« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds aarlige Fællesmøde i Svendborg d. 16., 17. og 18. Juli 1907
Den 16. Juli om Formiddagen holdt Tillidsmændene deres sædvanlige Møde inden Fællesmødet, samtidig med at Fællesstyrelsen ligeledes mødtes.
Kl. 2 aabnedes det egentlige Fællesmøde i Borgerforeningens Sal; der var mødt mellem 140 og 150 Tillidsmænd.
Det føltes af alle de tilstedeværende som et stort Savn, at vor højt ærede og meget elskede Formand, Fru Jutta Bojsen Møller, ved Sygdom var hindret i at være til Stede. Følgende telegrafiske Hilsen fra hende modtoges med megen Glæde:
Lykke til Mødet! Hold godt sammen!
Hilsen fra
Mor Jutta.
Fællesmødet sendte ligeledes Fru Bojsen Møller sin Hilsen:
Vi sender alle vor kære gamle formand vor hjerteligste Hilsen og Tak. Vi savner „Mor Jutta” og ønsker Dem Sundhed og Kræfter.
Fællesmødet i Svendborg.
I Formandens Sted aabnede Frk. Frida Schmidt, Odense, Mødet: Fru Møller, vor kære Formand, er desværre syg, og Fællesstyrelsen har overdraget mig at aabne Mødet.
Jeg vil gøre det med Ønsket om, at dette Møde maa fremme vor gode, retfærdige Sag, styrke Sammenholdet mellem os, hjælpe til, at vi alle i det kommende Aar maa arbejde med Forstaaelse og Interesse, og bidrage til, at vi snart maa se vore berettigede Krav opfyldt.
Derefter blev Pauline Worms Sang: Kvinden! Naar i Sang og Digt og Tale prises Kvindens Magt og Kvindens Kaar - afsunget.
Til Ordstyrere valgtes Fru Vibeke Salicath og Statskonsulent Fru Birgitte Berg Nielsen.
Punkt I.
Beretninger.
Næstformanden, Fru Stampe Feddersen: Naar jeg i Dag skal aflægge Beretning om Dansk Kvindesamfunds Virksomhed i det forløbne Aar, kan jeg ikke lade være med i dette Øjeblik, hvor saa mange Kvinder og Mænd fra hele Landet er samlede om denne store Sag, at pege paa det betydningsfulde Fremskridt, den har gjort hos et af vore kære Broderfolk, idet Kvinderne i Norge har faaet politisk Valgret og Valgbarhed. Dette hilser vi med Jubel her i Danmark, og det maa nødvendigvis virke ind paa vore Forhold. Vi hernede har end ikke naaet den kommunale Valgret, men alligevel er der sket et stort Fremskridt i det forløbne Aar, idet Landstinget - som vor
Formand meget rigtigt manede det til paa Mødet i København i Januar - har „ slaaet Kongsporten op”, idet de nu vil give baade gifte og ugifte Kvinder Valgret og Valgbarhed til Kommunen.
Hvis Kvindernes Valgret ikke var bleven knyttet til en Udvidelse af Mændenes, kunde vi saaledes være sikre paa at faa den i næste Rigsdagssamling, og det er en saa stor og betydningsfuld Sag, at den burde have haft sit eget Lovforslag. Men vi maa nu haabe, at Lovgiverne maa kunne enes om det foreliggende Lovforslag, og vi Kvinder maa vise, at vi er vaagne, og vi vil drage stadig større og større Kredse af Kvinder med ind i Arbejdet for Valgretten.
Naar jeg saa skal gøre Rede for Arbejdet i det forløbne Aar, vil jeg begynde med det, som vi har sat os som vor vigtigste Opgave, nemlig om mulig at faa hele Landet med i denne Bevægelse, som har Kvindens Anerkendelse som Statsborger med fulde statsborgerlige Rettigheder, til Formaal. Vi vilde derfor gerne se at faa dannet Kredse overalt, saa vi i Ordets fuldeste Betydning blev Repræsentant for hele Landets Kvinder. Dette Maal har vi endnu ikke helt naaet; men vi er kommet et godt Stykke frem paa Vejen. Siden Fællesmødet i Fjor er der dannet 27 nye Kredse, og adskillige flere er under Opsejling, og de er alle dannet paa vort klare og tydelige Krav: fuld Valgret og Valgbarhed for Kvinder som for Mænd. Dansk Kvindesamfund staar altsaa stærkere end nogensinde før.
De nedsatte Udvalg har ogsaa arbejdet flittigt, og jeg vil nu oplæse den skriftlige Beretning fra Udvalgenes Formænd.
Valgretsudvalget har i det forløbne Aar ikke brudt nye Baner, alle de mulige Veje for godt Arbejde har vistnok ogsaa hidtil været betraadt, saa der ikke har været andet at gøre end at følge i de gamle Spor i det Haab, at ligesom Draaben gradvis udhuler Stenen, saaledes maa ogsaa den aldrig svigtende Interesse og de taalmodigt gentagne Forsøg føre os nærmere og nærmere til Maalet. Det meste af, hvad der har været foretaget af Valgretsudvalget, har imidlertid efterhaanden været omtalt i „Kv. og Sf.”, saa dette skal derfor kun blive en ganske kortfattet Beretning af de vigtigste Kendsgerninger. I September opfordrede Valgretsudvalget samtlige Kredsstyrelser til at sende deres henholdsvise Lands- og Folketingsmænd en skriftlig Anmodning om at arbejde for Kvindernes - de giftes saavel som de ugiftes kommunale Stemmeret under den da forestaaende Rigsdagssamling. Fra saa godt som alle Kredsstyrelserne har Valgretsudvalget modtaget Meddelelse om, at Hvervet var udført. Derefter har Valgretsudvalget ført Forhandlinger angaaende D. K. S.’s Indtræden i Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund. Udfaldet vil være Dem alle bekendt, idet Mødet af Kredsformænd i Januar vedtog Indmeldelsen; Styrelsens Bevæggrunde til at fremkomme med Forslag herom, har der været gjort udførlig Rede for i „Kv. og Sf.”. D. K. S. er herved indmeldt i den store internationale Kvindevalgretsalliance og arbejder nu sammen med Kvinderne over hele Verden. Endnu inden D. K. S. var traadt ind i Valgretsforbundet, foretog disse to Organisationer i Forening en Henvendelse til de enkelte Medlemmer af Rigsdagens Fællesudvalg angaaende det kommunale Valgretsforslag. Hvert Medlem blev personlig og mundtlig anmodet af en eller to Repræsentanter for disse Organisationer om at virke for, at Kvinderne fik den kommunale Stemmeret paa samme Vilkaar som Mænd og navnlig ikke at glemme de gifte Kvinder. Samtidig hermed afholdtes - ogsaa af de to nævnte Organisationer i Forening - et større offentligt Møde i København for at slaa til Lyd for samme Sag. Endelig har der været ført en Del Underhandlinger med „Københavns Kvindevalgretsforening”, der, som bekendt, er i Færd med at danne et Landsforbund af Kvindestemmeretsforeninger, idet det fra alle Sider anses for overordentlig betydningsfuldt for selve Sagen, at det paatænkte Landsforbund og D. K. S. kan komme til at arbejde Haand i Haand, saa at de ved deres adskilte Virksomheder ikke skal komme til at virke splittende paa Kræfter og Interesser. Der er imidlertid endnu ingen Afslutning kommet paa disse Forhandlinger, som formentlig vil kunne fortsættes med mere Held, naar Sagernes Udvikling bedre kan overses. Har Valgretsudvalget nu saaledes ingen paaviselige Fremskridt at opvise, saa bør vi dog ikke modløse sige til os selv, at vort Arbejde har været spildt, dette Aars lige saa lidt som de foregaaende. Som en stor og glædelig Overraskelse har det saaledes sikkert været for alle, der interesserer sig for Kvindesagen og navnlig Spørgsmaalet om Kvindevalgretten, at iagttage den Enighed, der har hersket mellem de forskellige Partier paa Rigsdagen om, at de gifte Kvinder saavel som de ugifte bør have Indflydelse paa Kommunens Anliggender, et Spørgsmaal, der indtil for kort Tid siden har været meget omstridt. D. K. S. kan ikke lade være med at tilskrive sit mangeaarige, ihærdige og aldrig svigtende Arbejde for Kvindesagen en stor Andel i denne Strømkæntring. . .
Lad os derfor fortsætte uden at trættes eller tabe Modet, idet vi mindes Susan Anthonys Ord, der mere og mere bliver bevist af Udviklingens Gang: „Failure is impossible”.
Det af D. K. S. nedsatte Udvalg, som skulde søge at virke til Formindskelse af Voldsforbrydelser mod Kvinder har ikke set kendelige Frugter af sit Arbejde, men mener derfor ikke, at dette er spildt. Da i Forsommeren den oprørende Forbrydelse mod en lille Pige ved Aarhus satte Sindene i Bevægelse, ønskede Udvalgets Medlemmer at paavirke den offentlige Mening særlig til Fordel for Oprettelsen af et Kriminalasyl, hvor den Slags farlige, unormale Væsener som Skomager Thygesen kunde hensættes, og i Forbindelse med Foredragsudvalget fik det derfor ordnet et stort offentligt Møde i København, hvor Sagkyndige udtalte sig om hvad der kunde gøres, og hvor der vedtoges en saalydende Resolution :
Foranlediget ved de hyppigt forefaldende grove Sædelighedsforbrydelser opfordrer Forsamlingen paa et af Dansk Kvindesamfund afholdt offentligt Møde i København Regering og Rigsdag til snarligt at tage under alvorlig Overvejelse, hvilke Foranstaltninger det maatte være nødvendigt at træffe til Værn mod saadanne Forbrydelser. Forsamlingen tillader sig i saa Henseende særlig at henlede Opmærksomheden paa Nødvendigheden af en ændret Behandling af de saakaldte ,,formindsket tilregnelige" Forbrydere og i Forbindelse dermed paa det ønskelige i, at der her i Landet oprettes Anstalter - navnlig et Kriminalasyl til anbringelse af saadanne Individer, hvis Indespærring er nødvendig for Samfundssikkerheden, og som ikke naturligt kan finde Optagelse i de nu bestaaende Straffe- eller Sindssygeanstalter.
Denne Resolution blev indbragt til Justitsministeren af Frk. Helene Berg, Fru Scheuer og Overretssagfører Munch-Petersen. Justitsministeren tog velvilligt mod den, men vilde ikke give noget bestemt Svar. I den Opfordring som Kredsene lige før Rigsdagens Sammentræden efter Fællesstyrelsens Raad sendte sine Rigsdagsmænd om at virke for, at Kvinderne fik kommunal Valgret og Valgbarhed, opfordredes de tillige til at virke for, at der oprettedes et Kriminalasyl, hvor Personer, der uden at være Forbrydere dog er farlige for den offentlige Sikkerhed, kan hensættes. Endnu er der imidlertid ikke forelagt noget Lovforslag i den Retning.
Med Hensyn til det Arbejde, Udvalget særlig fandt det gavnligt at udføre, nemlig at undersøge, om der muligvis trængtes til Ændringer i Lovene, manglede Udvalget jo bestandig det nødvendige Grundlag. Paa et til Justitsministeriet indgivet skriftligt Andragende om, at Landets Underdommere maatte meddele Oplysninger til D. K. S.’s Fællesstyrelse om, hvilke Forbrydelser af den Art, der blev begaaet, samt de nærmere Omstændigheder ved Forbrydelserne og endelig, hvilken Straf Forbryderen blev idømt, fik vi jo, som vi i Fjor gjorde Rede for, Afslag. Da Udvalget ikke fandt, at der kunde udrettes noget i den Sag, uden at vi havde paalidelige Oplysninger at støtte os til, enedes vi om at indgive fornyet Andragende til Justitsministeren, men overbringe det personligt. Fru Stampe Feddersen henvendte sig derfor til Justitsministeren med Anmodning om hans Bistand til Tilvejebringelsen af disse Oplysninger, men han svarede, at det var ham umuligt at paalægge Underdommerne et nyt Arbejde uden Vederlag, og til et saadant Vederlag var der ikke bevilget Penge. Udvalget samledes derefter og drøftede, hvad der var at gøre, og man tænkte paa at foreslaa Fællesstyrelsen at opløse Udvalget, men da man ikke kan vide, hvorledes Forholdene med Tiden kan udvikle sig, og naar det Øjeblik kan komme, da der kan blive Brug for D. K. S’s Arbejde, enedes man om hellere at foreslaa, at Udvalget bliver siddende for at se, om der ikke skulde komme et heldigt Øjeblik, hvor der kan gribes ind.
I Januar Maaned holdtes det Møde med Kredsformændene, som vi paa Fællesmødet havde enedes om at bringe i Stand. Det var et udmærket Møde, og Frugten af det blev, som De vil have set af Valgr. Udv. Beretning, at D. K. S. meldte sig ind i Valgretsforbundet og altsaa nu er med i den store Valgretsalliance hele Verden over.
Vort Kontor, som der i Fjor paa Fællesmødet blev indsamlet til, har vi faaet sat i Virksomhed.
Vi har lejet et Værelse hos Københavnskredsen paa Nørregade 33, og den 1. November aabnede vi Kontoret med 2 Timers daglig Kontortid. Begyndelsen har været god. Fællesstyrelsen har haft et Sted til Afholdelsen af sine Møder, som den længe har trængt til. Det er klart, at alt som D. K. S. vokser, maa Sekretærens Arbejde blive større og større. Det vilde ogsaa have vokset Sekretæren aldeles over Hovedet, hvis Kontoret ikke havde kunnet tage en Del af Sekretærens Arbejde, og efter Ferien henlægges Bladets Ekspedition ligeledes til Kontoret. Det er vort Haab, at Kontorets Betydning efterhaanden skal vokse, saa det kan blive et Samlingssted for alt D. K. S.’s Arbejde, og et Sted, hvor alle, der ønsker Oplysninger om Ting angaaende Kvindernes Stilling i Samfundet, kan henvende sig. Men det koster Penge, og disse er det ikke altid let at faa ind. Kontoret havde slet ikke kunnet komme over det første Arbejdsaar, hvis ikke kgl. Skuespillerinde Frøken Anthonsen tildels havde indfriet det Løfte, hun i Fjor gav paa Horsensmødet: at afholde en Forestilling til Fordel for D. K. S. Dette gjorde hun ganske vist ikke, idet hun, ved at henvende sig til Folk om Hjælp, gjorde den Erfaring, at med en velgørende Sag kan man faa mange til at hjælpe sig, men med en agitatorisk, som Kvindesagen jo nærmest maa kaldes, lader dette sig ikke gøre. Hun indfriede derfor sit Løfte ved at lade Indtægten af Generalprøven til en Forestilling, hun ordnede til Fordel for en velgørende Forening tilfalde D. K. S., og denne Generalprøve indbragte ca. 700 Kr., for hvilke vi paa det varmeste maa takke Frk. Anthonsen.
Fra et Udvalg, der var nedsat af forskellige Foreninger, skete i Vinter en Henvendelse til D. K. S. om at indgive en Adresse til Regering og Rigsdag om ikke at lægge Told paa Frugt. Fællesstyrelsen indvilgede i at indsende følgende Adresse: Til Rigsdagen! D. K. S. tillader sig herved at henstille til den høje Rigsdag ved Behandlingen af Toldlovforslaget at gennemføre, at Frugt og Frugtsafter ikke beskattes, idet Frugt efterhaanden er blevet et værdifuldt Næringsmiddel for Befolkningen. - Denne Adresse tiltraadtes af de fleste af D. K. S.’s Kredse.
Saa husker De nok, at det i Fjor paa Aarsmødet blev vedtaget at sende en Henvendelse til det kirkelige Udvalg og til Regering og Rigsdag om, at faa Ordene om Kvindens Underdanighed strøgne af Vielsesritualet. Paa denne Skrivelse har vi modtaget følgende Svar:
Efter at det af Fællesstyrelsen ved Skrivelse af 26. September 1905 til Ministeriet indsendte Andragende, hvori udtales Ønsket om en Ændring i Vielsesritualet, saaledes at Ordene til Kvinderne om at være deres Mænd underdanige udgaar, har været forelagt det kirkelige Udvalg, skal man tjenligst meddele, at omend der kunde være Ønsker fremme om at ændre Vielsesritualet paa det omhandlede eller muligt andre Punkter, maa man med Udvalget være enig i ikke at anse det for at være det rette Tidspunkt nu at gennemføre saadanne Ændringer, idet et Gennemsyn af Ritualet formentlig maa opsættes, indtil Spørgsmaalet om Ændringer i Bestemmelserne om Ægteskabsstiftelse har faaet sin endelige Afgørelse.
Dette er nok et Afslag, men det stilles dog i Udsigt, at der muligvis vil blive foretaget et
„Gennemsyn af Ritualet”, naar Spørgsmaalet om den borgerlige Vielse har faaet sin endelige Afgørelse. Vi bør altsaa ikke opgive at kunne faa Indflydelse paa denne Sags Afgørelse, naar
„det rette Tidspunkt” menes at være kommet, og vi bør ikke undlade at tale om den ved vore Møder, for at der kan blive vakt en Stemning imod, at disse Ord anvendes ved Brudevielser.
Paa eet Punkt har D. K. S. en god Frugt af sit Arbejde at fremvise. Det Udkast til et Lovforslag om det uden for Ægteskab fødte Barns og dets Moders Retsstilling, som var udarbejdet af et af
D. K. S. nedsat Udvalg, og som der i Fjor blev aflagt Beretning om paa Fællesmødet, var i Maj Maaned blevet indsendt til Justitsministeriet og D. K. S. havde den store Glæde, at det til Dels blev benyttet som Grundlag for et Lovforslag, Justitsministeren i sidste Rigsdagssamling forelagde Tingene. Lovforslaget blev gjort færdigt fra Folketinget og vil forhaabentlig blive forelagt Landstinget i næste Rigsdagssamling.
Saa maa jeg ogsaa omtale en Ting, som ganske vist ligger uden for Arbejdet, men dog vedrører
D. K. S., at vor kære Formand Fru Bojsen-Møller i Aar fyldte 70 Aar. Et Par Dage efter Fødselsdagen samledes vi til Fest med hende, hvor hun fik rig Paaskønnelse og Hyldest for, hvad hun har været for D. K. S. Hun modtog bl. a. henved 70 Telegrammer. For mange af Jyderne havde Vejen til København været for lang, og de gjorde derfor Fest for hende ovre i Silkeborg, og ved den Lejlighed dannedes „Jysk Agitationsudvalg”, en nærmere Sammenslutning af de jyske Kredse, som bl. a. skulde agitere for Dannelsen af flere Kredse i Jylland. Adskillige Kredse er allerede Udbyttet af denne Sammenslutning.
De vil af denne Beretning se, at D. K. S. har arbejdet ihærdigt. Det kunde synes, som om vort Arbejde ofte havde været unyttigt, idet vi har faaet Afslag paa flere af vore Henvendelser til Myndighederne. Men det er ikke unyttigt derfor. Det viser, at vi er paa vor Post, og dette er af den allerstørste Betydning, idet Mændene derved lærer ikke at glemme os. Det ene Punkt, hvor vi i Aar saa tydelig har set Frugten af vort Arbejde, giver Mod til at holde ud paa de andre Punkter og ikke slappes. Og vort Arbejde udadtil har været rigt og lønnende. Vi har haft den Glæde at se Kvindesagen vinde Indpas paa Egne, hvor den før var aldeles ukendt, og dette er sandelig ikke den mindst vigtige Del af vor Virken. Lad os haabe, at den Tid ikke er fjærn, da vi er vokset til et Kvindesamfund, der omspænder hele Landet og maner alle Danmarks Kvinder til at staa fast og enigt om vort store Maal: Valgret og Valgbarhed for Kvinder som for Mænd.
Statskonsulent Fru Birgitte Berg-Nielsen: D. K. S.’s Kjolesyningskursus har i det forløbne Aar haft 123 Elever fordelte paa 5 Kursus i København og 76 Elever fordelte paa 5 Kursus i Provinsen. Der er givet baade hele og halve Fripladser, men da Staten nu støtter denne Undervisning med en Bevilling paa 1000 Kr., vil der kunne gives flere Fripladser for Fremtiden. Et Kursus koster fra
10-15 Kr. pr. Elev, men det kan blive lidt billigere, hvor Kredsen skaffer gratis Lokale og frit Ophold til Lærerinden. Nærmere Besked kan faas hos Frk. Marie Steffensen, Helgolandsgade 11, København.
Paa Husholdningskursus har D. K. S. i de forløbne 4 Aar haft 1222 Elever. 665 Elever har deltaget i Forevisningskursus, hvor Eleverne ser Lærerinderne lave Mad og faar Forklaring paa dens Pris og Næringsværdi, og 557 Elever har deltaget i de praktiske Kursus, hvor Eleverne selv laver Mad.
I Provinsen har vi gerne gratis Lokale med Lys og Brændsel; som Regel er det Byraadet, som støtter Undervisningen paa denne Maade; det har ogsaa flere Steder været Højskoleforeningen. Staten har givet os 2000 Kr. aarlig i 3 Aar som Understøttelse til disse Kursus. Vi søger nu i Aar om en ny og større Bevilling og haaber at faa den; for vi har efterhaanden vundet stor Interesse for denne Sag hos ubemidlede Husmødre, og de har ikke stort at betale med, saa skal vi rigtig komme til at gøre Gavn for dem, saa maa vi have mange Penge at arbejde med. Sidste Vinter havde vi 330 Elever, saa godt som alle Husmødre i København. Omtrent Halvdelen havde Friplads, Resten betalte l-3 Kr. for et helt Kursus. Det var en fornøjelig Undervisning; Husmødrene var alle glade for, at de lærte at lave god og billig Mad. De Kredse, som ønsker Husholdningskursus, bedes snarest henvende sig til mig under Adr.: Forhaabningsholms Allé 18, Kbhvn.
Efter Opfordring af Frk. Anna Brosbøll hilste Forsamlingen Fru Berg-Nielsen med Lykønskning og Bifald som den første Kvinde, der er blevet udnævnt til Statskonsulent.
Frk. Anna Hjort meddelte, at Husmødreforeningens Arbejde gaar sin jævne Gang. For at vække Opmærksomhed for den blandt dem, der særlig skulde have Nytte af den, havde Frk. Hjort talt for den ved et Møde i Kbhvn. i Forbindelse med „Samfundsugen”, hvor en Del Arbejdere var til Stede. I det forløbne Aar er der sendt 18 Pigebørn ud i Pladser, medens man har maattet sende Afslag til 36 Familjer, der ønskede at faa unge Piger fra Husmødreforeningen. Frk. Hjort oplæste under Bifald 3 glade Breve fra udsendte Piger.
Frk. Kommunelærerinde Anne Bruun meddelte, at Danske Kvinders Nationalraad, som bekendt er en Sammenslutning af Organisationer, hvorigennem vi staar i Forbindelse med Kvindeorganisationer hele Verden over. I det forløbne Aar har D. K. N. skiftet Formand, idet Fru Charlotte Norrie har afløst Frk. Ida Falbe -Hansen. I „Kv. og Sf.” Nr. 12, Side 95, findes en Opfordring til at oprette et „Oplysningsbureau” ; et saadant har D. K. N. allerede i L. Kirkestræde.
Frk. cand. jur. Henny Petersen meddelte, at „Kvindernes Bygning” stadig staar i Overvejelsernes Tegn, og hun mente, at Tiden netop nu vilde være ugunstig for Handling.
Punkt II.
Regnskab og Overslag fremlægges henholdsvis til Godkendelse og Efterretning.
Frk. Frida Schmidt fremlagde Regnskabet for det forløbne Aar. (Det findes i „Kv. og Sf.” Nr. 6 for 30. Marts 1907).
Den ny Kasserer, Frk. Anna Olsen, fremsatte Overslag for 1907. Saavel Regnskab som Overslag godkendtes.
Punkt III.
Forslag om, at D. K. S. for Fremtiden - indtil vi faar den politiske Valgret - paa en nærmere bestemt Dag om Sommeren lader afholde Agitationsmøder for Kvindens Valgret, og at Fællesstyrelsen bemyndiges til at henvende sig til Københavns Kvindevalgretsforening om Samarbejde ved Afholdelsen af disse Møder.
Fællesstyrelsen.
Fru Stampe Feddersen: Der er en Ting, vi alle - Medlemmerne og Fællesstyrelsen - er enige om: at det vigtigste af alt i „Dansk Kvindesamfund” for Øjeblikket er at arbejde for Kvindernes Valgret og Valgbarhed, baade kommunal og politisk. Der er saa meget, vi Kvinder kan se er galt i Samfundslivet, og vi tørster efter at faa det ændret, men saalænge vi ikke har de rette Vaaben i Hænde, den sikre, lovhjæmlede Indflydelse paa Ledelsen af Kommunens og Statens Anliggender, saalænge bliver vort Arbejde kun af forholdsvis ringe Virkning. Vi saa med den største Glæde, at Finlands Kvinder fik den politiske Valgret og Valgbarhed, og det jublede i os, da Norges Kvinder fulgte efter. Men naar rykker vi selv frem? Endnu har vi ikke naaet den kommunale? Vi maa sætte flere Kræfter ind paa at naa den, anspænde os til det yderste. Vi kan gaa to Veje: den ene er at indgive Andragender til Regering og Rigsdag; den Vej er betraadt saa tidt, og den har vist sig ikke at føre til Maalet. Den anden Vej er at søge at vække de slumrende og tale vor egen Sag saa højt, at alle maa høre os. Ligesom Arbejderne hele Landet over den 1ste Maj agiterer for den 8 Timers Arbejdsdag, saaledes bør vi Kvinder ogsaa vælge en bestemt Dag om Sommeren, hvor der saavidt muligt over hele Landet samtidig holdes Møde om Kvindens Valgret og Valgbarhed. D. K. S. har gjort et stort Arbejde i Aar for at faa dannet Kredse hele Landet over, og Samfundet tæller nu 60 Kredse. Københavns Kvindevalgretsforening har ogsaa dannet mange Kredse, og naar Fællesmødet nu vil bemyndige os til at henvende os til dem om Samarbejde, vil der sikkert ikke blive mange Steder i Danmark, hvor vi ikke paa Kvindevalgretsdagen - som den bør hedde - kan faa et Agitationsmøde i Gang. Alle Kræfter maa i Ilden den Dag, og vi bør søge at faa nedsat et Udvalg, som kan fordele Kræfterne saaledes, at alle Egne i Landet kommer med i den Kamp. Hostrup siger i sin Sang: „Vort Mod til Farten da bliver frit, og vi gaar frem, naar vi kuns holder Trit”. Ja, holde Trit, det er det, vi skal; som en samlet Hær rykke frem og kræve vor Ret som lovlydige Borgere i det Fædreland, hvor vi er mere end Halvdelen af Landets Borgere.
Efter Fru Stampe Feddersens Indledning fulgte en længere Forhandling, hvori deltog: Fru Brodersen, Fru Scheuer, Fru Tolderlund, Sadelmager Lund. Fru Kristensen-Randers, Fru Münter, Fru Mathilde Bajer, Frk. Luplau, Frk. Jagd, Student Frk. Söderman fra Finland, Frk. Anne Bruun, Fru Knudsen, Fru Gundesen, Landstingsmand Jørgen Berthelsen, Frk. Testman, Frk. Lunøe samt Fru Stampe Feddersen.
Man drøftede Vanskelighederne ved at afholde Kvindevalgretsagitationsmøder paa en bestemt Dag hele Landet over, idet Tanken dog fandt stærk Tilslutning fra de fleste Deltagere i Forhandlingen; der var forskellige Meninger om, hvilken Dag, man burde vælge; Fru Nanna Kristensen-Randers, foreslog at vælge den 20. Juni (Stavnsbaandets Løsning); nedenstaaende Resolution vedtoges tilsidst med stor Majoritet.
Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse bemyndiges til for Fremtiden - indtil vi faar den politiskeValgret - hvert Aar den 20. Juni, som bør kaldes Kvindevalgretsdagen, saavidt muligt over hele Landet samtidig at lade afholde Agitationsmøder for Kvindens Valgret og Valgbarhed.
Punkt IV.
Forslag om, at Landet deles i Foredragsringe, saaledes at der indenfor hver Ring dannes et Foredragsudvalg til Planlæggelse af foredragsrejser og Samarbejde med det af Fællesstyrelsen nedsatte Foredragsudvalg.
Fællesstyrelsen.
Fru Stampe Feddersen: Det har altid været et af Fællesstyrelsens Maal saavidt muligt at tilfredsstille Kredsenes Trang til at faa Foredragsholdere, men det har vist sig at være forbundet med store Vanskeligheder. Det vilde jo blive altfor dyrt at lade en Foredragsholder rejse ud for at holde et eller to Foredrag; der maatte ordnes en hel Rundrejse, for at det nogenlunde kunde svare sig. Men dette medførte ofte en Mængde Skriveri, som endda stundom blev unyttig. Den ene Kreds ønskede Foredraget først i September, den anden kunde slet ikke først i September, men ønskede det sidst i Oktober, den tredje først i Oktober, Foredragsholderen kunde maaske kun midt i Oktober o. s. v.
o s. v. Fællesstyrelsen er da kommen paa den Tanke, at det vilde være praktisk, om Kredsene ordnede sig i Foredragsringe, som indbyrdes lagde Planen til en eller flere Foredragsrejser og i god Tid indsendte denne Plan til Fællesstyrelsen, som da kunde gøre Aftale med de forskellige Foredragsholdere. Det jyske Agitationsudvalg er noget i den Retning, men om det overflødiggør snævrere Foredragsringe i Jylland er et Spørgsmaal, hvorom kun Udvalget selv kan have Mening. Paa Lolland og Falster er der allerede dannet en saadan Foredragsring, og det har vist sig at lette Arbejdet meget. Formændene for alle Kredsene paa Lolland-Falster samledes og lagde Planen for de Foredrag, de ønskede holdt i den tilstundende Vinters Løb af ikke stedlige Foredragsholdere, og ved Hjælp af Toglisten udarbejdede de Planen i Enkelthederne. En af Formændene valgtes saa til Sekretær for Foredragsringen og satte sig derefter i Forbindelse med Formanden for Foredragsudvalget i København, som nu vil underhandle med Foredragsholderne. Ved Hjælp af Foredragsringens Mellemkomst har der saaledes allerede nu i Begyndelsen af Juli været ordnet en Række Foredrag i Nysted, Sakskøbing, Maribo og Rødby, hvor der i de 3 Byer efter disse Foredrag er dannet Kredse af Dansk Kvindesamfund. I Sakskøbing fandtes allerede en saadan.
Det, Fællesstyrelsen altsaa nu vil foreslaa, er, at Kredsene ordner sig i Foredragsringe, f. Eks. amtsvis, at disse Kredses Formænd samles til et Møde, gør Aftale om, naar de ønsker Foredrag afholdt, vælger en Sekretær til at brevskifte med Sekretæren, Fru B. Scheuer, og saa indsender den udarbejdede Plan snarest mulig efter Sommerferien.
I Forhandlingen deltog Frk. Begtrup, Frk. Ingeborg Petersen, Frk. Jagd, Fru Stampe Feddersen, Sadelmager Lund, Frk. Anne Bruun, Fru Scheuer, Fru Gundesen, Frk. Hasselbalck m. fl. - Det hævdedes fra flere Sider, at Dannelsen af Foredragsringe vilde gøre det billigere for Kredsene at faa Foredragsholdere. Kredsene maa samles i Foredragsringe - ikke amtsvis, men efter Beliggenheden og Rejseruten. Kredsene maa selv vælge, hvilke Foredragsholdere, de vil have, idet man dog indenfor de enkelte Foredragsringe maa enes om bestemte Foredragsholdere. Fællesmødet sluttede sig til Forslaget om at søge at samle Kredsene i Foredragsringe.
Punkt V.
Revision af Fælleslovene.
Fra Scheuer meddelte, at da der nu skal trykkes ny Love, vilde det være formaalstjenligt at faa nogle mindre Ændringer med, nærmest af formel Natur. Der er ved et tidligere Fællesmøde vedtaget en Bestemmelse om, at ny Kredse ikke skal betale 25 Øre til Fælleskassen det første Aar, men det er aldrig kommet ind i Lovene.
(Det overdrages til Fællesstyrelsen at formulere denne Bestemmelse og indsætte den i Fælleslovenes § 3)
I Slutningen af § 4 tilføjes: Mødet kan indkaldes med en Uges Varsel. - Begyndelsen af § 6 bliver at forandre til: Det aarlige Fællesmøde indkaldes med mindst 6 Ugers Varsel etc. – I § 11 forandres
3 Uger til 4 Uger. - Sidste Punktum af § 15 forandres saaledes, at det kommer til at lyde: hvis et Spørgsmaals Afgørelse ikke uden væsentlig Skade kan vente til næste Fællesmøde, kan Fællesstyrelsen sammenkalde Kredsformændene eller indhente Erklæring fra Styrelserne i alle Samfundets enkelte Kredse, og hvad Flertallet af dem bestemmer har da samme Gyldighed, som var det vedtaget paa et Fællesmøde. I Januar afholdes et Møde, hvor alle Kredsformændene og hele Fællesstyrelsen samles.
Ændringerne vedtoges enstemmig.
Punkt VI.
Bladet.
Derunder Forslag om, at Mand og Hustru eller to Søskende, som bor sammen, kan nøjes med at betale og faa eet Ekspl. af Medlemsbladet.
Fællesstyrelsen.
Frk. Helene Berg: Naar vi atter i Aar har Bladet paa Dagsordenen, saa er det ikke efter Redaktionens Ønske eller efter Forslag fra den; thi det forekommer den unyttigt hvert Aar at tale frem og tilbage om Bladets vanskelige økonomiske Status; hellere maa vi handle, saaledes at enhver gør sit til, at Bladet kan komme ud over alle Vanskeligheder og ind i Fremgang og Udvikling. Gør vi det, men ogsaa kun da, er der ingen Grund til Bekymring: D. K. S. Medlemstal er i stadig og stærk Stigen, og hvert nyt Medlem betyder jo en forøget Indtægt for Bladet - ganske vist kun 75 Øre aarlig, men mange nye Medlemmer betyder mange Gange 75 Øre. Endvidere synes bestandig flere af Medlemmerne at omfatte vort Blad med Interesse og Sympathi og at faa Lyst til ogsaa pekuniært at støtte det, hvilket er i høj Grad nødvendig, indtil Medlemstallet er blevet tilstrækkeligt stort. –
M. H. t. hvad der kan gøres for Bladet, da har jeg intet at tilføje ud over, hvad jeg sagde paa forrige Aarsmøde, og hvad jeg skrev i Nr. 7 i „Bemærkninger til Regnskabet”. Medlemmerne kan støtte Bladet pekuniært ved at skaffe det Annoncer, ved at skaffe det Abonnenter og ved at bidrage til dets Reservefond, og endnu har kun faa af vore mange Medlemmer været virksomme med at støtte Bladet paa disse Maader. - Der er, i hvert Fald fra en enkelt Side, bleven anket over, at Bladet havde et Reservefond. Man mente at det var uværdigt, at Bladet skulde støttes med frivillige Bidrag; det burde kunne klare sig selv, om ikke muligt paa anden Maade, saa ved at Medlemmernes Afgift
sattes op.- Denne Anskuelse kan jeg ikke dele. - Efter nøje Overvejelse er jeg kommen til det Resultat, at Medlemsafgiften til Bladet - 75 Øre aarlig - ikke bør sættes op; thi Medlemsafgiften bør være saa lav som mulig, for at ingen af økonomiske Grunde skal være hindret i at blive Medlem af D. K. S. Enhver, som har Raad til at betale mere, og som maaske tænker: jeg faar det Blad altfor billigt - 22 Gange mindst 8 Tekstsider aarlig - kan sende sit Bidrag til Bladets Reservefond. Jeg kan paa ingen Maade se, at det skulde være uværdigt for Bladet saaledes at modtage frivillige Bidrag, da Medlemsafgiften er saa lav, at det indkomne ikke er nok til Dækning af Bladets Udgifter. Her kunde det med Rette ventes, at den Kammeratskabsfølelse, der bør fremkaldes af, at vi alle kæmper for samme Sag, tilskyndede de bedrestillede til igennem Reservefondet at betale mere end de 75 Øre til Bladet, saa at de mindre velstillede fremdeles kan faa det saa billigt. Der har ogsaa været Overvejelser fremme om at gøre Bladet mindre eller lade det udkomme med færre Numre aarlig. Ogsaa dette maa jeg paa det bestemteste fraraade. Vi bør kun kende Vejen fremad og absolut vægre os ved Tilbageskridt af nogen Art. Allerede nu er det overordentlig vanskeligt eller rettere umuligt, at faa Plads til alle de Artikler, ofte meget værdifulde Artikler, som bliver os tilsendt, eller til mangt og meget som vi gærne vilde have frem, og som ogsaa burde komme frem i Bladet. Det maa være ikke blot i Redaktionens, men i hele D. K. S.s Interesse, at Bladet tværtimod i en ikke for fjærn Fremtid bliver sat i Stand til at udvide sine Spalter, saa at det kan faa den Betydning og Indflydelse, det bør have.
Der er ogsaa, i hvert Fald fra en enkelt Side, bleven udtalt en Mening om, at Bladets Udgifter kunde sættes ned, og der har været forelagt Fællesstyrelsen et Overslag, der overfladisk set syntes at vise, at Bladet kunde trykkes billigere end nu; ved nærmere Undersøgelse viste dette sig imidlertid at være urigtigt, og jeg er ganske paa det rene med, at enhver uhildet og kompetent Undersøgelse vil vise, at Bladets Udgifter ikke kan sættes ned, uden at Bladet derved gøres ringere, end det nu er.
Lad mig blot endnu udtale, at saavidt jeg kan se og forstaa, har vi kun Grund til at se paa D. K. S.’s og dermed paa „Kv. og Sf.”s Fremtid med Tryghed og Tillidsfuldhed. I de sidste 4 Aar har vi firdoblet vore Kredses Antal. Ved vort Aarsmøde i Rønne 1903 havde vi 15 Kredse; nu har vi 60. Det at danne Kredse er nu ikke overladt til Fællesstyrelsen eller til en enkelt eller et Par enkelte; men rundt omkring agiteres der med den største Iver af Medlemmerne selv og med Kredsene som Udgangspunkt. Og D. K. S. er ikke alene vokset i Medlemstal, men ogsaa i Betydning og Indflydelse. Jeg tror godt, jeg uden at være Profet tør profetere: Naar vi samles til vort næste Aarsmøde, har vi en Kreds i hver eneste By i Danmark, foruden i adskillige Landsbyer.
Og D. K. S.s Fremgang maa nødvendigvis komme til at betyde Fremgang for „Kv. og Sf.” og lettere og tryggere Levevilkaar for det.
M. H. t. det lille Forslag under Punkt VI paa Dagsordenen, „at Mand og Hustru eller to Søskende, som bor sammen, kan nøjes med at betale og faa eet Eksemplar af Medlemsbladet”, da maa jeg sige, at det er Omstændighederne, der har tvunget det frem.
Efter en Del Forhandling, hvor nogle overordentlig rundhaandede Forslag, (dog ikke fra Redaktionens Side) kom frem, om at udvide Forslaget til ogsaa at gælde Familjer med et ubegrænset Antal konfirmerede og ukonfirmerede Børn, vedtog man Forslaget, som det er fremsat i Dagsordenen.
Stemmeretsmærket.
Uden for Dagsordenen fik Frk. Helene Berg Ordet for at lægge alle D. K. S.s Medlemmer paa Sinde at bære Stemmeretsmærket. Hun erindrede om, at det paa den internationale Valgrets Kongres i Kbhvn. forrige Aar blev vedtaget, at Stemmeretsmærket, til hvilket den danske Billedhuggerinde, Fru Johanne Pedersen-Dan, har givet Tegning, skal være det Tegn, som alle Landes Kvinder, der vil have Valgret og Valgbarhed, bør bære. Som Mrs. Chapman Catt skriver, blev det bestemt,
„at Mærket skulde forfærdiges i Bronce, for at enhver Kvinde, som interesserer sig og kæmper for Kvindens Stemmeret, kan være i Stand til at købe det!” Frk. Helene Berg opfordrede stærkt alle
D. K. S.s Medlemmer til snarest at anskaffe sig Stemmeretsmærket. „Hver national Stemmeretsforening burde antage det som sit eget”. (Mrs. Chapman Catt). At bære dette Mærke, giver ofte Anledning til Spørgsmaal og Samtale om Kvindens Valgret og en saadan Agitation Mand og Mand imellem er ikke den mindst virkningsfulde. Desuden er der noget værdifuldt i at bære et Mærke, som bæres af Alverdens Kvinder, der paa eet Omraade vil det samme.
Mærket faas hos Fru Billedhuggerinde Johanne Pedersen -Dan, Nørrebrogade 183 (Telefon Taga 503). Prisen er for et enkelt Mærke (altsaa i Bronce) 35 Øre, (skal det forsendes da 40 Øre).
25 Mærker eller derover sendes fragtfrit, men koster ligeledes 35 Øre pr. Stk. Mærket kan faas som Broche eller som Naal.
Punkt VII.
Forslag om, at D. K. S. til Vinter henvender sig til Regering og Rigsdag med Andragende om, at der aabnes Kvinder Adgang til Overlærerembeder ved Landets Købstadskoler.
Anne Bruun.
Vor udmærkede Kvindesagsven, Fader Holberg, fortæller i „Niels Kliims underjordiske Rejse” om et Land, hvor en ung Jomfru var Præsident i Retten, og han forklarede dette saaledes: „Hos dette Folk gøres der nemlig ingen Forskel paa Kønnet ved Embeders Besættelse, men efter nøjagtigt Valg gives disse til de værdigste”.
Jeg beder, at man vil understrege Holbergs Ord: „de værdigste”.
I mange Aar har Kvinderne nu gjort et stort Arbejde i Undervisningens Tjeneste, først i private Hjem, senere i den offentlige Skole. I København har vi nu øvet os i denne Gerning i 48 Aar, idet Kommunalbestyrelsen i 1859 vedtog at ansætte Kvinder. 25 Aar efter var Halvdelen af Lærerpersonalet i København Kvinder; nu er vi ca. 60 %. Tallet for Købstadskolens Vedkommende skal jeg senere skaffe. Men endskønt vi saaledes har vist os særlig brugbare paa dette Felt, har dog Ledelsen af de offentlige Skoler hidtil saa godt som udelukkende været i Mænds Hænder. Man hævder nærmest, at Kvinder mangler Overblik og kun egner sig for de underordnede Stillinger. Men samtidig har dog de samme Autoriteter hædret 2 Kvinder med Fortjenstmedaillen i Guld, nemlig Frk. Zahle og Frk. Kruse, og denne Udmærkelse er tildelt dem netop i deres Egenskab af Ledere af store Skoler. Og sikkert nok er det ikke saa lidt vanskeligere at lede en privat end en off. Skole. I den private Skole skal der baade af økonomiske og andre Grunde tages Hensyn til alle Sider, medens den off. Skole meget lettere kan følge sine egne Love og gaa efter de lige Linier i pædagogisk Henseende. Det gaar dog vel heller ikke an i vore Dage at tale om, at Lederen af en off. Skole absolut skal være overlegen i Retning af fysiske Kræfter. Vi arbejder jo dog henimod Afskaffelsen af Pryglevanen, og skulde det en enkelt Gang være nødvendigt at give en ulydig Dreng en Dragt Prygl, saa kan vel Læreren selv besørge det og Skolens Overlærer behøver ikke at være Profos. I København er Princippet om kvindelige Inspektører ved off. Skoler fuldt anerkendt; vi har 3 saadanne og haaber i den nærmeste Fremtid paa flere. Men i Købstæderne stiller Sagen sig noget anderledes. Overlærerne udnævnes nemlig af Kongen, og Overlærerembederne hører derfor ind under Begrebet Statsembeder. Der skal derfor vist nok en særlig Lov til for at aabne disse Embeder for Kvinder. Men vi ved jo, at denne Sag har været fremme, og der er fra Regeringens Side gjort et Forarbejde til et Lovforslag om at aabne Kvinder Adgang til en større Del af Statsembederne. I flere af Landets Købstæder er der begyndt en Bevægelse for at faa Kvinder ind i Overlærerembederne, og fra en enkelt større Kommune har endogsaa Byraadet gjort Indstilling til Ministeriet derom, men faaet Afslag - formodentlig fordi man har ment, at dette Spørgsmaal maatte løses i Forbindelse med det større: Statsembeders Besættelse med Kvinder. Men vi bør ikke tie og vente, hvis vore Bestræbelser i mindste Maade kan tænkes at ville bære Frugt, og da vi netop til Vinter venter en ny Lønningslov for det offentlige Skolevæsen, bør vi ikke lade Lejligheden gaa ubenyttet hen.
Jeg henstiller derfor til Fællesmødet at vedtage en Resolution saalydende:
Fællesmødet opfordrer Fællesstyrelsen til at indgaa til Regering og Rigsdag med et Andragende om, at Overlærerembederne ved Landets Købstadskoler besættes lige saa vel med Kvinder som med Mænd.
Frk. Anne Bruuns Forslag anbefaledes til Vedtagelse af Landstingsmand Jørgen Berthelsen, Overretssagfører Munch-Petersen, Kommunelærerinde Frk. Jagd, Frk. Jensen o. fl., hvorefter det enstemmigt vedtoges.
Punkt VIII.
Forslag om, at D. K. S. nedsætter et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling.
Helene Berg.
Cand. phil. Helene Berg: Medens jeg var med i Arbejdet vedrørende uden for Ægteskab født Barns og ugift Moders Retsstilling, blev det mig klart, at om der var Grund til at arbejde for en Forbedring af den ugifte Moders Forhold, saa var der dobbelt og dobbelt Grund til at arbejde for Lov og Ret for den gifte Moder, og jeg besluttede da ved Lejlighed at bringe et Forslag frem i denne Retning.
Mit Forslag er altsaa, „at D. K. S. nedsætter et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling”. Kan det da mon nytte, at der nedsættes et saadant Udvalg? Kan D. K. S. udrette noget i denne Retning?
Ja, det synes mig, at den Modtagelse, D. K. S.’s Arbejde i Sagen „uden for Ægteskab født Barns og ugift Moders Retsstilling” fik, og hele denne Sags heldige Forløb og Udvikling i høj Grad maa opmuntre os til at tage fat paa andre Omraader af Lovgivningen, hvor Kvinden er tilsidesat og
forurettet. Hvad enten det af Justitsministeren i Rigsdagen fremsatte Lovforslag, der omtrent helt igennem var i Overensstemmelse med det af D. K. S. ca. 6 Maaneder tidligere indsendte, bliver til Lov eller ej, saa er dog Opmærksomheden blevet saa stærkt henledet paa den ugifte Moders og især paa det saakaldte „uægte” Barns mislige Stilling og Forhold, og disse Forhold er blevet saa grundigt og alvorligt behandlet - baade i og uden for Rigsdagen - at Sagen næppe vil kunne skrinlægges igen.
Men er der da nogen Grund til at ønske og arbejde for Forbedringer i den gifte Kvindes - særlig den gifte Moders Retsstilling? Over for dette Spørgsmaal vil jeg citere nogle Linier af en Piece forfattet af Svend Høgsbro og udgivet af D. K. S. i 1892. Den hedder „Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk Ret”, og paa Side 6 og 7 staar der:
Det fælles Omraade.
Herved forstaas Hjemmet og hvad dertil hører, bortset fra Ægtefællerne selv, altsaa: Boligen, Husvæsenet, Tyendet, Børnene og Pengene. Her gælder ubetinget Reglen, at Manden som „Husbond” er den, der i alle Spørgsmaal, store og smaa, har den afgørende Stemme.
Det er saaledes ham, der bestemmer, hvor Familjens Bolig skal være; vil Hustruen ikke følge med, gør hun sig skyldig i „Rømning”, og han kan da faa Skilsmisse Kun ud af Landet anses hun ikke pligtig til at følge ham. Ogsaa hvem der maa være i Boligen, foruden Kone og Børn, og hvem der ikke maa være der, bestemmer Manden.
Manden kan - om han vil - selv bestemme hvorledes Husvæsenet skal styres, derimod kan han næppe sætte Hustruen helt fra Bestillingen og selv eller ved er anden overtage Husholdningen, uden at hun i alt Fald maa kunne kræve Skilsmisse.
Manden kan paa egen Haand antage og afskedige Tyendet, saavel mandligt som kvindeligt, uden at spørge Hustruen derom. Tyendet maa lyde hans Ordrer, ogsaa hvor de strider mod Hustruens.
Med Hensyn til Børnene kan Manden bestemme, hvorledes de skal opdrages, undervises og i det hele behandles, ja han kan sende dem ud af Huset - ud af Landet om det skal være - uden Hensyn til Moderens Vilje og uden Hensyn til, hvor smaa og hjælpeløse de er osv.
Som Kvinden og Ægteskabet stod den Gang, saaledes omtrent den Dag i Dag; thi Lov af 7. April 1899 om Formueforholdet mellem Ægtefæller har ingen Forandring bevirket i de Forhold, som omhandles i de citerede Linier.
Vilde man sige, at Livet i denne Henseende er anderledes end Loven, at Hustruen i de fleste Tilfælde er den raadende i Hjemmet og medbestemmende i alt, hvad der angaar Børnene, trods Lovens Bestemmelser, saa vil jeg dertil svare to Ting. For det første dette: Lovgivningen bør følge med i Udviklingen. Har Opfattelsen af Kvinden i de senere Aar forandret sig saaledes, at hun af alle normale Mennesker betragtes som et Manden fuldtud jævnbyrdigt Væsen, saa er det meningsløst og kan kun virke skadeligt fremdeles at fastholde en Række af Lovparagrafer, hvor ud fra en hel anden Opfattelse lyser - den nemlig, at Kvinden er et Manden underlegent Væsen, der maa styres og ledes af ham, og som man ikke kan paalægge Ansvar.
For det andet vil jeg svare - og dette er langt det væsentligste - at saadanne Lovparagrafer som dem, der her er Tale om, de staar som en Krænkelse og en truende Fare for den gifte Kvinde. Det er ganske rigtigt, at Forholdet i de fleste Tilfælde er saadant, at Manden ikke vil bruge den Magt, Loven giver ham - det hænder maaske ogsaa, at der staar en saadan Respekt af Hustruen, at han ikke tør heller - men det kan hænde, og det hænder, som vi alle meget godt ved, at Loven, der som Regel hviler tilsyneladende uskadelig og fredelig i sit Hus, pludselig kan fare ud som en bidsk Hund og skambide den, den faar fat i.
Især derfor maa disse krænkende og truende Lovparagrafer bort og erstattes med andre, der er paa Højde med den ny Opfattelse af Kvinden og med vor Tids og vort Lands Anskuelser om Forholdet mellem Mand og Kvinde - ikke som et Afhængigheds-, Lydigheds eller Underdanighedsforhold for den ene Part, men som et Forhold mellem to frie, selvstændige og jævnbyrdige Mennesker.
Det maa ikke - end ikke i de sjældneste Tilfælde - kunne ske, at en Mand med Loven og Retten paa sin Side krænker og tilsidesætter sin Hustru i deres fælles Hjem og maaske endog gaar til den Yderlighed at tage Børnene fra hende.
Der er maaske dem, som vil sige: Alt dette og meget andet vil blive ændret, naar Kvinderne faar Valgret og Valgbarhed, og det er jo kun et Tidsspørgsmaal; lad os vente til da med vore Reformer.
Dertil vilde jeg svare, at hvis D. K. S. (eller danske Kvinder overhovedet) ogsaa inden Kvinderne her i Danmark faar Valgret og Valgbarhed, kan virke med til, at Lovgivningen paa et eller andet Omraade bliver retfærdigere, saa bør det selvfølgelig ikke undlades - baade for deres Skyld, hvem en uretfærdig Lov gaar ud over, og ogsaa fordi enhver god Bestræbelse og ethvert alvorligt Arbejde fra Kvindernes Side fremskynder den Tid, da Kvinden staar som Mandens ligestillede i Samfundet.
I mit Forslag har jeg ikke nærmere villet præcisere Udvalgets Opgave, thi det synes mig nødvendigt, at der gives Udvalget fuldstændig frie Hænder i dets Arbejde. - Mulig vil Udvalget finde det rigtigt at sætte det som sin Opgave over for Lovgivningsmyndighederne at paapege alle de Steder i Lovgivningen, hvor den gifte Kvinde ikke er ligestillet med Manden, eller det kan mulig
finde det mere formaalstjenligt at begrænse sin Opgave og - i hvert Fald foreløbig - blot søge at faa et enkelt Omraade inden for Lovgivningen reformeret.
Vælger det dette sidste, anser jeg det imidlertid for givet, at dette enkelte Omraade maa blive den gifte Kvindes Retsstilling over for sine Børn; thi om der er noget Sted, Loven krænker og foruretter den gifte Kvinde, saa er det her; og er der noget Sted, Kvinden kan rammes smærteligt, saa er det her - i sit Moderforhold.
Endelig ønsker jeg blot at udtale, at Udvalget efter min Mening bør bestaa af mindst 2 Mænd og 2 Kvinder; af disse bør i hvert Fald den ene Kvinde være gift og Moder, og af Mændene bør den ene være Jurist, den anden Rigsdagsmand.
Hermed være mit Forslag anbefalet. At det vil blive godt modtaget i denne Kreds, tvivler jeg intet Øjeblik om, og det er mit Ønske, at de rette Kvinder og Mænd maa komme til at sidde i det foreslaaede Udvalg, og at D. K. S. igennem dette Udvalg maa faa udført et godt og samfundsnyttigt Arbejde.
Der udspandt sig en længere Forhandling, hvori deltog Translatør Fr. Bajer, Fru Statskonsulent Berg-Nielsen, Fru Stampe Feddersen. Fru Salicath, Folketingsmand Jensen-Sønderup, Bibliotekar Elberling. Frk. Bartholine Jørgensen, Fru Fog, Fru Schewing, Frk. Hasselbalch. Frk. Jagd, Fru Høj, Trafikminister Høgsbro o. fl.
Følgende Resolution vedtoges enstemmigt.
Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Svendborg 1907 bemyndiger Fællesstyrelsen til at nedsætte et Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling.
Punkt IX.
Forslag om, at D. K. S. nedsætter et Udvalg til at vaage over, at Kvindernes Tarv varetages ved alle Lovforslag, der fremtidig forelægges Rigsdagen.
Birgitte Berg-Nielsen.
Fru Berg-Nielsen indledede, men da hun intet Manuskript havde, er vi kun i Stand til at give et Referat af hendes Udtalelser.
Det, Fru Berg-Nielsen vilde med sit Forslag, var, at ingen Lov gik igennem Rigsdagen, hvor vi forsømte at varetage Kvindernes Tarv, d. v. s. at hvis der ved et Lovforslag fra vor Side kunde gøres noget, der i nogen Maade kunde betyde Fremskridt for Kvinderne, da skulde vi være opmærksomme derpaa og parate til om muligt at skride ind; ligeledes hvis der ved et Lovforslag bevidst eller ubevidst indsneg sig noget, der betegnede et Tilbageskridt for Kvinderne. Et Udvalg som det foreslaaede skulde staa paa Vagt i denne Henseende; det skulde nøje følge med i
Rigsdagens Arbejde, gennemlæse og overveje hvert eneste Lovforslag, og naar det øjnede nogen Fare, skulde det straks henlede Fællesstyrelsens Opmærksomhed derpaa, og Fællesstyrelsen maatte da ufortøvet skride ind. Udvalget burde endvidere igennem vort Blad søge at vække Kvindernes Interesse for alle disse Ting og søge at give dem noget Begreb om Lovgivningsteknik.
I Forhandlingen deltog: Folketingsmand Jensen-Sønderup, Frk. Anne Bruun, Frk. Hasselbalch, Frk. Luplau, Frk. Anna Hjort, Fru Stampe Feddersen, Trafikminister Høgsbro, Landstingsmand Jørgen Bertelsen og Translatør Fredrik Bajer.
Særlig Folketingsmand Jensen-Søndernp og Trafikminister Høgsbro gjorde gældende, at det burde overlades Fællesstyrelsen at nedsætte et saadant Udvalg, naar den følte Trang dertil, og at Fællesstyrelsen maatte bære det Ansvar, som Forslagsstilleren vilde lægge paa et Udvalg, samt at det sikkert vilde være mere formaalstjenligt at nedsætte Udvalg i de enkelte Sager, da der saa hver Gang kunde vælges saadanne, der havde særlig Indsigt i paagældende Sag.
Fru Berg-Nielsen udtalte, at det havde været hendes Mening, at Fællesstyrelsen selv skulde nedsætte det foreslaaede Udvalg, men hvis Fællesstyrelsen ikke ønsker et saadant Udvalg tages Forslaget tilbage uden Afstemning.
Sluttelig stillede Translatør Fred. Bajer følgende Resolution til Afstemning:
Idet Fællesmødet føler sig overbevist om, at Fællesstyrelsen altid vil vaage over, at Kvindernes Tarv varetages ved alle Lovforslag, som behandles i Rigsdagen, gaar det over til Dagsordenen.
Denne Resolution vedtoges med stor Majoritet.
Punkt X.
Forslag om, at D. K. S. i den kommende Rigsdagssamling arbejder for Ændringer i nogle for Kvinder ugunstige Bestemmelser i den bestaaende Lovgivning, navnlig Bestemmelser om, at Kvinder ikke kan være Værger og Testamentsvidner.
Københavnerkredsen.
Cand. jur. Henny Petersen: I en Artikel i Christian V. Danske Lov staar der: Ingen, som ikke sine fulde 25 Aar endt haver, d. v. s. ingen, som ikke er fuldmyndig, - kan være Værge for andre. Man skulde altsaa paa D. Lovs Tid være fuldmyndig for at være Værge; imidlertid kunde Kvinder med Undtagelse af Enker aldrig blive myndige paa Lovens Tid, og de var saaledes udelukkede fra at blive Værger. Ved Lov af 29/12 1857 fik ugifte Kvinder samme Ret som Mænd til at opnaa Myndighed, og gifte Kvinder fik samme Ret ved Lov af 7/4 1899. Man skulde dermed synes, at de nu ogsaa kunde blive Værger; men nej, den nedarvede Praksis bibeholdes stadig, og den kan kun ændres ved Lov. Jeg synes, der øves en meget stor Uretfærdighed mod Kvinderne deri, at de ikke kan blive Værger. Er der nogen Mening i, at en Moder ikke kan være Værge for sine Børn, naar Faderen er død ? Er der nogen Mening i, at en Kvinde, der maaske leder en stor, selvstændig Virksomhed, skal gaa til en kanhænde vildfremmed Mand og bede om hans Minde, naar det gælder hendes Børns Tarv? - Jeg synes det ikke, og jeg er overbevist om, at de fleste Kvinder, i alt Fald alle Mødre, er enige med mig heri. Jeg tillader mig derfor, med Støtte af Københavnskredsen, at rette en Henstilling til Fællesstyrelsen om i den kommende Rigsdagssamling at foranledige forelagt et Lovforslag, der gaar ud paa, at Kvinder faar samme Ret som Mænd til at være Værger. - Ligeledes vil jeg opfordre til at foranledige forelagt et Forslag til Lov om, at Kvinder kan være Testamentsvidner. Det er en Forhaanelse mod Kvinderne, at de ikke kan bruges til saa ringe en Ting som den, at være Vidne paa et Testamente. Det er en Forhaanelse mod Kvinder, at en lige konfirmeret Tjenestedreng paa Landet kan være Testamentsvidne, medens en kvindelig Grosserer, Læge eller Sagfører ikke kan være det. Og jeg er overbevist om, at medens den første Bestemmelse om Værgeretten vil vække megen og stærk Modstand, saa vil denne sidste om Testamentsvidneretten i den danske Rigsdag blive vedtaget som noget ganske selvfølgeligt, som noget, der kun ved en Forglemmelse ikke allerede for længe siden er bleven til Lov.
I Forhandlingen deltog Frk. Grosserer Herding, Overretssagfører Munch-Petersen, Rigsdagsbibliotekar Elberling, Frk. Anne Bruun, Fru Stampe Feddersen, Frk. Frida Schmidt, Frk. Testman, Frk. Huus, Sadelmager Lund, Fru Salicath.
Paa Forslag af Bibliotekar Elberling gjorde cand. jur. Henny Petersen følgende Tilføjelse til sit Forslag:
„samt Forlovere”. hvorefter Forslaget vedtoges med stor Majoritet.
Punkt XI.
Forslag om, at D. K. S. søger at bevirke, at der oprettes en gratis Fødselsstiftelse i Jylland.
Vibeke Salicath.
Fru Vibeke Salicath: Ved at se, hvor mange svangre Kvinder, der kommer rejsende fra Landet ind til København for at føde deres Børn paa Fødselsstiftelsen, kommer man til at tænke paa, hvorfor mon der kun findes Fødselsstiftelse i København ? - Hvorfor kan man ikke oprette en Fødselsanstalt i Jylland ? Andre Virksomheder har man søgt at sprede over det ganske Land, men ikke denne. Man vil sandsynligvis hertil svare: fordi Fødselsstiftelsen tillige er en Læreanstalt, er det hensigtsmæssigst at have den i den eneste By i Landet, hvor der er Universitet, og hvor alle de medicinske Studerende er nødt til at opholde sig under deres Uddannelse. Saa længe der altsaa ikke er Universitet i en af de jyske Byer, saa længe kan man heller ikke oprette en Fødselsstiftelse, som tillige er Læreanstalt. Men saa kunde Staten sikkert oprette et Fødehjem til ca. 100 gratis Fødende med en fast ansat Accoucheur, en Overjordemoder samt to-tre unge Jordemødre, der fik deres Uddannelse paa Hjemmet. Kort sagt oprette Anstalten som en stor Filial af den kgl. Fødselsstiftelse. Eller maaske en eller anden jysk Bykommune selv vilde tage Sagen op. Man vil rimeligvis indvende: Hvorfor skulde man dog lave Fødehjem andet Steds end i København; Stiftelsen med dens Filialer er jo nok; ganske vist har man anket stærkt over Filialerne og været forfærdet over det stigende Antal af fødende Kvinder, som søger Stiftelsen. Men hvad angaar Filialerne, saa vil Rigshospitalet, naar det bliver færdigt, jo bøde paa dette Forhold, da Stiftelsen vil blive udvidet derude. Og med Hensyn til det stigende Antal Kvinder, som kommer til København for at føde, saa gør det da ikke noget. Der er jo Hjælp nok for dem, her oprettes Hjem efter Hjem af den private Velgørenhed til at huse dem - og de finder sig vel nok noget Arbejde herinde. Men heri ligger netop Ulykken. Kvinderne samles i Bunke herovre baade før og efter Fødselen. Men hvor længe kan og vil den private Godgørenhed vedblive med al denne Hjælp, og hvor længe vil Københavns Kommune give den private Velgørenhed den nødvendige Støtte til at tilfredsstille alle de ved Indvandringen fra Landet dagligt stigende Krav ? Kvinderne kommer jo ikke blot herind for at føde deres Børn og saa rejse bort igen efter at have været en kortere Tid optaget paa et Hjem. Størsteparten bliver herinde med Børnene, som da anbringes i Pleje, medens Moderen for at kunne arbejde og tjene nok til Barnets Underhold tager sig en af de godt betalte Restaurationspladser her i Byen eller dens Nærhed. Eller ogsaa anbringes Barnet paa en Vuggestue om Dagen, medens Moderen gaar paa Fabriksarbejde eller Rengøringsarbejde. En Del ugifte Kvinder med deres Børn bliver herinde, fordi det Uheld, der har ramt dem, bedst kan skjules mellem Hovedstadens Mængder. Men i de færreste Tilfælde gaar Moderen tilbage til Landet eller Provinsen med sit Barn. Ved Hjælp af alle disse fra Landet indvandrede vokser København til en Kæmpeby - medens man ude i Provinsen klager over at mangle den fornødne Arbejdskraft - ikke blot ved Gartneri, Landbrug og Tyendegerning, men endogsaa ved industrielle Virksomheder. Land- og Provinsboerne klager over, at alle de unge arbejdsdygtige Kvinder rejser til København. Landkommunerne klager over den Mængde havarerede Kvinder, som de faar sendt tilbage til Forsørgelse, efter at de har tilsat deres Arbejdsevne og faaet Smag paa Hovedstadens Tummel. Og i København føler man sig trykket over den Mængde Kvinder, som trænger sig om Velgørenheden for at blive hjulpet - til hvad? Som oftest til at blive i København, hvortil de nu en Gang er kommet og i mange Tilfælde dér fører en kummerfuld Tilværelse i Kampen for at holde sig og Barnet oven Vande, eller i andre Tilfælde for at glide ned i Løsagtighed for at kunne føre en i Øjeblikket mere bekvem og mere munter Tilværelse. - Det er en forfærdende Masse spildt Arbejdskraft og forspildt Lykke, som man træffer paa her i København. - Men København kunde befries for en Del af disse Kvinder, hvis der blev oprettet et gratis Fødehjem for ubemidlede i en af de jyske Byer. (Jeg ved meget vel, at der paa Bethesda i Aarhus optages fødende Kvinder, men det er kun Førstegangsfødende, som derefter skal forblive paa Hjemmet sammen med Barnet i et Aar). En Del Kvinder fra Jylland vilde sikkert paa Grund af den billigere Rejse benytte en Fødeanstalt derovre, hellere end at tage til København. Og utvivlsomt vilde en Del af de bedste (de, der i sædelig Henseende ikke er dybere sunket, end at de har Skamfølelse) af de ugifte fødende Kvinder fra København foretrække at tage til Jylland for samtidigt at komme ud af Forholdene herovre. Utænkeligt var det vel heller ikke, at nogle Fødende fra Øerne havde lettere eller lige saa let ved at komme til Jylland som til København.
Hvis en saadan Plan kunde tænkes gennemført paa en eller anden Maade - jeg forstaar mig naturligvis ikke paa de rent praktiske Vanskeligheder ved Indrettelsen af en saadan Anstalt, ej heller formaar jeg at overskue Bekostningerne derved -, da var det nødvendigt, i samme By hvor Fødehjemmet blev lagt, at aabne et Gæstehjem, hvor de svangre Kvinder kunde opholde sig i de sidste Uger før Fødslen for en billig Betaling, og hvor de efter Fødslen kunde bo en Ugestid eller to med Barnet, indtil Plads og Pleje var bragt i Orden ved Gæstehjemmets Hjælp. Selvfølgelig Plads og Pleje paa Landet og i Provinsbyerne. - Oprettelsen af et gratis Fødehjem i Jylland vilde da blive et af Midlerne til at dæmme op for den stærke Folkevandring af Kvinder til København. Dels ved at fremskaffe endnu et Centrum for de fødende Kvinder, dels ved at bringe en Del af dem, der hører til i København, ud i Periferien. Thi Fødselsstiftelsen er virkelig det Centrum, der trækker en stor Del af den kvindelige Arbejdskraft fra Landet og Provinsbyerne til København.
For blot paa et eneste lille Felt at belyse det, vil jeg anføre, at af ca. 500 svangre Kvinder og ugifte Mødre med nyfødte Børn, som har passeret Kvindehjemmet i Læssøesgade i de sidste Par Aar, var de 3 Fjerdedele født og opvokset paa Landet.
I Forhandlingen deltog: Folketingsmand Jensen-Sønderup, Fødselshjælperske Fru Martha Kastrup, Fru Knudsen, Frk. Anne Bruun, Sadelmager Lund, Fru Stampe Feddersen og Fru Mathilde Bajer.
Forslaget fandt gennemgaaende varm Tilslutning, men det hævdedes fra flere Sider, at da D. K. S. har saa mange mere nærliggende Opgaver, og da denne Opgave nærmest er af filantropisk Art, maatte den betragtes som liggende udenfor D. K. S.s Omraade.
Fru Salicath oplyste, at hun længe havde tænkt paa Ønskeligheden af at oprette et Fødehjem i Jylland, havde talt om det i en af D. K. S.s jyske Kredse, her havde Tanken vundet varm Tilslutning, flere jyske Kredse havde bedt hende føre Sagen frem paa Fællesmødet; men da hun meget godt kunde erkende Rigtigheden af de fremkomne Indvendinger, vilde hun tage sit Forslag tilbage. Vilde de jyske Kredse have Sagen frem, fandt de nok selv en Form, hvorunder dette kunde ske.
Punkt XII.
BørBørn, imod hvem der begaas Sædelighedsforbrydelse, ikke have Lov at vidne? Og kan D. K. S. ikke føre dette Spørgsmaal frem ?
Gunhild Valeur Ingerslev.
Da Fru Valeur Ingerslev ved Telegram var blevet kaldt bort fra Mødet paa Grund af en nær Slægtnings Død, gik Punkt XII ud af Dagsordenen.
Punkt XIII.
Forslag om, at det gøres til en Betingelse for at vælges til Medlem af D. K. S.s Fællesstyrelse, at den paagældende mindst et Aar har været Medlem af en Kredsstyrelse.
Københavnskredsen.
Forslagsstillerne tog dette Forslag tilbage, inden det endnu var kommet til Forhandling.
Punkt XIV.
Hvad bør D. K. S. foretage sig for at faa Kvinderne til i størst mulig Udstrækning at interessere sig for Valgene til de kommunale Hjælpekasser, hvor de som bekendt er valgberettigede og valgbare?
Fællesstyrelsen.
Folketingsmand Jensen-Sønderup (Taleren havde intet Manuskript, hvorfor vi kun er i Stand til at give et Referat af hans Indledningsforedrag).
Loven om de kommunale Hjælpekasser giver saavel Kvinder som Mænd Valgret og Valgbarhed til Bestyrelsen. Dette, at Kvinderne er kommet med her, er en af de største Sejre, Kvindesagen herhjemme har at opvise. Der er ik
