« Tilbage til søgeresultaterne
Ritualet en Gang endnu
Ud fra en levende Rædsel for at faa „underdanig" forandret til „underordnet" - hvilket jeg har grundet Formodning om, at der er Fare for - beder jeg „Kvinden og Samfundet" om Plads for en Henstilling til Fru Thyra Jensen om at bruge sin Indflydelse til om muligt at hindre dette.
„Underdanig" indeholder i Forhold til „underordnet" noget vist - om jeg saa maa sige - over det reelle Liv svævende, som jo faa Mennesker nu tager alvorligt; men „underordnet", det er til at tage paa med Bælgvanter, det er en skarp Sten, som det daglige Liv vil støde Panden tilblods paa. En Tjener er sin Herre underordnet - en Arbejder sin Arbejdsgiver - en Svend sin Mester - en Kommis sin Chef osv. - - er det da saaledes man ønsker Forholdet mellem Mand og Kvinde i Ægteskabet ordnet?
Saa hellere de to Ritualer, som ogsaa har været paa Tale - det gamle og et nyt uden underdanig; delte maa vi hellere hjælpe os med indtil man naar den Opfattelse, at Mand og Kvinde er udgaaet fra Skaberens Haand som to jevnbyrdige, hinanden supplerende Væsner, og at der saaledes hverken kan eller bør være Tale om nogetsomhelst Over- eller Underordningsforhold.
København i April 1907.