KV25 rapport-3-Artiklen
VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Sexisme og seksuel chikane plager kommunalpolitik 

En hånd på låret under et byrådsmøde. Nedladende kommentarer om udseende. Hadefulde beskeder på sociale medier. Dødstrusler. Det er virkeligheden for mange kommunalpolitikere i Danmark – blot fordi de har valgt at engagere sig i lokalpolitik. 

En ny undersøgelse fra KVINFO tegner et bekymrende billede af omfanget af sexisme og seksuel chikane i kommunalpolitik. Resultaterne viser, at især kvinder rammes hårdt: 

  • 44 procent af kvinderne og 21 procent af mændene i undersøgelsen har oplevet at blive kaldt nedværdigende navne som “lille skat” eller “søde ven”.  
  • 30 procent af kvinderne og 12 procent af mændene har været udsat for uønskede kommentarer om krop og udseende. 
  • 14 procent af kvinderne og syv procent af mændene har oplevet uønsket fysisk berøring. 

Ofte kommer chikanen fra andre politikere – enten fra eget parti eller fra politiske modstandere. Men det kan også være fra andre personer med tilknytning til partierne. 

Ingen forbedring siden 2021 – tværtimod 

For bedre at kunne vurdere udviklingen over tid er KVINFO-undersøgelsen Sexisme og seksuel chikane i kommunalpolitik udformet, så svarene kan sammenlignes med den undersøgelse, KVINFO lavede i 2021. 

Desværre viser den ny undersøgelse fra 2025, at sexisme og seksuel chikane stadig er meget udbredt i kommunalpolitik, og der er ingen nævneværdig forbedring siden undersøgelsen i 2021. 

Tværtimod viser den nye undersøgelse, at kommunikation på sociale medier bidrager med nye problemer: 65 procent af kvindelige og 57 procent af mandlige politikere har oplevet at få nedgørende eller hadefuld omtale på sociale medier. 

Blandt politikere med etnisk minoritetsbaggrund er tallet hele 75 procent.

Kvinder bliver især forskelsbehandlet på grund af deres køn og alder, mens det for personer med etnisk minoritetsbaggrund især drejer sig om deres etnicitet.  

Når chikanen er digital, er det primært borgere, der står bag den – men også andre politikere bidrager. 

Udbredt underrepræsentation

KVINFO-undersøgelsen er udført og offentliggjort før kommunalvalget den 18. november 2025. Undersøgelsen kan derfor ikke sige noget om kønsbalance og repræsentation i de kommunalbestyrelser, som vælges i 2025 og formelt tiltræder 1. januar 2026. 

Men en opgørelse fra Kommunernes Landsforening har vist, at ved kommunalvalget i 2021 var 35,6 procent af de valgte kandidater kvinder. Vi er altså langt fra en ligelig kønsfordeling ud fra definitionen, hvor hverken kvinder eller mænd bør være repræsenteret med under 40 procent.

I hele 64 ud af 98 kommuner udgjorde kvinder mindre end 40 procent af de valgte i kommunalbestyrelsen. Og i fem kommuner lå kvinders andel helt nede under 20 procent.

Til sammenligning var der kun én enkelt kommune, hvor mænds andel lå under 40 procent af de valgte i 2021 – hvilket naturligvis heller ikke er noget at stræbe efter. En skæv kønsbalance er dårlig, uanset hvilket køn der er underrepræsenteret. 

Også personer med etnisk minoritetsbaggrund blev underrepræsenteret ved kommunalvalget i 2021. Ifølge en opgørelse fra Institut for Menneskerettigheder udgjorde personer med etnisk minoritetsbaggrund kun 4,3 procent af de valgte, selv om gruppen udgør 8,7 procent af den voksne befolkning. 

Mistro til kompetencer

KVINFOs undersøgelse fra 2025 viser, at kvinder og personer med etnisk minoritetsbaggrund ofte stiller op for at sikre mere balanceret repræsentation. Samtidig mødes især kvinder med kommentarer om, at deres politiske succes skyldes deres køn – ikke deres kompetencer.

KVINFO-undersøgelsen afdækker også en skæv kønsfordeling i forhold til, hvilke fagområder politikere beskæftiger sig med. Kvinder sidder oftere i udvalg for børn, unge og ældre, mens mænd oftere sidder i udvalg for økonomi og teknik. 

Flere deltagere i undersøgelsen fortæller, at mænd får at vide, at de ikke ved nok om børneområdet – mens kvinder med økonomisk ekspertise får at vide, de ikke er kvalificerede til at sidde i økonomiudvalg. 

Behov for opgør 

KVINFO konkluderer, at det er på høje tid at tage problemerne alvorligt.  

Det er et demokratisk problem, når køn får større betydning end faglighed. Alle samfundsgrupper skal kunne deltage i kommunalpolitik under respektfulde og værdige forhold. 

Særligt de politiske partiers ledelser har et ansvar. De må gå forrest og samarbejde på tværs af partiskel for at skabe sunde politiske miljøer, hvor det er de politiske forskelle – og ikke personlige angreb – der fylder. 

“Hvis ikke vi gør noget for at bekæmpe sexisme og seksuel chikane i kommunalpolitik, går det ud over os alle. Både de mennesker, som påtager sig ansvar ved at stille op til kommunalvalg og lade sig vælge. Men også almindelige borgere, som kommer til at leve med dårligere politiske beslutninger som følge, at kun nogle befolkningsgrupper viden, ekspertise og perspektiver inddrages”, siger Henriette Laursen, direktør i KVINFO. 

Anbefaler: Effektive forandringer

Den enkelte kommunalpolitiker har begrænsede muligheder for at ændre situationen. Dertil er omfanget af problemerne så stort, at det kalder på kollektive analyser og løsninger. KVINFOs anbefalinger retter sig således mod aktører, som kan gennemføre effektive forandringer. For eksempel:

  • KVINFO anbefaler, at Kommunernes Landsforening og de politiske partier sammen – og hurtigst muligt – laver en handlingsplan for, hvordan der skal arbejdes med kulturforandringer de næste fire år.
  • KVINFO anbefaler også placering af et tydeligt ansvar hos ledelsen i de politiske partier: Ofre for chikane og seksuel chikane skal beskyttes. Politikere og andre partimedlemmer, der udøver seksuel chikane og sexisme, skal sanktioneres.
  • De politiske partier bør tage ansvar for, at kommentarer på sociale medier modereres. Det er nemlig især i online debatter, at had er udbredt – og afsenderne kan både være borgere, men også andre politikere.

Du finder hele rapporten og alle anbefalingerne i rapporten Sexisme og seksuel chikane i kommunalpolitik, som du finder i linket her. Anbefalingerne står på side 7-9.