#MeToo-kampagnen har fremkaldt mange og vidt forskellige reaktioner blandt mænd, også i Danmark. Rigtig mange er rykket ud med støtte og har åbnet op for selvrefleksionen, men man skal ikke lede længe på blogs og sociale medier for også at finde afvisning, vrede og latterliggørelse. De første reaktioner vidner om, at en del er klar til at omfavne nye former for maskulinitet, siger en dansk kønsforsker. Mens de mænd, der spejler sig i de klassiske kønsroller, møder nogle centrale udfordringer i en verden, der så småt er begyndt at sige fra over for overgreb.

Det var noget af en chokbølge, der ramte de sociale medier i dagene efter den 15. oktober, hvor den amerikanske skuespiller Alyssa Milano gennem sin Twitter-konto foreslog, at alle, der har været udsat for sexchikane og seksuelle overgreb, skulle skrive #MeToo. For lynhurtigt blev hashtagget gentaget flere millioner gange på internettet, ofte ledsaget af personlige erfaringer med overgreb af forskellig karakter.

#MeToo-kampagnen er blevet en social massebevægelse, mener nogle kommentatorer, måske med et revolutionært potentiale, og kampagnen har allerede haft flere følgevirkninger.

Selvom det primært er kvinder, der har delt deres historier, har bevægelsen ikke mindst medført et fokus på mænds rolle og ansvar i forhold til den fremherskende overgrebskultur, som de mange millioner kvinders historier vidner om. Det er blandt andet kommet til udtryk ved, at en del store medier som CNN og The Guardian har lavet vejledninger til, hvordan mænd kan reagere på kampagnen, og hvad mænd kan lære af kampagnen.

Mændene har bestemt heller ikke været tavse på de sociale medier. Faktisk viser en undersøgelse offentliggjort af The Telegraph den 18. oktober, at 30 procent af alle tweets med hashtagget #MeToo på det tidspunkt kom fra mænd.

At så mange mænd har deltaget aktivt skyldes blandt andet, at #MeToo i endnu højere grad end tidligere er en bevægelse, der tvinger mænd til at tage stilling. Det mener kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes:

”At kampagnen viste sig at være så omfattende og har appelleret til så mange kvinder, har for det første gjort det meget svært for mænd at ignorere det. Den grad af solidaritet, som kvinder har vist i forbindelse med #MeToo, når jo proportioner, som jeg ikke mener, vi har set magen til i den digitale tidsalder. Det lugter lidt af revolution,” siger Christian Groes.

”Bevægelsen har desuden været særlig, fordi den har antaget en form, hvor overgrebene pludselig kommer meget tæt på. Det er både mødre, søstre, døtre, kollegaer og veninder, der fortæller om deres historier, og som dermed understøtter den overordnede fortælling om, at overgrebskulturen ikke kun lever i Hollywood, men derimod er meget udbredt. Det er svært bare at slå hen, selvom nogen selvfølgelig prøver.”

Spændende splittelse

Reaktioner på #MeToo

Da artiklen her ikke er en polemik mod konkrete indlæg i debatten, men derimod en analyse af den, har vi valgt ikke at linke til eksempler på negative reaktioner. Men debatten har blandt andet kørt på facebook og på blog på fx Berlingske og Filmmagasinet Ekko. 

Flere andre medier har reageret på debatten:

Se fx Information på lederplads

KVINFO har samlet et fakta-ark om voldtægt

Herhjemme lander kampagnen i forlængelse af et par år, hvor både voldtægtskulturen, seksuel chikane og fænomener som hævnporno er kommet i søgelyset. Projektet ”Vidnesbyrd, hvor en række kvinder har fortalt deres voldtægtshistorier i Dagbladet Information, sagen fra Herfølge, hvor tre teenagere blev frifundet for voldtægt efter sex med en stort set bevidstløs pige, og de mange historier om intime billeder og videoer, som har cirkuleret blandt unge, har alle skabt stor offentlig debat. Men alt dette betyder ikke, at debatten i Danmark har været mættet på forhånd. Tværtimod, og også her har bevægelsen fået mændene til tasterne.

Det er i den forbindelse værd at kigge nærmere på mændenes reaktioner, mener Christian Groes. Han ser nemlig overordnet, at den efterfølgende debat deler danske mænd i to lejre. På den ene side er der dem, der støtter op om bevægelsen, og som eventuelt også bruger de mange vidnesbyrd til at kigge indad. På den anden side finder vi dem, der tager afstand til bevægelsen, og som ikke nøjes med at rette kritik, men som med deres indlæg i debatten forsøger at underminere den kraft, der ligger i de mange vidnesbyrd om overgreb og sexchikane. Typisk gør de det ved at latterliggøre bevægelsen eller ved at afspore diskussionen.

”Den splittelse er spændende på flere måder. I første omgang fordi vi faktisk ser, at en del mænd er klar til at omfavne nye former for maskulinitet. Maskuliniteter, som kan være kendetegnet ved en større grad af respekt for kvinder, som finder plads til en omsorgsfuld mande- eller faderrolle uden at være patroniserende, og som er klar til at gå op imod overgrebskulturen i et eller andet omfang. Men i forbindelse med #MeToo-kampagnen ser vi så også mænd, som slet ikke er klar til at omfavne disse nye maskuliniteter. Altså heller ikke, når de bliver konfronteret med de mange historier om overgreb og sexchikane.”

Svært farvel til privilegier

Christian Groes bruger begrebet ”nostalgisk maskulinitet.” Han mener, at vi gennem de negative reaktioner kan få øje på vigtige aspekter af de udfordringer, som mænd, der i tråd med denne betegnelse identificerer sig nostalgisk med de mere klassiske kønsroller, og som stadig opnår privilegier igennem dem, står over for.

Det er i første omgang værd at bemærke, at det er mænd med privilegier, der råber op. Sådan set på begge sider af kløften og dermed også iblandt de mest kritiske røster. Det er således ikke tabermanden, der kommer med de vrede indlæg.

”Tabermanden deltager stort set ikke i debatten. Det er journalister, etablerede debattører og cheftyper som den tidligere Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen, der fylder i billedet, så vidt jeg kan se. Det kan skyldes, at hvor tabermanden for længst har indset, at han ikke har de samme privilegier som tidligere, mest i forhold til klasse selvfølgelig, er der stadig en del af de mere privilegerede mænd, der føler sig angrebet af en bevægelse som #MeToo. De mærker nok, at de kan miste nogle af deres privilegier,” siger han og peger på, at denne nostalgiske, maskuline selvopfattelse er meget afhængig af magten og de kønnede privilegier:

”Disse mænd ved slet ikke, hvor de skal finde deres selvværd, og hvordan de skal finde en mening i deres liv som kønnede væsner, når de gamle kønsroller bryder sammen. Deres svar i debatten er derfor typisk meget følelsesladede, og de forsøger ofte at latterliggøre bevægelsen. I de mest voldsomme eksempler, jeg er stødt på, bliver det tydeligt, at nogle af disse mænd føler, at det er selve det mandlige køn, der er under beskydning.”

Solkongerne og lakajerne

#MeToo-kampagnen opstod i kølvandet på, at den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein blev anklaget af en lang række kvindelige skuespillere, herunder Gwyneth Paltrow og Angelina Jolie, for at have forulempet dem seksuelt i forskellige sammenhænge. Det var i forlængelse af dette, at Alyssa Milano skrev sin nu berømte opdatering på Twitter.

Siden er Harvey Weinstein blevet fyret fra det produktionsselskab, the Weinstein Company, som han selv har været med til at stifte. Dermed er en af Hollywoods mest magtfulde mænd blevet pillet ned fra sin trone, og den slags giver genlyd hos de mænd, der identificerer sig med den nostalgiske maskulinitet, som Christian Groes kalder den.

Om forfatteren

Emil Eggert Scherrebeck er cand.mag. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet med tilvalg i Kønsforskning på KU og i Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han arbejder freelance som journalist for forskellige medier og som musikanmelder for Dagbladet Information.

”Nogle af disse meget magtfulde mænd, som Harvey Weinstein, kan nemt komme til at lide af dét, jeg kalder Solkonge-komplekset. De føler, at de har ret til at gøre hvad som helst. Måske også fordi de konstant bliver bekræftet i, at de kan slippe afsted med det hele. Men en del mænd, der ikke selv er deciderede solkonger, kan identificere sig med de meget magtfulde mænd, fordi de selv nyder godt af nogle af de samme mekanismer,” siger Christian Groes, der samtidig påpeger, at disse mænd, ligesom solkongerne, har haft mulighed for at slippe afsted med at sige og gøre forskellige ting imod kvinder, om end i mindre skala.

”På den måde er de på samme hold som mænd, der har mere magt og status. Måske de også fornemmer, at det en dag kan blive deres tur til at nyde flere af privilegierne, hvis de på et tidspunkt selv stiger i graderne.”

Potentialer for drengegruppen

Men hvad kan så blive de længerevarende følger af #MeToo-bevægelsen. Kan den måske have positiv indvirkning på, hvordan mænd er med til at påvirke hinandens adfærd? Christian Groes vil ikke afvise, at det kan blive resultatet. Men det er bestemt ikke ligetil.

”Bevægelsen kan nok få en del mænd til at reflektere over, hvordan de behandler kvinder. Men når mænd er sammen i fællesskaber, er der en tendens til, at de bekræfter hinanden i forhold til privilegierne. Dertil kommer, at det bestemt ikke er nemt for mænd at kritisere andre mænd, der har mere status. I sådanne situationer kan de nemt blive set som smålige, eller de kan blive anklaget for at være svage, bløde eller misundelige.”

Men kan man forestille sig, at man kunne komme til et punkt, hvor man opnår status som mand ved at påtale sexchikane fra mere magtfulde mænd?

”Jeg tror, at der vil være mange mænd, der begynder at holde øje, og som godt kan finde på at intervenere, hvis de ser noget. Men jeg tror, at de fleste mænd vil gøre det anonymt. For selvom de måske kunne blive fremstillet som helte i offentligheden, vil de stadig kunne blive set som forrædere i ’det store mandefællesskab.’ Den tror jeg ikke, at vi kommer helt ud over lige med det samme.”