"Jeg har kæmpestor respekt for kunstdisciplinerne. Men de bliver - på samme måde som feminisme - angrebet og anskuet på fuldstændig samme niveau. Der er simpelthen ingen respekt for kunstdiscipliners faglighed". Billedkunstner Kirsten Justesen skyder med skarpt i en samtale, der trækker linjerne fra 1970'er feminisme til den aktuelle debat om museernes kønsskæve indkøb og udstillingslinje. Kirsten Justesen kan fra 26. marts opleves på Statens Museum for Kunst, hvor udstillingen "What's Happening" sætter spotlys på 1960'ernes og 70'ernes eksperimenterende kunst.

Fakta om Kirsten Justesen

  • Uddannet fra Kunstakademiet i København, 1975
  • Cand.phil. i kunstformidling, 1977
  • Første udstilling 1964, Galleri Exi, Odense
  • Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling, 1968
  • Første soloudstilling, Husmoderbilleder, 1975, Tranegården, Hellerup
  • Eckersberg-medaljen, 1996
  • Statens Kunstfonds hædersydelse, 1998
  • Carl Nielsen og Anne-Marie Carl Nielsen prisen, 2000
  • Thorvaldsen Medaljen, 2005

Links

Citaterne i interviewet strammer fra Lisbeth Bondes artikel i jubilæumsbogen 100 års øjeblikke, fra Kvindelige Kunstneres Samfund (2014).

Få mandlige og endnu færre kvindelige, danske kunstnere opnår international anerkendelse. Kirsten Justesen er af disse sjældne svaler. Den internationale debut kom endda tidligt i karrieren med udstillinger i 1975 og 1977 i henholdsvis Wien og Berlin. Også en af de helt store scener for samtidskunst, den amerikanske, har for længst fået øje på den danske kunstner. Bl.a. var hun i 2008 meget markant repræsenteret på den store Touring fra Los Angeles til New York-udstilling, WACK, Art and the Feminist Revolution. Her blev Kirsten Justesens legendariske Sculpture # 2 fra 1968 vist i selskab med værker af Marina Abramovic, Louise Bourgeois, Yoko Ono, Cindy Sherman og Judy Chicago.

Senest har National Gallery of Women in Arts i Washington før årsskiftet erhvervet to af hendes betydelige fotografiske værker. Lunch for a Landscape (1975/2009) og Portrait in Archive with Collection (2013). Det er tydelige understregninger af, at Kirsten Justesen er i den internationale superliga af nyskabende, kvindelige kunstnere.

Kroppen som signatur

Kirsten Justesen er klassisk uddannet billedhugger, men hendes omfattende produktion spænder vidt: skulptur, video, film, aktioner, events og performance, scenografi, udsmykning, plakater, bøger og tekst. Allerede helt tidligt, hvor hun går på akademiet i Århus i midten af 60'erne, tilhører hun kredsen af danske avantgardekunstnere, og er i dag en pioner inden for body art både internationalt og herhjemme.

Kroppen er siden forblevet hendes signatur og en konstant i mange af hendes arbejder. Men værkerne handler aldrig om hende selv. De handler om krop, køn, politik, form, materialer, tid, forvandling og metamorfose. Eller som kunsthistorikeren Lisbeth Bonde i bogen 100 års øjeblikke (2014) skriver om Kirsten Justesen:

"Hendes egen krop indgår som selve motivet, hvorved hun på en og samme gang bliver kunstneren, performeren, modellen og til slut også iagttageren af sit eget værk."

Signaturen peger også på Kirsten Justesens store engagement i kvindebevægelsen og hendes centrale placering i den feministiske kunst - eller med Kirsten Justesens egen formulering "kunst, der undersøger en feministisk æstetik". For, der findes ikke feministisk kunst, mener hun. Det handler om "blikretningen". Altså den måde, man som beskuer ser og aflæser et værk med udgangspunkt i sit køn, forklarer Kirsten Justesen, da KVINFO en råkold dag er på besøg i hendes atelier, lige over for Botanisk Have i København for at tale om kunst, kvindelige kunstnere, kvindebevægelse og feminisme.

Det bliver en samtale med det lange perspektiv: Fra sluttresserne og Sculpture # 2 og til den aktuelle debat i medierne om kunstpolitik og museernes kønsskæve indkøb og udstillingslinje. Men inden vi kommer i gang med samtalen, tester Kirsten Justesen mig lidt af. Med et glimt i øjet kommenterer hun på det faktum, at KVINFO har sendt en mand. Men mænd kan jo også være feminister, ræsonnerer hun.

Kunsten er omfavnet af det patriarkalske blik

I sommeren 1968, skaber Kirsten Justesen sit i dag ikoniske værk Sculpture # 2. Det sker adskillige år før "kvindebevægelse" og "feministisk æstetik" er blevet definerede begreber. Kunstnerisk udforsker hun med værket simpelthen skulpturbegrebet. Alle elementerne er der: Soklen. Du kan gå rundt om værket. Tredimensionaliteten med højde, bredde, dybde. Og den obligatoriske nøgne kvindefigur.

Kirsten Justesen
SCULPTURE # 2, 1968

 

"Den er så blevet brugt til hvad-som-helst af hvem-som-helst, hvilket er en underholdende tilføjelse. Så er den med i verden. Og det er jo altid godt at være med i verden ligegyldig, hvad de skriver. Fx er den blevet aflæst som en "trapped woman". Hvordan man tolker den, kommer an på tid og indstilling, hvem der ser, og hvordan blikket er positioneret i køn, krop, tid og sted.

Jeg synes bare, at det er livgivende, og jeg er meget tilfreds med arbejdet og min egen rent formelle anstrengelse. Jeg har altså blot prøvet at udforske skulpturbegrebet. Det er sådan set stadigvæk min hovedinteresse. Og så har jeg selvfølgelig været virkelig optaget af at være en kvinde og kunstner, og af at se, hvordan man kunne omsætte det. Du støder dig hele tiden på det fuldstændig cementerede, veletablerede patriarkalske blik. Kunsten er omfavnet af det patriarkalske blik. Det er terminologien omkring kunst også. Lige nu er den blevet rigtig slem igen. Det er, som om lærebogen mangler ord for, hvordan man kan vende blikket", siger Kirsten Justesen og peger på, at man bør genlæse John Bergers bog Se på billeder fra 1984, hvor han siger, at "Mænd ser. Kvinder ses".

"Det var svært at vende sit blik. For hvordan kan du lægge det konceptuelt, så det bliver et kvindeblik, der udfordrer den patriarkalske læsning, og giver arbejdet den ekstra dimension, der undersøger andre blikretninger? Jeg kan huske, at Lene Adler Petersen i 1970'erne lavede en meget klassisk tegning. Det er en kvinde, som står og holder hænderne som en skål under brysterne. Det kunne have været hvem som helst uanset køn, der havde lavet tegningen. Den kunne også have været flere hundrede år gammel. Men Lene Adler Petersen var nødt til nedenunder at skrive: "En dag tog hun brysterne i sin egen hånd". Man var nødt til at bruge sproget for at skabe afsenderens blikretning. Det er det, der har været rigtig supersjovt: At arbejde med, overskridelsen", siger Kirsten Justesen.

Eller som Lisbeth Bonde skriver i bogen "100 års øjeblikke" om Kirsten Justesen:

"Drivkraften har været en vedholdende nysgerrighed og trang til at eksperimentere med kunstens muligheder i proces og i tre dimensioner med afsæt i en kvindelig erfaringsverden - og i klar opposition til den patriarkalske kunstverden".

Min krop blev sin egen skulptur

Den kunstneriske udforskning af skulpturen og kvinderollen er også i spil i 1969, da Kirsten Justesen med et Canon super-8 kamera dokumenterer tilblivelsen af gipsafstøbningen af sin gravide krop og skaber en række værker med titlen Omstændigheder, herunder skulpturer i glasfiberarmeret epoxy.

"Jeg er jo billedhugger, så da jeg blev gravid i 1969, blev min krop sin egen skulptur. Det var jo rigtig interessant at følge, hvad kroppen kunne helt gratis. Så jeg lavede en afstøbning af min gravide torso og fyldte formene med materialer, noter og slægtsbilleder. Skulpturerne har de nu på Statens Museum for Kunst. Museet har været meget venlig. De har erhvervet en hel del arbejder ... efter, de er blevet 34 år gamle. Man skal lige huske den inkubationstid. JEG ved jo udmærket godt selv, hvad der er skarpe og præcise arbejder, og dem har jeg passet på og opmagasineret! Hvis SMK nu havde købt dem i samtiden, så havde jeg da tænkt: "Åh, åh - kan det allerede aflæses nu som en del af deres kunsthistoriske blik", konkluderer Kirsten Justesen.

Damebilleder bliver til Kvindebilleder

I april 1970 åbner de kvindelige medlemmer af akademiets Kanonklubben udstillingen Damebilleder. Kanonklubben, der var dannet for at reformere akademiet, havde fået sit navn efter klubbens Canon super-8 Kamera, som Kirsten Justesen brugte til arbejdet med Omstændigheder.

Samtidig med udstillingen Damebilleder manifesterer Kvindebevægelsen sig for alvor i offentligheden. De første rødstrømper bruger faktisk udstillingslokalet til at klæde om i, før de starter deres berømte march ned ad Strøget i København iført parykker, bh'er.

"Parallelt skifter Damebilleder undervejs navn til Kvindebilleder i takt med bevidstgørelsen om hvad, vi havde sat gang i", siger Kirsten Justesen.

Der var altså noget i gære, men man skal et stykke ind i 70'erne, før kvindelige kunstneres bevidsthed finder form og bliver offensiv i forhold til kvindelige kunstneres produktion.

"Vi skulle først få øje på det og få det formuleret, og det gjorde vi jo med hjælp fra de andre kvinder i kvindebevægelsen og hele den politiske tænkning. Og Mao og tak til dem alle sammen", siger Kirsten Justesen. Men der opstod også et skisma mellem kunst, politik og ideologier - søsterskab og professionalisme.

"Vi har altså de kvindelige, professionelle kunstneres anstrengelser og forsøg på, hvordan det ser ud, når du erobrer dit eget blik. Dertil kom så hele måden, verden vendte rundt på: At få børn. Vuggestuepladser, der ikke er der. Og mænd, der ikke kan se forskel på en opvask og fodbold.

I kvindebevægelsen var vi kvinder fra alle mulige faggrupper. Herunder også kvinder, der meget gerne ville udtrykke sig kunstnerisk. I kvindebevægelsen havde vi jo holdningen: "Kvinder kan alt ... også tegne". Det superinteressante var, at stregen i kvindebevægelsen havde præcis det niveau, man slap i 7. klasse - den gang var der tegneundervisning i folkeskolen. Så æstetikken i kvindebevægelsens materiale har stort set været - skal vi sige - amatørudfoldelsen. Vi andre prøvede noget andet. Samtidig kæmpede vi med dress koden. Vi var mange, der fastholdt skønheden og gjorde kvindebevægelsen for fuld "kvinde"-skrue". Der var nogle voldsomme år i 1970'erne også mellem stjerner og vandbærere, kan man sige. Vi var godt nok ikke blevet stjerner endnu. Men det var vores sigte. Samtidig var vi jo også en del af bevægelsen", understreger Kirsten Justesen.

Kirsten Justesen
LUNCH FOR A LANDSCAPE 1975/2009

 

Kvindebevægelsen bevægede sig dynamisk fra 1970 til 1975 og kulminerede med den succesrige Kvindeudstilling XX på Charlottenborg i 1975 og bogen Billedet som kampmiddel (1977).

På den store kvindeudstilling på Charlottenborg kunne enhver komme med sin "grydelap" efter parolen "Gør det private offentligt", og hvor selve grydelappen blev et udtryk, et ikon eller en ready made for "kvinde". Jeg samlede selv husmor-ikonet op og udstillede viskestykker med broderi. Viskestykker, der har hørt ikke så lidt. Hvis du lægger en stak med 20 viskestykker: Hvad har de så ikke hørt? Det er ren Dostojevskij".

Skismaet mellem KVINDELIGE kunstnerne og kvindebevægelsen var latent hele tiden, fortæller Kirsten Justesen.

"I perioder var jeg medarbejder på bladet Kvinder. Vi kom fra en række forskellige faggrupper. Der var en flad struktur. Redaktion og layout var samme gruppe. Den, der lavede forsiden, var den, der afleverede det håndseparerede blad til trykkeriet. Evalueringerne efter hvert nummer kunne være dramatiske. Politisk handlede det jo om socialisme, solidaritet og kvindeblik. Man signerede ikke sine ting. Man skulle ikke bruge kvindebevægelsen som afsæt for sin videre karriere. Så vi arbejdede anonymt temmelig længe, og det er jo ikke godt for butikken", siger Kirsten Justesen, der fortæller, at der snart udkommer en antologi om bladet Kvinder.

En feminist laver sit hjemmearbejde

Fra 1980'erne rykker de feministiske og politiske dimensioner i baggrunden i Kirsten Justesens værker. Kroppen er stadig central, mens introduktionen af nye elementer som is og vand - bl.a. i de mange udstillinger med titlen Meltingtime - sætter fokus på proces og forvandling. Men Kirsten Justesen bærer fortsat kønstematikkerne med sig både i sin kunst og i sit arbejde som centralt placeret aktør i dansk kunstpolitik. I de mange råd, nævn og udvalg, som hun har siddet i, er hun altid gået særdeles praktisk til værks.

"Jeg er jo en feminist. Det er en måde at være i verden på. For mig handler det at være feminist om, at jeg simpelthen altid laver mit hjemmearbejde. Jeg har forberedt mig på den kvindelige kunstner, som matcher legatet, medaljen, positionen, professoratet, you name it. Folk kan jo godt møde op uden, at de har forberedt noget som helst, og så kommer der tre herrenavne på bordet som skidt fra en spædekalv. En velopdragen feminist har simpelthen lavet sit hjemmearbejde og kan gennemgå arbejdet fra den eller de kvindelige kunstnere, der matcher profilen. Man peger ganske enkelt lige på, hvad de faktisk har lavet, og hvad de har gjort. Det gør, at navnene er på banen, og at de kommer til at indgå i diskussionen. Der er ikke bare den sædvanlige patriarkalske konsensus. Det er bare det", siger Kirsten Justesen.

Netværkets betydning

Den feministiske kunst og kvindebevægelsen er i deres afsæt internationale, og Kirsten Justesen bragte meget tidligt disse internationale muligheder i spil, da hun i begyndelsen af 70'erne tog til Canada med mand og to børn; en nyfødt og en på 4 år. Rollen som hjemmearbejdende fik Kirsten Justesen til at være særligt opsøgende. Hun skabte kontakt til feministiske kredse i Canada og USA og tog blandt andet til New York, hvor hun viste filmen Tornerose var et vakkert barn, som hun havde lavet sammen med Jytte Rex i 1971.

"På den måde skabte jeg stille og roligt et netværk. Da jeg sammen med VALIE EXPORT kuraterede Body as membrane i 1996 på Brandts i Odense, brugte jeg simpelthen mit netværk. Vi inviterede de kvindelige kunstnere, der har arbejdet med eller har brugt/bruger deres egen krop som materiale. Det er noget af det karakteristiske for en feministisk æstetik; at kunstnerne har sat deres egen krop i spil. Hermed udfordrer du forholdet mellem, hvad der er subjekt, og hvad der er objekt, og du sætter på den måde beskuerens blik og køn i spil.

Det er mangeartede eksperimenter, som kunstnerne siden 1960'erne har udsat egen krop for. Jeg har selv lavet Omstændigheder ud fra betragtningen "gør det private offentligt". Men der er også dem, der har arbejdet med gudinderoller. Der har været dem, der har arbejdet mere formelt og sat kroppen ind som en hinde, som en maskerade, som et smertebillede eller som en direkthed for at vise kvindens blik på egen krop", siger Kirsten Justesen.

Der er imidlertid store forskelle i vilkårene for kunstnere på de to sider af Atlanten.

"Der er stor forskel, når du ser på nordisk kunstøkonomi overfor nordamerikansk. I Danmark skal vi selv have skabt netværket. International kunstformidling bygger på private initiativer, men her kan vi få forskellige former for økonomisk support gennem Statens Kunstfond, ligesom vi selv kan inviterer andre til at være med i vore projekter og opnå medfinansiering. Det gælder også for Europa. Men det er yderst sjældent, der bliver inviteret tilbage i Nordamerika. Her kommer alle midlerne alene fra private fonde. Alt bygger på donationer i Nordamerika. Hvis det da ikke er et galleri, der samarbejdes med.

Mine to værker på National Museum of Women in the Arts i Washington er doneret, og det er af danske midler, nemlig Montana. Men vi er løbende i dialog i netværket, og vi følger hinanden, udveksler synspunkter på tværs af Atlanten", siger Kirsten Justesen.

Historien gentager sig

Der bliver uddannet lige mange kvinder og mænd på de danske kunstakademier. Men tal fra efteråret 2014 viser, at det ikke afspejler sig i museernes kunstindkøb og deres særudstillinger. Museet Arken i Ishøj syd for København har således i perioden 2002-12 indkøbt 120 værker af mandlige og 20 af kvindelige kunstnere, mens SMK, Statens Museum for Kunst, fra 2005-12 har haft 31 særudstillinger med mænd og fem med kvinder. Da jeg spørger Kirsten Justesen, hvad hun tænker om den aktuelle debat i medierne, falder svaret prompte.

"Jeg tænker ikke noget som helst. Jeg handler. Jeg var én af initiativtagerne til konferencen Før usynligheden i 2003, hvor vi blandt andet fik fat i skrappe kvindelige jurister med speciale i EU-ret og mainstreaming, som det hedder.

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen havde fået lavet en undersøgelse. Den viste, at kun 6,5 % af de malerier, som de statsanerkendte danske museer indkøbte fra 1989 til 1998, var lavet af kvindelige kunstnere. Der blev dog ikke spurgt: "Og hvor mange penge taler vi så om?". Svaret har nok været 2 %. De får endnu værkerne lidt for billigt. Det skal kvindelige kunstnere passe på med. Så der kommer en næste runde. Og der skal nok komme et par runder mere. Men det går fremad. De statslige museer er ved at indse, at de ikke er repræsentative for, hvad der rører sig på kunstscenen. Det evindelige argument om, at "vi køber kun ind efter kvalitet", bygger fortsat på en patriarkalsk blikretning.

Allerede i min tid på Kunstakademiet i årene 1968-75 var vi fifty-fifty mænd og kvinder. I dag er det det samme. Kvinderne har dog fået meget mere plads i institutionerne og gallerierne. Der er flere i ledende stillinger over det hele. Ligesom der er mænd i stort set alle vuggestuer og børnehaver. Vi skal bare give den et nøk til og et nøk til", siger Kirsten Justesen. På den anden side mener hun heller ikke, at der er grund til overdreven optimisme. Der er stadig malurt i bægeret.

"Jeg har kæmpestor respekt for kunstdisciplinerne. Men de bliver - på samme måde som feminisme - angrebet og anskuet på fuldstændig samme niveau. Der er simpelthen ingen respekt for kunstdiscipliners faglighed, og det fra top til bund i systemerne. Folkeskolen har de sidste 30 år mistet grebet om den visuelle del af læringen, men det er jo et væsentligt erkendelsesparameter. Kultur er blevet lig med sport og dopingskandaler. Feminisme er blevet til en vittighed om en lille ble. Man prioriterer ikke kunst og kunstdisciplinerne. Det er som om, man ikke har nogen historisk viden eller erindring om, hvad der er for en størrelse, og hvilken indflydelse kunstdisciplinerne har på vores liv og land. Det efterlader et meget forenklet selvbillede til at danse med. For ikke at tale om lederne for de store kunstmuseer, som kun kan danse med en ting, og det er et kvalitetsbegreb. Kvinder er af meget høj kvalitet! Selvfølgelig skal der være kønskvotering af hensyn til mangfoldigheden. Det bliver vi simpelthen nødt til, men hvor længe?", spørger Kirsten Justesen.

"Hvor skal vi hen?"

I slutning af 2013 blev Kirsten Justesen 70 år. I den forbindelse gav hun sig selv lov til at tage en tænkepause efter et sejt år med et omfattende udstillingsprogram. En håndfuld i udlandet og herhjemme fire gruppeudstillinger og to separatudstillinger, My Body Is My Tool, på Randers Kunstmuseum og Rønnebæksholm ved Næstved, og Ice Script - Meltingtime # 17, på Overgaden - Institut for Samtidskunst i København. Udfaldet af tænkepausen har som resultat, at leret efter års fravær igen skal på banen.

"Man kunne stille og roligt følge med i processen - hendes ICE STICKs - dvs. iscylindrene - der drypvis smeltede ned fra nodestativerne og skabte deres egen musik, når dråberne ramte skålene på gulvet" skriver Lisbeth Bonde om installationen Meltingtime # 17 i "100 års øjeblikke".

"Fra jeg blev 60 år, har museerne været venlige. Det er jeg glad for. Men 2013 var et sejt år. Der er ikke kræfter til at lave de kæmpestore projekter, hvis der ikke er økonomi og assistenter til det. Det passer mig egentlig meget godt at begynde at arbejde med leret og bruge det gamle værktøj. Jeg har savnet det lidt, Jeg har gennem årene mest anvendt leret som skitsemateriale, og det er jo en anden arbejdsproces. Hvis du sidder med leret, kommer tingene direkte ud af materialet. Når der er tale om et koncept, handler det om organizing, organizing, organizing. Men selv om jeg hele sidste år har prøvet at nå frem til at arbejde med leret, er det ikke lykkedes. Jeg har haft meget at lave. Nu skal det være.

Og så har jeg fem skønne sønnesønner, hvoraf nogle er lidt små endnu. Jeg kan godt lide at hente dem i børnehaven og forfølge en tissemyre. "Hvor er dens far og mor henne? Hvor bor den?". Jeg er jo ikke den stressede forældre. Jeg prioriterer det skyhøjt. Hver gang der dukker sådan et nyt, lille menneske op, så bliver du fuldstændig forelsket, og de maser sig jo ind i ens liv. Og der kommer flere og flere. Og det er da fantastisk".

Kirsten Justesen
2013 PORTAIT IN AN ARCHIVE WITH COLLECTION After Claude Cahun (1894-1954). Self-portrait, 1932