Trods forestillinger om det modsatte har danske universiteter stadig en vis berøringsangst over for ligestilling, viser en ph.d.-afhandling af Mathias Wullum Nielsen. Afhandlingen er baseret på undersøgelser på Aarhus Universitet og i Skandinavian. Andelen af kvinder, der når til tops i den akademiske verden i Danmark, står i modsætning til potentialemassen. De danske initiativers mål er at få ”alle talenter i spil”, men de fokuserer lidt for ofte på at ”fikse kvinderne”. De glemmer bare lige at ”fikse organisationen”.

”Hvis vi vil være en del af verdenseliten, så har vi helt afgjort brug for dem, der kan fokusere på detaljen og bare arbejder derudad.”

Citatet stammer fra et af de interviews med ledere på Aarhus Universitet, som Mathias Wullum Nielsen bringer i sin ph.d.-afhandling om ”Nye og Vedvarende Ligestillingsudfordringer i Akademia”.  Og det illustrerer i vid udstrækning nogle af hans centrale konklusioner. I danske universiteters egen selvforståelse er de kønsneutrale. De vigtigste kriterier for udvælgelse og ansættelse er kompetence og ekspertise. Hvis kvinder af den ene eller den anden årsag støder imod barrierer i karrieren, skal forklaringerne findes uden for universitetet, for eksempel i kvindernes egne valg.  

”Mine undersøgelser afslører et paradoks i den danske akademiske verden. Den kønsneutrale organisation risikerer at blive ’kønsbiased ’, fordi organisationen bliver blind for kønsforskelle. I den danske universitetsverden har man som mange andre steder en diskurs om excellens og om at være i top i den internationale konkurrence. Men indimellem glemmer man at forholde sig til de indirekte ”kønnede” effekter af, hvordan vi definerer excellens og hvornår i karrieren, det bliver et udvælgelseskriterium”.

Mathias Wullum Nielsen har i sin ph.d.-afhandling især fokuseret på Aarhus Universitet. Han har haft adgang til rekrutteringsstatistik for videnskabelige ansættelser i perioden 2004-2013 og en række bedømmelsesrapporter for besættelse af lektorstillinger i samme periode. Desuden har 24 ud af 27 institutledere stillet op til interviews om rekrutterings- og selektionsprocesser på universitetet. 

Udsigt til ligestilling om 246 år

Aarhus Universitet har 8.000 medarbejdere, heraf 4.000 forskere, som udfører omtrent en fjerdedel  af den akademiske forskning, der drives i Danmark. Men kønsbalancen er skæv – både på lederniveau og blandt professorer og lektorer. Kvinder udgør to ud af syv seniorledere, tre ud af 14 pro-dekaner, syv af de 28 fakultetsledere og tre af otte underdirektører.

Vel er der fremgang. Andelen af kvindelige professorer er vokset fra 12 til 17 procent mellem 2008 og 2014. På lektorniveau var 33 procent kvinder i 2014 mod 30 procent seks år før.

Intet tyder dog på, at der er hold i det traditionelle argument om, at kønsgabet vil lukke sig af sig selv, når det voksende antal kvindelige studerende omsættes til kvalificerede kandidater. I 1997 var 38 procent af de naturvidenskabelige studerende kvinder. 17 år senere var der kvinder på seks procent af professoraterne og 21 procent af lektorstillingerne. Lektor ved Københavns Universitetet, Inge Henningsen, påviser i en tidligere undersøgelse, at væksten i andelen af kvindelige danske studerende er på 17 procentpoints mellem 1979 og 1996 kun blev omsat i to procentpoints flere kvindelige professorer. Det svarer til, at fuld ligestilling ligger 246 år ude i fremtiden.

”En af de forklaringer, der ofte fremhæves, er at kvinder foretager andre valg. De prioriterer andre karrieremuligheder og vælger universitetet fra. Statistikkerne fra Aarhus Universitet viser også ganske rigtigt, at kvinder i højere grad end mænd forsvinder ud af universitetet, før de når lektorstillingerne,” konstaterer Mathias Wullum Nielsen.

Karrierestrukturer har kønnede konsekvenser

Mathias Wullum Nielsen sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om der reelt er tale om et tilvalg af andre karrierebaner.

”Andre statistikker taler et andet sprog. Omkring 40 procent af den samlede andel af postdocs er kvinder. Det tolker jeg som om, de har valgt at satse på en akademisk karriere. Derfor virker det som en falsk præmis at antage, at det blot er et spørgsmål, om de prioriterer anderledes. Den slags valg træffes ikke i et vakuum. Noget får kvinderne til at opgive en universitetskarriere. Mine studier viser, at kvinderne på nogle områder er mindre optimistiske omkring deres karriereudsigter end deres mandlige kolleger,” siger Mathias Wullum Nielsen.

Oplevelse af, at karrierevejene er lukkede, bekræftes blandt andet af en arbejdsmiljøundersøgelse, foretaget på Aarhus Universitet. Den viser, at næsten halvdelen af de adspurgte mænd var tilfredse med deres karriereperspektiver på universitetet. Kun en tredjedel af kvinderne sagde det samme.

”De ulige kønsbalancer på de øverste stillingniveauer skyldes blandt andet, at de nuværende karriere- og ansættelsesstrukturer ind imellem kan have forskellige konsekvenser for mænd og kvinder,” konkluderer Mathias Wullum Nielsen.

Det er her, de ”objektive” kriterier for udvælgelse af de bedste kandidater kommer ind i billedet.  Nye managementprincipper om effektivitet overtaget fra den private sektor har gjort deres indtog på universiteterne, og de understøtter både den danske og den europæiske målsætning om at udvikle et videnssamfund i toppen af den internationale elite. ’Et Danmark i verdensklasse’ var løftet i regeringens Globaliseringsstrategi fra 2006.

Hvor kønsneutrale er de kvantitative kriterier?

”Jeg har for eksempel set på de afledte effekter af introduktionen af den bibliometriske forskningsindikator, i et ligestillingsperspektiv”.

Kort fortalt er den bibliometriske forskningsindikator (BFI) et redskab indført til at måle de danske universiteters forskningsaktiviteter og tildele forskningsmidler baseret på deres præstationer. BFI’en er opbygget omkring en niveaudeling af publiceringskanaler i niveau 1 og 2, hvor niveau 2 kategorien repræsenterer hvad der betragtes som de mest prestigiøse og anerkendte tidsskrifter og bogforlag. En tidsskrifts-publikation på nivaeu 1 giver 1 point, hvorimod en udgivelse i et niveau 2 tidsskrift giver 3 point.

“Det interessante er at introduktionen af BFI’en har øget kønsgabet i Danske akademikeres performance, fordi mænd i gennemsnit modtager flere BFI-point for deres publikationer end deres kvindelige kolleger, særligt på postdoc og lektorniveauet. Her begynder jeg at undre mig, for min undersøgelse af citationsraterne for AU-forskere viser, at kvinders arbejde citeres omtrent lige så meget som mænds. Der er altså noget der tyder på at BFI’en kan have nogle indbyggede skævvridende effekter”.

I sin afhandling viser Mathias Wullum Nielsen at kvindelige forskere er markant underrepræsenteret i de 67 udvalg som har til opgave at identificere og kategorisere hvilke tidsskrifter der skal have status som niveau 1 og 2 i BFIen. Herudover belønner BFI’en tværinstitutionelle og internationale samarbejder, som ifølge hans egne undersøgelser giver mændende en lille fordel.

”Ifølge mine analyser forfatter kvinder lidt oftere artikler på egen hånd og mænd indgår lidt oftere i internationale samarbejder. Jeg siger ikke, at tværinstitutionelt samarbejde ikke skal belønnes. Men vi skal bare være opmærksomme på, at den bibliometriske forskningsindikator dermed er med til at understøtte nogle af de skævvridende mekanismer, som allerede er på spil i systemet,” siger han.   

”Min hovedpointe er, med andre ord, at en øget standardisering af målene for akademisk merit ikke nødvendigvis fremmer kvinders avanceringsmuligheder, fordi standardiseringen i dette tilfælde priviligerer en publiceringsadfærd som oftere kommer mændene end kvinderne til gode”. 

Merit-kriterier tager ikke højre for atypiske karriereveje

Kandidaterne måles også på mange andre kvantitative parametre: Hvor mange videnskabelige artikler har de på CV’et? I hvilke videnskabelige tidsskrifter publicerer de? Er de første eller sidsteforfatter? Hvor ofte citeres deres arbejde? Det såkaldte H-indeks der måler, hvor mange publikationer en forsker har forfattet der har opnået et givent citationsniveau.Kandidaterne vejes også på om hyppigheden af artikler er på en opadgående, stagnerende eller nedadgående trend.

Med den øgede vægt på bibliometriske kriterier og målinger,  tages der ikke altid højde for atypiske karriereveje, og perioder hvor publiceringsgraden kan variere meget. Typisk har man som postdoc 2-4 år til at bevise, hvad man dur til. Det falder ofte sammen med det tidspunkt, hvor mange stifter familie. Mobiliteskravet om ophold ved forksningsinstitutioner og universiteter i udlandet i postdocfasen kan også være vanskeligt at kombinere med familie.

”Resultatet er groft sagt, at ansættelseskriterierne passer bedre på mænds karriereveje end på kvinders, når vi kigger på den tidlige del af den akademiske karriere. Man vurderer oftest på sine præstationer bagudrettet. Man ser ikke på potentialet for vidensproduktion fremadrettet,” siger Mathias Wullum Nielsen.

Myrer i bukserne eller hår på brystet

En af lederne fra AU fortæller i sit interview om ansættelsesprocessen på en meget sigende måde. Han overvejer til hver stilling, om den mest er gearet til ”en ung forsker med myrer i bukserne eller til en ældre forsker med hår på brystet”.

Billedet udtrykker en forestilling om, at den unge forsker er hyper-produktiv, arbejdsom og villig til lange arbejdsdage, mens den ældre har erfaringen, men ikke længere forventes at publicere så meget.

”Min pointe er, at denne forestilling om karrierens forløb kan være indirekte kønnet i sine kosekvenser. Der ligger nogle ideer til grund for rekruttering, som traditionelt set passer bedre til mænds karriereprogression, hvorimod kvinder ikke altid får lejlighed til at vise, hvad de dur til, når disse bedommelseskriterier får for meget vægt i bedømmesen af forskere på tidlige karrierestadier Dermed sorterer den tilsyneladende kønsneutrale udvælgelsesproces faktisk potentielt talent fra i stedet for at udvælge de bedste”, siger Mathias Wullum Nielsen.

Han peger på, at Danmark skiller sig ud fra de øvrige nordiske lande, hvor ligestillingspolitikkerne formuleres og iværksættes langt mere målrettet. Det ses allerede i begrundelsen for at arbejde med ligestilling.

Ligestilling begrundes ikke med retfærdighed i Danmark

”Norske og svenske universiteter kombinerer argumenter om international konkurrence og innovation med argumenter om retfærdighed, anti-diskrimination og lige rettigheder og muligheder. Danske universiteter henviser primært til konkurrenceevne og innovation, når de skal retfærdiggøre ligestillingsaktiviteter,” skriver Mathias Wullum Nielsen, som udover at sidestille de nationale tiltag på området har sammenlignet ligestillingspolitikkerne på universiteterne i to danske, to svenske og to norske universiteter: Århus og København, Lund og Uppasala samt Bergen og Oslo.

 I Danmark fremstilles ligestilling som et middel til at få ”alle talenter i spil”, som allerede i 2005 var Videnskabsministeriets argument for ”flere kvinder i forskning”. Det er også titlen på Uddannelses- og Forskningsministeriets seneste pjece fra februar i år.

Dette fokus på talent udstikker en ligestillingspolitik, som velmenende sigter på at gøre kvinderne bedre til at spille efter de gældende regler, men ind imellem glemmer man at stille spørgsmålstegn ved reglerne. Man prøver, at ”fikse kvinderne” i stedet for at ”fikse organisationerne”, som det populært udtrykkes.

”Norge og Sveriges ligestillingspolitik hviler på to ben: at trække på alle talenter OG at sikre retfærdighed. I Danmark har vi kun det ene ben, fordi ligestilling er blevet afpolitiseret. De danske universiteters ligestillingsplaner hviler også på frivillige målsætninger. I Norge og Sverige er det et lovkrav at opstille mål og redegøre for, om de opfyldes. Min pointe er, at det ene ben ikke er nok,” siger Mathias Wullum Nielsen.

Danmark bør tage diskussionen om kønnede strukturer

Tallene synes at give Mathias Wullum Nielsen ret. Kønsskævheden i akademia er større i Danmark end i Norge og Sverige, og for eksempel ligger andelen af kvindelige professorer på de to danske universiteter 4-12 procentpoints under andelen på de svenske og norske universiteter i den sammenlignende undersøgelse. Vi overhales også af EU-gennemsnittet. 15 procent af professorerne i Danmark er kvinder mod 20 procent i EU. På postdoc- og lektorniveau er tallene henholdsvis 38 og 39 procent for Danmark og 44 og 37 procent i EU.

”Særlige programmer for kvindelige forskere som FREJA og YDUN har haft særdeles gavnlig indflydelse på en række kvinders adgang til forskningsmidler og tilskyndet flere til at definere egne forskningsprojekter. Men nogle af disse kvindelige forskere havde måske fået forskningsmidler alligevel? Et andet ligestillingstiltag i Danmark er mentorordninger, der skabt for at understøtte kvindernes karriereudvikling. Men alt dette gøres lidt for ofte uden at rette den tilstrækkelige opmærksomhed på problemets egentlige årsag. I Sverige og Norge tager man i højere grad diskussionen om akademias kønnede strukturer og kulturer. Det gør man ikke så ofte i Danmark. Her er der størrre enighedom, at strukturerne pr. definition er kønsneutrale,” siger Mathias Wullum Nielsen.

”Det her handler ikke om kønskvoter, som efter min mening er et spørgsmål der alt for ofte polariserer og fastfryser den danske debat. Mit budskab er snarere, at vi skal åbne øjnene for, at der stadig er indirekte kønnede konsekvenser af de måder vi indretter vores universiteter på og så begynde at identificere dem. Vi skal turde tage diskussionen,” siger Mathias Wullum Nielsen.