http://www.flickr.com/photos/missmyheartbeats/2258189545/
"Jeg vidste meget mere om hvad en kvinde kunne tillade sig end min mor gjorde. Eller også vidste hun det godt, men overholdt ikke reglerne. Jeg skulle hele tiden holde øje med hende, så hun ikke trådte alt for meget ved siden af. Det morede hende når jeg rettede på hende og belærte hende om, at hun havde gjort eller sagt noget der ikke passede sig for en kvinde."Forfatteren Kirsten Thorup skriver om et mor-datter forhold.

Min far var af den overbevisning at vigtige dokumenter skulle bevares for eftertiden. Han havde omhyggeligt samlet og gemt hvert års mere end et halvthundrede julekort, fødselsdags- og sommerferiebreve til og fra samtlige familiemedlemmer, de ugentlige breve fra min storebror, der stod i lære i Haderslev (dengang talte man kun i telefon lokalt og over korte afstande), mine sjældne og ulæselige breve fra udlandet. Jeg må virkelig have haft det dårligt, tænker jeg, og kan ikke genkende mig selv i de håbløse skriblerier. Var jeg under påvirkning? Ude af stand til at holde på en kuglepen?

Der var også et uafsendt brev til 14-årige-mig fra min mor. Et fortvivlet tryglende brev, om jeg dog ikke godt kunne åbne munden og tale til hende i stedet for bare at nikke og ryste på hovedet, hver gang hun spurgte mig om noget. Hvad havde hun gjort galt siden jeg opførte mig sådan? Var jeg virkelig så nådesløs ulykkelig allerede dengang? tænker jeg.
Min mors dagbøger fra de sidste førkrigsår var også med i forsendelsen, en nyindkøbt papkasse indpakket i kraftigt brunt papir og holdt sammen af sejlgarn bundet med sirlige knuder. Min far havde påtaget sig rollen som familiens arkivar og så ingen grund til at spørge min mor om lov til at sende mig hendes private optegnelser fra deres tidlige ægteskab og mine brødres barndom. Hun ville under alle omstændigheder have ladet ham gøre med dagbøgerne hvad han ville. Jeg er sikker på at hun ikke bare havde glemt hvad der stod i dem, men også at de overhovedet fandtes. Hun havde altid levet i nuet, vuggende sorgløst på sekundernes lydløse gyng-gang.
Jeg var misundelig på hende. På hendes æteriske væsen. Altid svævende over vandene som havde hun et hemmeligt hjem et sted langt væk fra det jordiske. I skamløs kontakt med "verdenssjælen". Eller hvad skal vi kalde "det": "gud" og "evigheden"? Jeg for mit vedkommende er ikke i kontakt med noget som helst - udover kuglepennen. Den gør ikke noget væsen af sig, men har meget at skulle have sagt. Jeg er bare redskabet, kuglepennens forlængede arm. Jeg kan ikke rigtig skelne mellem os. Vi er vokset sammen. Håndens og åndens arbejde forenet i ét greb mellem tommel-, pege- og langfinger.

Jeg har ikke bedt om at få overdraget ansvaret for alle disse gamle minder og klokkeklang. Min far har mindst ti år tilbage. (Han havde kun ni, men alligevel et godt gæt). Så hvorfor denne trang til at "rydde op", denne pedantiske forbereden sig på sin bortgang? Jeg kan ikke lide denne hentydning til hans mulige død. Og var det ikke snarere min ældste bror, der havde førsteret til familiepapirerne. Jeg kvitterer for modtagelse af kassen med et par hastigt nedkradsede linier, men spørger ikke om hans tilskyndelse til at sende mig den. Er der et skjult tegn? Noget han vil fortælle, men ikke kan få over sine læber. Vil han have mig til at fortælle det han ikke selv kan sige? Tage mig i ed?

Jeg skulle måske læse min mors dagbøger, tænker jeg. På den anden side er de fra en tid hvor der end ikke var tænkt på mig, efternøleren, uheldet, skammen. Dengang fik man børnene tidligt, og at en kvinde i fyrrerne blev gravid, var en utidig udstilling af sexuel aktivitet i et ægteskab, der forlængst skulle være faldet til ro. At et ægtepar i så moden en alder skulle have småfolk var ganske uhørt og medførte ubehagelige associationer til de lavere klasser der aldrig havde fået lært at lægge bånd på sig selv, og uanset alder og køn hæmningsløst boltrede sig i sengehalmen.
Min mors graviditet blev holdt hemmelig. Ikke engang hendes søstre kendte til omstændighederne før i de sidste måneder. Og da den voksende mave ikke kunne skjules længere, forbød min far hende at vise sig udendørs. Bydrengen gik de nødvendige ærinder hos købmanden og slagteren. Hele byen kendte min mors tilstand og snakken gik om boghandlerens mærkelige hemmelighedskræmmeri. Kun to år tidligere havde elektrikerfruen i en alder af 42 født tvillinger. Og det var der ingen der havde ondt af. Eller var der? Var der ikke en sladren og hvisken i krogene og billige grin bag elektrikerens ryg? Var den lille tætte mands formåen ikke kilden til underholdningen dén sommer? Og min mor var tilmed ét år ældre end elektrikerfruen og min far netop fyldt 48. Det var lige til gabestokken på byens hovedgade.

Allerede inden jeg kom i skole havde mine forældre forlorne tænder, gråt hår (salt og peber) og briller med læsefelt. Jeg var genstand for mine klassekammeraters medlidenhed: "Hvor er det synd for dig at du har sådan nogle gamle forældre". Jeg forsøgte at bilde dem ind at de i virkeligheden var mine bedsteforældre, men det kom jeg ingen vegne med. Alle husstandes og familiers historier blev fortalt til bunds og udtømmende i de lange vinteraftener, hvor strikke- og sytøjet (i modsætning til kortspillet der hvilede i sit eget spændingsfelt) krævede et solidt akkompagnement af sladder.
Jeg havde derimod ikke svært ved at overbevise mig selv om, at mine forældre var mine bedsteforældre. Og efterhånden som årene gik og jeg blev teenager (et udtryk min mor ikke kunne fordrage, fordi det var ikke til at udtale og gav unge mennesker alt for meget at skulle have sagt) forekom deres opførsel mig mere og mere tilbagestående. Min mor kunne f. eks. finde på at sige, at hvis jeg blev gravid, måtte jeg for alt i verden ikke bortadoptere barnet eller sende det på børnehjem. Jeg skulle komme hjem med det med det samme. Så skulle hun nok passe det. Jeg hadede hende for at vade ind over mit privatliv med store smattede gummistøvler, og at hun overhovedet kunne antyde muligheden af, at jeg havde et sexliv i en alder af tretten, virkede frastødende og vulgært. Jeg vidste mig aldrig sikker på, hvad hun kunne finde at sige og begyndte at undgå hende. Hun var mig i den grad imod. Jeg havde en fysisk lede ved hendes krop og kunne ikke have hende tæt på mig. Ved hendes mindste forsøg på at stryge mig over håret eller klappe mig på kinden, vendte jeg mig fra hende.

Afstanden mellem os forsøgte jeg at overkomme ved - ofte mislykkede - provokationer. Jeg spurgte hende f. eks. hvordan kvinder bar sig ad med at onanere. Uden at fortrække en mine svarede hun roligt og sagligt, at jeg kunne bruge et klump franskbrødsdej eller en kogt gulerod. Da hun ville fortsætte med en nærmere forklaring om brugen af disse remedier, fortrak jeg skyndsomst fra køkkenet og smækkede døren i efter mig. Min mor kunne man ikke vinde over. Hun var lavet af et særligt stof. Af edderkoppespind, fuglespyt og lyden af kattepoter. Senere har jeg tænkt på om brugen af dej og gulerødder var noget hun havde lært af kokkepigerne på gårdene. Jeg ledte altid efter en forklaring på min mor. Jeg forstod ikke hvorfor lillebyens strengt håndhævede normer og regler ikke gjaldt for hende. Eller var det bare over for mig hun slap sig selv fri og viste hvem hun var? Måske var jeg hendes eneste ven og fortrolige. Ihvertfald sygnede hun hen og blev kun en skygge af sig selv, efter jeg var rejst hjemmefra for at gifte mig og slå mig ned i udlandet. Hun var bange for alt fremmed og rædselsslagen på mine vegne. Hun udpenslede alle de ulykker der kunne ramme mig. Det hjalp ikke at jeg beroligede hende med at jeg havde en mand til at passe på mig og fik en stor familie ovenikøbet og tilmed kunne sproget. Det var ikke for at rejse langt væk, jeg havde fået lov til at gå så længe i skole, men for at blive byens skolelærerinde og realisere den livsdrøm, der havde været uden for hendes rækkevidde, klagede hun.

At hun skulle krydse landets grænse og begive sig ud i det fremmede for at besøge mig, var slet ikke på tale. Hun kunne ikke tåle at blive rykket op med rode, som hun så dramatisk udtrykte det. Jeg så hende for mig i Østens menneskemylder der bølgede igennem de smalle, støvede gader og pludselig standse op og skrige om hjælp som en vanvittig, der havde mistet fornemmelsen af tid og sted. Jeg så hendes lille kortlivede figur klædt i tøndeformede kjoler, om sommeren i lyse farver med korte ærmer og om vinteren med lange ærmer og i mørke farver, altid i samme facon syet hos byens syerske, der opbevarede fruernes snitmønstre i et ringbind. Jeg forestillede mig hvordan hun brød sammen og lagde sig på fortovet mellem to høje bygninger og måtte hentes i ambulance og køres til nærmeste psykiatriske hospital. Måske som påskud for at bo under beskyttede former i nærheden af mig og nyde godt af mine daglige besøg. Jeg kendte hendes ufine kneb når hun følte sig truet, alt det dystre og mørke hun bar inderst inde, og som var skjult af lyset der strålede fra hende.

I begyndelsen rejste jeg hjem på besøg én gang om året, gerne i oktober når bladene blev gule og røde og begyndte at falde af træerne. Eller i maj, når alting sprang ud og stod i et lysegrønt fosforflor. Årstidernes skiften var det eneste jeg savnede i det fremmede, der var blevet mit nye hjem. Efterhånden gik der flere år mellem mine besøg. Min mor der hele sit liv havde været en flittig brevskriver holdt op med at skrive til mig. Hun havde ikke mere blæk i pennen, sagde hun. Hun forstod sig ikke på menneskene længere. Du ville passe meget bedre ind herude, du er i virkeligheden buddhist, sagde jeg opmuntrende. Men alene ordet "buddhist" skræmte hende fra vid og sans, og hun lagde røret på, på sin særlige tøvende og forsigtige måde som om hun havde at gøre med farlige og ukontrollable kræfter. Jeg ringede ikke op igen, for jeg vidste at hun ikke ville tage telefonen mere den dag af frygt for en invasion af onde ånder. Al tale om fremmede religioner var et af hendes strengeste tabuer, og blev det overtrådt i hendes nærvær, var hun overbevist om at det kunne få de frygteligste konsekvenser. Hun levede i en hårfin balance mellem det gode og det onde, mellem engle og djævle.

Hvordan havde hun kunnet leve i denne åndernes kampzone og så samtidig tage så letfærdigt på tilværelsen? Hun kunne ikke få nok af middagskomsammener, store selskaber og kaffeslabberads formiddag og eftermiddag med byens fruer, hvoraf nogle få af dem var, hvad vi i dag forstår ved veninder. Var hendes indre verden så meget større end den ydre? Så den enorme selskabelighed og hendes store arbejdsbyrde i huset og i min fars "blandede landhandel" skrumpede ind til ingenting?
Én ting kunne man være sikker på: Stillede man hende et konkret spørgsmål, svarede hun ikke på det. Hun lod simpelthen som om hun ikke hørte det. Eller når hun var i dét humør, gav hun en lang sludder for en sladder. Hvis jeg spurgte hende om hendes barndom og ungdom, hvordan hun mødte min far eller om min sene fødsel da hun var godt på vej mod sølvbryllupsalderen, rystede hun på hovedet og havde ikke noget at fortælle. Det var ikke noget at snakke om, der var ikke sket noget særligt, ikke andet end hvad enhver kunne tænke sig til. Find selv på noget, skriv et digt i stedet for, sagde hun og så lige igennem mig og ud på den anden side mod en lille sort prik der dansede en elverdans for hende og bagefter nejede dybt som for en dronning. Jeg forstillede mig at hun gik ud og ind af eventyrene som det passede hende. Hun var ikke af denne verden og dog så meget mere kødelig og verdslig end andre mennesker. Ingenting stemte med hende. Hun var et både-og, alting og dets modsætning. Jeg var og blev den lille.

Hun havde en svaghed for filosofien, hvis snørklede abstraktioner hun betragtede som guddommelige besværgelser. Hun kunne pludselig uden anledning slynge om sig med filosofiske brokker og halvfordøjede aforismer, citeret frit efter sin alt andet end pålidelige hukommelse. Hun foragtede alt det på forhånd vedtagne, alt hvad der ikke var til diskussion. Hun satte spørgsmålstegn ved alt, men dyrkede "skæbnen" med fanatisk hengivenhed. Jeg elskede at lytte til hende når hun foldede sig ud ved selskaber i familien eller i omgangskredsen. Hun var helt uden den hæmmende generthed, jeg selv var sygeligt ramt af. Det hjalp ikke at hun indprentede mig at man ikke skulle sætte sit lys under en skæppe, som Jesus havde sagt. Men det var nemt nok for ham at sige, når han var ligesom som min mor. Hun sagde hvad der passede hende og var ikke bange for at "støde an" og gå imod de herskende meninger. Hun talte sig op og kom til at råbe højt, så min far blev flov og måtte tysse på hende.

En af hendes kæpheste var samfundets udstødte som efter hendes mening var de bedste mennesker, og som hun havde en særlig forkærlighed for. Og når politikerne ingenting gjorde for disse udsatte skabninger, så måtte hun træde til. De kom til hendes køkkendør og bad om madpakker eller penge til snaps. Og nogle af dem slog sig ned ved køkkenbordet og blev beværtet. De kunne snakke med hende i timevis om det svære liv og meningen med al den lidelse i verden. De omstrejfende vagabonder eller landevejsriddere som de også blev kaldt, var genstand for beundring og frygt. De bar som regel på en grum skæbne som de omsatte til hård valuta, udmøntet i livsfilosofi som de kunne veksle til basale fornødenheder hos husmødrene og landbokonerne. Min mor lyttede tålmodigt til dem og gav dem både medhold og modstand. Hun gav aldrig køb på sine meninger, hvilket min far udlagde som fanatisme.

En af de "frie fugle" med et blegt dødningeagtigt ansigt og dybtliggende øjne som sorte huller under en hvælvet skaldepande, kom mere regelmæsssigt end de øvrige. Hans stemme havde engang været som englenes, sagde min mor, men desværre havde det ikke hjulpet, da ulykken ramte ham og han havde slået sig på flasken. Hun havde en særlig ømhed for Villy, som smittede af på mig. Han var yngre end hende, men hans hærgede ansigt og fremtoning gjorde hans alder ubestemmelig. Han lo ofte ad sig selv med en uhyggelig gammelmandslatter. Han havde svært ved at sidde stille på stolen og brugte hele kroppen når han talte. Iveren lyste hans ansigt op, så han kom til at ligne en ung dreng.

Min mor fortalte mig ikke hvem han var, og at han seksten år tidligere havde haft sin daglige gang i huset. Jeg kunne mærke han havde en særlig status. Min far lod dem være alene og listede omkring i stuerne for ikke at forstyrre de to "lommefilosoffer", som han kaldte dem. Han var sædvanligvis irriteret over det rend, der var af vagabonder i min mors køkken. Om vinteren kunne der komme fem-seks stykker i løbet af en eftermiddag. Og når det blev for meget for ham, tog han dem ved vingebenet allerede inden de nåede hen til køkkendøren og bad dem forsvinde og aldrig vise sig mere. Men Villy var fredet. Han fik lov til at sidde i køkkenet så længe det skulle være.

Min far kom aldrig ud og gav ham hånd og hilste på ham. Det var som om han var flov på hans vegne over at en mand kunne synke så dybt. Min mor forsvarede ham med "alkoholens svøbe". Det mente min far ikke var nogen undskyldning. Så sagde hun bare: "Men hvorfor drikker Jeppe"? Hun fik altid det sidste ord som min far besvarede med flere dages tavshed.

Jeg opfandt alle mulige påskud til at komme ud i køkkenet til dem. Når mit ærinde var udført, sneg jeg mig hen og satte mig på taburetten ved komfuret og gjorde mig lille og usynlig og håbede de glemte mig. Selv om jeg var ved at smelte af varmen fra komfuret, blev jeg siddende indtil jeg blev smidt ud af min mor, der ikke syntes at børn skulle høre "sådan noget". Hun var så optaget af samtalerne med Villy, at det kunne vare længe inden hun opdagede mig. Jeg ønskede brændende at det var mig, hun skænkede så megen opmærksomhed. Jeg spekulerede på hvad det var for en ulykke der havde ramt ham. For det var åbenbart en stor ulykke der skulle til for at vække min mors interesse. Jeg var desværre ikke udstyret med nogen ulykke af betydning og i stedet for forestillede jeg mig at jeg var Villy. Jeg forsøgte at udfylde hullerne i den lavmælte samtale der kredsede om noget der var sket før jeg blev født, da mine brødre var små skoledrenge og gik i den samme sorte stationsbyskole som jeg, og som så mange år efter havde samme lærere, samme kolde og uappetitlige lokaler, der lugtede af tavlekridt og våde gulvklude som i deres tid.

Det var min mor der førte ordet, hun kunne slet ikke holde op når hun først var begyndt. Så meget desto mere vægt havde Villy når han endelig indskød sine korte og kyniske betragtninger, efterfulgt af en lang stilhed, mens han svingede det ene ben over det andet med en arrogant bevægelse, tændte endnu en cigaret med den foregående og hostede en tynd røgsky op af lungerne. Min mor smilede frem for sig og lod hans visdomsord synke ind. Kun når han begyndte at snakke om selvmord, stejlede hun. Selvmord var i følge hendes gudstro en dødssynd. Et menneske havde ikke lov til at gøre sig til herre over liv og død. Han måtte stole på at gud vidste, hvad der var bedst for ham. "Gud," snerrede han hånligt, "jeg har ikke fornøjelsen af at kende den herre." "Du skal passe på med hvad du siger," sagde min mor og så sig ængsteligt over skulderen. "Sidder du dér," sagde hun tankefuldt. Jeg blev siddende klistret til stolen og uden den mindste bevægelse. Hun sagde ikke mere. Måske var det bare en af djævlene bag ryggen hun havde snakket med. Hun havde fortalt mig at djævlene holdt sig skråt bag ved én, så de kunne falde én i ryggen. Mens englene var ved éns side som sande hjælpere. Villy trak på skuldrene og ville hverken vide af engle eller djævle. Det var bare omskrivninger af det menneskelige, sagde han og spiddede både engle og djævle med sin skarpe tunge. Jeg spidsede ører. Gammel overtro, fortsatte han i en drilsk tone. Min mor der var alt andet end selvhøjtidelig fnisede som en skolepige.

"Jeg kan nu ikke lide du taler sådan," sagde hun da hun var blevet alvorlig igen. "Jeg har ikke noget imod at blive begravet i uindviet jord som hundene," sagde han overlegent. Hvis han ikke havde været så forhutlet og laset, ville han have været en "fin mand". Det var nok "det fine" min mor syntes om. Ude i byen gik hun selv for at være "fin på den". "Du ville nok komme i jorden inden for kirkegårdsmuren. Det er ikke forbudt at begå selvmord hos os," gav hun igen og tilføjede, "sådan som i England". Det var foreløbig det eneste jeg vidste om England, som havde befriet os fra Besættelsen, at det derovre var en forbrydelse at begå selvmord. Det måtte være et interessant land. "Men hvorfor vil du absolut gå Maja i bedene," fortsatte min mor sin skarpe ordkamp mod hans selvmordstanker. Det var ikke første gang jeg havde hørt dem diskutere det dystre emne som en mulig løsning. På hvad vidste jeg ikke, men håbede hver vinter at komme nærmere en forklaring.

Jeg forstod ikke at nogen turde begå selvmord, at nogen turde dø. "At leve er at gøre hvad man er bange for", havde jeg læst i en bog med berømte citater. Jeg måtte beskæmmet konstatere at jeg aldrig gjorde noget, jeg var bange for og derfor ikke havde ret til at regne mig blandt de levende. Jeg måtte slå mig til tåls med et ikke-liv og var egentlig godt tilfreds med min tilbagetrukne position i skyggedalene, eftersom jeg var bange for det meste. I modsætning til mig var Villy modig, hvis han altså var bange for at dø, ellers var det ingen sag at slå sig selv ihjel. Kunne man ligefrem have lyst til at dø? spurgte jeg mig selv og var næsten smeltet sammen med taburetten. "Jeg går ikke nogen i bedene," sagde han opbragt over min mors ligefremme facon. "Du har dine sønner," formanede hun. "De er bedre tjent uden mig," svarede Villy. "Du skulle skamme dig," sagde min mor vredt. Hvorfor blev hun aldrig vred på mig? Hvorfor kun på Villy? Ligemeget hvor uartig jeg var, strøg hun mig bare over håret og sagde, at jeg nok blev klogere når jeg blev lidt større. Hvad skulle jeg gøre for at nedkalde hendes vrede over mig?

De fortsatte i et slags skænderi, ikke nær så uhyggeligt som når hun skændtes med min far, men langt mere interessant. Det var efter min mening netop "noget for børn". Jeg sugede til mig og forberedte mig på voksenlivet, som jeg var mere bange for end for alt andet. Mit eneste våben mod angsten var lærdom og det min far kaldte "lommefilosofi". Især det sidste havde jeg erfaring for fungerede som angstdæmpende medicin. Filosoferen var slik for viderekommende, som min far sagde når han satte trumf på over for min mor, sukkerglasur på livets bitre pille. Min mor der ikke var tabt bag af en vogn, gjorde ham opmærksom på, at det han lige havde sagt var et glimrende eksempel på det han så foragteligt kaldte "lommefilosofi". Han kunne ikke hamle op med hendes hurtige skud fra hoften. Hans eneste våben var den tavshed, han opretholdt med samme hårdnakkede konsekvens som en karmelittermunk.

Min mor havde løftet pegefingeren, og som den troende venter på guds ord, ventede jeg spændt på hvad der ville komme ud af munden på hende. "Du skal ikke dømme Maja så hårdt," sagde hun stramtandet. Det kom altid bag på mig at min blide, bløde mor kunne være sådan en hård negl. Og i Villy havde hun fundet sin ligemand hvad angik verbal duel. "Jeg dømmer ikke, jeg fremstiller sagen så nøgternt og klart som jeg kan i betragtning af at jeg selv er den ene part," sagde han med samme skarphed. Han kunne være blevet en dygtig forsvarsadvokat, har jeg siden tænkt på, det var bare et lille uheld, der gjorde at han aldrig fik begyndt på sit studie. Ville det gå mig lige sådan, et lille uforudset uheld og hele livet var tabt på gulvet? Var det mig i en voksenudgave der sad dér ved køkkenbordet og snakkede alvorligt med min mor? Skulle jeg også engang vandre på landevejene uden tag over hovedet? Det kunne gå om sommeren når solen skinnede og fuglene sang, men hvad hvis det blev isvinter som under Besættelsen? Ville jeg så være nødt til at sove i lader og på hølofter hos galsindede bønder der fratog mig mine tændstikker indtil næste morgen? Og nødt til om eftermiddagen at banke på min mors dør og tigge en madpakke til at tage med på høloftet og i tilgift få en snak over kaffepunchen der var sort som tjære? Det sidste lød som et tillokkende drømmesyn. Jeg ville gerne kende hende som Villy kendte hende. Jeg ville gerne dele deres frisprog. Jeg ville gerne være i Villys sted. Men hvad var det for noget med ham, og hvorfor han sad i min mors køkken og ikke på et advokatkontor i Horsens?

"Hun gik ud til midt på livet og vendte om, hun kunne alligevel ikke gøre det," fortsatte min mor. "Noget gik i stykker som aldrig kan repareres, en tillid blev brudt," sagde Villy. "Maja kunne ikke glemme den lille pige." Min mor lød igen så mild. "Hvorfor sagde hun ikke noget? Var jeg ingenting i hendes øjne?" klagede Villy. "Nu er du uretfærdig igen." Min mor dæmpede sig ned, da hun hørte hvor forpint han var. Jeg vidste ikke hvem Maja var. Eller om hun stadig var i live. Kun at hun havde forsøgt at drukne sig. Hun kunne lige så godt være en person i en bog, hvis handling min mor og Villy var uenige om. "Det gjorde det heller ikke bedre at du slog dig på flasken," indskød min mor. Jeg blev rød i hovedet på hendes vegne. Hun kunne godt have pakket det lidt ind. "De to ting har ikke noget med hinanden at gøre," sagde Villy brysk og hældte en ekstra sjat snaps i sin kaffe. "Men at nerverne først slog klik så mange år efter," sagde min mor undrende. "Under krigen var der andet at tænke på," sagde Villy og slog ud med armene. "I havde fået det så godt," fortsatte hun, "sådan så det i hvertfald ud." "Der skal bare en lille tue til at vælte et stort læs," sagde Villy og kiggede dybt i koppen som om han læste i kaffegrums.

De sad længe uden at sige noget og jeg begyndte at blive utålmodig. Jeg ville gerne videre. Nu havde jeg forstået at Maja havde forsøgt at drukne sig. Måske flere gange inden det endelig var lykkedes. Druknedøden var det værste jeg kunne forestille mig. At blive opslugt af det mørke, kolde vand og få lungerne fyldt med vand i stedet for luft og synke ned på bunden som en død ting og ende som festmåltid for forbipasserende fiskestimer. Jeg havde tilbagevendende drømme om vand, at jeg sad i en hullet robåd der langsomt sank ned under vandoverfladen eller at jeg blev indhentet af tidevandet ved Vesterhavet. Hvordan kunne Maja gøre det frivilligt? Så var det bedre at hænge sig i lampekrogen i loftet som elektrikeren havde gjort og nogle år senere hans voksne søn i samme krog. Jeg var bange for at jeg kom til at drømme om Maja om natten og i drømme skulle lide druknedøden sammen med hende og følge hende ned på havets bund.

"Hvordan går det derhjemme?" spurgte min mor. "Jeg kommer der ikke mere." Villy fortrak ikke en mine. "Drengene savner dig," sagde hun skånselsløst. "Hvad skal de med sådan én som mig?" sagde Villy og betragtede sine lange sorte negle. "Du kunne jo forandre dig," sagde min mor. "Det er for sent, landevejen er gået mig i blodet," afviste han hende. "Du er kun lige knap fyrre," protesterede hun. "Har du snakket med Maja for nylig?" spurgte han henkastet. "Nej, hun vil ikke snakke med mig, sålænge du kommer her. Hun mener jeg tager dit parti," sagde min mor. "Gør du det?" Villy så ligegyldigt på hende. "Jeg tager ikke nogens parti. Det er lige synd for jer begge to." Min mors stemme rystede. Hun havde så let ved at græde. Hun græd over ingenting. Jeg havde svært ved at græde. Det var flere år siden jeg havde grædt.

Jeg var ikke interesseret i hvordan det gik med dem nu, men hvad der var sket da Maja gik ud i vandet til midt på livet med frakkelommerne fulde af store strandsten, og om Villy ville gøre alvor af at gå hende i bedene, som min mor sagde. Kunne han ikke finde på noget selv i stedet for at abe efter hende, tænkte jeg. Så meget havde jeg forstået af samtalerne i køkkenet, at vejen til min mor gik gennem selvmordet, som de hele tiden vendte tilbage til og holdt op i lyset som et prisme hvori verden spejlede sig. Jeg smagte på "selvmordet". Ordet var altfor stort til min mund. Jeg gentog det mange gange for mig selv, men det bare voksede og voksede. Jeg var ikke gammel nok til det ord, selv om jeg lige var begyndt på realskole. Det beroligede mig, for jeg var bange for alt det, jeg ikke var gammel nok til.

Min mor vidste godt hvor bange jeg var for alting, og ved kaffen og de hjemmebagte butterdejshorn underholdt hun gerne byens fruer med at hun havde det mest forskræmte barn øst for Gudenåen. Og det hjalp ikke at hun blev ved med at fortælle mig, at der ikke var noget at være bange for, at det var min fantasi der løb af med mig. Jeg tror hun selv blev bange, når jeg fik mine angstanfald, der som regel indfandt sig om aftenen når det var blevet mørkt og jeg skulle i seng. Jeg voksede ikke fra det, sådan som hun havde lovet. Tværtimod blev nye områder inddraget på angstens endeløse landkort. Sammenlignet med det indre kaos jeg slæbte rundt på, virkede "selvmordet", som min mor og Villy hvergang havde på dagsordenen, helt overskueligt. Jeg spekulerede på om der fandtes bøger om selvmord. Jeg ville gerne vide mere om fænomenet som jeg ikke rigtig forstod meningen med. Jeg kunne ikke spørge min mor. Hun måtte ikke vide at jeg sad på taburetten og hørte hvad de snakkede om.

Villy begyndte at synge ganske sagte. Mærkelige vrøvlevers som min mor nynnede med på. Hun havde en særlig kontakt med alt vrøvlet i verden, påstod hun. Det lød nu for barnligt til min smag. Jeg havde ofte følelsen af at jeg var mere voksen end hende. At mellem os var det den omvendte verden. At ægget kom før hønen. Jeg holdt mig for ørerne. Jeg ville ikke høre på vrøvlet. Selv om vrøvlet i følge min mor var helligt og benyttet af alverdens vismænd. Jeg troede ikke på at Villy var vis. Men måske nok min mor. At så mange fremmede mænd kom og sad i hendes køkken var i sig selv et tegn på hendes klogskab.

Jeg ventede utålmodigt på at de skulle fortsætte samtalen om hvad der var sket i gamle dage før jeg blev født. Jeg var øm i hele kroppen af at sidde stille så længe uden at røre mig. Det var næsten en slags tortur. Jeg fortrød med det samme, at jeg havde tænkt det ord. Det var det værste ord jeg vidste. Desværre lærte vi meget om det i skolen. Særlig i de små klasser havde lærerinden udpenslet træhesten, hundehullet og den nihalede kat, deres brug og virkning på menneskekroppen, dvs. fæstebøndernes. Og stor var min lettelse da vi kom til bondefrigørelsen og så filmen "Kongen bød", der viste kongen som bøndernes frelser. Desværre var tortur ikke kun noget man havde praktiseret i Danmark. Det fandtes overalt i verden. Med inkvisitionen lærte vi om heksebrænding, den spanske kappe, gloende tænger og det der var endnu værre, men det var gudskelov fortid. Verden var blevet meget bedre siden dengang, troede jeg i min barnlige naivitet. Indtil jeg fik tysk i realskolen, hvor læreren sluttede hver time med at fortælle om de tyske koncentrationslejre, så levende og detaljeret som om han selv havde været der. Om gaskamrene og medicinske eksperimenter på tvillingebørn, om den grusomme sult der forvandlede mennesker til levende skeletter. Jeg kunne ikke lukke ørerne for det og var tvunget til at lade billederne komme ind i mit hoved. Kz-lejrene var værre end alt det andet, fordi det var foregået på den tid da jeg blev født og altså endnu ikke var fortid som Inkvisitionen og bøndernes pinsler, der bare var historier fra meget gamle dage.
"Børn er det største i livet," hørte jeg min mor sige. Det sagde hun også til mig, både når hun var glad og ked af det, og det kunne jeg ikke lide. Jeg ville ikke være "det største". Det skulle hun være. Min mor sagde i det hele taget alt det forkerte. Det syntes min far og mine brødre også. "Børn er kvindernes afdeling," svarede Villy. "Det tror jeg ikke Sigurd vil skrive under på. Han pakker stadigvæk drengenes kuffert når de har været hjemme på weekend og skriver togplanen af til dem," sagde min mor. Jeg ville ønske at han også pakkede min kuffert, når jeg skulle på ferie hos fætter Viktor i Sønderjylland.

"Sigurd er noget for sig selv, hvad det angår," sagde Villy. Min mor svarede ikke. En ordentlig kvinde diskuterer ikke sin mand med andre, havde jeg læst i Familiejournalen. Jeg vidste meget mere om hvad en kvinde kunne tillade sig end min mor gjorde. Eller også vidste hun det godt, men overholdt ikke reglerne. Jeg skulle hele tiden holde øje med hende, så hun ikke trådte alt for meget ved siden af. Det morede hende når jeg rettede på hende og belærte hende om, at hun havde gjort eller sagt noget der ikke passede sig for en kvinde. Hun klappede mig på hovedet og sagde, at jeg var meget klogere end hende og helt sikkert ville blive til noget der kunne bruges højere oppe i samfundet. Jeg ville ikke op i samfundet. Jeg ville blive hos hende hele livet. Min far syntes hun talte alt for meget om "samfundet", og det syntes jeg også. Landevejens "frie fugle" der kom og slog sig ned i køkkenet, delte min mors interesse for "samfundet". Det gjaldt også Villy, når han ikke lige snakkede om Maja. Jo større kærlighed, jo større ulykke, som min mor sagde. Heldigvis var han ikke færdig med Maja endnu. For når de begyndte på "samfundet" blev taburetten virkelig et torturinstrument.

"Du kan spare dig dit selvmord, snapsen skal nok gøre arbejdet for dig," sagde min mor vredt. Jeg blev lysvågen og rettede mig op. "Så meget desto bedre," svarede Villy. "Sådan må du ikke sige, Villy," sagde min mor bedrøvet. Det var blevet så mørkt at jeg kun kunne skimte dem som nogle ubestemmelige, uldne skikkelser ved bordet. Min mor ventede altid med at tænde lyset om eftermiddagen. Man taler så godt i mørkningen, plejede hun at sige, når jeg blev irriteret over at jeg ikke længere kunne se hvad der stod på bogsiderne. "Asiatisk i sin vælde er angsten", sagde Villy dystert. "Fortygget mad er for fugleunger," bed min mor ham af. "Det er en stor digter der taler," sagde Villy fornærmet. "Var han ikke også på flasken?" indskød min mor. Jeg beundrede hendes hurtige replikker. Jeg beundrede i det hele tage alt det hos hende, jeg ikke selv var. "Han har ihvertfald skrevet en tyk bog om det," fortsatte hun uanfægtet. "Den er genial," afbrød Villy. "Hvad genialt er der ved at drikke sig fra hus og hjem," sagde hun strengt. "Det er kunst," sagde Villy højtideligt. "Man skal ikke forherlige ulykken." Min mors stemme lød igen bedrøvet. "Det er ikke forherligelse, men katharsis," sagde Villy belærende. Jeg håbede min mor ville spørge ham, hvad katharsis betød. Men det gjorde hun ikke. "Du snakker godt for din syge moster," sagde hun bare. "At jeg drikker har ikke noget at gøre med Maja. Det er en brist, en medfødt råddenskab, en angst herinde," sagde han og slog sig for brystet. "Hvad er du så bange for?" afbrød min mor. Nu blev det rigtig interessant. "Urangsten," fortsatte han. Jeg havde aldrig hørt om nogen "urangst". Havde jeg også "urangst"? Jeg ønskede jeg kunne give mig til kende og spørge ham lidt ud om dette interessante begreb. Det var altså ikke kun børn der var bange. Vi var i samme båd, Villy og mig, selv om "ur-" nok var lidt mere end bare at være bange. Sådan var det med voksne, altid lidt mere af det værste. "Er det derfor du drikker?" spurgte min mor og tog spørgsmålet ud af munden på mig. "Det dulmer," indrømmede Villy. "Hvad er du så ur-bange for?" spurgte min mor videre med tryk på "ur". "Det er jo det jeg ikke ved," sagde Villy, "det har altid været der." "Drak du også som barn," ville min mor vide. "Vel nok sådan lidt i det små," sagde Villy undvigende. Jeg var ved at falde ned af taburetten. Den mulighed havde jeg aldrig tænkt på. "At drikke" var meget mere virkeligt end "selvmord". Noget selv et barn kunne finde ud af.

"Et bundløst kar der aldrig kan fyldes," vedblev Villy, "et hul helt ind i sjælen." "Hvis du bare troede," sagde min mor. "Det emne er ikke til debat," sagde Villy vrissent. Sprutten havde gjort hans stemme grødet og gammelagtig. Jeg forstod ikke min mor kunne holde ud af snakke så længe med ham. "Man kan have sin egen tro," blev hun stædigt ved, "du behøver ikke gå i kirke." Villy rystede på hovedet. "Jesus var bare en galning som alle os andre," sagde han. "Jeg tror ikke du ved hvad du siger," sagde min mor stille. "Undskyld, det var ikke sådan ment," skyndte Villy sig at sige. "Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig, hjælpe jer," sukkede hun. Villy holdt afværgende hånden frem for sig. "Jeg forstår mig ikke på denne "urangst"," fortsatte min mor, "det lyder så mærkeligt." "Du kan bare kalde det arvesynden," sagde Villy og tømte kaffekoppen. "Det er ikke det samme," sagde hun. "Strengt taget ikke," indrømmede han. Der blev igen en lang pause, hvor de bare sad uden at sige noget. Jeg var sulten. Bornholmeruret slog seks inde i stuen. Min far havde lukket forretningen og sendt bydrengen ned på stationen med brevene og pakkerne og sad på kontoret og så ud af vinduet og ventede på aftensmaden, mens han trommede med fingrene på skrivebordet.

Min mor rejste sig fra bordet og gik hen og tændte for kontakten. Køkkenet lå blottet i det kolde lys fra lystofrøret i loftet. Alle tingene fremstod knivskarpt. Komfuret med messingstangen rundt om, vandhanen, hængeskabet med dagligglas, døren ind til spisekammeret, vinduerne der indrammede mørket udenfor, høkassen og brændekurven, det ternede korkgulv der var min mors stolthed og som min far rystede på hovedet ad, fordi det var så upraktisk i et køkken. Hun vendte sig om og fik øje på mig. "Har du siddet og hørt på alt det her?" spurgte hun og satte sig igen, så stille og lydløst. Jeg kneb øjnene sammen og skulle vænne mig til lyset. "Nej," svarede jeg. Min mor smilede sit fine, tynde smil. Der var det specielle ved hende, at hun troede på alt hvad jeg sagde.

Hun vendte ryggen til igen og lænede sig over mod Villy, der var gråbleg i det skarpe lys, og lagde sin hånd på hans. "Hvor der er liv, er der håb, håbet er det største," sagde hun og lod hånden blive liggende. Min mors hånd var varm og blød som smeltet chokolade. Jeg vidste hvordan den hånd føltes, hvis jeg havde været Villy og det var mig, der havde siddet ved klappen for enden af køkkenbordet i den store fedtede overfrakke, en tykvommet gårdmands aflagte, der svøbte sig om ham som et lunt hjem han boede i. Han tog aldrig sit hjem af, når han sad i køkkenet. Frakken var vokset sammen med ham som sneglehuset med en snegl. Jeg kunne mærke hvordan han havde det inde i den frakke, der var alt for stor til hans lange, magre krop og manglede alle knapperne, så den måtte holdes sammen om livet med en sejlgarnssnor. Jeg kunne mærke hans hjerte banke hårdt inde bag den tynde, hullede sweater. Jeg kunne mærke snapsen i blodet og uroen i benene, de stive fingre der strittede som grene frosten havde bidt i.

"Større end kærligheden?" spurgte han. "Større end kærligheden," gentog min mor og nikkede til ham. "Det var satans," sagde han stille og så frem for sig. Han var den eneste der havde lov til at bande i hendes selskab. "Hvordan er du kommet frem til det?" fortsatte han helt oplivet. Min mor svarede ikke. I stedet for bad hun mig gå et andet sted hen. Små krukker har også ører, sagde hun undskyldende til Villy. Det reagerede han ikke på, han var ligeglad med mig. Om jeg var der eller ikke var der. Jeg rejste mig fra taburetten, mit ene ben sov. Jeg humpede ind i stuen og satte mig ved døren. Min mor råbte at jeg skulle lukke ordentligt. Jeg kom til at smække døren lidt for hårdt i og åbnede den på klem og stak hovedet ind og sagde undskyld og lukkede hurtigt igen, denne gang uden at smække. Jeg så på den lukkede dør og erkendte, at jeg havde tabt førsteretten til min mor. Jeg kunne høre deres dæmpede stemmer bag døren og gad ikke engang forestille mig hvad de snakkede om. For hvor interessant var "håb" og "kærlighed" i forhold til "selvmord" og "ur-angst". Jeg kunne ligså godt begynde på lektierne. Der var ikke udsigt til aftensmad foreløbig.

Kirsten Thorup er forfatter og senest aktuel med romanen "Førkrigstid", 2006