Kirsten Thorup. Pressefoto: Gyldendal
Det blev klart for mig, at skiftet i læsning af Kirsten Thorups forfatterskab, må hænge sammen med det værdiskifte, der internationalt blev udløst med 11. september og nationalt med det såkaldte systemskifte, som de to politikere Søren Krarup og Jesper Langballe med slet skjult stolthed har benævnt det nye parlamentariske flertal fra 2001. Sådan skriver KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen i sin genlæsning af Kirsten Thorup i et festskrift til Jørn Lund. Vi bringer det her i anledning af udgivelsen af Kirsten Thorups nye anmelderroste roman Tilfældets gud.

I forbindelse med udgivelsen af Den yderste grænse, 1987, sagde Kirsten Thorup i et interview, at springet »fra 1950'erne til nu er så eventyrligt stort. Det er, som om man har levet i en verden, der er sunket i havet« (Information, 1. maj 1987).

Men da jeg tyve år senere genlæste Jonna-serien op til BogForum i 2007, hvor jeg skulle interviewe Kirsten Thorup, stod det klart for mig, at det denne gang var de forsvundne 1970'ere, der under læsningen genopstod for mine øjne. Jeg mente ellers at have et intimt forhold til de fire romaner Lille Jonna, 1977, Den lange sommer, 1979, Himmel og helvede, 1982, og Den yderste grænse, 1987, som jeg har arbejdet med i forbindelse med udgivelsen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, 1993-1998.

Anledningen til såvel den første samlede udgivelse af de fire romaner som det forfatterinterview, jeg efteråret 2007 forberedte mig på, var Kirsten Thorups forfatterjubilæum, 40 år efter debuten med digtsamlingen Indeni - udenfor i 1967.

Kirsten Thorups henvisning til de forsvundne 1950'ere opstod som en forklaring på, hvorfor Jonna-figuren næsten helt var forsvundet som romanperson i seriens tredje bind, Himmel og helvede, der omhandler ungdomsoprørets storhedstid i København fra 1968 til 1970.

Planen havde ellers netop været at følge provinspigen Jonna, der er født under 2. Verdenskrig og opvokset i 1950'ernes danske provins, beskrive hendes ungdom i 1970'erne frem »til det, hun skulle være som voksen, i en sammenhængende historie« (Information, 1. maj 1987).

Som bekendt overraskede Kirsten Thorup sine mange læsere ved at lade Jonna, der var hovedperson i de to første romaner, forsvinde som jeg-fortæller bag de eventyrlige forandringer, som i Himmel og helvede realiseres af alle andre end Jonna selv. Det nærmeste, man kommer fortælleren i Himmel og helvede, er broderen Johns noget forbeholdne karakteristik på romanens sidste side. For hun er ikke lige hans type. »Hun tænker og snakker akkurat som en mand«, »man føler ikke det er en kvinde, man er sammen med«, »hun er for mager og spids, og hun har vist heller aldrig kunnet finde ud af det med mændene«, lyder den bemærkelsesværdige afskedssalut, som Kirsten Thorup sender Jonna ud af romanen med. Først med Den yderste grænse træder Jonna som voksen tilbage på scenen og ind i fortællingen igen.

Den særegent fraværende fortællerstemme gav på udgivelsestidspunktet anledning til mange overvejelser. Kirsten Thorups egen forklaring på, at Jonnas ungdom ikke kunne fortælles frit og forfra, var, at hun »selv havde lavet sådan et stort spring, især i det indre«, og derfor kunne hun ikke beskrive, hvordan Jonna »var kommet fra den barndom og til det, hun skulle være som voksen, i en sammenhængende historie« (Information, 1. maj 1987).

Selv kom jeg frem til, at Jonnas tilbagetrukne fortællerstemme både spejlede bruddet i tiden før og efter 1968, men også pegede på et brud i kvinders liv før og efter kvindebevægelsen. Det forekom mig, at Kirsten Thorup med Jonna-serien fik beskrevet en kvindelig dannelsesvej, hvor jeget er fuldt og helt til stede i barndommens længsel efter forandring og social opdrift, men forsvinder i ungdommens hjemløshed, for så først at komme til syne mange år efter ungdomsoprøret i provinsens voksne realitet. Konstruktionen forekommer mig fortsat så foruroligende interessant, at jeg den dag i dag tager mig i at vente på den første fuldt udfoldede kvindelige dannelsesroman. Men måske er tidspunktet forpasset, måske forbliver Jonna-serien det nærmeste, vi kommer en kvindelig dannelsesroman i dansk litteratur.

Uanset status på den kvindelige dannelsesvej spejler Kirsten Thorups fortælling om Jonna under alle omstændigheder en endnu større og fælles danmarkshistorie, som for de to første romaners vedkommende fremstillede en verden af i går, en fortid før velfærdssamfundet, en kvindehistorie fra dengang far var forsørger og mor sørgede for resten. Dengang de færreste kunne forestille sig, at en senere kvindebevægelse støttet af 1960'ernes højkonjunktur for altid skulle ændre såvel familien som resten af samfundet. Og det så grundlæggende, at man kunne få fornemmelsen af at have »mere til fælles med de mennesker, der ville komme til at leve om 200 år end dem, der levede for bare 50 år siden«, som det hedder i Den yderste grænse. Fornemmelsen af at skulle gennemleve forandringer i et enkelt liv, som mennesker i tidligere historiske perioder var flere århundreder om.

Det gik under genlæsningen op for mig, at selv om Kirsten Thorup på godt og ondt gennemspiller ungdomsoprøret Himmel og helvede, er det ikke årsagen til, at perioden pludselig står så anfægtende skarpt. Det er heller ikke tidsafstanden i sig selv, der fremkalder det modsatte af deja-vu, nemlig fornemmelsen af, at 1970'erne nu pludselig forekommer mig som sunket i havet, sammenlignet med dengang i 1990'erne, da jeg sidst tilegnede mig værket.

Derimod blev det klart for mig, at skiftet i læsning må hænge sammen med det værdiskifte, der internationalt blev udløst med 11. september og nationalt med det såkaldte systemskifte, som de to politikere Søren Krarup og Jesper Langballe med slet skjult stolthed har benævnt det nye parlamentariske flertal fra 2001.

Det gik op for mig, at der i løbet af det sidste tiår har bredt sig en helt anden måde at tænke på. Et værdiskifte, som ikke bare har ændret det politiske landskab, men som også har påvirket valget af ord og begreber, som vi forsøger at nå hinanden med i en fælles offentlig samtale. Det fælles sprog, som vi alle er henviste til at benytte os af i forsøget på at nå hinanden hen over de forskellige politiske opfattelser af, hvad der er op og ned, rigtig og forkert, har ændret sig radikalt.

Det gik op for mig, at det politiske magtskifte har grebet så langt ind i den kollektive tænkning, at et litterært hovedværk som Kirsten Thorups Jonna-serie nærmest får status af kulturarv, et minde om en for længst svunden tid. Det gik op for mig, at de kollektive værdier, som Kirsten Thorup skrev sin danmarkshistorie ud fra, nu deler skæbne med den nære fortid i 1950'ernes danske provins. Under genlæsningen var det nemlig ikke længere 1950'erne, men snarere 1970'erne, der genopstod som et tabt Atlantis for mit læsende øje.

Lille Jonna og Den lange sommer fortæller således om pigen Jonnas barndom og ungdom formet af familiens sociale nedtur fra landbruget til et liv i en husvildebolig i skolens gymnastiksal og om hverdagen i den cykelforretning, forældrene får mulighed for at erhverve sig under forbedrede økonomiske forhold i 1950'erne.

Vi hører om moderen Betty, der gør rent for doktoren, om Jonnas forelskelse i overklassedrengen, om hendes arbejde blandt ufaglærte kvinder på en aspargesfabrik og om oplevelser blandt ansatte og patienter på et statshospital. Som barn og ung har Jonna arvet sin søgende længsel og sin sociale utilfredshed fra forældrene, der begge drømte om noget andet og bedre. »Jeg kunne kun forestille mig en vej frem, og det var opad«, som hun siger om sig selv i beskrivelsen af sit liv mellem almindelige mennesker, der lever med en smertelig viden om, at livet kunne være andet og mere end dagen og vejen. Og Kirsten Thorups romanpersoner vidner da også om det menneskesyn, som den gale bager på statshospitalet beder Jonna om at give videre, at »ethvert menneske er større, end det liv, det lever«.

I Jonna-serien er det således historien om det skæve Danmark, der driver fortællingen fremad. Det er Kirsten Thorups forståelse af køn og klasse, der bestemmer både de individuelle skæbner og den politiske kamp om magten, som også 68-oprøret er et udtryk for. Det er de store sociale forskelle mellem klasser og køn, Kirsten Thorup sætter i spil. Genlæsningen af Jonna-serien minder derfor om, at det store nationale ‘vi', som har domineret værdidebatten og formet kulturdebatten fra 2001, er en historieløs konstruktion eller i bedste fald udtryk for meningsløs ønsketænkning.

Den gængse analyse fra 2001 og frem er som bekendt forestillingen om et Danmark karakteriseret ved en social ‘sammenhængskraft', som Folketingets gamle partier er enige om at hylde som det store politiske mantra. Men Jonna-serien minder ved genlæsningen om, at indvandrernes rolle som ‘det andet' og ‘de andre', som dem, der står uden for fælles identitet og nationalt fællesskab, jo ikke er ny. Det nye er blot, at det er en udefrakommende gruppe, som er blevet tildelt funktionen som dem, der står udenfor, alle dem, der falder ved siden af, dem, der ikke lader sig integrere og alene ved deres tilstedeværelse anfægter den normaldanske majoritet.

»Jeg kan ikke blive ved med at gå og lade den ene drøm afløse den anden og dø«, som Jonna siger i Den yderste grænse. Hele livet har hun levet i en drøm om »et skridt op ad samfundsstigen«, først som 42-årig indser hun, at livet snarere har været domineret af angsten for at gå til bunds.

Hvor det således i dag er især indvandrere, der er ‘de andre', er det i Kirsten Thorups billede af Danmark fra 1952 Jonnas husvildefamilie i den danske provins, der er ‘de andre'.

I Den lange sommer opsøger Jonna og broderen John livet, som det leves i et omrejsende cirkus eller blandt patienter og ansatte på et statshospital. Kirsten Thorups synsvinkel er hele vejen igennem båret af dem, der står udenfor, alle dem, der falder ved siden af. Det er her identifikationen og spejlingen finder sted. Det er ‘de andre' set indefra, der fremstår som de helt normale og almindelige mennesker.

Og Kirsten Thorups kvinde- og danmarkshistorie dementerer dermed forestillingen om en national sammenhængskraft, før den seneste indvandring tog sin begyndelse. De tyrkiske mænd, som i 1960'erne tog arbejde på B&W og andre store virksomheder, gav datidens arbejderklasse en ny etnisk dimension. Og det blev under genlæsningen lysende klart for mig, at Kirsten Thorups forestillinger om det danske og om Danmark tegner et billede af 1970'ernes tænkemåde, der stort set er som sunket i havet.

 

Ekskurs om sammenhængskraft

Efter en årelang og stærkt bekymrende udvikling, hvor humaniora har mistet terræn og status, er dansk kultur, dansk sprog og litteratur som måske aldrig nogensinde tidligere rykket helt ind i centrum af den samfundsmæssige og politiske debat om nationens overlevelse i en globaliseret tidsalder.

Det var fhv. undervisningsminister Bertel Haarder, der i Berlingske Tidende, 20. september 2003, mig bekendt som den første fik benævnt »udlændinge« som nogen, der befinder sig i en »subkultur« uden for »den danske stamme«. Et kraftfuldt billede, som straks udløste kritisk debat, men som lige siden har vokset sig større og endnu mere magtfuld, end da formuleringen første gang fandt sin vej til offentligheden.

Tak er kun et fattigt ord, som man siger, men omvendt har ordet også den næsten magiske egenskab at kunne skabe, hvad det nævner. Personligt er jeg slet ikke i tvivl om, at Bertel Haarders stærkt billedskabende formulering har medvirket til den politiske beslutning om realisering af Dansk litteraturs kanon, 2004, og til beslutningen om, at der i den danske befolkning var behov for Kulturkanon i 2005. Og hvis nogen skulle være i tvivl om den kanoniske forbindelse tilbage til Bertel Haarders billede af de subkulturelle udlændinge uden for »den danske stamme«, fjernede fhv. kulturminister Brian Mikkelsen enhver tvivl, da han i sit forsvar for Kulturkanon på De Konservatives landsmøde i 2005 udtalte, at en »middelalderlig muslimsk kultur« aldrig bliver »lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu en gang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk«.

Kanonudvalgets neutrale begrundelser, at »kanonen er tænkt som en introduktion til den danske kulturarv. Den er ikke en facitliste, men et kvalificeret udgangspunkt og grundlag for en fortsat debat om den danske kunst og kultur« (Om kulturkanonen www.kulturkanon.kum.dk), blev umisforståeligt spændt for den politiske værdikamps vogn som et middel til national selvbesindelse.

Forestillinger, som i stigende grad præger den offentlige samtale om litteratur og sprog, og som også er styrende for selvforståelsen i et mainstream undervisningsværk som Hovedsporet. Dansk litteraturs historie, 2005, hvor litteraturhistorien sammenlignes med en tre kilometer lang borekerne fra den grønlandske indlandsis. På samme måde som borekernen ikke bare fortæller om den sne, der faldt i fjor, men om den sne, der faldt til alle tider, fortæller litteraturhistorien os om »nye virkelighedsforestillinger og udtryksformer« (s. 17), som lag på lag har opbygget vores moderne bevidsthed.

Hovedsporet vil fortælle historien om danskerne, for vi »er historien«, »vi danskere er ikke alene de samme som hinanden og til forskel fra andre befolkninger. Vi er først og fremmest de samme som os selv, dvs. som dem vi var for et år siden, for ti år siden, hundreder år, tusinde år« (s. 18), og det redaktionen vel vidende, »at den historiske identitet er under kraftig beskydning« (s. 18), eksemplificeret ved globalisering, EU, amerikansk indflydelse og det forhold, at Danmark er blevet »mål for en indvandring, hvis forskellige grupper dyrker deres egne kulturer ved siden af den traditionelt danske« (s. 18).

Igennem det seneste tiår har ordet ‘sammenhængskraft' som et andet spøgelse huseret i den kulturelle og politiske offentlighed. Ordet dukker op alle vegne, bruges af såvel regering som opposition til hverdag og fest og pudses af på grundlovsdag i en endeløs generering af taler, kronikker, læserbreve og politiske initiativer. Men selv om det er svært at være modstander af et plusord som sammenhængskraft, alene af den årsag, at det næppe giver mening at ønske sig et samfund uden, er det alligevel et omstridt begreb. For hvad er forholdet mellem »den danske stamme« og »de subkulturelle udlændinge«, som nogen måske forestiller sig kan blive en del af stammen, udvide stammen, mens andre alene ser de udefrakommende som en trussel, der opløser nationen indefra.

Den kulturkonservative kultur- og litteraturforsker Kasper Støvring afviser i sin debatbog Sammenhængskraft, 2010, liberale og venstreorienterede definitioner af begrebet. Det er hverken liberale rettigheder eller demokrati, der skaber sammenhængskraft, hævder han, men derimod gamle sociale bånd, kulturelle fordomme og religion.

Venstreorienteret kritik, repræsenteret som 68'ere og kulturradikale, er alene udtryk for et nedbrydende kulturelt selvhad i Vesten, der gør os svage og usikre i sammenstødet mellem væsensforskellige kulturer som den kristent danske og den muslimsk mellemøstlige. Til fjendebilleder hører dertil domstolene, hvis »stigende magt skader folkestyret og er et symptom på forfald i en nations sammenhængskraft«, kronik i Berlingske Tidende, 3. september 2010. Støvrings bekymring, »især hvad angår udlændingepolitikken«, går i kronikken på risikoen for svækkelse af folkestyret, hvis domstolene tager magten fra Folketinget under indflydelse af "menneskerettighedsorganisationerne, der argumenterer juridisk«, men »blot fører politik i juridisk forklædning«.

I Støvrings politiske ordbog defineres sammenhængskraft kort som »en kulturelt forankret tillid mellem mennesker i et nationalt fællesskab præget af positive, uformelle normer« (s. 180). I en lidt længere udfoldet definition »er et lands borgere bundet sammen af historien og sproget, af særlige livsomstændigheder og kommunikationsformer, og ud over en forbindelse til et bestemt afgrænset landområde har borgerne også i vidt omfang fælles navne, traditioner, erindringer, myter, associationer og religiøs overbevisning.

De er altså fælles om en kernekultur, herunder en politisk kultur. Det er derfor, man kan tale om »folket« som en nation med en særlig identitet« (s. 37).

Ifølge Støvring tager det adskillige hundreder af år at opbygge et samfund, der som det danske er præget af en usædvanlig stærk sammenhængskraft. Udfordringen er imidlertid, at hvad der kun kan opbygges over mange generationer, kan mistes på et øjeblik.

Skåret ind til benet opfordrer Kasper Støvring derfor til en stærk restriktiv indvandringspolitik og en aktiv assimilation af herboende muslimer, eftersom det især er indvandringen fra muslimske lande, der truer kerneværdierne i dansk kultur. Det eneste, han vel dybest set tror på som en gangbar vej, er assimilation gennem blandede ægteskaber: »Indvandrere bør gifte sig ind i danske familier og dermed på sin vis blive en del af folket, den etniske stamme. Indgiftning er nemlig et vidnesbyrd om stærke følelsesmæssige bånd til danskerne, og den gør det meget sværere for indvandrerne at opretholde deres egen kultur og etniske samhørighed« (kronik i Jyllands-Posten, 19. april 2010).

 

Den yderste grænse

Det alment udbredte begreb om sammenhængskraft kaster for mig at se et helt nyt lys på Kirsten Thorups apokalyptiske fremstilling af samtiden i Den yderste grænse, hvor hun fører Jonnas historie fra 1952 op til 1985.

Hvor det i Himmel og helvede var forandringens og 68-oprørets gennembrud i personernes liv, der skabte romanens mønstre, er det i Den yderste grænse de gentagne dommedagsbilleder, der gennemsyrer og forbinder personernes liv. Og det i en sådan grad, at jeg i min daværende læsning begyndte at overveje, om Kirsten Thorup i sin kulsorte kulturanalyse af en samfundsudvikling, der i gode og onde viljer går sin egen undergang i møde, symbolsk skrev videre på apokalypsen fra Johannes' Åbenbaring. I givet fald en forklaring på den påfaldende brug af navnene Jonna, John, Jonni.

Himmel og helvede, der i første omgang kunne læses som een lang lykkefølelse, som et eventyr, hvor det gode sejrer, som et vidnesbyrd om forandringens mulighed, kunne på en og samme tid læses som helvedesvision om ungdomsoprørets gigantiske, selvdestruktive og realitetsfremmede overmod, som klart kom frem i terrorismen, men som også var til stede i ungdomsoprørets politiske udløbere som i opgøret omkring Verdensbanken, der slutter romanen.

For hvad sker der, som Jonna i Den yderste grænse spurgte sig selv, hvis man begynder at se sig selv eller en del af sig selv i den tyske terrorist Ulrike Meinhof, »den pæne dygtige pige, der havde gjort sig til magtens bagside, dens skygge. Og var blevet fremmed for alt menneskeligt?«

At Himmel og helvede således langt fra var en apologi for ungdomsoprøret, men snarere et litterært bud på en selvkritisk refleksion, som Kirsten Thorup påtog sig på 1970'er-generationens vegne, var umiddelbart let at aflæse.

Dommedagsbillederne i Den yderste grænse havde jeg til gengæld svært ved at få landet. Hver for sig er de personlige sammenbrud inden for fortællingens rammer plausible nok, som når studenteraktivisten Asger, der ene mand arbejder på at udarbejde en økonomisk verdensorden, et storstilet forsøg på at hindre jordens undergang, begår selvmord, da han indser, at han endnu en gang har ligget under for en illusion. Eller når den ambitiøse lærerinde »spærret inde i et vrængbillede, et forvarsel om dommedag«, indlægges på psykiatrisk afdeling, den morgen hun opsøger de skræmte, forsømte børn i et hjem, hvor moderen har været på druk. Også for Esther, børnenes mor, er verden brudt sammen, og hun beslutter sig for at brænde den systue af, hun er leder for, mens søsteren, fredsaktivisten Doris ser apokalypsens billeder »bål og brand og lyn der flængede himlen« i det desperate forsæt. Det lykkes Bruno, Esthers hemmelige beundrer, i en kærlig overraskelsesmanøvre at få tændstikkerne fra hende: »Fordi man står på kanten af en afgrund er der jo ingen grund til at kaste sig ud i den«, som han siger til hende. Og så endelig »havde store Esther fundet sin overmand. Hun havde fundet kærligheden«.

Det eventyrlige budskab, at det kun er kærligheden, der kan redde jorden fra undergang, dementeres til gengæld af kærlighedens sammenbrud i de konkrete kærlighedshistorier.

At bøssen Jonni elsker kvinder, men begærer mænd, gør ham ikke til outsider i Kirsten Thorups univers, men er alene udtryk for den generelle fortvivlelse, at begæret og kærligheden ikke kan rettes mod samme person. Og Jonna selv, der har et erotisk forhold til grillbarejeren Kris, mens hun venter på det ægteskab, som studenteraktivisten Asger har lovet hende, ønsker sig bare, at »han og Asger kunne smelte sammen til én person, én mand. Og at jeg selv kunne smelte sammen til et menneske«.

Hvordan Kirsten Thorups undergangsbilleder dengang konkret skulle forstås, stod mig ikke ganske klart, og der er mig bekendt heller ikke andre læsninger, der overhovedet har forholdt sig til de dystre udsagn.

Den yderste grænse kaster et melankolsk, kritisk lys tilbage på håbet og drømmen i de tre første romaner, på Jonnas håb om et nyt og anderledes kvindeliv og på den fælles drøm om et helt nyt og retfærdigt samfund. For helt som ønsket og villet gik det jo ikke.

Og måske var undergangsbillederne også forbundet med Kirsten Thorups bange anelser på fremtidens vegne? Men hvad forfatteren i givet fald så i krystalkuglen i 1985, det havde jeg dengang ingen anelse om. I dag har jeg til gengæld ingen problemer med at forstå og fortolke de undergangsvisioner, som næsten demonstrativt befolkede Jonna-seriens afslutning.

Ifølge Kasper Støvring er et af vor tids sidste tabuer forestillingen om, at sammenhængskraft alene kan etableres mellem etnisk forbundne, altså mellem mennesker, som tilhører samme folkeslag. Den opfattelse er jeg ikke enig med ham i. For jeg har et bud på et endnu større tabu, som automatisk lukker munden på enhver, der tillader sig så meget som at antyde, at der i samtiden er tendenser i og med den voksende indflydelse fra fremmedfjendtlige, højrenationale partier i Europa, som gør det nærliggende at sammenligne 1930'ernes Tyskland og nutidens stigmatisering af indvandrere og flygtninge, som det nationalt stærkest kommer til udtryk i synet på det muslimske mindretal.

Efter 2001 er nye forslag til juridiske stramninger af udlændingeloven blevet den måske vigtigste dans om den politiske guldkalv. Det er tilsyneladende her stemmerne til regeringsmagten ligger, og der er tydeligvis dømt fri leg til at samle dem op.

Dansk Folkepartis annoncekampagne Thi kendes for ret, som ultimo april 2008 blev bragt i alle de store aviser, gengav således billedet af en kvindelig dommer iført burka som protest imod, at domstolsstyrelsen havde sagt ja til brug af tørklæde i danske retssale. Som svar udvidede Peter Skaarup forslaget om et tørklædeforbud til en række »myndighedspersoner « som politifolk, soldater, lærere, sygeplejersker og læger med den begrundelse, at tørklædet gør folk utrygge:

Det afgørende er, om det er noget, der giver borgerne et indtryk af, at det her gør mig utryg. Det er meget forskelligt, men der er nogle mennesker, der er utrygge ved, at de ser en kvinde, der bærer tørklæde, fordi de betragter hende som undertrykt [...]. (Kristeligt Dagblad, 30. april 2008)

Et forbud, der gennemført ville dømme muslimske kvinder med tørklæder helt uden for arbejdsmarkedet! Og Søren Krarup fortsatte stigmatiseringen i Jyllands-Posten, hvor han veloplagt forsvarede forslaget om, at muslimer »skal afsværge dele af koranen for at opnå dansk statsborgerskab«, men som Søren Krarup fortæller, har han endnu ikke rejst spørgsmålet i de politiske forhandlinger. Tanken skal først »modnes« og »foreløbig stå og dirre og vække folks opmærksomhed « (Jyllands-Posten, 3. maj 2008). Langsomt men sikkert skal befolkningen vænnes til nye stramninger, nye krav. Men med hvilket formål?

Kasper Støvrings syn på muslimer og Søren Krarups syn på islam fører logisk frem til forslaget om at lukke grænserne for yderligere indvandring fra muslimske lande. Nationalstaten er ifølge Kasper Støvring »overhovedet en forudsætning for demokratiet«, som han med forbløffende konsekvens definerer som den »politiske forrang til det regerende folk« (s. 114).

Tilbagekomsten af totalitære forestillinger i Støvrings demokratiopfattelse rejser det spørgsmål, hvor mindretalsbeskyttelsen forsvandt hen i dagens kulturkonservative tænkning. Og hvad skal der mon konkret ske med de muslimer, som allerede lever og bor i Danmark?

Når det i dag er blevet muligt at stille krav om, at danske muslimer skal afsværge dele af koranen som forudsætning for statsborgerskab, hvad skulle så forhindre et krav om afsværgelse af hele koranen? Er det for langt ude at spørge, hvad der derefter mon skal ske med dem, der ikke frivilligt lader sig kristne eller frivilligt indgår blandede ægteskaber? Hvis dertil de kulturkonservative angreb på domstolene fortsætter, hvis den forestilling får lov til at brede sig, at det altid er flertallet, der har ubetinget ret, hvis Kasper Støvrings synspunkt, at ingen enkeltpersoner eller grupper har rettigheder, som flertallet ikke kan tilsidesætte, og at flertallet samtidig er udtryk for en abstrakt forestilling om ‘folket', som bestemte grupper definitorisk står uden for, ja så er det vel til sidst alene fantasien og folkestemningen, der sætter grænser for, hvad der kan ske med enhver minoritets sikkerhed og juridisk garanterede beskyttelse.

Med den type eksempler, billeder og sproglige formuleringer i forlængelse af et enkelt nedslag i strømmen af politiske udspil i dagens Danmark er det desværre dag for dag blevet tydeligt for denne læser, hvad der kunne ligge i Kirsten Thorups kulsorte, kulturkritiske dystopi fra 1985.

Jeg hævder ikke, at forfatteren med afslutningen af Jonna-serien så den yderste grænse for sig. Den grænse findes nemlig ikke. Alene af den grund, at man altid kan komme længere ud.