« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Stilling i Birma
Dr. Arthur Pfungst’s læseværdig Bog: „Aus der indischen Kulturwelt" (Stultgart 1904) indeholder blandt andet et Kapitel om de værdifulde Iagttagelser, H. Fielding samlede under sit mangeaarige Ophold i Birma og nedlagde i sit Værk „The Soul of a People". I Følge Dr. Pfungst’s Gengivelse fortæller Fielding Ting om Kvindens Stilling i Birma, der viser, at „den moderne Kvindebevægelses Program allerede for største Delen er virkeliggjort blandt Birmas buddhistiske Befolkning".
Fielding konstaterer, at Lovene i dette Land aldeles ikke gør Forskel paa Mand og Kvinde. Ægteskabsret-, Arve- og Kriminallovgivningen behandler Mand og Kvinde som ligestillede. Forf. har kun truffet et eneste Undtagelsestilfælde: Kvindens Liv bliver, hvor der er Tale om Erstatning for Legemsbeskadigelse, værdsat lavere end Mandens. Da Fielding spurgte en Birmaner om Grunden hertil, svarede denne: „Loven vil slet ikke her gøre en principiel Forskel, den fastslaar kun en Kendsgerning. I ren Pengeværdi er en Kvinde mindre værd end en Mand. En Tjenestepige fæster sig for ringere Løn end en Tjener, en Datter kan ikke forlange saa meget for sit Arbejde som en Søn, og det ene og alene af den Grund, at hun ikke kan udrette lige saa meget Arbejde som han. fordi hun ikke har hans Kræfter. Hvis Kvinden var mere værd i Penge, vilde Loven ogsaa have været et Udtryk derfor."
Altsaa: ogsaa denne Undtagelsesbestemmelse hviler ikke paa nogen Fordom mod Kvinden, ikke paa et Dogme om Kvindens ringere Værdi som Kvinde, men kun paa den Kendsgerning, at den Sum af Arbejde, Kvinden præsterer, har ringere materiel Værdi end Mandens.
Kvinden i Birma har aldrig været underkuet; hun har altid kunnet leve sit Liv, som det syntes hende bedst. Hverken Religionen eller Loven har nogen Sinde gjort hende til „Slavinde". Et Bud som det i 1ste Mosebog: Din Vilje skal være din Mands underlagt, og han skal være din Herre", eller 1. Kor. 14, 34: „Eders Kvinder tie i Forsamlingen", fandtes lige saa lidt som en saadan falsk Fortolkning som den, Hindupræsterne gav af Rigveda-Ordet 10, 18. 7, i Kraft af hvilket Enkernes Baalfærd gjordes til et guddommeligt Bud.
Naar en birmesisk Pige gifter sig, beholder hun sit eget Navn; og hun bærer intet Navn, hvoraf man kan se, at hun er gift. Hun beholder sin Formue; Ægtemanden har ingen Ret over, hvad Hustruen medbringer, heller ikke over, hvad hun fortjener eller arver. Mand og Hustru ejer hver, hvad de har medbragt i Ægteskabet. Hvad de sammen erhverver som Ægtefæller, bliver sædvanlig Fælleseje. Det lyder underligt siger Pfungst - for tyske Øren, naar vi hører, at i saa Tilfælde bliver begge Ægtefællers Navn nævnet, hvis Ejeren skal angives. Fielding spurgte f. Eks.: „Hvem tilhører denne Hane?" Svaret lød: „Maung Hau (Mandens Navn) og Ma Schwe" (Hustruens Navn). Ogsaa alle Akter, Købekontrakter, Overenskomster o. lign. undertegnes af dem begge. Loven sikrer Hustruens Stilling absolut; for den er og bliver hun alene Herre over alt, hvad hun ejer.
Fielding siger: „Hos os i Europa betyder Ægteskabet for en ung Pige et Brud med gamle Forhold, Begyndelsen til et nyt Liv, nye Pligter, nyt Ansvar. Hun gaar ind i en ny, forunderlig Verden, idet hun bytter den ene Afhængighed med den anden: Faderens Beskyttelse med Ægtefællens. Hun har endog mistet sit eget Navn og er nu kun sin Mands Hustru. I Birma er Forholdet et fuldstændig andet. Her er hun ogsaa som Hustru stadig sig selv, sin egen Herre og kun en ligeberettiget Livs-ledsagerinde ".
Den Uafhængighed, Kvinden i Birma har vidst at bevare, er endnu interessantere, naar man betænker, at Manu’s Lovbog, der er saa højt anset i det øvrige Indien, er overordentlig reaktionær i sin Betragtning af Kvinden. Manu siger: „Der gives syv Slags Kvinder: en Kvinde kan være som en Tyv, en Fjende, en Hersker, en Veninde, en Søster, en Moder, en Slavinde. De fire sidste Slags Kvinder er gode, men Slavinden er bedst, og hun besidder følgende Egenskaber: Hun tilvifter Manden Kølighed og kærtegner ham, indtil han sover ind; hun bliver siddende paa den Seng, hvor han hviler, og vaager ængstelig over, at intet forstyrrer ham. Enhver Støj bør indjage hende Frygt. Myggens Summen skal lyde for hende som Basunstød, og naar der falder et Blad ned udenfor, skal det drøne for hendes Øren som et Tordenskrald. Selv det Aandedrag, der gaar over hendes Læber, skal hun nøje passe paa, for at det ikke skal vække ham, som hun frygter. Hun bør ikke glemme, at han vil have adskillige Ønsker, naar han vaagner. Hun skal omhyggeligt sørge for, at Badet er beredt, saaledes som han er vant til at faa det, at hans Klæder er ham behagelige, at hans Maaltid smager ham. Frygten for hans Vrede bør altid svæve over hende".
Hertil bemærker Fielding: Jeg tror, at en birmesisk Pige vilde le højt af denne Skildring af en ideel Hustru. Hun vilde sige, at baade Manden og Hustruen maatte være nogle meget beklagelige Skabninger, dersom Hustruen altid var nødt til at leve i Angst for sin Mands Vrede. Det er Kærlighed og Ærbødighed - ikke Frygt, der skal herske i Huslivet. En Pige gifter sig aldeles ikke for at blive sin Mands Slavinde. Hun giver efter, hvor hun indser, at Manden forstaar sig bedre paa Sagerne, men hun gaar sine egne Veje paa de Omraader, der hører ind under hende.”
Ogsaa med Hensyn til Skilsmisse er den birmesiske Lov usædvanlig liberal. Ethvert Ægteskab kan uden videre hæves. Ægtefællerne møder for Landsbyens ældste og forlanger Skilsmisse; derpaa opsættes et Dokument desangaaende, og de er fri. Enhver af dem beholder sin Formue; hvad de sammen har erhvervet, deles i to lige Dele, men den Part, der har forlangt Skilsmissen, mister rigtignok Hjemmet; dog bliver ofte denne Bestemmelse omgaaet, hvis Huset ikke er fælles Eje. Religionen har ligesaa lidt med Skilsmissen at gøre, som med Ægteskabet; begge Dele er i Birma rent verdslige Ting, og bliver derfor ogsaa behandlet som Handels-Associationer hos os.
Forfatteren fastslaar nu den Kendsgerning, at skønt det er saa let at erholde Skilsmisse, forekommer Skilsmisse næsten aldrig, og han fortsætter: „I Landsbyerne og mellem de bedre stillede Birmaner af alle Klasser er Skilsmisse en stor Sjældenhed. Den eneste Klasse, hos hvem Skilsmisse hyppigt forekommer, er det ikke ganske ulastelige Paahæng, der slutter sig til vor Administration som Skrivere etc. Om dem er der kun lidt godt at sige. Det er forfærdende at se, hvor demoraliserende vi Europæere virker paa alle Folkeslag, der kommer i Berøring med os. Det at høre med til vor Administration er allerede nok til at ødelægge en Mands Rygte".
Fielding fastslaar udtrykkeligt, at den Lethed, hvormed Skilsmissen erholdes, bringer Ægtefæl-fællerne til at vise hinanden den største Hensynsfuldhed. Grunden til denne Hensynsfuldhed søger Forf i, at Ægteskabet ikke er en Lænke, det er vanskelig at befri sig for, men hviler paa fri Menneskers frie Overenskomst.
