Det lyder totalt amatøragtigt at sige, at man ’slikker kusse’. Det er en af de ting, man får opklaret i Mette Carla Albrechtsen og hendes kollega, Lea Globs, dokumentarfilm VENUS – Let’s talk about sex, hvor over 20 unge kvinder fortæller om deres fryd og forvirring over, med og under sex. Fortællinger med humor, kant og tristesse, der tager temperaturen på, hvordan kvinder føler omkring sex lige nu.

Jeg kommer til at tænke på Marie Keys sang Uden forsvar. For de er så helt uden parader, de 21 unge kvinder, der medvirker i Lea Globs og Mette Carla Albrechtsens dokumentarfilm VENUS – Let’s talk about sex. Vi ser kun deres ansigter og hører dem fortælle. Engang imellem dirrer en mundvig af usikkerhed, for at finde balancen, finde ordene. For de taler lige midt fra tabuet. Kvinder og deres begær. Nogle gange har de ikke engang de rigtige ord, der kan udtrykke det, de gerne vil sige. De findes ikke, de ord.
Som en af de unge kvinder siger, så har hun ikke svært ved at se retningen og formen på sin kærestes, sin fars eller andre mænd, hun kenders, begær. Men hendes eget?

Og hvordan er det med det begær? Hvor stort må det være? Kan det være for stort? Hvad gør man så med det?

”Filmen udsprang fra en masse spørgsmål, vi selv gik og havde. Selv var jeg længe en drengepige, og lignede ikke en rigtig pige, før jeg ramte puberteten. Jeg røg ind i et kæmpe identitetstab, da jeg fandt ud af, at den der drengestil ikke længere var gangbar. Det satte en masse tanker i gang om, hvad det vil sige at være en ’rigtig pige’, for det var åbenbart ikke det, jeg havde været. Det plantede en usikkerhed i mig. Sex blev forbundet med noget skræmmende, og ikke noget let og dejligt. Mere noget med hvordan man undgik AIDS, sexsygdomme og at blive en omgangsluder. Det skabte en spaltning mellem den, jeg var, og den her anden del, og de hang ikke sammen,” fortæller Mette Carla Albrechtsen.

”Der er den her spaltning mellem en selv og begæret. Hvordan må man eje sit begær som kvinde? Stå ved, at man har det? Også selvom det måske føles større end det, man må have? Lea og jeg er jo hverken videnskabsfolk eller akademikere. Vi havde kun os selv til rådighed, så vi spurgte os selv, hvordan gør vi det her? Vi begyndte at skrive breve til hinanden og tage billeder af os selv og hinanden. I det hele taget udforske vores erotiske kapital fra vi var børn og til nu, fortsætter hun om motivationen for at lave filmen.”

Om Venus – let’s talk about sex

Filmen har premiere i 50 biografer i hele Danmark d. 8. marts

Den er instrueret af Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob i fællesskab. Den er blevet til på baggrund af de kvinders personlige udforskning af deres erotiske kapital og interviews med over 60 kvinder om deres sexliv, fantasier og kropsbilleder.

Filmen følges op af en bogudgivelse med samme navn hos Gyldendal i maj 2017.

 

Se trailer for VENUS – let’s talk about sex

Overvældende interesse

Næste skridt blev at annoncere efter unge kvinder, der kunne have lyst til at medvirke i filmen. Mens de to filmskabere skrev på den tekst til internettet, der skulle få kvinder til at stille op til interviews om deres erfaringer, blev de enige om, at det nok var så godt som nytteløst. Hvem ville dog stille sig frem og fortælle om deres sexliv? Sådan helt åbent og ublu.
De blev derfor overraskede, da over 100 kvinder meldte sig til projektet. 60 af dem endte med at blive filmet og 21 af dem kom med i den endelige redigering af filmen.

”De fleste af os har jo veninder, vi taler om sex med, men vi oplevede en meget stor trang til, at det også skulle høres i en større sammenhæng. Nogle var ligesom os selv på jagt efter svar på ting i deres eget liv, mens andre gerne ville give noget videre, selvom det var vildt svært at stille sig frem på den måde. Undervejs var der historier, der blev gentaget, så de dannede et mønster. F.eks. havde mange oplevet, at de kun sjældent fik orgasme i den seksuelle relation. Eller de havde oplevet, at mænd blev frastødte over, at de havde hår ’dernede’,” fortæller Mette Carla Albrechtsen.

Kropsidealer og forvirring

De er mangfoldige, de historier, der har fundet vej til den endelige film. Der er hende den utroligt smukke og sanselige, der skammer sig så meget over sin krop, at ingen af hendes kærester har set hende klæde sig af. Der er hende, der går i seng med en lækker kvinde bare for at undgå, at hendes kæreste gør det. Der er hende, der er i tvivl om, om hun kan være til underkastelse, når hun samtidig er veluddannet og intelligent. Der er hende, der går hele linen ud i udlevelsen af en pædofil sexfantasi. Og hende, der aldrig vil kunne give et blowjob, fordi hun er vokset op med brødre og fætre, og tanken om at lægge sig på knæ foran en mand er hende helt fremmed.

Flere taler om sex som en performance. Noget man gør for at gøre det. Eller fordi man føler, at man skal. Adskillige har det svært med deres krop, som de ikke synes lever op til idealerne. Jeg står ikke ved min egen krop. Jeg lever ikke i nuet af min egen krop, som en af dem siger.

”Overordnet set oplevede jeg det, jeg vil kalde en ’forvirring’. Jeg fornemmede et kæmpe spørgsmål omkring det at være udfarende på den ene side, men på den anden side gerne ville tages vare på. Det dilemma, der ligger i det, er måske i virkeligheden et grunddilemma. Og i det ligger der også en sorg. For hvis jeg skal kunne alle de her ting, som jeg har lyst til i den seksuelle relation, skal jeg kunne føle mig tryg. Der var en klar efterlysning af netop den tryghed. Mange havde aldrig oplevet den. Der er en klar forskel mellem, hvad vi føler, og så den performance, vi indgår i. Den frigjorthed, der vises udadtil, matcher ikke en frigjorthed indadtil,” siger Mette Carla Albrechtsen.

Kusse, fisse, tissekone, vagina, Dollywood, køn

Så er der det med ordene. VENUS er en film af ord, fortalte erfaringer.

”Når du hører de her historier, skaber de automatisk billeder inde i dit hoved. Du ser lædersofaen og stilletterne for dig. De billeder ville vi som filmskabere aldrig kunne konkurrere med. Hvis vi skulle prøve at genfortolke historierne i erotiske billeder ville det blive billeder, der blev lagt ovenpå billeder,” siger Mette Carla Albrechtsen.

I stedet er filmen blevet en 80 minutters samling af nøgne fortællinger. Og de står heller ikke tilbage for noget. De er fortalt af unge kvinder, der har et utrolig veludviklet sprog at tale om sex i. De er blufærdige men velformulerede. Alligevel er der ét ord, der skaber problemer. Ordet for deres eget køn. Centrum for det hele. Hovedrolleindehaveren.
’Dollywood’, er der en af dem, der foreslår med bravour. ’Man kan ikke sige, at man ’slikker kusse’, siger en anden, ’så lyder det jo, som om man ikke ved, hvad man laver’. Samtidig kan hun heller ikke abonnere på ordet ’fisse’. En fisse er noget en glatbarberet fitnesstype render rundt med, og det er ikke hende. Vagina er til gengæld noget fra en lægebog er flere enige om.

”Det viser jo, at der ikke er et oplagt ord, der fungerer for alle. Selv er jeg begyndt at sige ’mit køn’. Det synes jeg er dejligt neutralt. Både ’kusse’ og ’fisse’ kan godt være negativt ladede. En tissekone er noget børn har. Den kan man ikke rigtig fejre. Men jeg ser det som noget meget symptomatisk. Når man ikke engang har et ord, man kan være rigtig stolt af, så bliver det svært at tale om sit begær. Og selvom kvinderne i filmen har meget sprog, så har de også stadig svært ved at udtrykke, hvordan de egentlig har det. Her ligger der noget, vi helt sikkert kunne blive meget bedre til. Både som kvinder og som samfund,” siger Mette Carla Albrecthsen.

Sex på skoleskemaet

Fandt du så svar på de spørgsmål, du startede ud med?

”Jeg tror, at jeg fandt ud af, at der ikke findes entydige svar. Men det hjalp mig. Jeg fik det svar, at jeg ikke er alene med mine overvejelser. Der var en sørgmodighed i mange af oplevelserne. At der var mange, der ikke havde tappet ind i den kraft, begæret kan være, når man er i sync med sig selv. På den måde er historierne ikke kun den enkeltes historie, men alle kvinders historie.”

”Jeg håber til gengæld, at filmen her kan låne folk nogle ord. Det er altid lidt lettere at tale om tingene, når man har nogle eksempler at tale ud fra. Men jeg tror også, at den samtale skal starte langt tidligere, end den gør i dag. Det ville være fantastisk, hvis vore film kunne blive en del af pensum i folkeskolen. At man tog den del af livet alvorligt for både piger og drenge. Der er alle de små drenge, der måske får deres første møde med sex gennem porno, og som måske sidder med det i 5-6 år, før de oplever det i virkeligheden,” slutter Mette Carla Albrechtsen.