drive kvindekrisecentre til at rokke ved forestillinger og traditioner, som låser kønnene fast i stereotype forestillinger.
Fælles for alle dele af arbejdet er, at det bidrager til at opfylde FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling i 2030, og at det er baseret på den såkaldte Human Rights Based Approach (HRBA). Det er en tilgang til internationalt udviklingssamarbejde, der betragter det som en pligt at respektere, beskytte og opfylde rettigheder, frem for som tidligere at se udviklingsarbejde som velgørenhed.
KVINFO arbejder altid tæt sammen med lokale organisationer i de pågældende lande eller regionalt på tværs af lande.
Francoise Vergés skriver i bogen En dekolonial feminisme, at på den globale kvindekonference i Nairobi 1985 afslørede modstanden mod besættelsen af Palæstina modsætningen mellem en dekolonial feminisme og en feminisme, der ikke ønskede at konfrontere kolonialisme. Og at det i Nairobi lykkedes at få diskrimination snarere end frigørelse i centrum.
Denne rangordning blev vendt på hovedet, ti år efter i Beijing, hvor det system, der stadig dominerer på det international niveau og i internationale fora blev etableret. Det er ifølge Vergés et system, der udtrykker en feminisme og ”nægter at stille spørgsmålstegn ved de kapitalistiske strukturer og gør kvinder til et homogent socialt subjekt”.
Tilgangen, som feminister i Det globale Syd var fortalere for, blev marginaliseret: Nemlig stop for udnyttelse af ressourcerne i Det globale Syd, afvisning af et informationssystem domineret af Vesten og forsvar af egne begreber om sundhed, uddannelse og kvinders rettigheder.
Lige siden har en individualiseret tilgang til kvinders rettigheder domineret internationale institutioner, mener Vergés.
”Beijing er ikke hellig”
I december 2024 mistede Bashar Al-Assad sit greb om Syrien, men krigene i Sudan, Yemen og Palæstina fortsætter.
Alligevel er netværket af arabiske kvinderettighedsorganisationer ved at gribe et momentum og forberede et opgør med den globale dagsorden for kønsligestilling, som Beijing-erklæringen repræsenterer.
Rapporten er netværkets erstatning for en normal parallelrapport 30 år efter – ved siden af den officielle rapport fra den arabiske region, hvor arabiske regeringer giver deres version af, hvilke mål der er opnået, og hvilke der endnu mangler.
Afaf Jabiri er forfatteren af rapporten. Hun er af palæstinensisk afstamning, opvokset i Jordan og ansat på University of East London. Hun præsenterer rapporten på konferencen, og reaktionerne fra konferencens deltagere på rapportens budskaber er næsten éntydigt positive og bekræftende.
Over for KVINFO bekræfter Afaf Jabiri, at der er et oprør fra feminister i den arabiske region:
”Beijing Platform for Action er jo ikke hellig, men sådan fremstår den. Man kan jo sagtens ændre den dagsorden, så den bedre afspejler de prioriteringer, som feminister i Det Globale Syd repræsenterer, herunder en stærkere fordømmelse af kolonisering, racisme og den udnyttelse af kvinder, som den økonomiske verdensorden repræsenterer. Man får næsten det indtryk, at genfortolkning er umulig – men det er jo ikke Koranen, vi taler om.”
Roa’a-netværket har allieret sig med sydafrikanske og latinamerikanske organisationer, der arbejder for kvinderettigheder, så Det globale Syd kan stå mere samlet i et opgør mod den stående dagsorden for kønsligestilling.