« Tilbage til søgeresultaterne
Første kvindelige statskonsulent
Fru Birgitte Berg Nielsen.
Paa Finansloven for indeværende Finansaar er bevilget et Beløb, paa 12000 Kr. bl. a. til Understøttelse for Elever ved Husholdningsskoler, som har faaet Ministeriets Anerkendelse.
Til Bevillingen er knyttet følgende Betingelse:
„Ingen Skole bør kunne komme i Betragtning ved Fordelingen af Understøttelse til dens Elever, forinden den har modtaget Ministeriets Anerkendelse efter Undersøgelse af en dertil udnævnt tilsynsførende, hvis Hverv det iøvrigt skulde være ikke blot at foretage saadanne Undersøgelser, men navnlig under Besøg paa Skolen at meddele de Raad og den Vejledning, til hvilken der maatte findes Anledning”.
I Følge ministeriel Skrivelse af 23. Maj d. A. er „Hvervet som tilsynsførende med disse Husholdningsskoler og som Konsulent for Ministeriet i Sager vedrørende dels selve Husholdningsskolerne, dels Uddannelsen af Lærerinder for saadanne Skoler” overdraget til Fru Birgitte Berg Nielsen.
Denne Udnævnelse maa glæde alle Kvindesagens Venner; thi den betyder et Skridt fremad i Retning af Kvindens Ligestilling med Manden i Samfundet, og alle Dansk Kvindesamfunds Medlemmer, som har fulgt Fru Birgitte Berg Nielsens dygtige og energiske Arbejde for Husholdningssagen, vil glæde sig over den Anerkendelse af hendes Arbejde, som ligger i Udnævnelsen, og de vil tænke paa den ny Statskonsulent med tryg Tillid til, at hun vil løse sin Opgave paa en saadan Maade, at det vil blive til Ære for Kvinderne.