En bedre kønssammensætning og ordentlige forhold for kvindelige soldater bør prioriteres højt i arbejdet med at styrke det danske forsvar.
Det anbefaler KVINFO.
”For at udføre opgaverne optimalt, skal også soldater og officerer være en mere mangfoldig skare. Det kræver en del at skabe dét billede. For også her ser tingene lige nu ud som i mange andre dele af samfundet,” sagde Henriette Laursen i sin tale ved KVINFOs fest på Kvindernes Internationale Kampdag.
”Forsvaret er præget af en machokultur. Vi ved det fra Forsvaret selv og fra Foreningen Kvindelige Veteraner, der har fortalt historier om kvindelige soldater, som sover med en kniv under hovedpuden inde på kasernen. Hvordan skal vi kunne skabe tryghed og sikkerhed for kvinder og kønsminoriteter i konfliktzoner, når ikke engang kvindelige soldater nyder sikkerhed? Hvordan skal kvindelige soldater kunne udføre deres vigtige arbejde under de forhold?”
Brug for flere indsatser
Allerede før Ruslands krig mod Ukraine var KVINFO engageret i arbejdet med at fremme ligestilling og mangfoldighed i det danske forsvar.
I januar bidrog KVINFO med et høringssvar til et lovforslag om ændring af værnepligtsloven og forskellige andre love.
I høringssvaret bakker KVINFO op om regeringens forslag fra at indføre mere ens vilkår for fortrydelse og opsigelse, så mænd og kvinder ikke som udgangspunkt stilles forskelligt. De forskellige vilkår gør, at kvinder af og til bliver set mindre som ”rigtige” soldater, hvilket hverken er godt for kvinderne eller for sammenholdet i Forsvaret.
KVINFO opfordrer dog til særskilt opmærksomhed på rekruttering og fastholdelse af kvinder i Forsvaret, så de nye regler ikke medfører færre kvinder i Forsvaret – når de fleste er enige om, at der er brug for flere kvinder i Forsvaret.
I høringssvaret anbefaler KVINFO også flere andre tiltag. Heriblandt en undersøgelse af grundene til frafaldet blandt kvindelige værnepligtige, en undersøgelse af omfanget af seksuel chikane i Forsvaret samt en indsats for at imødekomme kvinders behov for lægehjælp under tjenesten.
Læs høringssvaret fra KVINFO her.
Værnepligt for alle eller ingen
KVINFO er åben for tanken om at indføre værnepligt til kvinder.
”Hvis kvinder og mænd skal indgå i Forsvaret på lige vilkår, bør værnepligten være den samme for mænd og kvinder. KVINFO anbefaler, at værnepligten enten udbredes til også at omfatte kvinder eller afskaffes helt,” skriver KVINFO i det føromtalte høringssvar.
KVINFOs direktør, Henriette Laursen, uddyber emnet i et debatindlæg i Altinget:
”Danmark har i dag en værnepligt, som gør forskel alene på baggrund af køn: Som mand, er du som udgangspunkt egnet. Som kvinde er du som udgangspunkt ikke egnet. Du kan godt være med som kvinde – så længe du har mod på at være en undtagelse. Hvis kvinder og mænd skal indgå i Forsvaret på lige vilkår, bør værnepligten være den samme for kvinder og mænd. Derfor anbefaler KVINFO, at værnepligten enten udbredes til også at omfatte kvinder eller afskaffes helt,” skriver Henriette Laursen i debatindlægget.
Hun understreger, at formålet ikke er at sende kvinder i krig:
”Formålet med det danske forsvar er jo heller ikke at sende mænd i krig. Ifølge Forsvarslovens § 1 er formålet ”at fremme fred og sikkerhed”. Formålet uddybes i § 2 til: ”at forebygge konflikter og krig, at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet og at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne”.