I Suzanne Brøggers forfatterskab er kønnet til stadig forhandling, og historien aldrig færdig. Suzanne Brøgger genbruger uden blusel samme stof og motiver i tekst efter tekst. I sin nye bog Koral gentager hun helt bogstaveligt sig selv. Ordret. Så hvordan kan det være, at vi orker at høre dén historie om og om igen? Fordi der så alligevel står noget andet.

Få digtere har skrevet så direkte på deres eget liv som Suzanne Brøgger og samtidig iscenesat det med en så veloplagt energi.

Som pioner inden for den såkaldte autofiktion, hvor forfatteren bruger sit eget liv og blander fiktion med fakta, har Brøgger inspireret generationer af yngre forfattere af alle køn. I 2009 genskrev Pablo Llambìas Brøggers essaysamling Kærlighedens veje og vildveje fra 1975 fra sin egen maskuline position. Komplet med pelskrave og slørhat optrådte han på et forsidefoto magen til det oprindelige af Brøgger – nu blot med skægstubbe. I Llambìas’ samplede tekst var lange passager identiske med forlægget, måske blot med ombyttet kønsforhold, mens andre passager var udeladt eller skrevet til og om.

Myten, fortælleren og fiktionerne

I Koral gør Brøgger Llambìas kunsten efter og sampler selv sine egne tidligere bøger. Koral er egentlig slet ikke nogen ny bog, men (endnu) et remix af de gamle, nærmere betegnet af den romanføljeton, hun skrev mellem 1978-93, og som består af Creme Fraiche, Ja, og Transparence.

Og det er der egentlig heller ikke noget nyt i. I bog efter bog efter bog har Suzanne Brøgger genfortalt variationer af den samme grundmyte om barndommen med den selvmorderiske mor, den eksotiske ungdom i Thailand med et seksuelt eksperimenterende forhold til en noget ældre fransk diplomat, om kostskolen i Silkeborg og efterfølgende udskejelser over hele kloden, om drømmen om tryghed og ro til at skrive i huset på landet; ja helt frem til drømmen om mand og barn realiseres, hvorefter historien – som ethvert andet eventyr – slutter. Tilsyneladende lykkeligt; i hvert fald får vi i det efterfølgende forfatterskab kun ganske få biografiske referencer til mand og barn. Der er ganske vist refleksioner over moderskabet, fx i kattebogen Linda Evangelista Olsen fra 2001, men uden de samme eksplicitte biografiske henvisninger, som bliver barndommens og ungdommens centrale skikkelser til del. 

Om Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger er født i København i 1944. Hun har udgivet over 25 bøger i et væld af genrer, heriblandt to børnebøger og tre cd’er med jazzkompositioner. Hertil kommer artikler, taler og teaterstykker. Brøgger er medlem af Det Danske Akademi og har modtaget adskillige litterære hædersbevisninger. 

Læs Elisabeth Møller Jensens artikel "NEJ" om Suzanne Brøggers forfatterskab på Nordisk Kvindelitteraturhistorie. 

Læs Madame Nielsens artikel "Løvevandringen" på nettidsskriftet Salon 55. 

Lån Louise Zeuthens biografi "Krukke" på KVINFOs bibliotek.

Lån Louise Zeutens Ph.d.-afhandling "De virkelige halvfjerdsere : krop, køn og performativitet hos Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup" på KVINFOs bibliotek.

Til gengæld har vi i bog efter bog fået uendelige variationer over den ovenfor skitserede, grundlæggende dannelsesrejse. I form af drypvise referencepunkter i de tidlige essaybøger, og som hovedsporet i  den nævnte romanføljeton. Som melankolsk klangbund for livet på landet i En gris der har været oppe at slås kan man ikke stege og siden i Sølve; som slægtskrønike fortalt i 3. person i Jadekatten, som orientalsk Sheherazade-inspireret fortællemytologi på vers i Sløret, som barok dyrefabel om moderskabet i Linda Evangelista Olsen, som taoistisk Peter Plys-bog i Til T, endog som hjerteskærende livsbekræftende blues i bogen og cd’en Blå biografi, og endelig som billedbiografi i SZ Et livs billeder 1944-2014, der udkom i 2014, hvor forfatteren fyldte 70.

Samme år fik vi også Louise Zeuthens vigtige og vægtige biografi om Suzanne Brøgger, Krukke. Både forfatterens egen billedbiografi og Zeuthens biografi kan betragtes som yderligere versioneringer af grundfortællingen, al den stund at Zeuthen efter pålæg fra Brøgger kun dækker de første 40 år af Brøggers liv.

På sin vis har Suzanne Brøgger altså altid skrevet med sig selv og sin egen figur som det eksemplariske motiv, hvorom hun igen og igen kan spinde sine essayistiske refleksioner over tidens dårskab – refleksioner som netop får deres tyngde fra hendes investering af sig selv og sine egne eksistentielle livtag med verden.

Luft under vingerne

Men i Koral er der altså decideret tale om et remix. Bogen består udelukkende af afsnit fra de tre tidligere romaner. Det afgørende greb i Koral ligger dermed i udvalget, i rammesætningen og vægtforskydningen i forhold til forløberne. Hovedvægten ligger på føljetonens midterste bind, Ja, og skildringen af det ulykkelige parforhold, fortælleren forsøger at flygte ind i, alt imens hun frejdigt hamrer løs på det monogame ægteskab i debutbogen Fri os fra kærligheden fra 1973. Der er færre passager med fra de to øvrige bøger i føljetonen, og det betyder for en umiddelbar betragtning, at det smertefulde forhold får en større vægt i den nye bog.

Derfor er det interessant, at Brøgger til gengæld lader den fejring af frigørelsen, som Creme fraiche repræsenterer, indramme det monogame kærlighedsforsøg fra Ja. Men i omvendt rækkefølge i forhold til føljetonen, således at Koral slutter med den flyvetur, som åbnede Creme fraiche. Og hvilken åbning! Sjældent er en roman åbnet så veloplagt og besnærende, som Suzanne Brøggers Creme fraiche, og sjældent er en roman sluttet så veloplagt og besnærende, som Suzanne Brøggers Koral:

”Jeg flyver i mørke og skriver en bog på min lille tigerblok. I min kurv har jeg alt: en sennepsgul filthat, en sort stråhat, en flødefarvet Henri Bendel-hat, som jeg fandt bag en skraldespand på Christopher Street, to blå og hvide katteskåle fra Sugar Loaf Shores, Florida, efter sigende designede af Hemingway, Ernest, en tropegrøn plastskulptur af en svagt kødfarvet kusse, min egen…”

Fiktionen om, at fortælleren skriver hele romanen på sin lille tigerblok om bord på et fly fra Amerika, kan ikke undgå at referere til Erica Jongs bestseller Fear of Flying, der også har en flyrejse over Atlanten som afsæt – og i øvrigt udkom samme år som Fri os fra kærligheden. Fear of Flying var bogen, hvori Jong formulerede begrebet om det gnidningsløse knald. Både Fear of Flying og Creme fraiche handler om at udleve den seksuelle frigørelse, men hos Suzanne Brøgger er der ingen angst for at flyve. Tværtimod hedder det længere inde i Creme fraiche: ”Jeg tænker aldrig over, hvorfor det er godt at flyve, det undrer mig bare, at andre mennesker ikke gider flyve med.”

Også dette flyveglade citat er med i Koral, nemlig som del af et længere indledningscitat. I Koral er citatet dog afbalanceret af ordsproget ”Kun et knust hjerte er helt” – det ordsprog, der oprindelig indledte Ja.

Hvad der bliver klart med Koral er med andre ord, at nok er den umulige kærlighedslængsel den stærkeste erfaring og fylder det meste af bogen – men den er kun interessant, fordi den bliver katalysator for indsigt og frigørelse. Og omvendt bliver flyveturen over Atlanten kun mulig på baggrund af det totale tab: ”og så tørrede lille Gysse tårerne og fløj til Amerika” hedder det i Ja og Koral, mens Creme fraiche tegner bevægelsen i flugten. Forvandlingskuglen drejer en halv omgang, og fortællingen skifter farve.

Frigørelsen som nødvendighedens forudsætning

”Altså i princippet, så kunne man jo have som paradigme at man bare skrev om et bestemt træ hele sit liv og ikke om noget som helst andet eller græsset eller himlen eller en tekop og man bare skrev om det. Og så ville man jo ud fra den måde livet ændrer sig på og årstiderne og stemninger – ud fra det, der ville man jo kunne skrive mange forskellige bøger. Men nu er en selv jo så det nærmeste objekt man har. Og så er identitet jo også interessant.”

Sådan sagde Suzanne Brøgger til mig, da jeg interviewede hende til Ud & Se for femten år siden. Og på sin vis er det jo det, hun har gjort. Ikke med et træ eller en tekop, men med sig selv og sin egen figur.

Lige netop i dét moment, hvor føljetonen med sit evigt udskudte løfte om forløsning bliver standset, lige inden den lykkelige slutning – lige netop dér åbner den sig for en anden tidserfaring, hvor det nye simpelthen består i skiftende perspektiver på det, som allerede er. Her bliver myten det folie, der til hver en tid kan tilbyde et andet blik på samfundets skiftende dårskaber. Således har Brøgger gennem et langt liv placeret sin skrift som en åbnende kraft lige dér, hvor samfundet er ved at sande til i rigide normer af den ene eller den anden observans.

Så når dæmoniseringen af muslimer går over gevind, kan myten gendigtes som slørdans i Sløret, der fremmaner en anderledes kompleks fortælling om forholdet mellem øst og vest, hvad angår forførelse og erotik og livsmuligheder. Når den nødvendige besindelse på parforholdets værdier efter den seksuelle frigørelse kammer over i nypuritanisme, kan myten genkomponeres som en Koral: en korsang, der ikke blot forbinder det åndelige med det verdslige, men også minder om, at glæden og friheden til at flyve over Atlanten indrammer længslen efter den nødvendighed, vi søger i parforholdet, familien og skæbnen, men som vi altså også altid må vælge selv.

Om forfatteren

Laura Luise Schultz er lektor i Teater- og Performancestudier, Københavns Universitet med fokus på avantgarde- og samtidsteater. Hun har bl.a. arbejdet med køn og selviscenesættelse i litteratur og performance og har skrevet ph.d.-afhandling om Gertrude Stein.

Skønt Brøgger ligesom Karen Blixen påkalder sig en skæbnefortælling og iklæder sig arkaiserende gevandter og skikkelser – fra sagaernes Vølve til den sumeriske gudinde Inanna – skal man ikke lade sig besnære. Langt snarere end sandsigerskens urgamle indsigt er der tale om en særdeles opdateret erkendelse af kønnet som maskerade og performance: Med hver ny gentagelse og genfortælling forskydes billedet, og nye muligheder træder frem. Hvis Brøgger har gjort en myte af sig selv, så er det for at kunne afsløre alle de moderne mytologier, der definerer og begrænser vores sociale virkelighed.

At sige ja til livet

”Jeg ødelægger mine bøger for at sige ja til livet om og om igen” står der bag på Koral. Og heri ligger selvfølgelig berettigelsen: Det er for at holde livet åbent, og skriftens betydninger foranderlige, at Brøggers fortællerfigur må stille sig til rådighed for stadige gendigtninger og omskrivninger. Suzanne Brøgger rager op i skandinavisk litteratur som den vigtigste inspirationskilde for nye generationers identitetsforhandlinger i bølgen af autofiktion og performativ biografisme.

Louise Zeuthen har i sin ph.d.-afhandling De virkelige halvfjerdsere. Krop, køn og performativitet hos Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup sat Suzanne Brøgger ind i en kunsthistorisk sammenhæng med 1970’rnes performancekunstnere, som investerede deres egen krop i deres kunstneriske praksis. Ligesom Brøgger undersøgte kunstnere som Yayoi Kusama og Hannah Wilke i deres body art, hvilke samfundsmæssige normer, strukturer og diskurser vi aktualiserer med vores kroppe, køn og identitetsprojektioner. Intet under, at deres erfaringer trænger sig på i en tid, hvor enhver skal lære at håndtere sine vildtvoksende selvfremstillinger på et væld af sociale medier, hvis koder og konventioner endnu er under udvikling, mens vi famler os frem.

Således har ikke bare Pablo Llambìas, men også digteren og scenekunstneren Madame Nielsen, tidligere Claus Beck-Nielsen, skrevet sig ind i den Blixen-Brøggerske genealogi med sin fodtur til ”baronessen i Løve.” Ikke på grund af den forførende, sibyllinske tungetale, men fordi Blixen og Brøgger hver især har formået at anbringe sig uden for kategori og derved åbne for nogle andre erfaringer, muligheden af at møde verden og menneskene et andet sted fra.