I øjeblikket bugner medierne med historier om transkønnede. Lige fra håndteringen af konkrete besøg i svømmehaller til historien om idrætsstjernen Bruce Jenner samt Hollywoods filmoptagelser i København i forbindelse med en film om Lili Elbe, den danske transkønnede, der som den første i verden fik lavet en kønsskifteoperation i 1930. Vi har et to-kønssystem, der er i konflikt med sig selv og den virkelighed, vi lever i, mener Mads Ananda Lodahl.

TILDELT KØN

Alle danskere tildeles et køn (dreng eller pige) og et kønnet cpr-nummer, når de bliver født. Det er ikke ukompliceret for alle.

- Ciskønnede identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen.

- Transkønnede identificerer sig ikke med det køn, de blev tildelt ved fødslen.

- Interkønnede har kromosomale, genitale eller hormonelle karakteristika, der ikke stemmer overens med standarden for drenge og piger og er i biologisk forstand hverken født som drenge eller piger. De tildeles alligevel et af de to køn ved fødslen.

EKSTERNE LINKS

”Privathospital fjernede brysterne på 15-årig” hos Dagens Medicin

”Noget i hende er en mand” hos Information

”123 personer har søgt om at få juridisk kønsskifte” hos Kristeligt Dagblad

”Forældre fravælger unormale fostre” hos Politiken

”Stormløb mod Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for transkønnede” hos Modkraft

Kampagnen for Informeret Samtykke

Interkøn (engelsk: Intersex) og de mange forskellige diagnoser på Wikipedia

Mads Ananda Lodahls trans-tema-side

Yderligere om artiklen

KVINFO har sendt artiklen til Sexologisk Klinik, som ikke har ønsket at kommentere den.

Selveste Hollywood var for nylig i København for at optage scener til en film om Lili Elbe, den danske transkønnede, der som den første i verden fik lavet en kønsskifteoperation i 1930. Kort tid efter så 17 millioner amerikanere med, da den amerikanske idrætsstjerne og superkendis, Bruce Jenner, sprang ud som transkønnet for åben skærm på tv-stationen ABC.

Men mens modebladet Vogue i april i år for første gang har billeder af en transkønnet model, den serbiske Andreja Pejic, og den succesrige TV-serie Orange Is The New Black har den transkønnede Laverne Cox i en central rolle, er mange danske transkønnede nødt til at købe deres hormoner på det sorte marked og lade sig operere for egen regning i udlandet, fordi de ikke må få den behandling, de ønsker, i Danmark.

Samtidig bliver interkønnede – altså mennesker, der fra fødslen hverken er drenge eller piger – opsøgt og behandlet på det offentliges regning og initiativ. Men hvad er forskellen egentlig på transkønnede og interkønnede? Og hvorfor bliver de behandlet så forskelligt?

Ret til at bestemme over egen krop?

Da jeg for nylig besøgte en plastikkirurg, spurgte jeg, om de kunne lave flyveører på mig. Det kunne de godt, men de ville ikke. Heller ikke hvis jeg selv betalte. ”Vi laver kun folk smukkere,” sagde de. Men det er jo min krop, så det burde jeg vel egentlig selv bestemme? På et udstillingsbord i receptionen lå brystformede silikoneindlæg i seks størrelser, og jeg spurgte, om jeg kunne få sat et par ind, men det ville de heller ikke. ”Det er kun til folk, der har i forvejen. Vi må slet ikke lave noget, der minder om kønsskifte,” sagde sekretæren. ”Vi må heller ikke fjerne bryster, ligesom de gjorde med ham Caspian.”

Måske kan du huske Caspian. Han er transkønnet og fik fjernet sine bryster som 15-årig i 2011. Hans forældre betalte, og han var glad for resultatet. Bagefter var der debat i medierne, og Sundhedsstyrelsen strammede reglerne, så det blev forbudt for kirurger at lave den slags indgreb uden en tilladelse fra Sexologisk Klinik. Uanset patientens alder forresten.

Sexologisk Klinik har et dårligt rygte

I Danmark kan transkønnede ikke selv bestemme, hvilken behandling de får. Det bestemmer Sexologisk Klinik (SK), og de har et rigtigt dårligt rygte blandt transkønnede. Der bliver henvist cirka 70 transpersoner til SK om året, men kun en håndfuld får hvert år adgang til den behandling, de ønsker sig.

Sidste år fik Elvin Pedersen-Nielsen fjernet sine bryster for egen regning i den tyske by, Troisdorf, og den kirurg, der opererede ham, fortalte, at hun årligt fjerner bryster på 40-50 danske transmænd. Elvin, som er aktivist i Transpolitisk Forum, gætter på, at 100 danske transkønnede bliver opereret for egen regning i udlandet hvert år, men han tør ikke gætte på, hvor mange der køber hormoner på det sorte marked uden kontrol og sundhedstjek, fordi det offentlige system afviser dem.

To-kønssystemet

Alt det undrer mig, så jeg har prøvet at finde ud af, hvad det handler om. Det hele starter ved fødslen, hvor vi alle sammen bliver tildelt et kønnet cpr-nummer. Er det sidste ciffer et ulige tal, er du en mand. Er det lige er, du en kvinde. Det kan man kalde to-kønssystemet, og balladen starter dér, hvor nogle ikke passer ind i standarden for, hvad en mand eller kvinde er.

Det gør transkønnede ikke.

Transkønnede identificerer sig ikke med det køn, de blev tildelt ved fødslen. Sidste år blev det muligt uden videre at ændre sit juridiske køn og cpr-nummer, men mange transkønnede vil også gerne ændre andre ting. Mange ønsker hormonbehandling, og nogle ønsker kirurgi på overkroppen, kønsdelene eller begge steder, men de medicinske indgreb kan man kun få, hvis man bliver godkendt af SK. Og det er altså meget svært at blive.

Transkønnede nægtes behandling

Det hele er meget indviklet og fuld af juridisk krimskrams og kedelige detaljer, men det vigtige er, at det faktisk er umuligt for de fleste transkønnede at få den behandling, de har brug for, i Danmark. Også hvis de er voksne. Også hvis de selv vil betale. Uden en tilladelse fra SK kan intet lade sig gøre. Så jeg spurgte Vibe Grevsen, tidligere talsperson for LGBT Danmark, hvad der skal til, for at SK godkender ens ønske om kønskorrigerende behandling. Hun sagde, at

"...der er eksempler på, at ansøgere såvel som behandlere har beskrevet livsfortællinger, påklædning osv. mere kønsstereotypt, for at kønsskiftet kan godkendes. På den måde kan udredningen få ansøgere til at ændre deres adfærd, holde oplysninger tilbage eller på en anden måde forhindre en fri dialog mellem behandler og ansøger. Ansøgeren kan blive mere fokuseret på at opfylde behandlerens oplevede forventninger end på at træffe velovervejede beslutninger.”

Der er altså nogle kønsstereotype normer, der skal opfyldes, før psykologerne på SK godkender ansøgerens kønsskifte. Kønsnormer ligger vi selvfølgelig alle sammen under for, men hvis transkønnede, der søger om tilladelse til behandling hos SK, falder uden for normerne, kan det altså betyde, at de bliver nægtet behandling.

”Det er vigtigt, at ansøgerne er i kontrol, så de ikke føler sig under pres. I sidste års debat om kastration slog menneskerettighedsorganisationer fast, at det er at sidestille med tvang, når det kræves af transkønnede, at de bliver kastreret, før de kan få anerkendt deres kønsidentitet,” siger Vibe.

Kastrationskravet

Vibe henviser til, at det indtil sidste år var en forudsætning for at skifte cpr-nummer og juridisk køn, at den transkønnede blev kastreret og fik fjernet muligheden for reproduktion. Den ordning stammer fra den såkaldte kastrationslov fra 1929, som gav staten mulighed for at kastrere mennesker, hvis gener man ikke ønskede videreført i befolkningen, såsom seksualforbrydere og de såkaldt åndssvage. Man har også kastreret homoseksuelle under denne lov - og indtil 2014 altså også transkønnede.

I 1929 var eugenik (dengang fokuseret på racehygiejne) moderne i store dele af Europa, og jeg spurgte Vibe, om der var en sammenhæng. Hun påpegede, at transkønnede først blev skrevet ind i en tilføjelse til kastrationsloven langt senere, så hvis man skulle tale om eugenik i forhold til transkønnede, var det mere relevant at se på debatten i 2014, da man diskuterede at droppe kastrationskravet. Her talte flere stemmer i debatten for at beholde kravet, fordi man ikke kunne vide hvilke børn, der ville komme ud af det, hvis transpersoner kunne reproducere. Og det er eugenik.

I løbet af det sidste år er translovgivningen blevet lavet om i Danmark. Man har fjernet kastrationskravet og gjort det nemt at skifte juridisk køn. Men jeg har snakket med over tyve transkønnede, som stadig er utilfredse med den behandling, det danske sundhedssystem tilbyder. De søger alle behandling udenom systemet. Nogle sidder i lejligheder og skyder sig med hormoner, som de køber på internettet. Det er ikke så uforsvarligt og ensomt, som det lyder, for der er tradition i transkønnede kredse for at sætte sig grundigt ind i tingene og konsultere hinanden, når nu systemet ikke vil hjælpe.

Hverken piger eller drenge

De transkønnede kommer i konflikt med to-kønssystemet, fordi de ikke vil blive i det køn, de blev tildelt ved fødslen. En anden gruppe i konflikt med to-kønssystemet er de interkønnede. De passer fra fødslen - biologisk set - slet ikke ind i et af de to køn.

Interkønnede har kromosomale, genitale eller hormonelle karaktertræk, der gør, at de afviger fra standarden for drenge og piger. Der er over 30 forskelige slags interkønnede, og afhængig af hvem man tæller med, udgør de mellem 0,1 % og 1,7 % af befolkningen.

De interkønnede er en meget bred gruppe. Nogle har tvetydige, ydre kønsorganer, andre har tvetydige, indre kønsorganer. Nogle har hormonelle afvigelser, der gør, at de har brug for hormonbehandling for at overleve, andre kan leve helt normalt og opdager måske aldrig, at de er interkønnede.

Jeg har snakket med en lille håndfuld interkønnede og surfet længe rundt på nettet og læst. Noget gennemgående er historier om interkønnede spædbørn, der bliver udsat for ”normaliserende kirurgi” på kønsdelene. Indgrebene har ofte beskadiget de ellers raske kønsdele permanent og blandt andet fjernet muligheden for seksuel nydelse.

Raske fostre aborteret

Stephanie Stine Skaaning er en interkønnet kvinde med XXY-kromosomer, og selvom nogle XXY'ere er piger, bliver de ifølge Stephanie alle tildelt mandligt cpr-nummer i Danmark. Hun har af sundshedsmæssige grunde brug for kunstig hormontilførsel, men fordi hun blev tildelt mandligt køn ved fødslen, kan hun kun få tilbudt testosteron. Og så er lægerne i øvrigt ikke så interesserede i, at hun betegner sig selv som kvinde og hellere vil have østrogen.

I 2012 afslørede Politiken, at 13 interkønnede fostre var blevet aborteret efter 12. uge i 2011. De interkønnede diagnoser betyder ellers ikke, at børnene ville klare sig dårligere end andre børn. Det er også eugenik.

I danske, lægelige vejledninger fra samme år til behandling af børn med visse interkønsdiagnoser kunne jeg blandt andet læse om klitorisresektion. Da jeg slog resektion op i fremmedordbogen, stod der ”operativ fjernelse af en del af et organ.” Den formulering stemmer overens med historierne om interkønnede spædbørn, der bliver opereret på kønsdelene, fordi de er født med en klitoris, der er for stor.

Læge: Vi presser ikke på

Jeg kunne ikke få fat på nogen af de læger, der arbejder med interkønnede, men jeg fik fat på Grete Teilmann, som er børnelæge ved Nordsjællands Hospital i Hillerød, som ”ved noget teoretisk om interkønnede,” men understregede, at hun ikke har noget at gøre med dem i sit eget arbejde. Hun havde ikke hørt historierne om interkønnede, der blev behandlet mod deres vilje.

Hun fortalte, at man ind i mellem fjerner kønskirtler på interkønnede børn, hvis de har risiko for at udvikle sig til kræft, men at man er meget omsorgsfuld og diskuterer længe, før man opererer. Jeg spurgte, om man laver indgreb, som ikke er medicinsk begrundede, og så fortalte Grete om interkønnede piger, der kan blive meget høje.

Høje piger får ødelagt knoglerne

”Hvis der er piger, der for eksempel ser ud til at blive over to meter, så er der nogle piger, der ønsker at reducere deres sluthøjde. Så destruerer man vækstzonen, så knoglen holder op med at vokse i længden. Og det skal man jo gøre tidligt i puberteten, så hun stadig har noget tid at vokse i, inden knoglen lukker.”

Er pigen over 15 år, afgør hun selv, om hun vil have operationen. Er hun under 15, kan lægen indhente samtykke fra forældrene i samråd med pigen. Men er der nogen sundhedsmæssig grund til at hæmme væksten?

”Der er jo ikke noget i vejen med at være to meter høj rent medicinsk. Det er psykologisk og socialt, og det kan man jo godt kalde kosmetisk, men for de piger det handler om, er det noget meget stærkt,” siger Grete Teilmann.

Det er vist ret præcist sådan, mange transkønnede har det, når de ønsker hormonbehandling eller kirurgi.

En social konstruktion

Det er ingen hemmelighed, at to-kønssystemet er en social konstruktion. Cpr-registret med dets to - og kun to - indbyggede muligheder for at markere køn er et system, som mennesker har skabt. Vi ved også, at der findes mere end to køn. Og ikke kun i sådan en moderne, queer forstand. Der findes simpelthen biologisk diversitet i naturen. Og vi kan læse om den i Biblen og de græske myter, så det er ikke kommet for nylig, fordi vi er omgivet af ftalater og parfume.

Men bruger staten og sundhedsvæsenet virkelig lovgivning, hormonbehandling, eugenik, fosterdrab, tvungen sterilisering og ”normaliserende kirurgi” for at opretholde to-kønssystemet? Og når nu systemet ikke stemmer overens med virkeligheden, hvorfor ændrer man det så ikke, i stedet for at prøve at tilpasse virkeligheden til systemet?

Nå ja, og så var der Caspian...

Hvorfor har Sundhedsstyrelsen gjort det umuligt, ja simpelthen ulovligt for en transkønnet teenager at få kønskorrigerende behandling, mens en interkønnet teenager bliver opsøgt - uopfordret - af sundhedssystemet og tilbudt at få destrueret sine knogler på statens regning, så hun ikke bliver højere end den gennemsnitlige pige? Hvad er forskellen? Har du tænkt over det?