http://www.flickr.com/photos/wilson_x/2497799186/
Yngre generationer af fædre vil være nærværende i deres børns liv. Men i den offentlige debat bliver fædres omsorg ofte tolket som et autoritetstab og et symptom på et samfund, hvor "alle er mødre". Antropolog Maruska Mosegaard har talt med flere generationer af fædre. Hendes forskning viser, at yngre mænd udfylder faderskabet med omsorg og nærhed for at sikre en tilknytning til deres børn - og dermed autoritet som forældre i en tid, hvor familiemønstre er i opbrud.

Læs mere

Læs mere

Artiklen bygger på undersøgelsen Fædre og sønner. Forestillinger om autoritet og omsorg hos tre generationer af fædre (2006).

Forfatteren har tidligere udgivet Faderskab og forbundethed - et studie af homo-seksuelle mænds forældreskaber (2005) og er medredaktør på antologien The Second Sex in Reproduction. Men, Masculinity and Sexuality (2007), Berghan Books

Der var engang, da både fædre og mødre var fysisk til stede i deres børns hverdagsliv. Siden rykkede mændene ud af hjemmene, som blev kvindernes entydige domæne. Fædrene blev de fraværende forældre, mens mødrene kom stadig tættere på. I dag, hvor sønnerne af 1960'erne og 70'erne er blevet fædre, tegner der sig et nyt billede. Mændene er igen til stede i deres børns liv, tilsyneladende på en måde som ikke tidligere er set.

Nogle mener, at denne generation af nærværende og omsorgsfulde fædre repræsenterer en "nyhed i verdenshistorien", som psykolog og fædreforsker Svend Aage Madsen udråbte dem til for et par år siden. Han konkluderer på linje med andre forskere, som f.eks. norske Svein Ole Sataøens studier af drengeliv, at både børn, mænd og kvinder vinder ved mændenes indtog i intimsfæren.

Andre taler bekymret om en udvikling i retning af "Det faderløse samfund" - herhjemme senest eksemplificeret ved Henning Jensens bog med samme titel - hvor far ikke længere er en klar og ubetinget autoritet, som kan udgøre en modpol til den tætte følelsesmæssige relation til mor.

Fædre i forandring

Faderskabet er således blevet genstand for fornyet debat. Der er enighed om, at fædre er noget andet i dag, end de var engang. Men vandene deles, når forskere, medier, politikere og fædre, der ytrer sig i debatten, diskuterer konsekvenserne af de forandringer, som faderskabet menes at have undergået.

Jeg har set på disse forandringer i faderskabet og dets betydninger i en undersøgelse af forestillinger om autoritet og omsorg hos tre generationer af fædre. Mine samtaler med en gruppe mænd i Jylland og i København bekræfter i lighed med andre studier, at fædre i dag adskiller sig fra generationen før, ligesom deres fædre i øvrigt gjorde før dem. Men frem for at spørge, om de er mere nærværende, end fædre var tidligere, har jeg stillet skarpt på, hvad vi mener med nærvær, og hvorfor det synes at være så vigtigt i dag.

Alt for ofte bliver begrebet nærvær forstået som en objektiv målbar tilstand, som noget der er mere eller mindre af, hvilket igen vurderes som enten godt eller skidt. Men nærvær er et normativt begreb, der - ligesom fænomenet "at være far" - må forstås i en kulturel, social og historisk sammenhæng. Fædrenes insisteren på nærhed i undersøgelsen vidner om, at netop nærvær er et centralt begreb for de yngre fædre.

Denne insisteren fortæller os dels om, hvordan ændrede forhold for kvinder på arbejdsmarkedet har givet nye muligheder for mændene i familierne. Dels peger den på, hvordan forandringer i forestillinger om ægteskabet og det heteroseksuelle parforhold giver ny vægt til forældre-barn-relationen.

Fra samvær til nærvær

Når vi i dag taler om nærvær, og man ikke gjorde det tidligere, betyder det så, at fædrene før i tiden ikke var nærværende? Ja og nej. Nærvær har ikke været et anvendt begreb blandt tidligere generationer af fædre. De har brugt og italesat tiden med deres børn på andre måder end i dag. Dermed ikke sagt, at der ikke har været fraværende fædre.

Blandt de yngre fædre, jeg har talt med, er fravær bestemt et tema, som flere trækker frem i historierne om deres fædre. Nogen peger på, hvordan deres fædre var fysisk fraværende i hjemmet i kraft af deres arbejde, og de giver udtryk for selv at ville arbejde mindre og bruge mere tid sammen med deres børn.

Andre beskriver farens fravær som et spørgsmål om psykisk og følelsesmæssig distance og fremhæver, hvordan de selv lægger vægt på at være tæt følelsesmæssigt knyttet til deres børn. En del af de yngre fædre taler sig på den måde op imod deres fædre som fraværende forældrefigurer, i modsætning til hvordan de selv er nærværende i deres børns liv.

Nærvær synes altså at være et spørgsmål om både tid og tilknytning, og i min undersøgelse fremhæves dette særligt af de yngre fædre. Samtidig er det tydeligt, at tid og tilknytning ikke er helt så nye fænomener i mænds familieforhold, som vi, der studerer dem, kan komme til at gøre dem. Fædre der skifter ble, giver deres børn bad, kører dem til dagplejen eller vuggestuen og bruger weekenden alene med børnene på ødegården i Sverige - beretninger om sådanne situationer forekommer på tværs af generationerne i undersøgelsen.

For eksempel fortæller en pensioneret landmand, som fik sit første barn i 1967, hvordan han måtte passe datteren derhjemme, fra hun var to måneder gammel, fordi konens barselsperiode var udløbet:

- Så passede jeg Katrine samtidig med, at jeg passede landbruget (...) jeg passede hende det første år, og jeg gik jo derhjemme, og vi skulle jo have nogle indtægter ikk'. Jeg gik og byggede stalden om, jeg gik og byggede i den tid der, da Katrine var her ikk'. (Interviewer: Så du kunne godt have dit arbejde samtidig med?) Jamen, hun stod i barnevognen jo, så hun kunne jo sove det meste af tiden jo, og så tog jeg hende op, og så fik hun noget at spise, og så, så lagde jeg hende hen igen - det - det ved jeg sgu' ikke...

I modsætning til de yngre fædre i undersøgelsen opfatter manden her samværet med datteren som sekundært, ligesom de fleste andre adspurgte i hans generation. Han passer i første omgang sit arbejde med gården, og herunder tager han sig af datteren. Så hvor han kvantitativt har tilbragt mere tid sammen med sin spæde datter end størstedelen af de yngre fædre har med deres små børn, italesætter han ikke samværet som nærvær.

Eksemplet illustrerer, at det ikke er så stor en nyhed, som det gøres til, at mænd bruger tid med deres børn. Som omsorgsgivere synes nutidens fædre heller ikke at være de første af deres slags. Det væsentlige skred ligger derimod i, hvordan fædre taler om og bruger tiden med deres børn, og i måden relationen mellem forældre og børn diskuteres i samfundet.

Samværet med børn har tidligere været sekundært, hvor det i dag er blevet primært. Man kunne fristes til at sige, at samvær er blevet til nærvær - og at nærvær i dag betragtes som et gode i sig selv. Og hvorfor det?

Nye alliancer

Her er det helt væsentligt at se på, hvordan ændringer i forholdet mellem mænd og kvinder inden for familien har medført en ny alliance mellem forældre og børn. Det hænger sammen med, at ændrede arbejdsmarkedsforhold har været med til at danne nye familiemønstre.

De mænd og kvinder, der blev forældre i 1960'erne og 1970'erne, har nok delt flere opgaver forbundet med børnene end generationen før dem, men i mange familier har der stadig været ganske klare skel mellem mænds og kvinders funktioner. I dag er normen om en udearbejdende far og en (delvist) hjemmegående mor afløst af en familiemodel, hvor begge forældre (hvis der er to) er udearbejdende. Det indebærer en mindre skarp funktionsdeling, både i og uden for familien, og dermed nye mulighedsbetingelser for det at være far eller mor.

Mens kvinder har opnået andre muligheder for at gøre karriere uden for hjemmets fire vægge, har fædre i dag større teoretisk såvel som reel mulighed for at indtage en primær rolle i forhold til børnene. Blandt de yngre fædre, jeg har talt med, griber størstedelen den mulighed. Flere tager barsel, nogle går på deltid, mens børnene er små, og de der har en ægtefælle, som gør karriere, tilrettelægger deres arbejdsliv i samarbejde med hende.

Mange understreger, at børnene går forud for arbejdet. En 37-årig far til to, der lever i et forhold, hvor både han og hans kone er udearbejdende, fortæller:

- Den der traditionelle ting med, at mændene går ud på jagt eller tjener pengene, og kvinderne styrer hjemmet - altså jeg ville fanme ikke bytte, jeg kunne fanme ikke, altså jeg gør alt, hvad jeg kan, fra jeg går ud af døren om morgenen, så prøver jeg på at planlægge min dag, så jeg kan komme hjem så hurtigt som overhovedet muligt til mine børn og min kone ikk'.

Betingelserne for fædres tilknytning til deres børn er undergået en forandring i den forstand, at mange mænd er rykket længere ind i familien, i takt med at kvinderne er rykket længere ud. Fra ældre fædregenerationers marginale position i børnenes liv, indtager fædre i dag en mere central rolle i deres egne familier.

Nærværet, forstået som muligheden for tid og tilknytning i forholdet til sine børn, er derfor blevet en mere kulturelt accepteret og strukturelt tilgængelig mulighed for de mænd, der ønsker det.

Men også andre ændringer, som vedrører relationen mellem kønnene, er afgørende for, at nærvær i dag er blevet et centralt begreb, når det kommer til det at være far. Som den norske sociolog Arnfinn Andersen peger på, har den entydige alliance mellem ægteskabet og forældreskabet mistet sin status. Når ægteskabet ikke længere er garanteret som et livslangt forhold, tillægger forældrene forholdet til barnet en ny værdi.

Derfor spiller barnet en ny rolle i konstruktionen af familien. Det er barnets behov og barnets bedste, som er i fokus. Det ses i familierne, men også i samfundet generelt. Ægteskabskontrakt, forsørgerforpligtelser og de tiltag, som samfundet har haft til rådighed for at regulere kernefamilien, er i øget grad blevet erstattet af tiltag, som tager udgangspunkt i barnet.

For fædrene gælder det, at tilknytningen til deres børn ikke længere kan bygge på en traditionel position som forsørger og ægtefælle. Derimod er det den direkte relation til barnet, med alt hvad det indebærer af praktiske opgaver og følelsesmæssig tilknytning, som er blevet central. Derfor er spørgsmålet om nærhed og evnen til at skabe tætte bånd mellem sig selv og sit barn i dag mere afgørende end tidligere.

De insisterende fædre

Mange af de yngre fædre i undersøgelsen understreger da også vigtigheden af far/barn-relationen. En fraskilt far med to delebørn udtrykker fx, hvordan det for ham er "meget, meget, meget vigtigt at være far, at have nogle børn". En anden siger samstemmende hermed om det at være med til fødslen, at det er en naturlig ting, som han påtager sig med en insisteren. Og han understreger, hvor vigtigt det er for ham at være tæt på sine børn, også mens de er helt små.

Ud over at vise tilbage til den nye alliance mellem forældre og barn, vidner fædrenes insisteren på nærhed også om, hvor svært foranderlige kønsstereotype billeder af fædre og mødre kan være. Selv om den skarpe opdeling af mænd og kvinders roller i familien er blevet brudt, er der stadig klare kulturelle forestillinger om, hvad henholdsvis mænd som fædre og kvinder som mødre er og bør være. Forestillinger, som mænd såvel som kvinder på samme tid betjener sig af og forsøger at gøre op med.

Når mændene insisterer på nærhed, er det derfor også en måde at tale sig op imod den ideologiske vægt, moderskabet har i vores kultur: Mor er tæt på, far er fjern, hun er nærværende, han er fraværende, hun er omsorgsfuld, han er hård og kontant.

Historisk set har det voksende lægevidenskabelige fokus på kvindens rolle i reproduktionen og hendes omsorgsgivende funktion i forhold til det spæde barn været med til at legitimere stadigt stærkere bånd mellem mor og barn. Det har samtidig skabt en kulturel kløft mellem fædre og børn.

Nutidige fædres insisteren på nærhed må ses i forhold til denne intimisering og ideologisering af moderskabet. Der er både tale om en retorisk insisteren, hvor de benytter sig af de ord, som hidtil har været brugt i talen om kvinders forhold til børn - og om en praksis, hvor de insisterer på at have en tæt relation til barnet uden om moderen.

Ny basis for autoritet

I den forstand kan man derfor godt diskutere "nærværende fædre" som en nyhed i verdenshistorien. De er de første fædre, der taler om nærvær. Uden at udelukke, at fædre i dag bruger meget (mere) tid med deres børn, mener jeg derfor, at det særligt er i deres insisteren på nærvær, at de adskiller sig fra deres fædres generation. Hvor fædre tidligere, som den pensionerede landmand, havde børnene omkring sig, så skal og vil nutidige småbørnsfædre derimod være omkring deres børn.

Blandt andet i den aktuelle debat om det faderløse samfund har flere hævdet en modsætning mellem nutidens nærværende fædre og datidens autoritære fædre. Men måske skal vi i højere grad forstå denne insisteren på nærhed som den måde, fædre (og mødre) i dag legitimerer sig selv som autoriteter.

Som mand og far er det ikke længere nok at være tæt på sin ægtefælle, man skal derimod i lighed med moren være tæt på sit barn. Nærheden opfattes som et gode - af den enkelte og af samfundet. Kommer det for eksempel til en skilsmisse, er det den forælder, som kan påvise en tæt tilknytning til barnet, der får retten til samvær.

For børn er noget, man i dag gør sig fortjent til. Børn er blevet væsner, som forældre skal være opmærksomme på, personer med egne behov og personligheder, der skal tages hensyn til. Man skal kende og forstå sit barn for at være en god forælder. Og kendskab og forståelse kommer ikke uden nærhed, uden at man bruger tid sammen med og er tæt knyttet til sit barn. Nærheden bliver derved basis for det gode forældreskab, udfra hvilket man kan påberåbe sig en autoritet.