Foto: Miklos Szabo/Nørrebro Teater
På Nørrebro Teater sluger publikum et radikalt ligestillingsprogram råt, med latteren som sødemiddel. Kvindernes Hævn tager begavet livtag med Aristofanes' gamle klassiker om kvinder, der nægter mænd sex for at få deres vilje. Men hvor Lysistrate ville have mændene tilbage til hjemmet og sengen, vil kvinderne i 2007 ud, hvor magten og mændene er. FORUMs anmelder trækker tråde fra antikkens kvindekamp til i dag.

Læs mere

Kvindernes hævn spiller til 26. januar 2008. Se en trailer og mere om forestillingen på Nørrebro Teater

Lån Aristofanes' Lysistrate på KVINFOs bibliotek

Aristofanes var dristig, da han skrev sin Lysistrate. For her inviterede han publikum til at se verden fra en kvindes vinkel, og han udforskede det private som politisk område - allerede i 411 f.Kr. Den gamle græske digter advokerede ikke direkte for kvinders rettigheder, men han brugte energi på at undersøge, hvad kvinders eventuelle frigørelse og indtræden i den offentlige sfære kunne betyde. Lysistrate er samtidig en mesterlig leg med grænserne mellem det, vi traditionelt opfatter som privat og politisk. 

På Nørrebro Teater er komedien nu blevet til morskabsteater af højeste kaliber. Verden har forandret sig siden 411 f.Kr., men mændene sidder stadig på magten og værdierne. Derfor er otte kvinder på det københavnske teater nu i gang med at tage en vidunderlig grusom hævn. De er gale på deres køns vegne: Mænd sidder på 8 ud af 10 bestyrelsesposter, de får i gennemsnit 15% mere i løn end kvinder, de får mere i pension osv. Men nu tager kvinderne fælles revanche i søsterskabets navn. 

De nægter mændene sex, forlader hjemmet, besætter DR-byen og sender porno på alle kanalerne. Børnene ender hylende i statsministeriet, hvor alle de stivbenede mænd i jakkesæt får en unge på hver arm. Panikken rejser sig - sammen med herrernes lem, der stritter i farver, som matcher deres tøj. Mændene, der hidtil kun har fablet om krig, i dette tilfælde en fiktiv krig mod Sverige om øen Hven, taler nu om at sætte hollændervogne og tåregas ind mod kvinderne. På skærmen ruller billeder af tv-værter med hænderne over hovedet på vej ud af DR-byen, mens seerne hører, at kvinderne vil have magten, og at Frederikke, der står i spidsen for oprøret, vil være statsminister. 

Oprørerne har dog svært ved at holde sexstrejken, for kvinder er jo opfyldt af begær, og det er sin sag for Frederikke at holde kvinderne fra at rende efter mændene. Men mændenes strategi med at arrangere lagersalg, hæve loftet på kvindernes kontokort, og bombardere dem med reklamer preller simpelthen af, og kvinderne holder stand. Mændene må til slut kapitulere. De må nødtvunget erklære "slaget for slapt", "fredsbefamlingerne slut", og kvinderne vinder i ét hug både mændene (med stadig opretstående udstyr) og freden.

 

Sex, pression og position

 

Komedien på Nørrebro Teater er en nyfortolkning af Aristofanes' stykke fra 411 f.Kr., hvor Lysistrate samler kvinderne til et oprør mod mændenes krig og deres fravær fra hjemmet og sengen. I Aristofanes' klassiker besætter kvinderne Akropolis og ender med at sætte en stopper for krigen, der refererer til de peloponnesiske krige i datidens antikke Grækenland. 

Vivian Nielsen har moderniseret den gamle komedie, og i stedet for de traditionelle kor har Jacob Tingleff og Jonatan Spang skrevet monologer, som skuespillerinderne skiftevis fremfører. F.eks. spørger de, hvorfor mænd ikke "bliver tykke", men "får pondus"? Og de forsikrer publikum om, at kvinder aldrig i virkeligheden ville bruge sex som pressionsmiddel. Det ville være helt absurd. Men på den anden side er det jo svært at give sig hen, uden at soveværelset er malet, og udestuen er bygget om... 

De otte kvinder med Ellen Hillingsø alias Frederikke i spidsen spiller både mande- og kvinderollerne i komedien. Og man ser for sig, hvordan tøjet må flyve rundt i kulissen, inden de lettere forpustede kvinder indtager scenen igen og igen. Den oprindelige klassiker er formodentlig blevet besat helt modsat, nemlig alene med mænd i rollerne. For kvinder var på Aristofanes tid et sjældent syn i den offentlige sfære og derfor heller ikke tilladt hverken blandt hverken publikum eller skuespillere. 

På Nørrebro Teater indtager kvinderne både stolerækker og scene. Men skuespillerinderne må stadig iklæde sig "mandetøj", når scenen skifter til Statsministeriet. Længere er vi altså heller ikke kommet i 2008, ca. 2500 år efter, at komedien oprindelig blev digtet. Vejen til toppen går stadig via jakkesættet, og magten er stadig en mand. Men lige nu tager kvinderne på Nørrebro Teater magten, de vil have revolution, og de insisterer på, at magten kan være en kvinde. 

Komedien kredser om, hvorvidt en kvinde kan være politisk magtfuld og samtidig seksuelt tiltrækkende. Og dét kan hun ifølge kvindernes svenske allierede Astrid, der er blevet statsminister og ankommer i lårkort og rød jakke for at fejre sejren med "søstrene". Og som hun siger: "Sen jag har blivit statsminister har jeg knullat hela tiden!". En radikalt anden version end den kendte om, at kvinder kan "knulla" sig til positioner. Nu "knullar" kvinderne i stedet med magten! 

 

Prostitution eller onani ikke en løsning

 

Både Aristofanes' Lysistrate og Vivian Nielsens Kvindernes hævnbygger på en præmis om heteroseksuel monogami og udelukkelse af selvtilfredsstillelse af egne lyster. I Lysistrate forstyrrer krigen familielivet, som kvinderne vil beskytte. Slaver, drenge og prostituerede er da også påfaldende fraværende i stykket, selvom det var udbredt, at både hustruer og ægtemænd forlystede sig med sådanne. I Kvindernes hævn sværger kvinderne deres "søster-ed" ved en dildo, som derefter bliver flittigt brugt under betegnelsen "nødraketten", men altså uden at den kan erstatte den "rigtige vare". 

Statsministeren nævner "call girls" som en mulig redning fra de oprejste lem, der driver mændene til vanvid. Men telefonlinierne er blevet lukket, og "call girls" er derfor en umulighed. Den midaldrende teateranmelder og homoseksuelle Erling foreslår, om de ikke "alle sammen bare skulle gå ned i omklædningsrummet og masturbere?". Men hans tilbud bliver forbigået i tavshed. For forudsætningen for komedien er et heteroseksuelt monogami. Hvis mændene kunne tilfredsstille deres lyster på anden vis, ville kvinderne jo miste grebet om magten. Også på Nørrebro Teater. 

Kvindernes hævn handler om fred og om magten til at bestemme, både ude og hjemme. Men den adskiller sig fra Lysistrate ved, at målet med magten er lige repræsentation og ligestilling i toppen af samfundet. Hos Vivian Nielsen vil kvinderne ud, hvor mændene er og have del i den magt, som mændene har. Hos Aristofanes vil kvinderne have mændene hjem til deres familie og seng. 

Lysistrates mål er at få mændene til at indse deres svigt i forhold til hjemmet, børnene og kvinderne. Og ved at gøre hjemmet politisk, gør Aristofanes samtidig det private politisk og mændene ansvarlige. Hermed foregriber han både opgøret i 1970'erne og i dag, hvor især mændenes rettigheder i forhold til børn er på dagsordenen. 

 

Ser magten anderledes ud, når den er en kvinde?

I nyfortolkningen taler kvinderne om, at revolutionen skal handle om at skabe noget nyt og ikke kun reproducere de gamle han-elefanters mønstre. Men Frederikke opfører sig lige så usympatisk og groft som statsministeren Preben. Børnene ender i Statsministeriet, hvor de skaber ravage med deres skrigeri. Og kvinderne ender med magten i heteroseksuelle forhold, men hvad er forandret? Ser magten anderledes ud, bare fordi den er en kvinde? 

Spørgsmålene gjalder fra kvinderne på scenen på Nørrebro Teater, og publikum sluger kravene om kvindemagt råt. Her er ingen "berøringsangst". Heller ikke over for kvinderne, som bliver mobbet for deres naivitet, deres optagethed af trivialiteter og deres svage undskyldninger, når de vil forlade kampen og tage hjem til deres mænd. Men kvinderne vinder og tager i sidste ende mændene med bukserne nede. Det er langt under bæltestedet og til stor morskab for alle.