For kvinderne i Syrien har krigen ikke bare betydet bomber, flugt og overgreb. Samfundets sammenbrud har også kastet dem direkte tilbage i et liv, som er styret af ultratraditionelle, konservative normer. Et liv, hvor deres vigtigste værdi er deres evne til at føde drengebørn, og hvor deres dyd er vigtigere end deres liv. Den syriske journalist Zaina Erhaim giver her en række billeder og oplevelser af livet for kvinderne i krigens Syrien.

Første scene: Abnorm forplantning

En kvinde holder den yderste flig af sin lange, sorte kjole med den ene hånd, mens hun i den anden hånd bærer en bunke tæpper, der svøber sig om et lille spædbarn. Hun forsøger – med smerten tegnet i sit ansigt – uden held at komme op i bussen, da en ung kvinde kommer hende til undsætning.

Langsomt sætter hun sig ned på bussædet. Hun lægger spædbarnet i skødet, så hun har begge hænder fri til at skjule sit grædende ansigt.

Imens hun afslører spædbarnet i den gamle, grønne bus – der transporterer syrere tilbage til Syrien fra Tyrkiet gennem Bab al-Salamah-grænseovergangen – nærmer en kvinde i 50’erne sig hende og siger: ”Jeg håber, det er et drengebarn!”

Moderen tørrer sine tårer væk og svarer med dyb stemme: ”Nej, det er en pige.”

Den ældre kvinde rynker panden og begynder at prædike for os, vi andre kvinder, i bussen: ”Det burde ikke være sådan her. Vi kvinder må føde drengebørn som erstatning for alle de mænd, vi mister. Krig er ikke noget for kvinder.”

En anden kvinde forsøger at mildne den anspændte situation ved at spørge moderen: ”Hvornår fødte du?”

”For to dage siden, men vi har ikke penge nok til at betale for, at jeg kommer til hægterne på det tyrkiske hospital, så jeg er nødt til at tage hjem, selvom jeg har barselsfeber,” svarer hun.

om Zaina Erhaim

Zaina Erhaim er uddannet journalist i Syrien og ved City University of London. Zaina Erhaim arbejder som freelancer for Economist, The Guardian og BBC og er projektansvarlig koordinator og træner for syriske journalister gennem organisationen 
The Institute for War and Peace Reporting.

Zaina Erhaim er født og opvokset i Syrien og har været journalist i 9 år i fx Damascus, London og Tyrkiet, men nu er hun tilbage og bor i det nordlige Syrien og er bl.a. blevet udvalgt af Reporters Without Borders til at være en af deres udvalgte journalister d. 8. marts i år. 

KVINFO mødte Zaina Erhaim  i 2009, da hun deltog i en workshop for Kvindelige kulturskribenter fra Jordan, Marokko, Syrien og Danmark i forbindelse med filmfestivalen DOXBOX09 i Damaskus. Her skulle kulturjournalisterne producere den daglige festivalavis, Point of View, og samtidig arbejde med køn i en workshop arrangeret og varetaget af KVINFO og DOXBOX.

Læs Zaina Erhaims blog 
Følg Zaina Erhaim på Instagram 
Følg Zaina Erham på Twitter 
Se Zaina Erhaims seneste artikel i The Guardian 
Læs personligt interview med Zaina Erhaim på fransk
 

Jeg forlader den nybagte moder, der ikke blot har fysiske smerter, men som – takket være den anden kvinde i bussen – nu også er plaget af skyldfølelse over at have født en pige frem for en dreng.

Fortællingen fortsætter i kvindeklinikken i Bustan al-Qasr-kvarteret i Aleppo, der for nyligt blev udslettet af bomber.

En sygeplejerske fortæller jordemoderen historien om Umm Ahmad: ”Stakkels kvinde, lægen fortalte hende, at hun ventede en søn, så hendes mand forkælede hende rigtigt. Men da hun så fødte en datter, forlod han hende på hospitalet, og da hun blev udskrevet, tævede han hende, før han lod sig skille fra hende.”

Samtalen afbrydes, da to sortklædte kvinder træder ind i klinikken. Den ene er en 16-årig pige, der – til trods for at hun er klædt i en voksen kvindes tøj – ikke har held med at skjule sin unge alder.

Hendes moder beder uroligt jordemoderen: ”Du må finde ud af, hvad min datter fejler, selvom hun har været gift i seks uger, er hun endnu ikke blevet gravid!”

En endnu yngre pige, en 15-årig, ankommer blødende til klinikken; en spontan abort takket være nyheden om hendes ægtefælles død ved en af fronterne i Aleppo.

Historien fra kvindeklinikken rummer også kapitler om de ældre kvinder (dvs. kvinder i 40’erne i henhold til de stedlige traditioner). 

En kvinde henvender sig til jordemoderen; hun løfter sin niqab (et slør, der dækker hele ansigtet undtaget øjnene, overs.) til side og spørger hende: ”Min søster, der er i 40’erne, er blevet gift. Nu har hun blødt i 14 dage, og vi forstår ikke hvorfor. Hendes mand ønsker skilsmisse; han væmmes og anklager os for at have overladt ham en defekt brud!”

En anden kvinde venter til sin gravide svigerdatter er gået ind i undersøgelsesrummet, før hun beder jordemoderen om hormonstimulerende medicin: ”Af hensyn til min mand,” koketterer hun.

Her registreres de nyfødte ikke, de får hverken ID-kort eller pas, ja selv deres forældres ægteskaber er ofte ikke anerkendte af de offentlige myndigheder. Børnene fødes statsløse, i bedste fald med en håndskrevet fødselsattest fra et felthospital.

Der er heller ingen børneklinikker, for de tilbageblevne læger kæmper dagligt for at hjælpe alle de sårede efter den syriske hærs bombardementer.

Bare i år har Assads flyvevåben begået to massakrer på grundskoler i Aleppos vestlige kvarterer, hvor et tital af skoleelever og deres lærere blev dræbt. Og det til trods, fortsætter fødslerne, der dagligt efterlader børn til at dø, mens deres grundlæggende rettigheder trædes under fode.

 

Anden scene: Patriarkat

Patriarkatet har aggressivt ekspanderet sin magt og indflydelse i takt med, at krigen mod civilbefolkningen er taget til i de oprørskontrollede områder. Situationen forværres takket være det syriske regimes massakrer, der driver familier på flugt, så de maskuline, bevæbnede mænd nu bliver en kilde til magt og beskyttelse.

I begyndelsen af revolutionen skabte kvinder deres eget råderum – som førstehjælpere og borgerjournalister – selv langs frontlinjerne.

Senere blev de tvunget væk fra denne sociale kontekst – og siden også fra mange andre offentlige sammenhænge – og nogle kvinder blev endda sendt ud af Syrien af deres revolutionære ægtefæller, tvunget til at søge tilflugt med børnene i Tyrkiet, mens mændene fortsætter med at leve i Syrien og af og til besøger familien i Tyrkiet.

Nogle få internationale NGO’er, særligt dem, der virker inden for uddannelsesområdet, har indført kønskvotering ved ansættelser. Det tvinger mere konservative mænd til at acceptere situationen og tillade, at deres hustruer arbejder, for der er nu flere kvindejobs, end der er arbejde at få til alle de mænd, der har mistet deres ansættelse inden for det offentlige.

Men kvinder holdes stadigvæk ude fra at opnå ansættelser, der indbefatter beslutningskompetence, og den kvindelige tilstedeværelse er oftest overfladisk og eksisterer kun takket være krav fra internationale donorer.

I Syrien er kvinder hverken aktive i lokalrådene, domstolene, militserne eller sundheds-, nødhjælps- og udviklings-NGO’erne.

Der er ingen kvindelig graffiti på vores husmure, vores hukommelse mangler plads til billeder af kvindelige martyrer, og der er ikke for alvor nogle aktive græsrodsprogrammer, der arbejder for fremme af kønslighed, til trods for de mange top-down projekter.

 

Tredje scene: Organisationer, der tingsliggør kvinder

Mange lokale og internationale NGO’er inkluderer – i henhold til de internationale donorers ønsker – kvinder i projektudkast og afrapporteringer, men om disse organisationer for alvor arbejder med kvinder inde i Syrien og blandt syriske flygtninge i udlandet – ja det er et kontroversielt spørgsmål, der kalder på yderligere undersøgelser.

Mange af de organisationer, der skal forestille at arbejde med kvinders empowerment, udnytter blot kvinderne på forskellig vis.

Nogle udnytter kvinder som statister i et skuespil. De er således opmærksomme på at arbejde med kvinder både med og uden slør såvel som et bredt udvalg af de forskellige religiøse befolkningsgrupper. De fremstiller et ganske bestemt billede af situationen for at kunne tiltrække flere støttemidler.

Et eksempel på dette er en ’kvinde-NGO’, der bad alle de kvindelige deltagere i et af dets kurser om at melde sig ind i et netværk startet af NGO’ens kvindelige leder.

Efter af have modtaget teknisk udstyr (alle deltagere fik udleveret en bærbar computer, et kamera og en smartphone) underskrev samtlige deltagere et dokument, der har forledt nogle internationale aktører til at betragte netop dette netværk som repræsentativt for Syriens kvinder.

Ydermere designes nogle projekter rettet mod syriske kvinder – uden faktisk at konsultere disse – af mænd, der indtil for fire år siden end ikke ville have kunnet udpege Syrien på et landkort.

Deres projekter er ikke blot ødsle som sandslotte, men er også uvidende om de risici, der kan true deres lokale samarbejdspartnere på livet.

Situationen er ikke ulig tilstandene i den syriske oppositions institutioner og NGO’er: ”Vi skal bruge en kvinde, vil du være med?”

Jeg er blevet mødt med denne irriterende ’invitation’ utallige gange. De opsummerer alle mine kvalifikationer, min erfaring, min dedikerede arbejdsindsats og alt, hvad jeg har opnået med dette ene iboende faktum: mit køn.

Denne adfærd opleves faktisk mere ydmygende, end når konservative, ekstremistiske mænd behandler mig som underordnet i takt med de toner, de har lært af deres egne mødre.

 

Ingen scene: Forestillingens heltinder

Nogle kvindelige aktivister arbejder stadigvæk i det skjulte i de oprørskontrollerede områder i det nordlige Syrien.

Men de udgør en minoritet, der reduceres på flere måder – og er ikke så ’heldige’ som de etniske minoritetsgrupper, der opnåede stor opmærksomhed fra det internationale samfund og medierne.

Heltinderne bygger tunneller gennem kvindeundertrykkelsens tommetykke mure, der bygger på det patriarkalske samfund, krigens kaos, traditionerne og de ’forbudte’ normer.

Ahed, en af pionerkvinderne, der slet ikke har forladt Aleppo på noget tidspunkt, siger:

”Jeg kan ikke få ombyttet min tomme flaskegas, for det kræver en mand, der kan følge mig hjem efter mørkets frembrud. Jeg konfronteres hele tiden med købmændenes undrende blikke, når de ser en ung kvinde handle ind. Jeg møder mange problemer, fordi jeg rejser alene uden en mandlig værge, men samtidig gør jeg det, tusinder af mænd ikke vover: Jeg er forblevet i Aleppo, jeg arbejder her stadigvæk, mens tøndebomberne falder.”

Ahed arbejdede som førstehjælper ved felthospitalerne, da oprørsstyrkerne gik ind i Aleppo i 2012.

Hun var ved fronten med oprørerne, hun ydede førstehjælp, og alligevel kalder hendes venner hende for ’ballademageren’, fordi hun ikke vil frasige sig sine rettigheder, fordi hun siger sin mening og kæmper imod, når der er nogen, der forsøger at blande sig i måden, hun klæder sig på, eller længden på hendes jakke – hvilket faktisk førte til, at hun blev fængslet af en af militserne.

Waed har ikke været i denne del af Aleppo før, på grund af sin deltagelse i frihedsdemonstrationerne forlod hun universitetet for ikke at blive arresteret af regimets styrker.

Hun har boet på et felthospital og blev den eneste kvindelige borgerjournalist i det nordlige Syrien.

Waed siger, at hun ”hører hjemme her frem for i de mere sikre områder”, og hun erklærer sig ”parat til at ofre sit liv for friheden og for at dokumentere befolkningens vilkår.”

I dette land udsættes Waed for langt flere begrænsninger end mændene. Folk forstår ikke, hvordan en kvinde skulle kunne holde et kamera og arbejde som journalist, hvis hun da ikke er udlænding. Selvom Waed taler arabisk til folk, svarer de hende ofte på engelsk.

Til Idlib (en provins i det nordvestlige Syrien, overs.), hvor bevæbnede mænd to gange har angrebet Mazaya Women’s Center, hvis leder, Ghalia Rahhal, for nyligt overlevede et attentatforsøg, hvor en bombe smadrede hendes bil.

Centeret er skyldig i at få kvinder ud af hjemmet ved at tilbyde et imødekommende socialt rum, hvor kvinder kan mødes og lære, og vigtigst af alt udstyrer centeret kvinderne med de kvalifikationer, der er nødvendige for at skaffe sig et arbejde og blive økonomisk uafhængig.

Ghalia gik hen til centeret efter den første brand. Mens flammerne stadig brændte, stred hun sig igennem intens varme og brændende støv for at nå hen til kontoret.

Hun bøjede sig ned for at samle nogle papstykker op: ”Det her er kvinders drømme, de formulerede dem i går,” fortalte hun mig.

Hun tørrede støvet af nogle papstykkerne, der kun var delvist brændt, og begyndte at læse højt: ”Jeg drømmer om at blive damefrisør”, ”en tryg tilværelse”, ”frihed”, ”fred” og ”smuk datter.”

Ethar, der var fuldstændig dækket af støv efter at have bekæmpet flammerne hele natten, lænede sig barfodet mod dørkarmen: ”Jeg sagde det jo, frk. Zaina, vi fortjener ikke at drømme. Det var kun i går, du sagde, at vi kan alt det, vi beslutter os for at ville? Se selv, vi har alt imod os!”

 

Fjerde scene: Skadelig

Han står foran sit hus i Sakhour (et kvarter i det østlige Aleppo, overs.), uden ansigt med tøjet i trevler, imens han skriger sig hæs: ”Hjælp mig førstehjælpere!”

En oprører med førstehjælpserfaring løber hen imod det sted, manden peger på, men så bliver den mandlige overlever irriteret og råber til den tililende mand: ”Lad være. Mine kvindfolk er ikke tildækkede, der er kvinder derinde.”

Førstehjælperen ignorerer ham, imens de sårede kvinders råb tager til inde fra huset. Manden forsøger at forhindre førstehjælperen i at gå ind i huset, men han bliver skubbet til side.

”To kvinder iklædt lange frakker, men uden tørklæde, de er i 40’erne, den ene såret i maven, den anden i hovedet, begge blødte voldsomt”, sagde førstehjælperen. ”De snød døden blot for måske at blive tævet af en jaloux ægtefælle, der følte sig ydmyget af, at de havde undladt at have tildækket hår, mens de svævede mellem liv og død."

Og da en tøndebombe rammer al-Mashhad kvarteret, fanges en hel familie i stueetagen.

Det lykkes dem at nå hen til hoveddøren, en 12-årig pige et par skridt før resten af familien, en førstehjælper rækker sin hånd ud imod pigen, men hun stivner, hans hånd er stadigvæk udstrakt, imens han beder hende om at gribe fat.

Endelig bryder pigens far ind: ”Kom nu bare fremad, vi må se at komme ud herfra!” Og hun rækker hånden stift frem for sig. Det er åbenbart bedre at kvæles under murbrokkerne end at risikere den skandale, at naboerne bevidner hendes berøring af en ukendt mandlig førstehjælpers hånd!”

 

Sidste scene: Maskulin død

Hendes tynde krop iklædt en sort pyjamas lå imellem to skeletagtige kroppe; hendes tørklæde var faldet hende om halsen. Hendes hår var et stort rod; det var, som om sikkerhedsstyrkerne havde trukket hende ved håret fra hendes celle hen til massegraven.

På billedet ser Rihab Allawi ud til at være faldet i søvn; på hendes pande har morderen skrevet 2935/215. Det sidste tal angiver den afdeling af sikkerhedspolitiet, hvor hun blev dræbt.

Rihabs billede er den første afbildning af en kvinde ud af de 11.000, der hidtil er blevet tilbageholdt, tortureret og efterfølgende dræbt i Assads fængsler.

Billederne er blevet lækket af en deserteret officer ved navn Cæsar.

Udover alle de sædvanlige diskussioner rejser disse billeder også spørgsmålet, hvorvidt det er etisk korrekt at dele dem, om det er rimeligt over for de familier, der stadigvæk gennemgår billedsamlingen, der leder efter deres elskedes ansigt blandt portrætterne af de fængslede.

Billedet af den unge civilingeniør, Rihab, rejste nye diskussioner: ”Er det ikke forbudt at publicere et billede af en sædvanligvis tilsløret kvinde uden tørklæde?”, "Hvordan kan man forsvare at offentliggøre et billede af en afdød kvinde, tænk dog på hendes ære!”

Nogle så sig endda nødsaget til at forsvare hende, en hån mod hendes heroiske indsats. Selv efter hendes død fortsætter torturen af hende, udført af andre mænd denne gang. Som om hun har brug for deres anerkendelse af hendes ’dyd’.

Hendes navn blev kun offentlig kendt, fordi det var blevet publiceret af en nyhedshjemmeside, ellers havde vi måske endog aldrig hørt hendes navn nævnt.

Arrestation er for kvinder så stigmatiserende (voldtægt eller seksuelle krænkelser), at det rammer kvinder, både når de løslades, og hvis de dræbes i fangenskab. 

Det er næsten det samme for kvindelige aktivister, der dræbes under bombardementer; deres familier offentliggør oftest ikke deres navne. I disse konservative miljøer holdes alt vedrørende både kvinders liv og død skjult.

Bushara Shiekho blev dræbt, mens hun tilså de sårede under den syriske hærs bombardementer af Shifaa-felthospitalet i Aleppo i 2012. Ingen artikler om hende, ingen billeder.

Abir Alshab blev dræbt, mens hun uddelte mad i Aleppo i 2013. Kun få aktivister har hørt om hende.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

Ingen gader og veje, ingen sammenslutninger, ingen skoler navngives til minde om vores kvindelige heltinder, undtaget er kun NGO’en, Souriyat, der afholdt en skrivekonkurrence til ære for Samira al-Khalil.

Samira er en modig revolutionær, der blev kidnappet (i december 2013, overs.) af en væbnet gruppe i en forstad til Damaskus.

Al øvrig offentlig anerkendelse, al æren af de døde ved at navngive steder og institutioner til deres minde, forbeholdes mænd, hvis offentlige tilstedeværelse hverken besudler familiernes ære eller bringer skam over den fælles offentlighed.

Denne artikel er oversat fra engelsk af Maria Zennaro.