'Suffragette' er en rå og vidunderlig film om en gruppe engelske kvinders kamp for stemmeret. Bevæbnet med sprængstoffer, brosten, og trænet i kampsport og psykisk udholdenhed udgør de først i 1900-tallets London en decideret guerillahær. Filmen minder om, hvor kraftfuldt et politisk redskab civil ulydighed kan være, og at det ofte netop er civil ulydighed, der driver et samfund fremad og udvikler det.

”Magten er i dine hænder!”, siger en suffragette og kigger Maud Watts direkte i øjnene. Maud stirrer håbløst og resigneret tilbage. Filmen foregår i London i 1912 og 1913. Vi følger Maud Watts, en fattig, ung vaskekone, der pludselig befinder sig midt i en feministisk gadeaktion, hvor kvinder med barnevogne fulde af brosten kaster dem mod gadens butiksvinduer.

De engelske kvindesagskvinder – suffragetterne – med Emmeline Pankhurst i spidsen har efter mange års resultatløs politisk kamp besluttet, at en mere militant tilgang nu er den nødvendige strategi for at sikre kvinder stemmeret: ”Vi taler det eneste sprog mænd forstår: krig”. Suffragetterne bliver af myndighederne betragtet som samfundsomvæltende, farlige anarkister og terrorister, fordi de insisterer på kravet om politisk medborgerskab, og i sidste ende nødtvunget tager kontroversielle og voldelige metoder i brug for at få det. ”We don't want to break the law, we want to be make the law”, som Pankhurst i filmen formulerer sin ambivalens.

Kunsten at få kongens opmærksomhed

'Suffragette'

Suffragetterne blev i mange lande, Danmark inklusiv, betragtet som radikale i ordets mest yderligtgående betydning. Og filmen er uforsonlig og insisterende i fremstillingen af suffragetternes kamp såvel som af de overgreb, de blev mødt med fra ordensmagten. Det er måske en af filmens særligt stærke greb, at der ikke bliver lagt fingre imellem, når den skildrer gadekonfrontationer med politiet og tvangsfodring af de sultestrejkende i fængslerne. Filmen formidler på fremragende vis det kaos, som suffragetterne skabte i det etablerede England, helt ned i den rystende kameraføring.

'Suffragette' er generelt præget af solide skuespilpræstationer og byder på sublime ordvekslinger, som for eksempel: ”Er du suffragette?” - ”Ja, men jeg betragter mere mig selv som soldat.” Svaret kommer fra Edith Ellyn, spillet af eminente Helena Bonham Carter, der i øvrigt fik ændret navnet på sin karakters rolle, for at hylde virkelighedens Edith Garrud, som underviste suffragetterne i Jiu Jitsu, så de kunne forsvare sig mod politiets brutalitet.

Det er voldsomt at se politibetjente banke fine damer og fabriksarbejdere i Londons gader, men der er samtidig noget opløftende i, hvor farlige suffragetterne bliver betragtet af magtens mænd, efterretningstjenesten og politiet. Der er intet ”gentlemans touch” at spore, ingen nedladende overbærenhed, men suffragetterne var også villige til at sætte handling bag ordene. De gik efter at smadre alt det som magtens mænd har kært; den private ejendomsret, byens kommunikative net, og så videre. Suffragetterne blev betragtet som farlige, fordi de var farlige. Og på den måde er der ikke noget galt med ambitionsniveauet, når suffragetterne i filmen diskuterer: Hvordan får vi kongens opmærksomhed?

Working class hero(es) – nu med damer

Suffragetterne var kvinder fra vidt forskellige socialklasser, og filmen viser på sofistikeret vis, hvordan kvinderne fra de forskellige sociale lag har forskellige udfordringer og mærker undertrykkelse i forskellig grad. Den fastholder dog et klart fokus på arbejderklassen.

Skildringen af miljøet og de betingelser, som engelske arbejderklassekvinder levede i og arbejdede under først i 1900-tallet, fungerer som den grundlæggende fortælleramme i filmen. Det er en hverdag fuld af opslidende fysisk arbejde, seksuelle overgreb, underbetaling, og ydmygelser af enhver tænkelig og utænkelig art.

Vaskeriet, hvor Maud er ansat, er på alle måder en arbejdsplads præget af slavelignende tilstande, og det er tydeligt, at arbejderklassekvinder langt fra bliver betragtet som ligeværdige mennesker. Et faktum, der reflekterer de engelske kvinders retslige stilling på dette historiske tidspunkt, hvor de hverken har rettigheder over deres egne penge, børn, sikkerhed eller krop. En pointe, som smukt skildres gennem filmens fortællegreb, og som samtidig viser det miljø, som radikaliserer en lang række arbejderklassekvinder til oprør og kamp.

En lille buket blomster efter første tur i spjældet

Filmen giver et fascinerende indblik i suffragetternes organisering. Denne frøken, dame - og konehær – er både en hardcore byguerilla, der selv fremstiller bomber og sprængstof og samtidig en etableret organisation med et stort hovedkvarter. De har et komplet system med klædedragter – uniformer, om man vil - og en tradition, hvor hver kvinde modtager en medalje og en buket blomster ved sin første løsladelse fra fængslet.

Samtidig får man en klar fornemmelse af det engelske politis strategier såvel som deres gruopvækkende metoder. Politiet bruger nemlig bevidst ægtemænd, arbejdsgivere og naboer, som et magtmiddel imod suffragetterne, og på den måde fremviser filmen ganske konkret patriarkatets besynderlige alliancer. De engelske myndigheder udnytter på den måde aktivt den slavebevidsthed, som ofte kendetegner grupper, der selv er blevet udbyttet, - de overlader simpelthen suffragetterne til at blive smadret af deres egne.

Suffragetterne – i et dansk perspektiv

Suffragetternes danske pendant – den danske stemmeretsbevægelse – var ikke mindre dedikerede i deres sag, men imidlertid mindre militante i deres metoder. I Danmark var de danske kvindeorganisationer på én gang fascineret og intimideret af de engelske medsøstres organisering. Kampen for kvinders stemmeret havde i begge lande holdt hårdt gennem adskillige årtier, stædigt drevet frem af energiske og vedholdende kvinderetskvinder og mænd, men da valgretten blev en realitet i Danmark i 1915, havde man endnu ikke set feminister i slagsmål med politiet i de københavnske gader.

Den danske kvindebevægelse lavede altså ikke dét skifte fra forhandling til civil ulydighed, som de engelske kvinder. Eller også har historieskrivningen udvisket de få, der har gjort væbnet modstand, også på dansk territorium. En ting er sikkert. De engelske suffragetters brug af civil ulydighed, brandstiftelse og vold betød, at de i høj grad blev dæmoniseret i dansk presse og flittigt brugt som skræmmebillede i den samtidige danske offentlighed. Det var derfor ikke usædvanligt da man i Aarhus Stiftstidende forud for folketingsvalget i 1918 kunne læse synspunkter som dette:

”Der har herhjemme ikke stået det samme røre om kvindesagen som i eks. England; de danske kvinder kan ingen virkelige suffragetter opvise og det tjener kun til deres ros. Deres arbejde er foregået i stilhed, men målbevidst og det viser sig nu at de ved denne fremgangsmåde har opnået hvad de kæmpede for”.

Stilhed var nok så meget sagt! Det politiske krav om danske kvinders stemmeret var gennem mange år et ekstremt radikalt politisk krav, og hverken agitationen eller forhandlingerne gik stille for sig. Men i 1918, hvor kravet om valgretten var blevet vedtaget og etableret som en ny norm – ja næsten en selvfølge – var der pludselig roser til den danske kvindebevægelse for deres ikke voldelige metoder. De danske stemmeretskvinder var ellers i årevis blevet affejet som yderligtgående – ikkevoldelige midler eller ej. De havde stået model til latterliggørelse, hån og usynliggørelse for deres politiske engagement og blev – på nedladende vis – ligesom deres engelske kampfæller betragtet som radikale og ekstreme.

Døde kvinder kan ikke stemme

Da en journalist tilbage i 1906 – i en artikel - betegner de militante stemmeretskvinder med det nedladende udtryk ”suffragette” i stedet for det mere almindeligt brugte ord ”suffragist”, tager Emmeline Pankhurst og hendes organisation udtrykket til sig. De begynder at identificere sig som ”suffragetter” og bruger også aktivt betegnelsen til at distancere sig fra mere moderate stemmeretsorganisationer. En bemærkelsesværdig historisk krølle, der forbinder suffragetterne på mere end én måde med nyere feministiske bevægelser som for eksempel queer-bevægelsen, der tog det skamfulde og nedsættende ord ”queer” til sig, lavede kamp på det, og gjorde det til deres eget.

'Suffragette' er på mange måder en fantastisk film, der kan tjene som inspiration til nutidens og fremtidens feministiske aktivister. Premieren på 'Suffragette' i engelske og amerikanske biografer har imidlertid udløst en politisk kritik af filmen og filmens promovering med beskyldninger om, at den usynliggør racialiserede kvinders deltagelse i kampen. En berettiget kritik, når man kigger på den hvide rollebesætning, og samtidig ved, at racialiserede kvinder var en del af bevægelsen.

Andre grupperinger har også brugt filmen til at sætte en feministisk dagsorden. Aktivister fra den feministiske aktionsgruppe ”Sisters Uncut” brød ind og lagde sig på den røde løber foran Odeon Cinema med parolen ”Dead women can't vote” malet på kroppen under filmpremieren på Leicester Square i London. Det gjorde de, for at sætte fokus på nedskæringer til voldsramte kvinder og satte på den måde også fokus på, hvordan markeringer af historiske begivenheder har potentialet til at åbne og lukke for en fremadrettet politisk diskussion. For som der stod på deres skilte: ”We are suffragettes”.

På suffragetternes skuldre

'Suffragette' er en film om undertrykkelse og radikalisering, og filmens måske vigtigste pointe er, at undertrykkelse kan radikalisere mennesker. Maud bliver i den grad radikaliseret, men hendes radikalisering kan kun forstås i relation til den fuldstændige ydmygelse og fornedrelse, som udgør hendes og mange andre kvinders livsvilkår. Maud har hele sit liv været undertrykt, og på den måde kan man argumentere for, at det er samfundet og ikke suffragetterne, der radikaliserer hende. Suffragetterne tilbyder Maud redskaber til at forstå sin situation og handle på den. Her lidt over hundrede år senere er vi mange, der er taknemmelige for Mauds radikalisering. Vi ved, den havde sin berettigelse. Vi ved, vi står på suffragetternes skuldre, og vi ved, at kampen langtfra er slut.