Feministisk kunst blomstrede i 1970'erne. Men først nu, fire årtier efter, placerer to udstillinger i København og Hamborg det kunstneriske vulkanudbrud som en del af tidens avantgardekunst. I København viser "What's Happening" værker af 11 mandlige og 16 kvindelige kunsterne. I Hamborg er feministisk avantgarde med 34 kvinder fra Europa og USA udstillet.

Vi skriver april 1970. I Rådskælderen under Kunstakademiet i København er syv kvindelige kunstnere i gang med kunstprojektet "Damebilleder". Udstillingen består af syv tableauer og en aktion, der løber over 14 dage.

Der er opbrud og forandringer over alt. Politisk, samfundsmæssigt og kunstnerisk. Fronterne står skarpt i den kolde krig mellem Vesten og Østblokken. Vietnam-krigen er i gang. Samtidig boomer dansk økonomi. Kvinder er i stort tal på vej ud på arbejdsmarkedet. Studenterne og de unge gør oprør mod autoriteterne og det borgerlige liv.

De unge kunstnere er gået foran. Det er blevet et politisk anliggende at lave kunst. Kunsten rykker ud af de vante rammer, og de skal være en del af folks hverdag. Kvinderne er for første gang ved at slå hul på mændenes kunstmonopol. De eksperimenterer og bruger kroppen og sig selv i kunsten. Med nye og simple materialer kaster de sig over film og medier og introducerer nye teknologier. Inspirationen kommer fra USA og bygger videre på populærkulturens sprog og billeder, sådan som vi bl.a. har mødt det hos Andy Warhol. De skaber happenings, aktioner og performance. Flygtige begivenheder, som opstår og forsvinder, og som i bedste fald bliver dokumenteret på film eller foto.

Unik mulighed for at opleve "Damebilleder"

De syv kvinder i kælderen, Rikke Diemer (1943), Kirsten Dufour (1941), Jytte Rex (1942), Kirsten Justesen (1943), Jytte Keller (1942), Marie Bille og Birgitte Skjold-Jensen (1943) er en del af den bølge. "Damebilleder" opstod og forsvandt. Men for en kort stund kan man opleve den epokegørende kunstmanifestation fra de hektiske aprildage i 1970 på SMK, Statens Museum for Kunst.

To af kunstnerne, Rikke Diemer og Kirsten Dufour, har til udstillingen "What's happening?" kreeret ét af de syv tableauer, "Lejren", en verden i varme røde nuancer.

Det første af de oprindelige tableauer hedder "Luderen" og fokuserer på kvinden som sexobjekt. "Opvasken" tager fat på kvinders fastlåste rolle i hjemmet. "Skønheden" handler om kvinden som skønhedsideal, mens "Forsvaret" er et kampbillede. "Lejren" er sammen med tableauerne "Kjortlerne" og "Festen" billeder på oprør, vilje, begejstring og kærlighed. De syv kunstnere flytter som en del af aktionen ind i lejren med deres børn og lever og arbejder sammen et par døgn.

Samlet fortalte tableauerne om udviklingen fra undertrykkelse til frigørelse, og de var dermed et opgør mod tidens traditionelle kvindebillede.

Kanonklubben
Seks af de syv kunstnere fra "Damebilleder"/"Kvindebilleder". Fra venstre Marie Bille, Birgitte Skjold-Jensen, Kirsten Dufour, Jytte Rex, Jytte Keller og Rikke Diemer. Kirsten Justesen sad i tableauet "Luderen", da gruppeportrættet blev taget. 1970 © SMK/

 

Den første feministiske udstilling

"Damebilleder" blev mere end en flygtig event og aktion. Det var den første kunstudstilling i Danmark med et feministisk afsæt, og netop kvindens eget blik på sig selv og kvindeidentiteten skulle blive kærnen i den feministiske kunst. Udstillingen varslede dermed et kunsthistorisk og samfundsmæssigt gearskifte.

Alene ændringen af titlen undervejs fra "Damebilleder" til "Kvindebilleder" giver et fingerpeg om, at der både er en kunstnerisk og kvindepolitisk bevidstgørelse i gang. Med til historien om "Damebilleder/Kvindebilleder" hører, at Rødstrømpernes første markante optræden i offentligheden tager sin begyndelse i Rådskælderen. 8. april 1970 klæder de nemlig om her, inden de starter deres berømte demonstration ned ad Strøget iført store bh'er og nylonparykker.

SMK er i udstillingskataloget krystalklare med formålet. "What's Happing?" dokumenterer for første gang i kunsthistorien, at 1970'ernes feministisk inspirerede kunst er en integreret del af den avantgarde-kunst, der voksede ud af 60'ernes kunstscene.

"Udstillingen vil fortælle en ny historie om, hvad der skete i 1960'erne og 1970'ernes danske kunst, hvor den hidtil forholdsvis underbelyste kunst fra 1970'erne, af hovedsagelig kvinder, ses i forlængelse af den velbelyste eksperimenterende kunst fra midten af 1960'erne til 1969, hovedsagelig repræsenteret ved mandlige kunstnere i det eksperimenterende miljø", hedder det i udstillingskataloget.

Museet gør det samtidig klart, at den feministisk orienterede kunst ikke kan reduceres til entydige politiske budskaber og handlinger. Derimod sætter udstillingen lighedstegn mellem tidens kvindelige kunstnere og deres mandlige kolleger, så kvinderne omsider kan indtage deres retmæssige plads i kunsthistorien.

Protofeminisme

Allerede før "Damebilleder/Kvindebilleder" skaber historie, varsler kønnede og feministiske toner nye tider i dansk kunst. En af de mænd, der tidligt er ude med kønnede fortællinger om nye manderoller, er John Davidsen (1944-2007), der er med i inderkredsen omkring den toneangivende EKS-skole.

Et af hans bud på nye manderoller møder vi i et katalog fra en udstilling i 1966. En nøgen John Davidsen poserer som Mr. January med en bog diskret placeret foran skridtet. Mr. January er en åbenlys parallel til den kvindelige "Playmate of the Month" i magasinet Playboy. I den ledsagende tekst skriver forfatteren Hans-Jørgen Nielsen bl.a.: "John Davidsen er virkelig en rigtig hjerteknuser. Født 12/9-44 er hans mål følgende: Bryst 88, talje 75, bag 88, og vægt 67 kg. Han er bredskuldret, og det mørke hår falder med skødesløs selvfølgelighed ned i panden..."

Et foto er også det centrale element i Kirsten Justesens hovedværk fra 1968 Sculpture #2, hvor en nøgen Kirsten Justesen ligger sammenrullet. Fotoet er monteret oven på en stor kvadratisk papkasse, så man får oplevelsen af, at hun ligger nede i kassen. Arbejdet er en parafrase over den traditionelle skulptur af en nøgen kvinde. Her er kunstner og model én og samme person, og ikke som vi har været vant til at se det op gennem kunsthistorien: Den mandlige kunstner, der formidler sit blik af den nøgne kvindelige model. Også i Sal B, der dækker perioden mellem 1969 og 1975, kan man se en række af Kirstens Justesens vigtige værker bl.a. skulpturer og fotos med titlen "Omstændigheder", der har kunstnerens gravide mave som omdrejningspunkt.

Et af udstillingens værker, som den ældre del af de museumsbesøgende husker bedst, er nok "Den kvindelige Kristus II - Uddrivelsen af templet". Aktionen, som Lene Adler Petersen (1944) og Bjørn Nørgaard (1947) udfører i Børsen i København den 29. maj 1969, skaber røre og når bredt ud i offentligheden. Forløbet, der til glæde for eftertiden er filmet af John Davidsen, viser Lene Adler Petersen, nøgen og bærende på et hvidt kors, vandre tværs gennem børssalen fyldt med mænd. Med det kristne symbol henviste aktionen med et kvindeligt tvist til Biblens fortælling om Jesus, der uddrev købmændene fra templet.

Uddrivelsen fra templet / Den kvindelige Kristus
Fra Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaards aktion "Uddrivelsen fra templet / Den kvindelige Kristus" på Børsen i København den 29. maj 1969. Fotograf: John Davidsen

 

Medierne og kvindebilledet

Perioden fra "Damebilleder" og frem til den feministiske bølge kulminerer i 1975 med den store "Kvindeudstilling XX" på Charlottenborg er repræsenteret med flest værker på udstillingen.

Blandt dem er to store collager af Lene Adler Petersen. En serie på 484 blade fra 1974 indtager en enorm vægflade. Som gennemgående element har alle 484 blade kvindetegnet i en eller anden form. Der er ingen nøgle til værket. Som publikum skal man selv skabe sin fortolkning ved at se og reflektere.

Fra samme periode er hendes collage "Portrættet af Rita". Værket tager afsæt i et mord på en prostitueret, hvor aviserne igen og igen bringer det samme portræt af ofret. Værket beskæftiger sig ikke med mordet, men derimod pressens uhæmmede brug af billeder. Et tema, der ikke er mindre aktuelt i dag. Collagen har ikke været vist i mange år netop af hensyn til de pårørende.

Filmen det ny sorte

To kunstnere, der hurtigt tager filmmediet til sig som udtryksmiddel, er Jytte Rex og Ursula Reuter Christiansen. På en af udstillingens utallige videoskærme ser vi "Tornerose var et vakkert barn", som Jytte Rex laver sammen med Kirsten Justesen i 1971. Filmen er portrætter af syv kvinder i syv forskellige aldre. Iscenesættelsen er på en gang realistisk og stiliseret, men kernen er ofte det seksuelle. Museet viser også et bredt udsnit af Jytte Rex' collage-, foto- og papirværker. De mange fotos i collagerne, der både er egne familiebilleder, portrætter og iscenesatte fotos, er kombineret med tegninger og ord, så de danner dialoger, kommentarer og associationer.

Ursula Reuter Christiansens værker omfatter også den 35 minutter lange "Skarpretteren" (1972), hvor hun viser sin egen og "den legendariske kvindes" begravelse som et fremstød mod et nyt liv. "Det næste store øjeblik i historien tilhører os" er filmens sluttekst.

Mere usædvanligt for periodens kunst arbejder Ursula Reuter også med maleriet, der ellers viser tilbage mod fortiden. Men Ursula Reuter gør det både voldsomt og nyskabende bl.a. med det farvemættede "Vred Brud" fra 1971, "Kvinder frem" også fra 1971 og et objekt i form af et stort bemalet skab. "Ægteskabet" (1978), som værket hedder, er en kommentar til vragbilledet af ægteskabet som social konstruktion. Begge værker er alt andet end tilbageskuende, men peger frem mod "De unge vilde", der i midtfirserne "genopdager" maleriet.

Artist must be beautiful

Mange af de kvindelige kunstnere får hurtigt skabt kontakter og etableret netværk med kvindelige kolleger uden for Danmark, og til "Kvindeudstillingen XX" på Charlottenborg i 1975 inviterer de derfor også nogle af dem til at udstille.

Marina Abramovic slår benene væk under København, da hun optræder med den kontroversielle "Art Must Be Beautiful. Artist Must Be Beautiful", hvor hun reder og børster sig til blods. Hendes performance, der kan ses på film på SMK-udstillingen, vækker stærke følelser hos både publikum og kunstnerne. 20 af de udstillende kunstnere på "Kvindeudstillingen XX" tog offentligt afstand fra hendes performance, som de tolker som masochistisk.

I dag er værket et kunsthistorisk hovedværk, og Marina Abramovic en af stjernerne på den internationale kunstscene. Som museumsinspektør Birgitte Anderberg, der har tilrettelagt ""What's Happening?", konkluderer i kataloget: "Det er blevet klart, at det angreb, de kvindelige feministisk orienterede kunstnere gennem første halvdel af 1970'erne iværksatte på en kunstnerisk norm, har fået afgørende betydning - ikke blot for den udvikling, kunsten tog, men også for det blik, man kaster tilbage på historien".

Abramovic
Marina Abramovic. Still fra filmen "Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful".

 

Hamborg dribler uden om samfundsvinklen

Selv om udstillingen i København først og fremmest skal dokumentere, at kunst med et feministisk afsæt skabt af de kvindelige kunstnere er en uadskillig del af tidens eksperimenterende kunst, lægger SMK vægt på også at placere kunstnerne og værkerne i tiden og det samfund, de er opstået i.

Udstillingens design er bevist nedtonet, og der er valgt enkle og rå materialer i tråd med den tid, de formidler til os på tværs af 5 årtier. Som publikum bliver vi hjulpet godt vej. Vi bliver sluset ind i de to store udstillingssale via to alléer af avisopslag, der med nyheder, fotos og reklamer viser, hvordan mænd og kvinder blev fremstillet, og hvad der har optaget danskerne i årene 1965 til 1975.

Samfundsvinklen dribler de i store træk uden om i Hamborg. Udstillingen "Feministiche Avantgarde" [Feministisk Avantgarde] i Kunsthalle er kunsthistorisk og æstetisk. Ingen plancher og ingen forklarende tekster. Den videbegærlige museumsgænger kan dog gerne forsyne sig af de små kunstnerprofiler, der er hængt diskret op i udstillingssalene.

Men slutresultatet og formålet med udstillingen er det samme som i København. Kunstnerne og værkerne løftes blot i Hamborg på plads i kunsthistorien ved hjælp af den seriøse ramme, en stram og strømlinet ophængning og et fornemt udstyret katalog på 500 sider.

Anmelderen i det tyske magasin Der Spiegel antyder, at det måske også drejer sig om at øge værkernes markedsværdi. Men det er der jo ikke noget galt med, hvis det skulle være en underliggende dagsorden. Det vil være en logisk konsekvens af, det vil vise sig i prisen, at man har rehabiliteret kunsten med et feministisk afsæt.

Amerikansk påvirkning

Udstillingerne i både København og Hamborg viser, at tidens kunstscene er globaliseret, og at temaer og udtryk er internationale. Men især er Hamborg med til at understrege, at en stor del af inspirationen i 1970'erne strømmer mod Europa fra USA, hvor også den feministiske teoridannelse står stærkere, og hvor de første feministiske kunstskoler opstår.

16 af kunstnerne - dvs. næsten halvdelen - er således fra USA, mens de øvrige hovedsagelig repræsenterer Central- og Sydeuropa med solister fra Sydamerika og New Zealand. Blandt de 34 kvinder er ganske mange i dag veletablerede navne på den internationale kunstscene, men der er også mulighed for at møde kunstnere, som er nye spændende bekendtskaber.

Til berømthederne hører uden tvivl den østrigske kunstner VALIE EXPORT (1940), som både i Hamborg og i København bidrager med værket "Tapp und Tastkino" ["Puf og Følebiografen"], som er dokumenteret på film. Hun opfører fra 1968-71 sin aktion i 10 byer i Europa, hvor hun iført en kukkasse med forhæng, inviterer publikum til at stikke hænderne ind og berøre hendes nøgne overkrop. Aktionen er en feministisk kommentar til kvindens ofte passive rolle i film og medier.

Tapp und tast-kino
Still fra VALIE EXPORTS "Tapp und tast-kino", 1968, Courtesy Electronic Arts Intermix (EAI), New York

 

Modifikation af kroppen

Franske ORLAN (1947) bruger også sin krop i kunsten. Bl.a. får hun i årene fra 1986-93 bearbejdet sit ansigt igennem plastikkirurgi. Hendes mest kontroversielle værk, "Le Baiser de l*Artiste" [Kunstnerens kys], stammer fra 1977. Mod en lille betaling kan besøgende på den højtprofilerede kunstmesse FIAC i Paris enten købe et kys eller tænde et vokslys. På den måde kobler hun prostitution og kirkens mulighed for at købe syndsforladelse. Aktionen koster hende jobbet som lærer på en kunstskole.

Endnu mere radikalt og provokerende bruger Gina Pane (1939-1990) sin krop. I en performance, "Le Lait Chaud" [Varm mælk] fra 1972, der vises med en serie fotos i Kunsthalle, skærer den franske kunstner sig selv i ryggen med barberblade, så det røde blod farver hendes hvide klædedragt. Da hun vil skære sig i sit ansigt, protesterer publikum, men det afholder ikke Gina Pane fra at fortsætte. I samme øjeblik vender Pane kameraet mod publikum, så de kan se deres egen reaktion.

Protestaktion mod vold, voldtægt og mord

Til de stærke politiske statements hører aktionen "In Memory of Our Sisters - Women fight back" skabt af den amerikanske duo Leslie Labowitz (1946) og Suzanne Lacy (1945). En seriemorder har i Los Angeles voldtaget og myrdet 10 kvinder i løbet en kort periode i 1977. De to kunstnere samler 70 kvinder på trappen uden for Los Angeles rådhus. 10 sørgende går efter tur op til en mikrofon og proklamerer: "Jeg er her for de 10 kvinder, som er blevet voldtaget og myrdet". Et rødt klæde bliver lagt om hendes skuldre og et kor svarer. "Til minde om vores søstre sætter vi os til modværge". Aktionen rettede både opmærksomheden mod det enkelte mord og mod volden mod kvinder som helhed i USA.

Humoren som kampmiddel

Som det er tilfældet hos de danske kunstnere, er humoren og glimtet i øjet også til stede i mange af de værker, der er udstillet i Kunsthalle. En eksponent for den tilgang er Birgit Jürgensen (1949-2003) fra Østrig. Budskabet i "Küchenschürze" [Køkkenforklædet] fra 1975 er vist åbenlyst. Her nøjes Birgit Jürgensen ikke med at tage et forklæde på for at stå til rådighed i køkkenet for mand og familie. Hun slæber ligefrem et helt komfur gennem tilværelsen.

Til at markere humoren og den ironiske distance mangler heller ikke fotos af Cindy Shermann (1954), der i dag nok er en af verdens mest profilerede fotokunstnere. Iscenesættelserne af sig selv som både mænd og kvinder er legendariske og har været vist adskillige gange i Danmark.

I værket "Some Living American Artits - Last Supper" fra 1972 har Mary Beth Edelson (1933) ligesom Lene Adler Petersen og Bjørn Nørgaard fat i Kristus-figuren. Budskabet er alvorligt nok, men humoren og modet på linje med tidens berømte crazy-tv fra Monty Python. Edelson bruger nemlig et af verdenskunstens højst besungne klenodier, Leonardo Da Vincis "Den sidste nadver" i en collage, hvor hun sakser apostlenes og Jesus' ansigter ud for at erstatte dem med portrætter af nogle af tidens kvindelige kunstnere som Georgia O'Keeffe, Lee Krasner og Louise Bourgeois. Edelson peger med collagen på, hvor vanskeligt det er for kvindelige kunstnere at gøre sig gældende i den mandsdominerede kunstverden. Collagen bliver hurtigt trykt som plakat og sat i omløb.

Hausfraen - Küchenschürze
Hausfraen - Küchenschürze. Copyright Birgit Jürgenssen.

 

Ikke fremsynede indkøb

Mange af værkerne af de kvindelige kunstnere, der præsenteres på SMK, stammer fra museets egen samling. Der er imidlertid ikke tale om, at museets direktør og museumsinspektører, der stod for indkøbene til museet i 1970'erne og 80'erne, var fremsynede kunsthistorikere, der havde fingeren på pulsen. Rigtigt mange af værkerne er nemlig først erhvervet i de seneste tiår. En ny generation af museumsinspektører og direktører har gennem nyindkøb - ofte direkte hos kunstnerne - kompenseret for tidligere tiders forsømmelser.

Også her har vi en parallel i udstillingen i Hamborg. Værkerne stammer fra Sammlung VERBUND, der først er grundlagt i 2004. Bag samlingen står det østrigske energi- og vandkraftværk VERBUND AG. Samlingens fokus ligger på samtidskunst fra 1970 og frem, men et af tyngdepunkterne hos Sammlung VERBUND er altså den feministiske avantgarde.

Selv om VERBUND er kommet sent i gang, gør de til gengæld en indsats for at få vist "Feministische Avantgarde". Udstillingen turnerer rundt i Europa, hvor den er vist eller på vej til 10 byer og på den måde er med til at udbrede budskabet om en hidtil undervurderet periode i kunsten.