« Tilbage til søgeresultaterne
Ægtepagt
Utallige er de Tilfælde, der beviser gift Kvindes Ubeskyttethed, særlig i den ældre Alder, og naar Eksistensmidlerne svigter.
Her skal kun nævnes et enkelt Tilfælde, der dog i al sin Hverdagslighed fremtræder i en ret ondartet Skikkelse.
Det er hændet med en gammel Dame, der, kommen fra et Naborige og medbringende en større Formue - et Par hundred tusind Kroner eller mere - blev gift med en energisk og dygtig Mand, som hørte til en af vore ansete og velkendte Familier.
Manden grundede et stort industrielt Foretagende, der senere omdannedes til et Aktieselskab, hvori han var den ledende Aand. Hans Hustrus Formue anbragtes deri, men det gik ikke saa godt som ventet; i Aarenes Løb svandt det meste af Kapitalen hen; dog blev der nok reddet en Del til de voksne, gifte Børn: men ved Mandens Død sad Hustruen tilbage med kun 1000 Kr. i aarlig Indtægt.
Fra Ungdommen vant til Velstand og en glad, sorgløs Tilværelse, sad hun nu tilbage med saa lidt, at hun ikke mente at kunne leve deraf. Hun kom derfor i Huset hos en gift Datter, hvis Mand desværre blandt andre uheldige Egenskaber ogsaa har den, at være taktløs og lunefuld.
Tilværelsen maa for den gamle, yderst beskedne Dame have været meget tung at dømme efter en Krisis og Slutningsscene, som er kendt af hele den Kreds, hvortil de omtalte Personer hører. En Dag kommer nemlig Svigersønnen, der maa have været i særlig slet Lune, hjem fra Byen, og da han træffer sin Svigermoder siddende i den fælles Dagligstue, raaber han til hende: „Hvad, sidder du igen der? Kan du da ikke snart dø, saa vi kan blive fri for at have dig hængende her!"
Den taalmodige Frues Svar var: „Jeg vilde hellere end gerne dø, men jeg kan dog ikke tage Livet af mig for at befri jer for min Nærværelse"
Hun forlod derefter det ugæstmilde Hus, vendte tilbage til sit Hjemland og fik Ophold hos sin egen Slægt.
Men er det ikke klart, at saadant aldrig kunde være sket, hvis Loven havde holdt sin beskyttende Haand over hende den Gang, hendes Ægteskab blev indgaaet. Selv de bedste Mænd „er opfostrede med en Forestilling om ubegrænset Magt over Hustruen, alt er overladt til deres Forgodtbefindende. Lad den rige saavel som den fattige Brud finde den kraftige Støtte lige over for Mændenes Mangel paa Selvkritik, som en for Loven bindende Kontrakt yder, og disse gribende Sørgespil med opslidte, forarmede Hustruer skal da ikke mere udspilles for vore Øjne.
Den omtalte Dame vilde have staaet som en selvstændig Personlighed midt f Kredsen af Børn og Børnebørn, hvis hendes Mand fra første Færd havde været tvungen til at respektere Hendes Rettigheder og Krav. Da vilde hun ogsaa hos de Yngre i Familien have mødt Hensyn og Velvilje, om ikke af anden Grund, saa for deres personlige Interessers Skyld.
Men den Hustru, der ingen Penge medbringer, behøver lige saa meget, ja endnu mere den skærmende Ægtepagt. Ogsaa hendes Rettighed og Personlighed skal hævdes; ikke for intet, som en Slave, skal hun henslide Livet for Mand og Børn, uden at have berettiget Del i Husets Midler. Hun skal begynde og ende sin Ægtestand omværnet ved alle de Hjælpemidler, som Loven kan sikre hende.
