« Tilbage til søgeresultaterne
I Anledning af „Det, som bør dø”
Frk. Thit Jensen skriver noget i sin første Artikel, som jeg undres over ikke er bleven berørt i de fremkomne Indlæg. Forfatterinden mener, at „ Mændene nu længes efter Børn og Hjem - mens Kvinderne søger ud paa Togt”.
Forholder det sig virkelig saaledes?
Det forekommer mig, at denne Mening bunder saa lidet i de virkelige Forhold som vel muligt.
- En enkelt Svale gør, som bekendt, ingen Sommer.
Har vi nu ikke atter og atter ladet os fortælle fra alle mulige kompetente Sider, at Mændene viser en stadig stigende Utilbøjelighed til at stifte Hjem, og atter hørt dette Fænomen paa det tydeligste forklaret deraf, at „Udviklingen" gør det stadig vanskeligere for en Mand at forsørge Familie o. s. v.
Og saa kommer pludselig en Forfatterinde og siger lige paa Trods af alle vore tilvante Forestillinger det stik modsatte, at nu længes Mændene efter Hjemmet, medens Kvinden gaar paa Togt ud i den vide Verden.
Kunde det ikke være interessant at faa oplyst, hvad Statistiken siger - om Ægteskaberne virkelig er i Tiltagende?
Foreløbig staar det jo statistisk godtgjort, at ca. 73,000 Kvinder her i Landet er afskaaret fra at spekulere paa eget Hjem, i almindelig Forstand Mand og Børn - idet de er komplet tilovers paa Ægteskabsmarkedet, d. v. s. flere end Mændene. Derefter kommer mange andre Tusinder, som staar lige med det Antal Mænd, som ikke gifter sig - dette Antal, som man ogsaa siger, bliver større Aar for Aar. Formentlig svarer dette Antal Mænd for en stor Del til de stadig større og større Skarer, der befolker Forlystelsesstederne m. m., navnlig i Hovedstaden; thi her finder vistnok den store Part, hvad de søger, af „Hjem". Men altsaa: Mændene søger indad mod Hjemmet og Kvinderne udad - siger Frk. Thit Jensen.
Men de 73,000 overkomplette da?
Hvorledes er de blevne det?
Mon fordi Kvinderne drager ud paa Togt, mens Mændene sidder hjemme og sukker og længes ?
Mon ikke snarere, fordi de bliver siddende hjemme, mens Mændene i store Skarer gaar paa Togt - hvad de vitterlig for al Verden gør - udvandrer fra de hjemlige smaa Andedamme for at bane sig nye Veje under friere Forhold i en „ny Verden".
Man maa vist snarere ønske: Gid det var saa vel, at Frk. Thit Jensen havde Ret. I al Fald saa megen, at Kvinder saavel udenfor Ægteskabet som indenfor mange ulykkelige Ægteskaber - kunde frigøre sig for det Aag, som herskesyge Despoter paalægger dem - inden de helt har sat deres eget Liv til. Og saa gaa „paa Togt" som sidste Redningsplanke.
Og gid det var saa vel, at Kvindernes Længsler - Ungdommens stod til Udfart, til et rigere Liv, til ny Virkefelter, eller maaske endog blot til at følge Mændene - de gode Mænd - paa deres Fart.
Men mon det ikke har lange Udsigter?
Og indrømmes skal det, at den Opdragelse, de fleste unge Piger faar, heller ikke skal tjene til at staalsætte deres Evne og Viljesliv til at vove en Dyst med de virkelige Livsforhold.
Trods vore 73,000 overkomplette Kvinder - et Tal, som stiger Aar for Aar - som aldrig kan opnaa eget Familieliv - ja, behøver man mere end blot spørge: Hvor findes den unge Pige, som ikke er opdraget til at drømme om Ægteskabets Lykke og Ægteskabets Havn som sit højeste Livsmaal? Og som ikke selv stiler hele sit Liv derefter - indtil et vist Maal er naaet - indtil hun, som Aarene gaar, faar lært Reparationens vanskelige Kunst: at dræbe sin egen Længsel - sit eget Jeg - og saa helst ofre sig for andre for Resten af sit Liv.
-- Om Frk. Thit Jensen i sit Forfatterskab kunde vise unge danske Kvinder Vejen udad til ny Togt, til ny Arbejdsfelter for den unge Alders Virketrang, og faa dem til at følge i Stedet for at sidde hjemme og se paa, at Mændene sejler, da vilde hun gøre sig fortjent til mere end Fortjenstmedaljen i Guld.
