Fra autoritær ‘træmand’ til nærværende og sårbar. Sociologen Aydin Soei spår en grundlæggende forandring i rollen som mand og far.
Når Aydin Soei kigger i krystalkuglen, ser han en fremtid med langt færre træmænd med attituder som: Barsel er for kvinder. Biler er for mænd.
Sociologen har allerede set et massivt skifte i mande- og fædreidealet. Fra den hårde og autoritære mand til den mere nærværende, der er i bedre kontakt med sine følelser.
Den bevægelse er særligt evident i de skandinaviske lande, og navnlig en gruppe er løbet ekstra stærkt: Efterkommerfædrene.
En markant udvikling, der er sket på kun en generation og en bevægelse hen over landegrænser og kultur.
FÆDRE OG SØNNER
Et tema, der går igen i hans forfatterskab og arbejde, er forholdet mellem fædre og sønner, og hvordan et problematisk eller ligefrem dysfunktionelt forhold til far kan have negativ indvirkning på et barns liv hele livet.
”Når jeg kigger på min egen far og tænker over grunden til, at han ikke slog til som far, så er det ikke, fordi han var et ondt menneske. Det var, fordi han var i fuldstændig vildrede over, hvordan man var far, og hvordan man var far på en god måde,” siger Aydin Soei.
KVINFO har talt med Aydin Soei om faderskab, maskulinitet og den udvikling, vi ser i rollen på tværs af etnicitet.
”EN GOD FAR ER EN GOD FORSØRGER”
For Aydin Soei har det været markant i hans observationer og mange samtaler, hvor meget af mænds maskulinitet og selvtillid i forhold til at være far og mand der ligger i at arbejde.
”Din status som mand og far afhænger meget af din status på arbejdsmarkedet. Flere af fædrene i min bog Fædre har i det øjeblik, de blev uarbejdsdygtige, simpelthen tunet ud og er blevet en slags meta-fædre. Jeg tror ikke på, at vi i samme grad ville acceptere, at en mor siger: ‘Nå, nu blev jeg fyret, så melder jeg mig ud af mit moderskab og holder op med at være til stede for mine børn.’ Så ville man straks sige: ‘Hvad snakker du om? Tag dig dog sammen’,” siger Aydin Soei.
Han mener, at det også hænger sammen med samfundets forventninger til forældre og opdragelsesidealet om, at manden ses som en god far, hvis han er en god forsørger.
Og netop her ses skiftet i faderrollen, mener Aydin Soei: Der kræves mere i dag.
”Vi skal ikke mange generationer tilbage her i Danmark, før far ikke engang behøvede at deltage ved fødslen og bare skulle være en god forsørger og være problemknuser. Moren skulle give omsorg og sørge for alt inden for hjemmets fire vægge,” siger han.
MERE NÆRVÆR
”En af de allerstørste normskift, vi ser i den vestlige del af verden inden for de seneste årtier, er bevægelsen hen imod et mere nærværende faderskab. Fædre bruger mere tid med deres børn. De træder ind i et omsorgsrum, der tidligere var forbeholdt kvinden, og bevæger sig væk fra idealet om, at du er en god far, hvis du er en god forsørger.”
Aydin Soei ser udviklingen i sit virke som sociolog, men også privat; blandt etnisk danske mænd og fædre, men særligt hos mænd med efterkommerbaggrund er udviklingen markant.
Han fortæller, hvordan mange af fædrene fra den første generation af indvandrere og flygtninge er flygtet eller udvandret fra nogle af de lande i verden, hvor man har et langt mere autoritært opdragelsesideal fra fars side. Samtidig har især fædre med flygtningebaggrund ofte haft høj status i de lande, de er flygtet fra. Status, som de ikke fik, da de kom til Danmark.
”De her fædre er havnet i Danmark, som er dét land i verden sammen med de øvrige skandinaviske lande, som har det mest eftergivende opdragelsesideal,” siger Aydin Soei.
INDIVIDUALISTISK SYN PÅ BØRN
”I Skandinavien har vi en meget individualistisk tilgang til børn, hvor de bliver set som individer i egen ret. I den offentlige debat kan der være en tendens til, at man peger på indvandrer- og flygtningefædre og siger, det er en autoritær og meget repressiv måde at opdrage på, og at det er meget ’udansk’. Men i et globalt sammenhæng er det de skandinaviske lande, som er særlige og undtagelsen, når det handler om opdragelsesidealer.”
Udviklingen Aydin Soei refererer til, har kunnet ses de seneste 40 år, hvor der globalt er kommet en tendens til mere styrende og strengere opdragelsesformer. Det gælder særligt med hensyn til uddannelsesvalg.
”Udviklingen er ganske naturlig, for langt hen ad vejen er de ufaglærte jobs forsvundet sammen med industrisamfundet. Derfor er der mere på spil både for det enkelte barn og for hele familiens fremtid. Hvis barnet mislykkes med uddannelse, er risikoen for at havne i arbejdsløshed langt større,” forklarer han og fortsætter:
”Det resulterer i en mere autoritær opdragelse, hvor vi for eksempel ser forældre, der pacer deres børn helt ekstremt og i en grad, hvor vi i en skandinavisk sammenhæng rynker på næsen og tænker, at det er lige lovlig autoritært.”
FRA DET AUTORITÆRE TIL DET EFTERGIVENDE
Ifølge Aydin Soei har de skandinaviske lande hovedsagelig kunnet rykket over i den mere eftergivende og anerkendende måde at opdrage på grund af en faktor: Overskud.
”Den måde at opdrage på kan kun gøre sig gældende i overskudssamfund, hvor der er et økonomisk sikkerhedsnet, hvor de sociale afstande ikke er ekstreme, og hvor der er gratis universel adgang til både uddannelse og sygehusvæsenet. Hvis ens barn vælger ‘forkert’ uddannelse, så vil det ikke betyde, at vedkommende mislykkes totalt, og familien går konkurs. I mange andre lande investerer man i barnets uddannelsesvalg, og privilegiet med at kunne ombestemme sig eksisterer ikke.”
SÅRBARHED ER ET ”MANDEPROBLEM”
Aydin Soei har igennem sit forfatterskab talt med en lang række unge kriminalitetstruede mænd og har derfor også beskæftiget sig med maskulinitet og ære. Begreberne sættes ofte i forbindelse med mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Men Aydin Soei mener, at vi har et bias i den offentlige debat.
”Når ens maskulinitet og ære bliver såret, så handler man på en bestemt måde, hvor man slet ikke kan være i sig selv. Det er ikke forbeholdt mænd med etnisk minoritetsbaggrund, om end det portrætteres sådan,” siger han.
”Noget af det, som kan irritere mig grænseløst som en sociolog, der interesserer sig for forebyggelse, det er de her horrible sager, hvor en mand slår sin kone og børn ihjel, hvorefter han begår selvmord – og politiet siger, at det er en ’familietragedie’,” siger Aydin Soei.
”Når man så dykker ned i sagerne, så viser det sig ofte, at det enten skyldes, at kvinden er ved at forlade manden, eller også er manden kommet i økonomisk uføre eller blevet uarbejdsdygtig. Altså livskriser, som manden ikke er i stand til at håndtere. Ekstremt meget af mandens selvbillede og selvagtelse ligger i spørgsmålet: ‘Kan jeg være en god økonomisk forsørger?’ Vi har nogle mænd, som ikke er i stand til at vise følelser, og som lige pludselig eksploderer. Det er et kæmpe stort problem.”
Aydin Soei sætter tyk streg under alvoren:
”I nogle tilfælde har disse mænd også psykiske lidelser, som de også forsøger at skjule for at undgå at fremstå svage, i stedet for at gå til psykolog. Vi har generelt et mandeproblem i forhold til at udvise og artikulere sårbarhed og tale med andre om ting, der gør ondt. Der er brug for en kulturændring. Der er brug for et opbrud. Og det opbrud er godt undervejs.”
OPGØR MED KLASSISK MASKULINITET
Kigger Aydin Soei på sin egen generation, så kan han se en meget interessant tendens.
Når ting gør ondt, og når de for alvor skal tale følelser, så tager hans jævnaldrende mandlige venner ikke fat i hinanden. Så tager de fat i deres kvindelige venner.
”Vi er socialiseret til, at følelser er noget, man taler med kvinder om. At når man vil modtage omsorg, så skal man tage fat i en kvinde.”
Aydin Soei har dog observeret noget stik modsat. Det viser sig, at hans yngre mandlige relationer i 20’erne stille og roligt har brudt med den socialisering. Ifølge ham sker det, fordi de spejler sig i nogle fædre og mænd, som har vist, at det er noget, man gerne må.
”Det en helt anden kultur, der gør sig gældende. De er meget bedre til at tale følelser. Og det siger rigtig meget. Fædrenes nærvær har en direkte indflydelse på, hvilke mennesker vi sender ud i samfundet. Det, at din far også er et følelsesmæssigt forbillede, er nyt. At han viser dig, at du som dreng og mand godt må vise sårbarhed og følelser,” forklarer han.
”Det er en kæmpemæssig samfundsmæssig gevinst. Generelt bare det at se forældreskabet som et partnerskab, hvor dét at manden er mere til stede i barnets liv, det er ikke kun en gave for manden og relationen mellem far og barn. Det er også en gave for moren.”