« Tilbage til søgeresultaterne
Kampen for Tilværelsen
Frøken Lund Jacobsen fortjener megen Tak, fordi hun har rejst en Diskussion om dette saa vigtige Spørgsmaal.
Det vilde være ønskeligt, om det kunde gøres de unge Piger klart, at „Kampen for Tilværelsen” er et Spørgsmaal, der angaar enhver af dem.
Der er jo efterhaanden ved at vaagne en Forstaaelse af, at det for de unge Piger ikke blot gælder om at blive gifte, men at det baade er en Pligt og en Fordel for dem, om de søger at skabe sig en Stilling, der kan gøre dem til frie, selvstændige Mennesker, saa de ikke nogen Sinde behøver at staa saa kritikløse og afhængige overfor Mændene, som det nu ofte er Tilfældet, hvor Ægteskabet tilsidst bliver en Nødhavn - en sidste Redning for at blive forsørget. Denne „Spekulation i Ægteskabet”, som ogsaa Frøken Jacobsen skriver, bør udryddes, ikke blot fordi den saa ofte slaar fejl, men fordi den i sig selv er umoralsk - og saa længe dette ikke er blevet Kvinderne klart, staar det kun daarligt til med „Kvindesagen”.
Men, som sagt, der er dog vist ved at vaagne en Forstaaelse heraf, en Lyst til at „være med”. Og dog er der langt igen! Som Frøken Jacobsen ogsaa paaviser, og som enhver daglig kan overbevise sig om, er der hverken hos Forældrene eller de unge Piger selv nogen virkelig Forstaaelse af, hvilket Arbejde der fordres af dem. De vil nok være med, men ikke ofre deres Fornøjelser eller den Tid, der er nødvendig for at lære noget ordentligt. De forstaar ikke, at de ved med „Halvuddannelse” at arbejde for en ringe Løn paa en Gang skader deres Stilling overfor Mændene, hvem de mere eller mindre bevidst byder en højst beklagelig „Smudskonkurrence”, og sig selv som Arbejdere i og for sig ved at vurdere deres eget Arbejde saa lavt.
Det kan ikke alvorligt nok forklares de unge Piger, i hvilken Grad „Kampen for Tilværelsen” nu til Dags er staaende, og at det aldeles ikke nytter at kaste sig ud i denne Kamp, naar man ikke har de rette Vaaben med: de, som ene bestaar i en grundig Uddannelse og en alsidig Forstaaelse af Kampens Maal og Betydning.
Frøken Jacobsen peger paa Fagforeningerne, og hun har utvivlsomt Ret. Kun maa pointeres, at Fagforeningernes Opgave jo først begynder, naar Læretiden er endt. Og det er denne, det foreløbig drejer sig om. Disse 4-5 Aar, der maa ofres for at opnaa et ordentligt Grundlag til at arbejde videre paa. Det er ganske ufatteligt, at de unge Piger kan mene, at de i Stillinger, hvor de ønsker at hævde sig jævnsides Mændene, skulde kunne nøjes med en kortere og mindre grundig Uddannelse end disse.
Men er dette blevet dem klart, og har de overstaaet Læretiden - under samme Forhold og i samme Udstrækning som den mandlige Lærling - da bør det være naturligt og rigtigt, at de træder ind i den i det paagældende Fag værende Forening. Og saa tror jeg, som det synes i Modsætning til Frøken Jacobsen, det er heldigst, at den mandlige og kvindelige Arbejder i det samme Fag er Medlemmer af samme Forening. Thi som Fru Professorinde Klein skriver, saaledes diskuteres Arbejdsforholdene bedst, og hvad der ikke er det mindst vigtige, kun paa denne Maade opstaar der det rette Kammeratskab mellem Manden og Kvinden, saa de i Forstaaelse af hinandens Krav kan arbejde mod det fælles Maal. Her aabnes netop en Mulighed for, at Manden og Kvinden kan komme hinanden nær ind paa Livet, lære hinanden nærmere at kende; og der gives Kvinden en Lejlighed til praktisk at bidrage sit til Løsningen af Kvindespørgsmaalet, ligesom der i denne „Væren med” aabnes hende en rig Adgang til Forstaaelsen af Samfundslivet og Samfundskravene - en god Viden at sidde inde med, naar engang Valgretten og Valgbarheden kommer med sine Krav og Opgaver.
Det forekommer mig, at denne Side af Sagen er noget nær den vigtigste, og det er i Sandhed beklageligt, at saa faa Kvinder har forstaaet dette
Jeg er selv Haandværker (Billedskærer) og kan derfor kun tale sagkyndigt med paa dette Omraade. Og jeg kan kun sige, at de kvindelige Haandværkere i Almindelighed ikke har forstaaet at sætte sig i et videre flatterende Lys. I hvert Fald ikke for en nærmere Betragtning.
De Fag, jeg kender mest til, er naturligvis mit eget, Billedskæreriet, og saa Snedkeriet, og ikke faa Kvinder er det, der i de sidste 6-8 Aar har forsøgt sig heri. For de flestes Vedkommende er det blevet ved Forsøget, og de faa, der er kommet Læretiden igennem, er enten holdt op, kommet til at ekspedere i Forretninger eller har hjemme lavet sig en lille Geschæft som en Slags „Mestre” - noget der hverken hæver deres Anseelse som Haandværkere eller i Reglen i økonomisk Henseende „smider noget af sig”. Ligesom jeg selv er eneste kvindelige Medlem af Billedskærernes Fagforening, findes der, efter Svendenes Udsagn, ikke en eneste af de kvindelige Udlærlinge i Snedkrenes Fagforening.
Jeg synes, at Kvinderne her svigter paa det væsentlige Punkt. Naar de er udlærte, er det jo netop, de skal vise de mandlige Arbejdere, hvad de duer til, og at de virkelig vil tage Kampen op sammen med og under ganske samme Forhold som Mændene. Det er den eneste Maade, de kan hævde deres Anseelse paa, men det enten tør de ikke, eller kan de ikke. Deraf den ironiske Mine, man saa ofte ser Mændene tage paa, naar Talen er om Kvinder.
Det var ønskeligt, om de unge Piger kunde bringes til at forstaa, at de paa denne Maade ikke blot skader sig selv, men ogsaa de Kvinder, der virkelig vil - fordi de støtter Mændenes Tvivl, der i Forvejen er vanskelig nok at faa Bugt med. Kvinderne burde forstaa, at dette ikke blot er en personlig Sag, men en Samfundssag.
Men, som sagt, jeg kender kun noget nærmere til Haandværksfagene, og det er maaske ikke dem, der trænger mest til en Reform, fordi der i hvert Fald endnu er saa forholdsvis faa Kvinder, der her virkelig er med, og fordi de mandlige Haandværkere er saa godt organiserede, at de med Lethed kan kontrollere og ændre en saadan Arbejden „udenfor Rækkerne”, ligesom Haandværket i det hele taget er saaledes, at den daarligt uddannede Kvinde snart vil blive distanceret og sat ud af Spillet baade blandt Mestre og Svende. Det regulerer sig selv.
Værre er det i Kontor- og Forretningsfagene. Der er her saa mange Ting, som man godt, naar man kan faa dem billigt, kan bruge Kvinder uden særlig lang Uddannelse til. Det er kun en Fordel for Arbejdsgiverne, og her viser sig da det sørgelige Resultat, som Frøken Jacobsen skriver om, at Kvinderne efterhaanden har opnaaet at skabe sig en hel Del Stillinger, som kun i ganske faa Tilfælde kan brødføde dem selv, som har skabt en højst beklagelig Konkurrence over for Mændene, og som har gjort Organisationsarbejdet meget vanskeligt for disse - fordi Kvinderne, som Frøken Jacobsen skriver, mangler Forstaaelse af Sagens Betydning, baade for dem selv og for Standen i det hele taget.
Vi har jo her i København en stor Forening: „Kvindernes Handels- og Kontoristforening”. Jeg har set af Avertissementer, at den optager „Kvinder af Handels- og Kontorstanden, Telefondamer og Porcelænsmalerinder”. Kunde Bladet ikke under denne Diskussion undersøge og give Læserne Meddelelse om, hvorledes den virker, og om den sidder inde med Midler til at arbejde for „Faget” (jeg ser, den optager ogsaa Arbejdsgivere !), ikke mindst i økonomisk Henseende, eller om den som mange andre „ Handelsforeninger” kun eller hovedsagelig er selskabelig?
Naar Frøken Jacobsen til Slut spørger, om „Dansk Kvindesamfund” staar ganske magtesløs overfor disse Forhold, da synes jeg, der er en Vej, man kunde paavise - hvis Samfundet da har Tid og Lyst til ogsaa at tage denne Sag op.
Man kan jo ikke se bort fra, hvor umaadelig vanskeligt det er for de unge Piger, der i 15-16-17 Aars Alderen trætte af at „tørre Støv af ” ønsker sig en virkelig Beskæftigelse at vælge det, der for dem er det rette. Og hertil kommer, at der i Reglen ikke er ret mange Penge at ofre paa Uddannelsen, og at Forældrene mangler Forstaaelsen af, at deres Døtre har samme Krav som Sønnerne. „Drengene koster saa meget, og Drengene skal jo frem. Pigerne kunde dog maaske blive gifte”. Ja, det er Ræsonnementet. Og det gør, at man i mange Tilfælde maa undskylde de unge Piger, om de ikke har kunnet opnaa, hvad de maaske selv havde haft Vilje til. Og altsaa, selv om Forældrene ved Datterens stadige, energiske Ønske kunde bringes til at ville ofre en Del derpaa, saa staar de atter der over for det store, vanskelige „hvorledes” og „hvad”.
Der kunde maaske nok findes en eller anden udpræget Lyst eller Evne. Men hvorledes udnytte den? Og hvad fører det til? Det er jo saa vigtigt, at dette første Skridt foretages rigtigt; det er ofte for sent, naar det opdages, at Tingen er grebet forkert an. Og her staar i Reglen Forældre og Børn lige raadvilde; navnlig i Provinsen, hvor man er længere borte fra alting og uden Kendskab til, hvor man skal henvende sig for at faa Oplysninger.
I hvert Fald bliver det meget besværligt - og saa bliver Resultatet det, at man snakker med Venner og Bekendte, faar i Reglen mere velmente end just udtømmende Oplysninger og griber et eller andet, der i Øjeblikket forekommer saare tilfredsstillende, men maaske snart vil vise uheldige og uanede Forhold.
Her mener jeg, at „Dansk Kvindesamfund” kunde træde til. Oprette et Slags „Oplysningsbureau”, hvor Forældre eller de unge Piger selv i eller udenfor København, skriftligt eller mundtligt kunde henvende sig i et hvilketsomhelst Tilfælde for at faa nærmere Oplysninger om dette eller hint Erhverv eller Haandværk o. s. v.
Der er ingen Tvivl om, at et saadant Bureau vilde faa mange mærkelige Spørgsmaal og mange Besværligheder; men megen Skade vilde kunne forebygges og en saadan Virksomhed bære den største Løn i sig selv. Det gjaldt blot om at være udtømmende, grundig og beredvillig.
Og der skulde utvivlsomt megen Averteren til, navnlig i Provinsernes Blade; maaske ogsaa af og til en lille, oplysende Artikel.
Men - her ligger en Opgave.
Og det vilde blive en Virksomhed, der ikke vilde lyse mindst - en Gang - i „Dansk
Kvindesamfund ”s Annaler.
