« Tilbage til søgeresultaterne

Brev fra Sverige

Af: Ann Margret Holmgren

« Se emneord

Kære Frøken Redaktør!

Det ser ud, som om vi med raske Skridt nær­mer os vort Maal: den politiske Stemmeret.

Regeringen har nu taget fat paa den af Rigs­dagen for nogle Aar siden foreslaaede Under­søgelse angaaende Kvindens politiske Stemmeret. Dette tyder paa Muligheden af, at Regeringen selv

vil fremkomme med et Forslag desangaaende. Venstre menes nu med Sikkerhed at ville sætte Spørgsmaalet om Kvindernes politiske Stemmeret paa sit Program, ligesom den Lindhagenske Gruppe og Socialdemokraterne allerede har gjort. Hvor­vidt de har Mod til ogsaa at foreslaa, at Kvinder skal være valgbare, er dog mere tvivlsomt.

Den liberale Presse, der længe kun var os meget lidt naadig stemt, har nu omvendt og for­bedret sig, siden vor Sag ikke længere kan blive en Hindring for Mandens Stemmeret, og fordi de forstaar, at de i hvert Fald maa give os vor Ret. Udsigterne er saaledes lysere end nogen Sinde før.

Men med nye Rettigheder følger ogsaa nye Pligter, der ganske naturligt endnu er ganske fremmede for Kvindernes Flertal. Landsforeningen for Kvindens politiske Stemmeret har derfor i Sinde hele denne Vinter at oprette Studiekursus i Stockholm for at dygtiggøre Kvinderne til den Medansvarlighed i deres Lands politiske, kommu­nale og sociale Liv, som de snart kan vente at opnaa. De forskellige Kursus skal holdes to Gange ugentlig, to Timer ad Gangen. Den første Time er kun for dem, som paatager sig at læse de Bøger, der bliver dem opgivet, gøre Rede for de afholdte Forelæsninger og deltage i praktiske Øvel­ser, f. Eks. Ledelsen af offentlige Forhandlinger, Diskussioner og fingerede kommunale Stemmerets­møder og Rigsdagsmøder m. m. Den anden Time, hvortil ogsaa de, der kun vil være Tilhørere, har Adgang, holdes Forelæsningerne. Prisen bliver sandsynligvis 10 Kr. for Tilhørere, 15 for Elever. Planen omfatter 5 Grupper med 5-10 Forelæs­ninger: 1. Økonomisk Historie og Lovgivning, 2. Nationaløkonomi, 3. Kommunalpolitik,

4. Statspolitik, 5. Nutidsspørgsmaal. Kursusets Leder bliver den udmærkede Foredragsholder, Erik Palmstjerna, der er bekendt for sin varme Interesse for socialt Arbejde. Det er Meningen, at „Eleverne” senere skal arbejde videre paa Oplysningsarbejdet. Ligeledes haaber man, at lignende Kursus skal oprettes flere Steder for at give Kvinderne noget af den Indsigt, der fordres, for at deres Indflydelse paa Samfundslivet kan blive den bedst mulige. Desuden tiltrænges der helt praktiske Kursus for dem, der møder med færre Forudsætninger i Ret­ning af Kundskab.

Arbejdet med Dannelsen af Stemmeretsforeninger fortsættes stadig. Fru Dr. phil. Julli Petrini har for nylig dannet fire Foreninger i Dalarne, og Frk. Anna Lindhagen 5 i Øvre Norrland. Vi har nu 88 F. K. P. R., alle henhørende under Lands­foreningen for Kvindens politiske Stemmeret. Til Efteraaret forberedes af F. K. P. R. overalt i Landet offentlige „Opinionsmøder” med Foredrag, om muligt af Rigsdagsmænd fra de forskellige Par­tier. Vi venter os meget af disse Møder, som vi haaber, skal vække Opmærksomhed for Sagen.

De med legemligt Arbejde beskæftigede Kvinder deltager mere og mere i Bevægelsen. Fornylig har de socialdemokratiske Kvinder i Värmland syet et Banner, paa hvis ene Side der staar: „Alminde­lig Stemmeret for Kvinder”, og paa den anden Side: „Svig ej Fanen, hellere dø”. Under dette Banner gaar nu Kvinderne, naar de deltager i Mændenes Demonstrationstog. Vi gaar, som De hører, paa med fuld Kraft.

Deres hengivne

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner