Mette Knudsens ”Vejen er lang”, der har premiere i dag, binder en flot sløjfe om hendes pionerindsats for feminisme i dansk film.

Baggrund

Mette Knudsens dokumentarfilm

FRIHED LIGHED STEMMERET (1990). Om den første kvindebevægelses kamp for kvinders stemmeret. 

RØDSTRØMPER (1985). Om starten af den anden kvindebevægelse set gennem 1970’ernes kvindefilm og uden interviews. (Medtaget i Filminstituttets Kanon over de 100 bedste danske dokumentarfilm.).

GREVINDENS DØTRE (2001). Om en af kvindebevægelsens helt store bedrifter: Køb og istandsættelse af Grevinde Danner Stiftelsen, Danmarks første krisecenter.

VEJEN ER LANG (2016) bliver således den fjerde og sidste film instruktørens kvadrille af dokumentarfilm om den danske kvindebevægelse.

Læs videre om kvindebevægelsens historie i  KVINFOs Kvindekilder

Find gamle kvindebevægelsesblade og -tidsskrifter på KVINFOs Tidsskrifter 1885-1920

Læs videre om ligestillingshistorien og stemmeretskampen i 1915 her 

”Vejen er lang” er en film om den danske rødstrømpebevægelse. På filmplakaten er rødstrømpen ganske vist omgivet af feministiske frontløbere fra den franske revolution til det arabiske forår.

Men det er de berømte og berygtede 15 år fra 1970 til 1985, der sætter scenen. De vilde år udgør filmens centralnervesystem og trækker tråde ud til forrige århundredes kvinderetsbevægelse og de seneste årtiers nyfeministiske strømninger.

Filmen dykker ned i en række kapitler, der fortæller om rødstrømpebevægelsens aktioner, dens organisatoriske og teoretiske udvikling.

Mette Knudsen står selv som fortæller med et fast greb om tilskuerne og fører os sikkert igennem den labyrintiske komposition af flash backs og nutid. Det gør hun med så meget desto større autoritet, da hun selv var en af de mange unge kvinder, der tog springet ind i bevægelsen i foråret 1970.

Samtidig er hun en af de få, der efter 1985 har vedstået arven.   

Som en cadeau til, hvad der skulle blive rødstrømpebevægelsens epokeskabende parole: ”Det private er politisk”, sætter Mette Knudsen, for første gang i sit arbejde med dokumentarfilm om kvindebevægelsen, sig selv på spil ved at lade sin feministiske erkendelsesvej løbe som en ledetråd i filmen. Det hele begynder med en rædselsfuld illegal abort i gymnasiets 2. g anno 1962. Rødstrømpeæraen bliver det store sus, hvor alt var muligt, og kun himlen var grænsen. Og så må der tænkes forfra, da slut 80’erne kønspolitiske istid satte ind. 

Hvorfor rejste den anden feministiske bølge sig netop omkring 1970? Og hvorfor faldt den så hurtigt og brat sammen igen?

Og svarene er så filmen. Til det righoldige arkivmateriale, som Mette Knudsen er vores fornemste kender af, er føjet en stribe interviews med nøglepersoner fra rødstrømpebevægelsen og nye feministiske grupperinger, fagbevægelse og politik, embedsværk og forskning. Nogle bruges som gennemgående kommentarer, andre i en enkelt sekvens. Hendes egne analyser kommer frem på kommentarsporet og i en ad hoc minitænketank, hvor hun gør status sammen med to andre rødstrømpepionerer Bente Hansen og Vibeke Vasbo.   

Der kan være forskellige grunde til at sætte den danske rødstrømpebevægelse i fokus for en film om den 200 år lange internationale kamp for kvinders rettigheder. Tænk bare på, hvor gængs det er blevet at tilskrive rødstrømperne æren for en veritabel kønsrevolution, der gjorde ligestilling til en dansk kerneværdi. Den sang nynner filmen da også med på, når tiden op til 1970 fremstilles som et langt tilløb til det store spring fremad og tiden efter 1985 sættes i backlashets og lappeløsningernes tegn.

Nok så væsentlig er det, at ”Vejen er lang” går ind i kampen om historien med en offensivitet, som ikke er set, siden rødstrømperne tabte kampen om definitionsmagten efter 1985. Her går de igen widescreen og folder deres fortælling ud med samme selvbeviste stolthed over at være dem, der drejer historien store hjul, som dengang i 70’erne. Dem, der stadig er tilbage. For det er ved at være sidste udkald for 68-generationens kvindeoprørere. 

Som det sig hør og bør, er det imidlertid æstetikken, der har haft overhånden. Ingen periode i kvindehistorien byder på så rigt billedmateriale som den anden feministiske bølge. Da rødstrømperne bragede igennem mediemuren med en perlerække af aktioner, der vendte op og ned på forestilling om, hvad kvinder var og kunne, blev den det mest gennemfotograferede og gennemfilmede af tidens politiske bevægelser. Vel at mærke fotograferet og filmet også af rødstrømperne selv, da de tog kameraet i egne hænder.

Jagten på de bedste billeder styrer også nedslagene i den gamle kvindebevægelse. Her er suffragetters spektakulære aktioner det selvfølgelige valg til at repræsentere den internationale kvindevalgretskamp, ligesom Julie Laurbergs filmoptagelser af Danske Kvinders Valgretstog selvsagt indtager en prominent plads i tilbageblikket på den danske kvindesags fejring af stemmeretten i 1915.   

Dokumentarisk billedmateriale og nye optagelser er bundet sammen af den gennemgående bevægelsesmetafor. Der marcheres meget i ”Vejen er lang”. I Londons gader 1910’ernes massedemonstrationer for kvindevalgret. I København ved grundlovsfejringen i 1915. Og ikke mindst i 1970, da det legendariske dulleoptog gennem Strøget skyder rødstrømpebevægelsen i gang, og røde bannere med parolen ”Ingen kvindekamp uden klassekamp – Ingen Klassekamp uden kvindekamp” blev et fast indslag i det københavnske gadebillede.  

Men den lange vej danses, sejles, cykles, gås og bevæges på alle mulige måder. På plakaten svæver den historiske feministparade op gennem tiderne: Mette Knudsen foretager sine interviews i havnebusser, på legepladskarruseller, i cykeltaxaer, på gangstier etc., alt efter om det drejer sig om forfatteren Jette Hansens status på dagens feminisme eller trommeslageren Simona Abdallahs beskrivelse af arabiske kvinders hundredårige ligestillingspolitiske efterslæb.

For denne anmelder, der har levet og åndet i kvindebevægelsen hele mit voksne liv, blev ”Vejen er lang” et bevægende gensyn med kvindehusene, Femø, festivalerne, sangene, venner, kærester og alt det, som jeg, der skiver kvindehistoriker på cvet, alligevel ikke vidste.

Nå, var sådan, de byggede barnevognsrampen på Nørreport Station? Var det dem alle sammen og ikke bare Ulla Dahlerup, der storflirtede med de betjente, der bar dem ud busserne ved Mors dag aktionen for billetpriser efter uligelønstariffen? Og fik rødstrømperne faktisk tæsk af politiet, da de besatte talerstolen for næsten af Thomas Nielsen på Rådhuspladsen 1. maj?

For dem, der ikke var der, vil rødstrømpernes egen version af de 15 fabelagtige år, hvor feminismen sivede ind ad brevsprækken i alle de små hjem og gennem den store kamp om opvasken og på lagenet skabte nye fædre og bedre elskere, slå hul på det gængse fjendebillede af en lille flok mandehadende lesbiske.

 

 

 

 

 

 

 

 

Filminstruktør Mette Knudsen. (Foto: Niels Vest)