Nytårsnat blev en lang række kvinder i Køln seksuelt krænket og bestjålet. Efterfølgende har flere debattører og politikere fremhævet muslimske mænds kultur og kvindesyn som uforeneligt med det vestlige syn på kvinder. Kvinfos Webmagasin har spurgt to forskere, hvordan de ser på begivenhederne og den efterfølgende debat.

Baggrund

  • Læs Independent's artikel om de seneste opklaringer fra nytårsnatten 2015/16 i Køln her
  • Robin May Schott er seniorforsker på Danish Institute for International Studies (DIIS). Hun er specialiseret i social, politisk og feministisk filosofi og forsker i folkemord og krigsforbrydelser, herunder massevoldtægter som krigstrategi, samt volds indvirken på politiske fællesskaber og rettigheder.
  • Sune Qvotrup Jensen er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Han beskæftiger sig især med kønsforskning, subkulturer og bystudier. Han har skrevet Ph.d. afhandling om minoritetsmænd i Aalborg Øst, hvor han arbejder med intersektionen mellem køn og etnicitet.
  • FRA-RAPPORTEN. I 2014 kom EU-rapporten fra European Union Agency for Fundamental Rights, forkortet FRA-rapporten, som Robin May Schott fortæller om i artiklen. Den er baseret på interviews med 42.000 kvinder i 28 EU- lande om vold mod kvinder. Du kan finde rapporten her
  • Kvinfos Webmagasin. Læs mere om FRA-rapportens opgørelse over vold mod kvinder i Danmark i artiklen i Kvinfos Webmagasin: ”Danske kvinder Europas mest voldsramte”. Du kan finde den her

’’Medier og debattører skal være forsigtige med at bruge kulturbegrebet i flæng’’, mener Sune Qvotrup Jensen, der forsker i maskulinitet og minoritetsmænd på Aalborg Universitet. ’’ Det skal de, fordi der er en tendens til at kulturbegrebet mest benyttes, når det skal forkare noget om mennesker, der falder udenfor vores egne fællesskaber’’, forklarer Qvorup Jensen.

”Groft sagt kan vi sige, at når det er 'de andre', det drejer sig om, så benytter vi kulturforklaringer, og når det er os selv, det drejer sig om, så benytter vi individforklaringer. I medierne sker der lige nu, i min optik, en overfokusering på 'de andres' kultur'', siger han. 

Sune Qvotrup Jensen har et andet perspektiv på begivenhederne i Køln. Han foreslår, at vi begriber hændelserne som et udtryk for en delkultur eller subkultur, der både er en del af - og tæt forbundet til -  vestlig kultur, hvor bestemte former for maskulinitet er i spil.

”Måske skal vi forstå de her overgreb i Køln som en radikaliseret homosocial hændelse, lidt ligesom man har skildringer af gruppevoldtægter i amerikanske bandesammenhænge. Det er en måde at producere en individuel og kollektiv identitet på og manifestere over for sig selv og hinanden, at man ikke bare er en hård mand, men en meget hård mand. De dynamikker er i øvrigt velkendte fra krigssituationer, hvor soldater begår overgreb mod kvinder”, forklarer han.

Det er, ifølge Sune Qvotrup Jensen, mere meningsfuldt at betragte hændelserne i Køln som et udtryk for en slags hybridkultur.

”Jeg mener mere, at det her handler om maskuline gadekulturer i nogle storbymiljøer, hvor nogle mænd, der socialt set er marginaliserede, hævder sig på maskuliniteten og producerer en eller anden form for gruppemaskulinitet”.

I debatten i kølvandet på begivenhederne nytårsaften i Køln er overgrebene blevet knyttet til muslimske mænd og til flygtningesituationen i Europa. Men Sune Qvotrup Jensen afviser, at disse former for overgreb på nogen måder skulle være særligt koblet til islam eller muslimske mænd:

”Kendetegnende for denne gadekultur er dyrkelse af en bestemt form for hypermaskulinitet som udgangspunkt for identitet og fællesskab'', fortæller han og fortsætter:

”Man kan sige, at maskuliniteten bliver en form for gadekapital eller subkulturel kapital, som også er kønnet, og hvor man dyrker en maskulin hårdhed, der er en vigtig del af den kollektive sociale identitet, man har. En side af den maskuline hårdhed kan være sexisme eller homofobi. Så det er ikke nødvendigvis koblet til islam eller muslimer. Det mener jeg ikke, at der er noget forskningsmæssigt belæg for at sige.”

At overfaldene skulle være et særligt udslag af muslimsk kultur, afviser han og understreger:

”Dele af sådanne subkulturelle universer er også forskningsmæssigt beskrevet i sammenhænge, der ikke har noget som helst med islam at gøre.”

Homofobiske og sexistiske toner

’’Lav social status og stærke gruppedynamikker er afgørende elementer, hvis vi som samfund skal blive klogere på baggrunden for begivenhederne i Køln’’, fortæller Sune Qvotrup Jensen.

”Det er forskningsmæssigt velbeskrevet, at en af de måder som mænd, der står i en marginaliseret position, kan reagere på, er ved at producere gadekultur, der ofte kan have stærke homofobiske og/eller sexistiske over- og undertoner. Et eksempel på det kan være undertrykkende praksisser i forhold til kvinder, homoseksuelle og kønsoverskridere. Det kender man også fra klassiske studier af gadebander i New York – som jo ikke er muslimer.”

Migration er en klasserejse

De personer, der af tysk politi mistænkes for overfaldene i Køln, har det fællestræk, at de formentligt alle er rejst fra et hjemland til et andet. Ifølge Sune Qvotrup Jensen er der ofte nogle specifikke problemstillinger som knytter sig til mandlige migranter. Mange af dem oplever for eksempel et tab af status, når de migrerer fra ét geografisk sted til et andet.

”Migration er en klasserejse. Og det er ofte en nedadgående klasserejse. Når noget af det, du oplever, er at være i en ny social kontekst, hvor du måske ikke har det ret godt, så er det et identitetstab, men det er også et maskulinitetstab. Og oven i købet oplever du måske også, at du diskursivt allerede er udpeget som en form for skurk og har en oplevelse af at blive set skævt til i samfundet.”, fortæller han.

Kvindekroppen som nationalt territorium

Både Sune Qvotrup Jensen og feministisk filosof og seniorforsker ved DIIS, Robin May Schott, hæfter sig ved, at man er begyndt at tale om 'vores' kvinder.

”Det er så nemt at sige; det er de fremmede, det er dem, der er farlige, og dem som truer vores kvinder. Det er en meget kendt strategi at tale om 'vores kvinder' som nogle, der skal beskyttes mod en trussel udefra,” fortæller Robin May Schott.

Begge forskere kalder til refleksion oven på debatten om begivenhederne i Köln og peger på, at kvinders kroppe bliver gidsler for bestemte politiske dagsordener, og at dét ikke er noget nyt fænomen.

”Kvindekroppen har traditionelt set været en metafor for nationen. Det er også derfor, at noget af det værste du kan gøre mod din fjende i krigssituationer er at voldtage deres kvinder. Så har du virkelig besudlet nationens legeme. Så der er både metaforiske og reale sammenhænge mellem det, at kvinders kroppe skal være ubesmittede af ”den anden” og så nationens renhed. De udsagn vi hører nu om kvinder, der bliver omtalt som ”vores kvinder” er koblet til den forestilling.”, uddyber Sune Qvotrup Jensen.
 

Køn i krig og krisetider

Robin May Schott har tidligere forsket i massevoldtægter i krigssituationer, samt volds indvirken på politiske fællesskaber og rettigheder. At disse diskussioner dukker op netop nu, er ifølge Robin May Schott ikke tilfældigt:

”Især i krisetider og krigstider dukker der særlige fortællinger om kvinder op. Kvinden bliver netop et billede på det nationale fællesskab, som skal beskyttes. De fortællinger dukker op nu, fordi vi står i en krise. Der er krig i Syrien, som har udløst en flygtningekrise, så nu er deres krig også blevet vores krig. Man kan reflektere over, at der i krigstider ofte er nogle dybtliggende arketyper, som man rækker ud efter”, forklarer hun.

Brune mænd som skurke og seksuelle rovdyr

’’Den offentlige debat bærer præg af, hvilke kulturelle referencer og forestillinger som journalister, politikere, debattører og forskere har med i deres kulturelle rygsæk. Den bagage er ligesom alt andet præget af kultur’’, forklarer Sune Qvotrup Jensen. Ifølge ham er det afgørende, at vi reflekterer over, hvordan vi overhovedet forstår de efterretninger, som det tyske politi i første omgang sendte ud.

”Man læser sådan en situation gennem nogle helt bestemte tolkningsrammer. En stor del af vestlige kulturhistorie handler om at forestille sig ”de andre mænd, de sorte mænd eller de omskårne mænd” som hyperseksuelle mænd eller seksuelle predatorer på én eller anden måde. Det som er på spil her, er samtidig en kolonial fantasi om den racialiserede mands seksuelle power.”

Der hersker altså en tendens til, at minoritetsmænd allerede på forhånd anses som særligt patriarkalske og gammeldags i deres syn på køn og seksualitet. De bliver ofte betragtet som en gruppe med en særligt problematisk maskulinitet. For Sune Qvotrup Jensen bærer diskussionen efter Köln-overgrebene ikke alene præg af ældgamle diskurser, hvor kvinden, som udtryk for det nationale territorium, skal beskyttes mod en ydre trussel, den bærer også præg af stereotypiserede forestillinger om den brune mands seksualitet.

”På den ene side står forestillingen om kvindens krop som nationens legeme og på den anden side forestillingen om den etnisk racialiserede anden mand, som særlig kropslig, hyperseksuel og seksuel farlig”, understreger Sune Qvotrup Jensen.

Ifølge Robin May Schott er det en fristende strategi at skylde skylden på ”de andre”, fordi man således ikke behøver at se på sit eget lands problem med vold mod kvinder.

”Det er meget velkendt at hvis det er 'de andre', der udgør en trussel, så er det ikke os, der er problemet. Det er en slags psykologisk strategi, hvor man overfører en intern trussel eller ambivalens ud på andre. Hvis man kan finde en anden - en syndebuk - som kan bære samfundets synder, kan samfundet bogstavelig talt blive renset.”

Så når medierne og offentlige debattører allerede tidligt er ude at gisne om, hvem der mon står bag overfaldene i Køln og antyder, at det skulle være et udslag af muslimske og/eller brune mænds kultur, inden politiet har haft anledning til at efterforske sagen, så handler det om, at vi i Nordeuropa allerede har nogle forestillinger om muslimske/og eller brune mænd som problematiske individer. Og at de forestillinger er lette at genvække, når der sker noget, som det der sker i Køln nytårsnat, fordi brune mænd bliver ”guilty by association”.

Sune Qvotrup Jensen mener, at tendensen til at finde syndebukke udefra får den funktion, at det afstiver vores forestilling om vores eget seksuelle frisind og ligestilling.

”Men det får selvfølgelig også den der selvforherligende nationalistiske undertone – og specielt bliver det jo vildt, når der er nogen der påstår, at det er noget særligt dansk eller noget særligt kristent . – for hvis der er én ting vi ikke kan takke kristendommen for, så er det de elementer af ligestilling og seksuelt frisind vi har i Danmark og i Vesteuropa. Det er noget vi har opnået i kamp mod kristendommen og ikke med kristendommen som allieret”.

’’Ønsket om seksuel frigørelse og ligestilling har og er derfor en lang kamp mod en række konservative institutioner heriblandt kristendommen’’, forklarer han. 

”Hvis de kulturkonservative prøver at sige, at modstillingen mellem frie og ufrie eller ligestillede og uligestillede kulturer har noget at gøre med en modstilling mellem kristendommen og islam, så mener jeg, at det fuldstændig kategorisk forkert tolket. Det har ingen gang på jorden, det har det altså ikke.”

 

Artiklen er ikke udtryk for KVINFOs holdning.