Dunja Blazevicaas ph.d.- afhandling ”Jakten på et fagfelt” er historien om, hvordan en række skandinaviske forskere og aktivister løfter kvinderne ud af den historiske glemmebog, udvikler køn som analytisk perspektiv, og skaber deres 'eget værelse' i den akademiske verden.

Fakta om Dunja Blazevicaa

  • Dunja Blazevicaas ph.d.- afhandling ”Jakten på et fagfelt: den skandinaviske kvinne- og kjønnshistoriens fremvekst i skjæringsfeltet mellom historieforskning og kvinne- og kjønnsforskning” blev forsvaret d. 20. marts 2015 ved Universitetet i Bergen.
  • Dunja Blazevicaa (født 1984) er uddannet historiker fra Universitetet i Bergen i 2009. I 2010 blev hun ansat som stipendiat i historie ved Institut for Arkæologi, Historie, Kultur- og Religionsvidenskab (AHKR), UiB. b
  • Ph.d.-afhandlingen undersøger, hvordan skandinaviske kvinde-og kønshistorikere gennem 30 år har udviklet deres forskning i spændingsfeltet mellem historiefaget og den feministiske kvinde- og kønsforskning.
  • Dunja Blazevicaa viser i ph.d.-afhandlingen, hvordan videnskablige felter udformes gennem inkluderinger og ekskluderinger af forskningsidéer, teorier og metoder.
  • Dunja Blazevicaas afhandling er lavet på baggrund af forskningspolitiske rapporter, konferencerapporter og artikler fra en række videnskabelige tidsskrifter, der viser udviklingen gennem 30 år.
  • Den kvinde- og kønshistoriske forskning udvikler sig gennem de 30 år, ifølge Dunja Blazevicaa, fra et fokus på synliggørelse af kvinders historie og på kvinder som aktører, til i højere grad at arbejde med køn som perspektiv og med udviklingen af køn som analysekategori.
     
I 1970'erne opstår en ny 'socialhistorisk' forskning, hvor historikere begynder at vise interesse for ”historie nedefra”. Interessen for kvinde- og kønshistorie begynder at forme sig som en del af den bevægelse, og det betyder, at man nu begynder at forske i hidtil oversete grupper, såsom arbejdere, fattige og kvinder. Udviklingen af den socialhistoriske forskning hænger i høj grad sammen med samtidens antiautoritære studenterbevægelser, der er stærkt marxistisk præget. Det bliver moderne at interessere sig for de undertrykte, oversete og usynlige samfundsgrupper, og disse strømninger får, ifølge Dunja Blazevicaa, betydelige konsekvenser for historiefaget.

Dunja Blazevicaas afhandling, som hun disputerede 20. marts 2015 ved Universitetet i Bergen, kan i al enkelthed læses som hendes jagt på, hvordan kvinde- og kønshistorie bliver til som fag et sted mellem historiefaget og kvinde-og kønsforskningen. Det er en undersøgelse, hun har lavet på baggrund af forskningspolitiske rapporter, konferencerapporter og artikler fra en række videnskabelige tidsskrifter, der viser udviklingen gennem 30 år.

Retfærdighed, tak!

Den sociale indignation, som præger 1970'erne, siver ind i de faglige diskussioner på universiteterne, og i takt med, at den nye kvindebevægelse for alvor træder i karakter, begynder den feministiske orientering også at udfordre de akademiske discipliner. Her begynder de studerende blandt andet at kræve reelle forandringer i den måde, man bedriver historisk forskning på. Historie skal ikke længere skrives af – eller om de politiske eliter, konger, dronninger, og deres statsråd, men i stedet om arbejdere, håndværkere, kvinder og børn. De feministiske tanker er i høj grad med til at forme de nye historikergenerationer.

Opgør med HIStory 

Kvindebevægelsen i 1970'erne er organiseret i basisgrupper. De begynder, som en del af det politiske projekt, i fællesskab at undersøge kvinders fælles historie, kvinders socialisering, kvinders undertrykkelse og kvinders muligheder for politisk indflydelse, alt sammen med udgangspunkt i deres egne erfaringer. Diskussionerne fører, ifølge Blazevicaa, til en ny akademisk interesse for tidligere tiders kvinder og deres vilkår, især blandt nogle af de aktivistiske kvinder, der studerer historie. Ifølge Blazevicaa er det svært at overvurdere kvindebevægelsens betydning for udviklingen af kvinde- og kønshistorie, samt bevægelsens betydning for udviklingen af den mere tværfaglige kvinde - og kønsforskning. Kvindebevægelsen får med andre ord en afgørende betydning for den spirende nye akademiske interesse for kvinder og køn.

Den usynlige historie

I takt med at kvindebevægelsen arbejder på kvinders 'bevidstgørelse', som en måde at frigøre kvinder på, opstår der en ny kritisk bevidsthed omkring historiefaget. Det betyder, at man pludselig begynder at forholde sig kritisk til historiefagets hidtidige fokus på mænd, et fokus, der har medført, at kvinders historie - og måske især arbejderkvinders historie - er blevet usynliggjort.

For en række af de nye kvinde- og kønshistorikere bliver det derfor et (kvinde)politisk projekt at forske i kvinders historie ud fra ideen om, at kvinder også har ret til en fortid og en historie. Visionerne bag den opblomstrende kvinde- og kønshistoriske forskning er, at forskningen nu skal blive et redskab til at give kvinder en stemme i nutiden, ved at skrive tidligere tiders kvindehistorie frem. Som Blazevicaa viser, fødes den kvinde-og kønshistoriske interesse ud af et stærkt feministisk ønske om at synliggøre kvinder som aktører, både individuelt og som gruppe. De tidlige kvinde- og kønsforskere argumenterer for, at historieforskningen må forstås som ufuldstændig og amputeret sålænge kvinders historie ikke inddrages i højere grad. I processen med forskningspolitisk at legitimere, og økonomisk fundere, kvinde- og kønshistorie som fag, argumenterer man desuden med, at denne nye vidensproduktion er samfundsnyttig og kan bruges som løftestang for større ligestilling mellem mænd og kvinder.

En feministisk bombe under de etablerede historiefaglige metoder

Den nye interesse for kvinder og køn stiller helt nye spørgsmål til, hvordan man(d) skal bedrive historisk forskning. Hvis man ikke længere skriver historie om overklassen, men om arbejderkvinder, så stiller det nye krav til, hvilke kilder man overhovedet kan bruge i sin historiske forskning. Det bliver klart, at nye (grupper af) forskningsobjekter kalder på nye metoder, fordi fattigfolk og kvinder ganske enkelt ikke har efterladt sig samme skriftlige spor som adelen og overklassen. Kvinde- og kønshistorikerne kommer derfor til at udfordre historiefagets syn på kildemateriale og bliver både banebrydende, og afgørende, i brugen af nye typer af kildemateriale, som fx skønlitteratur, teaterstykker, poesi, breve, testamenter og dagbøger.

Kvinder som subjekt og objekt i forskningen

Kvinder- og kønshistorikerne udfordrer, ifølge Blazevicaa, også radikalt historiefaget ved at formulere spørgsmål om, hvad kønnet betyder for selve forskningsprocessen. Hvad betyder det, at mænd hidtil har udformet forskningsspørgsmålene? De argumenterer for, at kvindelige forskere på baggrund af deres særligt kvindelige erfaringer og livsvilkår vil kunne formulere andre forskningsspørgsmål og dermed kan indskrive hidtil oversete perspektiver i historieskrivningen. Kvindebevægelsens fokus på, og opvurdering af kvindelige erfaringer, bevæger sig dermed ind i det etablerede akademia, hvor kvinde- og kønshistorikere nu fremhæver vigtigheden af kvinder som både objekt og subjekt i forskningen.

Kvindehistorikermøderne – et fællesskab

Blandt kvinde - og kønshistorikere opstår der et behov for et nyt og anderledes forskningsmiljø. Som Blazevicaa viser, ytres der, i en dansk forskningspolitisk rapport fra 1970'erne, et ønske om at skabe et ”vitalt og spændende forskningsmiljø” og ”et stort trygt rum, hvor nogle af de mange kvinder, som arbejder med kvindeforskning, kan komme til at tale og til at lytte til hinanden”. Det er en rapport, der for første gang kortlægger, synliggør og bygger netværk imellem kvinde- og kønshistorikerne. En række af de deltagende forskere, fra rapporten, tager initiativ til at skabe et rum for diskussioner om kvinder og køn i et historiefagligt perspektiv. Det resulterer i kvindehistorikermøderne, hvor kvinde- og kønshistorikere mødes og udvikler feltet gennem kontinuerlige diskussioner om kvinder, køn, historiefaglige metoder og tværvidenskab.

Eget værelse i akademia

Ifølge Blazevicaa har kvindehistorikermøderne, som finder sted fra først i 1980'erne og i en lang årrække frem, en enorm indflydelse på udviklingen af kvinde- og kønshistorie, som selvstændigt fagfelt. Rapporterne, der bliver udgivet efter disse møder, bliver også en central del af Blazevicaas kildemateriale på den baggrund, at: ”(...) møtearrangørene fra de ulike landene alltid har understreket møternes viktighet for å få frem og debattere de siste nyvinningene innen feltet”. Kvindehistorikermøderne bliver en afgørende mødeplads, hvor teoretiske, metodiske og empiriske indsigter udveksles. Samtidig bliver de et sted, hvor nye og kontroversielle emner forankres i den eksisterende kvinde- og kønshistoriske forskning gennem invitationen af forskellige internationale gæster. Den poststrukturalistiske teori gør sin entre fx med Joan Wallach Scott på kvindehistorikermødet i 1989.

Fra kvinde til kønsforskning?

Den kvinde- og kønshistoriske forskning udvikler sig dramatisk gennem de 30 år, som Blazevicaa undersøgelse strækker sig over. Det bevæger sig fra et fokus på kvinder som aktører, og på synliggørelse af kvinders historie, til i højere grad at arbejde med køn som perspektiv og udviklingen af køn som en analysekategori. Der sker en bevægelse i det forskningsmæssige fokus fra kvinde til køn, hvor diskussioner om definitionen af køn som begreb begynder at stå i centrum, og hvor socialkonstruktivistiske og postmodernistiske teorier udfordrer og udvikler feltet.

Akademiske aktivister

Afhandlingen er på mange måder historien om, hvordan en gruppe aktører - akademiske aktivister - gennem kontinuerlige og årelange diskussioner skaber et nyt akademisk felt, som bliver til i spændingsfeltet mellem politik, forskning og de nye kvindebevægelser, der står stærkt i 1970'erne. Blazevicaa viser, hvordan motivationen bag den tidlige kvinde-og kønshistoriske forskning på den ene side har været et frigørelsesprojekt, hvor ideen var, at forskningen kunne hjælpe kvindebevægelsen med at skærpe sine argumenter og styrke kravene til det politiske etablissement. På den anden side viser hendes materiale også, at forskningen i nogle sammenhænge også blev tænkt som et brugbart politisk redskab, som kunne vise magthaverne, hvordan de bedst kunne gennemføre reformer. Med sin afhandling skriver Blazevicaa derfor på sin vis historien om, hvordan feminismen får en akademisk form, der har et grundlæggende ønske om, og vilje, til samfundsforandring.

Da feminisme blev en videnskab

Overordnet set viser Blazevicaas afhandling, hvordan kvinde- og kønshistorikerne har sat et revolutionerende historisk fokus på temaer som kønsarbejdsdeling, reproduktion, ubetalt arbejde, arbejdsløshed, livssammenhæng, moderskab, krop, seksualitet og vold. De har gennem faglige diskussioner udviklet køn som analysekategori og som et perspektiv, der kan frembringe oversete historier. Med deres aktivistiske strategier etablerer de et nyt fagfelt, fordi de formår at overføre basisgruppens måske stærkeste forcer– kvinders erfaringer, fællesskab og refleksion - til en akademisk form. Blazevicaa afhandling bliver derfor også en understregning af, hvordan de med blandt andet kvindehistorikermøderne får skabt deres eget værelse i den akademiske verden, og indskriver køn og kvinder som en del af vores fælles historie.