« Tilbage til søgeresultaterne
Sammenslutning
Den Plan til Sammenslutning, som jeg har sendt ud til Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse og Kredsformænd samt til Københavns Kvindevalgretsforenings Bestyrelse og til Formændene for Kvindevalgretsforeningerne rundt i Landet, gaar i dette Nr. af „Kv. og Sf." ud til alle D. Kv. Sf.’s Medlemmer og til dette Blads øvrige Læsere; thi det synes mig rigtigt, at hvert enkelt Kvindesagsinteresseret selv overvejer Sammenslutningstanken og selv tager sit Standpunkt dertil.
Desværre er vor Tid saa gennemsyret af Partiaand og Foreningsaand. at det enkelte Menneske, naar det stilles over for en Sag - over for en Afgørelse, ikke spørger: Hvad mener jeg? Hvad anser jeg for det rigtigste i denne Sag? - men meget snarere: Hvad mener min Forening? Hvad siger mit Parti?
Kunde det dog mon alligevel ikke ske, at Kvinderne, som er saa forholdsvis nye i Parti- og Foreningsliv, hver for sig kunde danne sig en Mening om det foreliggende Spørgsmaal hver indtage sit eget paa personlig Overbevisning grundede Standpunkt og saa, naar det kommer til den endelige Afgørelse, have Mod og Kraft nok til at handle derudfra?
- Blandt de mange Spørgsmaal, jeg i disse Dage har faaet, er der enkelte, jeg her vil besvare, for at ingen ud fra forkerte Forudsætninger skal give eller nægte det udsendte Forslag til Sammenslutning sin Tilslutning og Medvirken.
Man har spurgt, hvorledes de to Foreningers Styrelser stiller sig til Forslaget? - Dertil maa jeg svare, at jeg staar ganske alene med Ansvaret for det udsendte Forslag; jeg har ikke forhandlet med nogen af Styrelserne; Forslaget udsendtes samtidig til begge Foreningers Styrelser og til Formændene for Kredsene og Foreningerne ude i Landet; jeg ansaa det for rigtigst, at hver enkelt i de to Foreninger, enten de var Styrelses- eller menige Medlemmer, hver for sig skulde tage Stilling til Sammenslutningstanken.
Man har ogsaa spurgt mig, hvorfor Tidsfristen var saa kort? - Dertil maa jeg svare, at samme Dag jeg fik den Tanke, at der netop nu burde gøres et Forsøg paa at faa en Sammenslutning i Stand, gik jeg ufortøvet i Vej med at udføre den, og saa hurtigt som det overhovedet var muligt, blev Forslaget sendt ud.
- Jeg kan ikke sige, at jeg var meget haabefuld, da jeg udsendte Forslaget, og det var mig en glædelig Overraskelse, da jeg de følgende Dage modtog en Mængde Breve, hvori udtaltes stærk Sympathi for Tanken om en Sammenslutning, saa jeg egentlig fik det Indtryk, at jeg blot højt havde udtalt det, som mange, baade i Dansk Kvindesamfund og i Kvindevalgretsforeningerne i deres stille Sind havde tænkt og ønsket.
- De, som først og fremmest har Krav paa at høres i denne Sag, er Provins- og Landboerne; thi dem er det, der især kommer til at lide under Følgerne af en Ikke-Sammenslutning. Vil man sige: Vi har jo flere Valgretsforeninger i København - Dansk Kvindesamfund, Københavns Kvindevalgretsforening, Fru Münters Stemmeretsklub, „Valgerda", „Margrethe" og maaske endnu flere; hvorfor ikke ogsaa danne flere Foreninger ude omkring i Provinsbyerne og i Landsognene - saa røber man, at man enten ikke kender Forholdene udenfor København, eller ogsaa at man ikke har gennemtænkt Sagen. I Provinserne og paa Landet kan flere Foreninger med samme Formaal ikke eksistere, uden at Kræfterne splittes og spredes, og Sagen derved skades. Dette er saa indlysende, at det ikke trænger til Bevis eller Forklaring.
Naar det paastaas, at vi uden Skade for Sagen kan have en 4-5 eller flere Kvinde-valgretsforeninger i København, saa er det min Overbevisning, og den deles af mange, at det er til ubodelig Skade for vor Sag, at Kvinderne ikke fremtræder som en samlet Enhed, og som saadan fremsætter deres Krav og arbejder for deres fælles Sag - indtil den Stund kommer, da vi har opnaaet politisk Valgret; da maa vi skilles og gaa hver til det Parti, hvor vi efter vor politiske Overbevisning hører hjemme.
Det vil have Betydning for Sammenslutningstanken, enten den nu lader sig gennemføre i første Omgang eller ikke, at alle de, som deler den, giver deres Mening til Kende. Derfor beder jeg alle dem, som læser dette, Medlemmer af D. Kv. Sf. eller af Kvindevalgretsforeningen eller af begge (forsaavidt de ikke allerede har givet deres Mening til Kende), meddele mig, om de sympathiserer med Sammenslutningstanken og ønsker den gennemført - under den af mig foreslaaede Form eller under en anden og bedre.
Lyngby, 25. Oktober 1907.
Helene Berg
Forslag
I. „Dansk Kvindesamfund" med sine 62 Kredse og „Kvindevalgretsforeningen" med sine 32 Afdelinger*) slutter sig sammen i en stor, hele Landet omfattende Kvindeforening under Navn af: „De samvirkende danske Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeninger".
II. Foreningens højeste Myndighed bliver et aarligt fælles Landsmøde, hvortil alle Lokalforeningerne rundt i Landet sender Delegerede i Forhold til deres Medlemstal.
III. Foreningens Arbejde ledes af en Fællesstyrelse, der vælges paa det aarlige fælles Landsmøde. - I Tiden til det første fælles Landsmøde træder „Dansk Kvindesamfund "s Fællesstyrelse og den Fællesstyrelse for Kvindevalgretsforeningerne, som vælges paa Kvindevalgretsforeningernes Landsmøde den 24. november d. A., sammen og leder Arbejdet, samt forbereder alt til det aarlige fælles Landsmøde i 1908.
IV. Paa det første fælles Landsmøde vedtages Fælleslove for „De samvirkende danske Kvindesamfund og K vinde valgretsforeninger" samt tages Bestemmelser om alt vedrørende Foreningens Forhold og Arbejde.
*) Efter en Opgivelse af 7. Oktober d. A. fra Fru Elna Munch til „Dansk Kvindesamfund "s Hovedkontor.
De, som har fulgt Kvindebevægelsen heri Landet med Interesse og Sympathi, vil med Glæde have set, hvorledes den i de sidste Aar har taget Fart og har vundet Udbredelse. Samtidig med, at den gamle Kvindeforening, „Dansk Kvindesamfund", som siden 1871 har arbejdet for lige Ret for Mand og Kvinde i vort Land, har mangedoblet sine Kredses Tal, er flere nye Foreninger opstaaet, af hvilke en har sprængt sin oprindelige Form som en københavnsk „Politisk Kvindeforening" og i Løbet af de sidste Maaneder har dannet en Række af „Kvindevalgretsforeninger" ud over Landet.
Denne Kendsgærning, at der baade af „Dansk Kvindesamfund" og af „Københavns Kvindevalgretsforening" i Løbet af saa forholdsvis kort en Tid er bleven dannet et stort Antal nye Foreninger ud over Landet, og at det nu er saa let at danne Foreninger med Kvindens Valgret som Formaal, at man blot behøver at komme til et Sted og tale Sagen for at faa Tilslutning, er et glædeligt Vidnesbyrd blandt flere andre om, at Kravet om Kvindens Ligestilling med Manden i vort Samfund efterhaanden har vundet almen Anerkendelse og nærmer sig sin Opfyldelse med raske Skridt.
Men hvis ikke alle disse ældre og nydannede Kvindeforeninger, hvis Formaal er et og det samme - nemlig Kvindens kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed - kommer til at arbejde sammen, saa vil de meget let komme til at modarbejde hverandre, eller i hvert Fald komme til at gaa hverandre i Vejen, og derved skade den Sag og det Maal, de har fælles.
For Øjeblikket ser det ud til, at der skal blive to Landskvindeforeninger heri Landet: Dansk Kvindesamfund og et Landsforbund af Kvindevalgretsforeninger.
Dette bør om paa nogen Maade muligt afværges; thi vort Land er for lille og vore Byer for smaa til, at to Foreninger med samme Formaal kan trives ved Siden af hinanden.
Og at „Dansk Kvindesamfund" og „Kvindevalgretsforeningen" har samme Formaal, behøver man blot at sammenligne deres Loves § l for at overbevise sig om.
„Københavns Kvindevalgretsforening"s Loves § l lyder saaledes:
Københavns Kvindevalgretsforenings Formaal er at virke for Kvinders kommunale og politiske Ligestilling med Mænd samt gennem Møder med Foredrag og Diskussion om politiske og sociale Sporgsmaal uddanne dem til Deltagelse i det offentlige Liv.
„Dansk Kvindesamfund"s Fællesloves § l lyder saaledes:
Dansk Kvindesamfunds Formaal er at arbejde for Kvinders kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed samt at virke til Fremme for Kvindernes almene Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familie, Samfund og Stat.
Hverken Kvindevalgretsforeningernes eller Dansk Kvindesamfunds Medlemmer kan ønske, at de to Foreninger skal komme ind i et Kapløb om at komme først til de forskellige Steder for at danne Kreds; thi et saadant Kapløb er usundt og vil være lige uværdigt og lige demoraliserende for begge Parter. Ikke heller kan Medlemmerne ønske, at de to Foreninger skal danne hver sin Kreds i den samme By eller i det samme Landsogn; thi dette kan let volde Splittelse og vil i bedste Fald virke spredende og derved svækkende paa de endnu ret beskedne aktive Kræfter, der raades over indenfor de danske Kvindesagsforkæmperes Rækker.
Saavel i Agitationsarbejdet som i Arbejdet overfor Regering og Rigsdag for at faa vort Krav om Valgret og Valgbarhed gennemført, vil det være af den største Betydning, at alle i vort Land, som vil dette Kravs Gennemførelse, og som vil være med i Arbejdet derfor, slutter sig sammen i Enighed og Samarbejde.
At finde en Form for dette Samarbejde, det er den Opgave, som i Øjeblikket ligger for, og hvis Løsning vil virke bestemmende paa Kvindebevægelsens Udvikling herhjemme i den nærmeste Fremtid.
At løse denne Opgave saaledes, at Skridtet gøres helt og fuldt ud vil være det radikaleste og det for Arbejdets Fremgang bedste og virkningsfuldeste:
De to Foreninger bør slutte sig sammen i een stor Forening.
Det, som er dem imellem, er i Virkeligheden af rent formel Art, og de Vanskeligheder, der vil være forbunden med at smelte dem sammen, vil med god Vilje og Imødekommenhed fra begge Sider kunne overvindes.
Det eneste, der bør spørges om, er dette: Hvad er bedst for Sagen? - og derefter bør der handles.
Personlige Hensyn bør skydes til Side. Andre Motiver end de Kvindesagen vedkommende bør slaas ned.
Vedlagte Forslag til Sammenslutning vil i hvert Fald kunne tjene som Forhandlingsgrundlag, og mulig kan en Sammenslutning komme i Stand paa Basis af det. Kun Hovedpunkterne for en Sammenslutning er medtaget. Alle Enkeltheder maa nærmere forhandles og bestemmes - dels paa Kvindevalgretsforeningernes Landsmøde d. 24. November d. A., dels og især paa det eventuelle fælles Landsmøde i 1908.
Det er min Tanke, at Forslaget skal komme frem paa Landsmødet d. 24. Novbr. som et Forslag fra saamange af Kvindevalgretsforeningernes Medlemmer, som vil være Medforslagsstillere. De. som ikke er Medlemmer af Kvindevalgretsforeningen, og som derfor ikke kan være Medforslagsstillere, men som sympathiserer med Forslagets Synspunkter, bedes underskrive det for saaledes at støtte det.
De bedes snarest muligt meddele mig, om De vil være Medforslagsstiller eller om De af førnævnte Grund ikke kan dette, om De saa vil støtte Forslaget ved at underskrive det.
Deres Svar maa. være mig i Hænde senest den 23. Oktober, for at Forslaget i god Tid kan blive indsendt og komme med paa Landsmødets Dagsorden den 24. Novbr.
Denne Skrivelse samt medfølgende Forslag sendes samtidig til Københavns Kvinde-valgretsforenings Bestyrelsesmedlemmer, til Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelsesmedlemmer, til Kvindevalgretsforeningernes Formænd *) rundt omkring i Landet (saavidt disse kendes) og til Dansk Kvindesamfunds Kredsformænd*) samt til enkelte andre Kvindesagsinteresserede.
Med et inderligt Ønske om, at Samarbejdets store og frugtbare Ide maa sejre over alt, hvad der staar den i Vejen, udsender jeg dette.
Helene Berg,
Redaktør af „Kvinden og Samfundet". Menigt Medlem af „Dansk Kvindesamfund" og af „Københavns Kvindevalgretsforening".
*) Kvindevalgretsforeningernes Formænd og Dansk Kvindesamfunds Kredsformænd bedes lade denne Skrivelse og Forslaget komme til hele Lokalforeningens Bestyrelses og om muligt tillige til Medlemmernes Kundskab.