danske standarder BIG-1
VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Nyt værktøj hjælper danske virksomheder med at fremme ligestilling og diversitet

Nu får danske virksomheder et nyt værktøj til deres arbejde med ligestilling og diversitet.

Værktøjet er det første af sin slags i verden og hedder Ledelsessystem for ligestilling og diversitet. Det er udviklet af Dansk Standard i samarbejde med 23 virksomheder, arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer samt ligestillingseksperter, inklusive KVINFO, Danmarks videnscenter for køn og ligestilling.

Værktøjet giver vejledning i, hvordan man kan sikre en inkluderende kultur, lave klare målsætninger for ligestilling og diversitet samt undgå bias i rekrutteringen af nye medarbejdere. For at undgå bias kan virksomheder for eksempel gennemgå sproget i deres jobopslag for at sikre, at de ikke utilsigtet henvender sig mere til det ene køn end det andet.

Vejledning, best practice og certifikat

Både virksomheder, som gerne vil i gang med at arbejde med ligestilling og diversitet, og virksomheder, som allerede er i fuld gang, men vil have inspiration eller hjælp til at komme videre, kan få nytte af det nye ledelsessystem. Det giver for eksempel vejledning i at arbejde systematisk med området ved hjælp af velafprøvede metoder.

Virksomheder og organisationer kan også blive certificeret på baggrund af den nye ledelsesstandard. På den måde får de dokumentation for, at de ambitiøst og kontinuerligt arbejder med ligestilling og diversitet.

Håndgribeligt og vidensbaseret værktøj

KVINFO har været med i arbejdet med standarden de seneste to år og har særligt bidraget med faglig viden om køn og andre diversitetsparametre og om, hvordan man bedst tackler seksuel chikane og ubevist bias.

”Vi er meget glade for, at der nu findes en standard, der kan hjælpe organisationer med fremme ligestilling og diversitet i deres organisation. Jeg møder mange ledere, som gerne vil arbejde med de her ting, men som ikke ved, hvor de skal starte. Nu får de et håndgribeligt og ikke mindst vidensbaseret værktøj,” siger Henriette Laursen, direktør i KVINFO.

”Jeg er glad for, at KVINFO har været med i arbejdet, og den brede deltagelse i arbejdsgruppen viser, at der er stigende opbakning til ligestilling, og at erhvervslivet kan se fornuften i at prioritere det,” siger Henriette Laursen.

Disse organisationer, virksomheder og personer har deltaget i udarbejdelsen af standarden:

  • Accenture A/S
  • Akademikerne
  • AkademikerPension
  • Annelise Ryberg, Social Entrepreneur
  • Bech-Bruun Advokatpartnerselskab
  • Cohera
  • Danmarks Nationalbank
  • Dansk Erhverv
  • Dansk Industri
  • Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab
  • Finansforbundet
  • Finanssektorens Arbejdsgiverforening
  • HK Danmark
  • KVINFO
  • Mannaz A/S
  • Mercer (Danmark) A/S
  • Nestlé Danmark A/S
  • Nordisk Ministerråd
  • Normværk
  • On The Agenda ApS
  • Rambøll Danmark
  • Rambøll Management A/S
  • Ørsted Services A/S

Læs mere om arbejdet på Danske Standarders hjemmeside ved at klikke her.

Læs om DS 5001 – ligestilling og diversitet her.