« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Retsstilling
Endskønt der ikke er hengaaet lang Tid, siden Hustruens formueretlige Stilling var Genstand for Overvejelser og for Ændringer i vor Lovgivning (Lov af 7. April 1899), saa er der dog en meget stærk Trang til, at dette Spørgsmaal tages op til fornyet Behandling, og at Lovgivningen paa dette Omraade bringes i Højde med vor Tids Opfattelse af Kvinden og af hendes Stilling inden for Ægteskabet.
Professor Bentzon og Professor Munch Petersen udtaler sig da ogsaa i deres i forr. Nr. omtalte Afhandlinger i Retning af, at Lovgivningen paa dette Omraade bør revideres, saaledes at „den i Nutiden paakrævede privatretlige Ligestilling mellem Mand og Kvinde" bliver juridisk gældende.
Prof. Bentzon mener, at man ikke bør vige tilbage for en Revision af Loven af 7. April 1899, blot fordi den ikke er ældre, thi „Erfaringen viser, at en endog hyppigere Revision kan være gavnlig, naar der lovgives paa et nyt og vanskeligt Omraade, se Lovene af 1888, 1892 og 1900 om uægte Børns Underhold og den nu atter foreslaaede Revision heraf. Erfaringer fra andre Lande, særlig England, bekræfter ogsaa dette".
Professoren hævder, at „Ligestillingen af Hustruen med Manden og med den ugifte Pige i Henseende til Myndighed burde have medført, at hendes Raadighed over hendes Formue fik en tilsvarende Udvidelse, hvorfor denne Raadighed burde udstrækkes udover hendes Selverhverv under Ægteskabet (og det, der er gjort til hendes Særeje,) og tillige omfatte, hvad hun ejede ved Ægteskabets Begyndelse og senere erhvervede ad andre Veje, saasom ved Arv eller Gave.
Blev Reglen denne, bevarede man paa den ene Side Princippet i Formuefællesskabet, nemlig lige Deling ved Dødsfald eller andet Skifte og hele Boets Hæften for Forpligtelser skabte uden Kontrakt (Bøder, Erstatning, Skat etc.) Paa den anden Side stilledes Ægtefællerne ganske lige med Hensyn til Dispositioner ved Kontrakt: hver raader over, hvad hver har tjent og iøvrigt indført i Boet. At Hustruen dog bliver faktisk ringere stillet end Manden, overalt hvor hun arbejder i Hjemmet og ingen Penge fortjener, er der næppe noget at gøre ved".
Prof. Munch Petersen udtaler sig meget stærkt imod Loven af 7. April 1899 og for Nødvendigheden af en Revision af den; han mener, at Loven rummer „skrigende og ubegrundede Uretfærdigheder", og at der paa flere Punkter er „en saa besynderlig Uoverensstemmelse mellem Lovens Tekst og dens Motiver, at den paa den, der ikke vidste bedre Besked, paa sine Steder næsten kunde fremkalde det Indtryk, at den mere var beregnet paa at stikke Kvinderne Blaar i Øjnene end at yde dem sand Retfærdighed. Loven tilstaar saaledes vel i § 10 Hustruen Myndighed, men den anbringer straks i den følgende § en fin juridisk Faldlem, der bringer de fleste af de praktiske Konsekvenser deraf til at forsvinde, idet den fastslaar at „Raadigheden over Fællesboet tilkommer Manden alene". Gaar vi da til Motiverne for at søge Forklaringen heraf, finder vi her væsentlig kun anført Hensynet til Mandens Erhvervsvirksomhed, som ellers stærkt skulde blive forstyrret. Hvad man nu end mener herom, er det i hvert Fald givet, at dette Hensyn ikke kommer frem, hvor Talen er om noget, som Manden netop ikke har fortjent, men omvendt Hustruen bar tjent ved sin Virksomhed eller erhvervet paa anden Maade, f. Eks. ved Arv. I disse Tilfælde burde der da ifølge selve Begrundelsen gøres Undtagelse fra Hovedreglen, men dette er kun i meget begrænset Omfang sket.
Hvad først angaar den Formue, Hustruen maatte medbringe i Ægteskabet, eller under dette arve eller faa foræret, synes det at være en Selvfølge, at Hustruen, naar hun engang er erklæret for myndig, maa have fri Adgang til at raade derover, og det viser sig ogsaa i Praksis næsten umuligt at gøre de gifte Kvinder begribeligt, at det ikke er saa. Men Loven nøjes med i § 11 at gøre enkelte Begrænsninger i Mandens Eneraadighed, som er af meget ringe praktisk Betydning. Hustruen faar kun en Medraaden sammen med Manden over saadanne Aktiver, som hun selv har indbragt, men hun kan ikke selv frit raade over dem. Hun er slet ikke beskyttet mod Mandens Kreditorer. Det er kun med Hensyn til visse Formuedele, faste Ejendomme og Obligationer og Sparekassebøger, at Manden overhovedet indskrænkes i sin Raadighed, og det er en Betingelse, at Adkomstdokumenterne paa Ejendommen eller en Paategning paa Obligationerne viser, at de er indførte af Hustruen. Paa dette Punkt er Teorien, her endogsaa repræsenteret af en af Lovens Forfattere*), traadt hjælpende til for at betage Bestemmelsen omtrent den sidste Gnist af praktisk Mening, idet den lærer, at Manden er frit raadig over, om disse Betingelser skal komme i Stand, saa at Hustruen f. Eks. ikke selv skal kunne forlange, at en arvet Kapital bliver sat ind paa en Sparekassebog lydende paa hendes Navn og derved unddraget Mandens Eneraadighed. Thi, som det paa det anførte Sted udvikles: „man kan ikke deraf, at Hustruen har en vis Ret, naar Adkomstdokumentet lyder paa hendes Navn, slutte, at hun har Ret til at bestemme, om det skal lyde paa hendes Navn eller ej". Resultatet bliver altsaa, at man indrømmer Hustruen en Beskyttelse mod Manden, men vel at mærke ganske lader denne bero paa Mandens egen Vilje. Kan man egentlig fortænke Kvinderne i, at de føler det en lille Smule, som om der blev gjort Nar ad dem?
Hustruens ubetingede Ret til frit at raade over, hvad hun saaledes indbringer i Boet, bør altsaa fastslaas. Men det samme maa ogsaa gælde om hendes egentlige Selverhverv. Der er vel ved § 27 i den nugældende Lov, ligesom allerede ved Lov af 7. Maj 1880, tilstaaet hende en Ret til at raade over, hvad hun erhverver ved selvstændig Virksomhed, men der er ved Ordene „som ikke grundes eller vedligeholdes væsentlig ved Mandens eller Fællesboets Midler" gjort en betydelig Indskrænkning deri, som sikkert ikke - ihvertfald ikke i dens fulde Udstrækning - lader sig opretholde. Hvis hun f. Eks. har en lille Butik eller driver et Pensionat, som hun alene ved sin Dygtighed og Paapasselighed holder i Gang og derved maaske forsørger Familien, synes det ganske urimeligt, at den Omstændighed, at disse Virksomheder i sin Tid er blevet grundede ved Fællesboets Midler (som jo ligesaa vel er hendes som Mandens!), skal udelukke hendes Raadighed**). Man vilde maaske føle nogen Betænkelighed ved at udstrække Hustruens Raadighed saa vidt af Hensyn til Mandens Kreditorer. Men disse vil selv kunne sikre sig derved, at de i saadanne Tilfælde til vigtigere Transaktioner, som de indgaar med Manden, forlanger Hustruens Samtykke og saaledes ogsaa erhverver Ret mod hende".
Efter disse klare og djærve Ord, slutter Professor Munch Petersen sin Artikel med de Udtalelser, jeg i den forr. Artikel kaldte „højst bemærkelsesværdige":
„Paa disse og flere andre Spørgsmaal, der kunde rejses, skal jeg dog ikke paa Sagens nuværende Stadium gaa nærmere ind. Det maa nemlig, forinden en endelig Ordning træffes, som absolut Krav opstilles, at Kvinderne selv høres*). Med al Anerkendelse af de betydelige Fremskridt, som det foreliggende Forslag om Kvindernes Retsstilling paa adskillige Punkter indeholder, bærer det dog ligesom sine Forgængere tydelig Præg af at være skrevet alene af Mænd*). Og i en Tid, hvor Kvinderne er erklærede for myndige, synes de med Rette at kunne protestere imod, at de i Spørgsmaal, der vedrører dem, ganske stilles under Mændenes Formynderskab. Da særlig den formueretlige Ordning fremkalder forskellige teknisk-juridiske Spørgsmaal, der vanskelig vil kunne løses under Forhandlingen i Rigsdagen, vilde den til Sagens Fremme mest egnede Ordning sikkert være den, at der nedsættes en Kommission, hvori der da ogsaa maatte indrømmes Kvinderne en passende Repræsentation. En saadan Kommission behøvede ikke at bestaa af mange Medlemmer, og naar dens Mandat begrænsedes til at ordne Spørgsmaalet om Forældremagten og at foretage en Revision af Formueordningen paa det bestaaende Formuefællesskabs Grund, vilde den sikkert kunne afslutte sit Arbejde i Løbet af ret kort Tid".
l en senere Artikel skal jeg tillade mig at gøre nogle Bemærkninger om, hvorledes Sagen tager sig ud set fra en Kvindes Standpunkt.
Lyngby, December 1907.
Helene Berg.
*) „Lov af 7. April 1899 om Formueforholdet mellem Ægtefæller" - kan faas i Særtryk gennem enhver Boghandel.
*) Deuntzer i Familieretten S. 147, men i modsat Retning en Afhandling af Munch Petersen i U. f. R. 1899 S. 406 ff.
**) En nylig udkommet fransk Lov (af 13. Juli 1907) om gift Kvindes Ret til at raade over Udbyttet af sit Arbejde synes heller ikke at hjemle nogen saadan Begrænsning.
*) Fremhævet af os. - Red.
