« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Finland

Af: Alexandra Gripenberg

« Se emneord

Helsingfors, d. 29. Maj 1907.

Dette skriver jeg under en Pavse i Landdagsmødet. Vi er fire Kvinder, der sidder ved Siden af hverandre: Fru Gebhard, Frøknerne Käkikoski og Vemmelpun og jeg. Foran Fru Gebhard sid­der hendes Mand Dr. phil. Gebhard, thi baade Mand og Hustru er valgt ind i Landdagen. Salen er stor og lys, straalende i elektrisk Belysning, Væggene holdt i hvidt og Guld. Baggrunden mørke­rød med Finlands Vaaben; bag Formandssædet staar Runebergs skønne Broncegruppe Lex (Loven).

Det forrige Stænderhus er altfor lille til at rumme et Etkammer, og før Landdagen kan mødes der, maa det udvides ved Tilbygning. Indtil da holder vi Møder i Brandkorpsets Hus, som er blevet indrettet til vort Brug.

Med Undtagelse af nogle mindre betydende inden- og udenlandske Blades noget grove, saakaldte spøge­fulde Udfald mod de kvindelige Repræsentanters Udseende og Dragt m. m., har vi, saa vidt jeg ved, hidtil kun mødt Upartiskhed og Velvilje.

I Gaar valgtes „Elektorer” for Landdagen. Det finske Parti (mit Parti) valgte en kvindelig „Elektor” (af 14), Socialisterne 3 (af 19), Agrarerne l (af 3). De svenske og ungfinske Partier valgte ikke nogen Kvinde til Elektor.

Landdagen begyndte d. 22. Maj med, at vi Repræsentanter indfandt os her og afgav vore Valgbreve til Prøvelse. Disse modtoges af en Senator i fuld Uniform. Den følgende Dag Kl. 10 holdtes det første Møde. Ligesom ellers i de fleste Landes Parlamenter er der anvist os Plads efter Partigrupper. Til Venstre (for Formandssædet) har Socialisterne Plads; det finske Parti danner Centrum, til højre sidder Ungfinnerne og det svenske Parti, imellem disse og det finske Parti har det kristelige Arbejderpartis 2 og Agrar­partiets 11 Repræsentanter deres Plads. De før­ste Dage brugtes til forskellige Valg. 25. Maj foregik Landdagens højtidelige Aabning. Medlem­merne samledes først i deres Foreningslokale og gik derefter i Procession til Nikolajkirken, hvor der holdtes Gudstjeneste med Prædiken og Korsang. Derefter gik vi ligeledes i Proces­sion til det kejserlige Slot. De Ceremonier, der knytter sig til Landdagens Sammentræden, foregik her i Tronsalen. Under en Tronhimmel staar her Kejser Alexander I. Trone, som han sad paa ved Borgå Landdag 1809. Først kom Senatorerne i fuld Uniform, saa Generalguvernøren med Følge. Han modtoges ved Døren af Formanden og begge Viceformændene. Efter at Guvernøren havde op­læst Trontalen, besvaredes denne af Formanden. Gallerierne var fulde til Trængsel, mest af Kvin­der. Idet Repræsentanterne gaar, nikker de op til Bekendte, Slægt og Venner. Dermed er det forbi. Noget storartet eller glimrende er der ikke ved denne Ceremoni. Saadan noget har vi Finner ikke Sans for.

Senere har der været holdt nogle Møder, men ingen Petitioner eller Forslag er endnu forebragt Landdagen. Valg er foretaget m. m. Blandt andet har vi i Aften haft Valg til Landdagens Komité, hvorved 15 Kvinder indvalgtes: l fra det svenske Parti som Suppleant; 5 som ordinære Medlemmer og l som Suppleant fra det finske Parti; 3 som ordinære Medlemmer og 3 som Sup­pleanter fra Socialdemokraternes Parti; l som or­dinært Medlem og l Suppleant fra det ungfinske Parti.

Det er svært at give udenlandske Læsere et Billede af den nye Landdags Arbejde. Dertil vilde der kræves en Skildring af vore Partiforhold, hvilket ikke vilde være paa sin Plads i dette Blad. Om det Arbejde, Kvinderne vil komme til at gøre fremtidig, kan der endnu ikke siges noget. Min personlige Opfattelse har det altid været, at deres Arbejde af helt naturlige Grunde ikke kan blive af synderlig stor Betydning paa denne første Landdag. Af langt større Betydning var Stem­meretten, fordi da Tusinder af Kvinder fik Ret til at udøve direkte Indflydelse paa Valgene. Kvindernes Arbejde vanskeliggøres ogsaa derved, at de tiltræder den politiske Virksomhed paa en Tid, da Partierne staar mer end sædvanlig skarpt mod hverandre. Selve Gennemførelsen af den almindelige Stemmeret har blandt andre Resulta­ter medført Omstændigheder, som maaske vil gribe forstyrrende ind og - maaske - med Urette skrives paa Kvindesagens Konto.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner