« Tilbage til søgeresultaterne
Kampen for Tilværelsen
I Anledning af Frk. Thora Justesens Artikel i „Kv. og Sf.” Nr. 12 oplyses, at Manuskript allerede foreligger til en Artikel i Serien „Arbejdskaar for Kvinder i Samarbejde med Mænd”, om „Kvinder ved Handelen” , hvoraf det fremgaar, at saa vel Principaler som Funktionærer har begyndt at faa Blik for den nuværende uheldige Uddannelse for Kvinder i Handelsfaget, saaledes at man maa haabe paa en snarlig bedre Ordning. I samme Artikel behandles endvidere udførlig Organisationen indenfor den kvindelige Handelsstand.
L. N.
Det har glædet mig at se, at flere Indsendere i de sidste Nr. af „Kv. og Sf.” har rejst en Bevægelse for at faa de unge Piger og maaske ligesaa meget deres Forældre og Værger til at indse, at en grundig Uddannelse er nødvendig ligesaa vel for Piger som for Drenge. Men tillige gøres der særlig af Frk. Thora Justesen (Kv. og Sf. for 30. Juni) opmærksom paa, hvor vanskeligt det er at vælge det rette Erhverv, og naar Valget er truffet, da at finde Veje og Midler til Uddannelsen. Naar Frk. J. ender med at ønske, at der maa blive oprettet et Oplysningsbureau, hvor man skriftlig eller mundtlig kan henvende sig for at faa de nærmere Oplysninger om Erhverv og den dertil fornødne Uddannelse, da er jeg i det heldige Tilfælde at kunne oplyse, at et saadant Kontor allerede eksisterer og bl. a. ofte har været averteret her i Bladet. Det er nemlig Danske Kvinders Nationalraads*) Oplysningskontor, Lille Kirkestræde 3l, København, aabent Mandag, Tirsdag, Torsdag Kl. 10-11 Form. og Lørdag Kl. 7-8 Eftm. (dog lukket 1. Juli-15. Aug.), der besvarer Forespørgsler ang. Kvinder, ogsaa ang. Kvinders Erhverv.
*) D. Kv. Nationalraad omfatter 19 Foreninger, deriblandt Dansk Kvindesamfund, og er Led af det internationale Kvinderaad, der omfatter Nationalraad i 21 Lande.
Jeg skal tillige meddele, at der til Efteraaret vil blive forelagt Nationalraadet Forslag til Oprettelsen af en særlig Afdeling af Oplysningskontoret, der udelukkende skulde tage sig af denne Sag, indsamle alle de derhen hørende Oplysninger og rubricere dem, saa de altid kan være ved Haanden og let tilgængelige. Ideen til denne Plan har jeg faaet gennem Korrespondance med det internationale Kvinderaads Sekretær, Mrs. Gordon, der ikke blot i England og Skotland arbejder for Oprettelsen af saadanne Kontorer, men ogsaa har opfordret Nationalraadene i de forskellige Lande til at tage Sagen op og gennem deres Forbindelse med hverandre lære af hverandres Erfaringer og ogsaa hjælpe dem tilrette, der vil fuldstændiggøre deres Uddannelse i Udlandet. Dette Spørgsmaal vil blive drøftet paa det Møde, som det internationale Kvinderaad vil afholde i Schweitz næste Efteraar.
At Sagen ganske uafhængig heraf er kommet frem i Danmark netop nu, viser, at Trangen er der, og vil forhaabentlig ogsaa føre til, at de personlige Kræfter og den pekuniære Støtte, der maa til for at en saadan Sag paa en tilfredsstillende Maade kan føres ud i Livet, ikke vil mangle.
Henni Forchhammer,
Sekretær for Danske Kvinders Nationalraad,
p. t. England. Juli 07.