Praktik i KVINFO

PRAKTIKANT TIL politik og analyse i KVINFO

Praktikopslag 2024-3 (2)
Bliv praktikant i KVINFO i foråret 2025. Søg senest 7. oktober 2024

Vil du være med til at omsætte viden om køn og ligestilling til politisk forandring? Kan du lide at researche, og kan du omsætte komplekst stof til løsninger og strategier? Søg praktikstilling i KVINFO.

Som politisk praktikant i KVINFO prøver du få praktisk erfaring med politisk interessevaretagelse. Du vil være med til at udvikle politiske forslag og strategier til at omsætte viden til politiske forandringer. Du kommer til at sætte dig ind i en række politiske spørgsmål inden for køn og ligestilling og bidrage med analysekraft til alle dele af det politisk-strategiske arbejde.

I stillingen skal du være en skarp og hurtig formidler med en god forståelse for politik og politiske processer.

Arbejdsopgaverne udføres i tæt samarbejde med resten af KVINFOs team for politik og kommunikation. Du får en bred kontaktflade på praktikpladsen, og det er derfor vigtigt, at du kan samarbejde på tværs af organisationen og skabe gode relationer.

Vi vil gøre vores bedste for at skrue din praktiktid sammen, så den både udfordrer dig og tager hensyn til dit nuværende faglige niveau. Du kommer til at arbejde med mange forskellige typer opgaver. Vi forestiller os ikke, at du på forhånd er hjemme i dem alle. Tværtimod er det en del af praktikken at blive bekendt med dem og prøve kræfter med dem.

ARBEJDSOPGAVER:

  • Foretage analyseopgaver og bidrage til politikudvikling
  • Bidrage med strategiske indsigter til den politisk interessevaretagelse
  • Udarbejde høringssvar og henvendelser til politikere
  • Forberede møder med politikere og myndigheder
  • Monitorere lovgivningsprocesser, debatter, samråd mm.
  • Bidrage til planlægning og afvikling af events og møder
  • Praktiske opgaver

KVALIFIKATIONER:

  • Du er studerende inden for samfundsvidenskab
  • Du er en god researcher, analytisk skarp og formidler klart på skrift
  • Du er initiativrig, ansvarsbevidst og struktureret
  • Du har grundlæggende viden om køn og ligestilling
  • Du har grundlæggende viden om politik og lovgivning
  • Det er en fordel, hvis du har grundlæggende kendskab til statistik

PRAKTISK

Praktikken løber fra slut januar til slut juni 2025.

Praktikken er ulønnet. Du skal kunne få merit fra din uddannelse for praktikforløbet.

Du skal kunne lægge mindst 30 timer om ugen på kontoret. Vi er fleksible med hensyn til dit studie, opgaver og eksamen undervejs.

Du må gerne vedhæfte/linke til eksempler på dit arbejde.

SPØRGSMÅL PÅ FORHÅND

Spørgsmål til stillingen kan rettes til teamet på polkom@kvinfo.dk. Vi tager også meget gerne en snak om stillingen over telefonen hvis du sender os dit nummer via mail.

Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

ANSØGNING

Send din ansøgning og cv samt anden relevant dokumentation til polkom@kvinfo.dk og anfør ’Politisk praktikant’ i emnefeltet, senest den 7. oktober 2024.

I KVINFO søger vi praktikanter til flere forskellige teams. Hvis du er interesseret i at komme i betragtning til andre praktikstillinger end denne, så skriv det i din ansøgning.

KVINFO er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. KVINFOs vision er et frit og ligestillet samfund. KVINFOs mission er på et vidensbaseret grundlag at kvalificere samfundsdebat og -forandringer, og at fremme ligestilling i en aktuel kontekst nationalt og internationalt. Gennem udvikling og anvendelse af redskaber, vidensformidling og fortalervirksomhed bidrager vi til norm-, kultur- og strukturændringer. KVINFO er en selvejende institution under Kulturministeriet.

Du kan læse mere om KVINFO på www.kvinfo.dk.