« Tilbage til søgeresultaterne

Samarbejde

Af: Johanne Asmund, Karen Ankersted

« Se emneord

Nu da Kvindevalgretsforeningen har dannet sit Landsforbund og har opsagt den foreløbige Aftale, der bestod mellem den og Dansk Kvindesamfund, og som gik ud paa, at ingen af de to Foreninger maatte danne nye Kredse i de Byer, hvor den ene Forening havde Kredsafdeling, en Overens­komst, der forøvrigt var i Strid med selve Kvinde-valgretsforeningens Princip, kan der være al mulig Grund til at drøfte de to Foreningers Forhold til hinanden.

Da Frk. H. Bergs Sammenslutningsforslag ikke blev forelagt paa Kvindevalgretsforeningens Lands­møde, saa har Dansk Kvindesamfunds Styrelse ikke haft Lejlighed til at pointere sin Stilling til Kvindevalgretsforeningen, og vi har saaledes intet officielt Standpunkt. I de Kredse, hvor der nu vil blive dannet to Foreninger, vil det da afhænge af den lokale Forenings Bestyrelses Skøn, hvor­ledes Dansk Kvindesamfund vil stille sig til Kvindevalgretsforeningen.

Det er da dette „Skøn" jeg vil søge at paa­virke til Fordel for min Opfattelse, der paa mange Punkter adskiller sig fra det Standpunkt, der hid­til ene har gjort sig gældende her i vort Med­lemsblad.

Det første Spørgsmaal, man maa se at klare sig, er dette, om de to Foreninger overflødiggør hin­anden. Herpaa vil jeg svare med et bestemt Nej. Den Betragtning, Kvindevalgretsforeningen vistnok selv gør gældende, og som jeg slutter mig til, er, at den, idet den samler sig om det ene enkle Programpunkt: Kvindernes Valgret, kan lægge al sin Kraft ind paa Agitationen for dette og optage alle de Elementer, der kun har Interesse for denne ene Side af Kvindesagen, samt at den ogsaa paa Grund af sit enkle Program er billigere og derved kan finde Vej til flere. Jeg tænker mig ogsaa, at man ved bestandig at banke dette ene, Kvin­dernes Valgret, ind i Sindene vil øge Farten i Agitationen for Valgretten.

Dansk Kvindesamfund derimod har foruden Valgretten, som det er en Selvfølge, at enhver Kvindesagsforening maa have paa sit Program, den Opgave at lede og styrke hele Kvindesagsbevægelsen herhjemme. Hvis denne Opgave ikke kan kræve en hel Forenings Arbejdskraft, saa ved jeg ingen Opgave, der kan det.

Saalænge Valgretsforeningen endnu ikke havde dannet Kredse paa Landet, var det rimeligt, at Dansk Kvindesamfund lagde hele Vægten af sin Arbejdskraft paa Agitationen for Valgretten, der er Øjeblikkets brændende Spørgsmaal. Endnu maa den selvfølgelig ofre en stor Del, ja maaske Hoved­parten, af sine Kræfter derpaa af Hensyn til alle de Medlemmer, der kun er i denne ene Forening, og ogsaa af Hensyn til Sagen selv, der kun kan gavnes, ved at saa mange forskelligartede Hænder som muligt virker i dens Tjeneste.

Men jeg synes, det maa slaas fast, at Valgrets-foreningen her for en stor Del letter Kvindesam­fundet dets Arbejde. Med hvilken Kraft vil den ikke nu ogsaa kunne samle sig om sine andre Opgaver? Hvor stor en Betydning har det ikke for Kvindernes Udvikling og hele Frihedskamp, at de er organiserede i en Forening, og at denne f. Eks. gennem sit udmærkede lille Blad kan bringe ledende og oplysendte Artikler om alle de Spørgs­maal, der berører Kvindesagen, hvor ellers let Agitationen for Valgretten vilde kunne komme til at optage hele Pladsen.

En anden Betragtning, jeg her vil gøre gældende til Fordel for Berettigelsen af to Foreninger, selv et nogenlunde ensartet Program, er følgende:

Skønt begge Foreninger staar udenfor Partipolitiken, thi herfra har de begge og med Rette taget bestemt Afstand, saa vil i Følge vore hjem­lige smaa Forhold en Forening dog ikke kunne undgaa i Publikums Øjne at faa en vis Farve, som maaske f. Eks. vil paatrykkes den ved Valget af dens Styrelse.

Man kan vel nok tillade sig at sige, at der mellem de to Foreninger er en vis Stemningsforskel, en Forskel, der ikke kan undgaas, saa vist som de Personligheder, der som ledende knytter deres Navne til Foreningen, ikke vil kunne undgaa at kaste et Skær af deres personlige Standpunkter eller de Anskuelser, som man nu en Gang er vant til at knytte til deres Navne, over Foreningen.

Dette er af Betydning, saa snart det gælder Agitation for en Sag; man vil gennem flere For­eninger langt lettere vinde Mennesker af alle Lejre; det er nu en Gang ikke let at samle alle Hove­der under een Hat. Dermed er ikke sagt, at de enkelte Foreninger ikke af al Magt skal undgaa at blive partipolitiske; men man vil, naar man mel­der sig ind i en Forening, gerne føle sig stemningsenig med hele dens Ledelse og Form, selv om man i og for sig for Formaalets Skyld lige saa godt kunde være i en anden Forening. Noget saadant har givet sig Udslag i Dannelsen af flere af de sønderjydske Foreninger, der findes her i Landet, - som dog arbejder i god Forstaaelse med hinanden.

Med Hensyn til det rent praktiske og de peku­niære Vanskeligheder, som man ikke maa være blind for, at den Omstændighed, at der er to For­eninger, kan medføre, synes jeg, man kan klare sig paa den Maade, at man optræder i Fællesskab, naar det gælder om at agitere for det fælles Maal, Kvindernes Valgret, ved Afholdelsen af offentlige Møder og lign., men ellers arbejder hver for sig.

Jeg vilde finde det hensigtsmæssigt, om dette Samarbejde i Provinserne, naar det gælder Agita­tionen for Valgretten, fastsloges ved en Overens­komst mellem de to Foreninger, hvad jeg synes vilde virke fremmende for et fremtidigt godt Kammeratskab.

Johanne Asmund, Formand i D. Kv. Sf.s Helsingør kreds og Medlem af Kvindevalgretsforeningen.

 

Frk. Berg!

Uden at komme ind paa Sammenslutning eller Ikke-Sammenslutning vilde jeg gerne have Lov til at gøre et Par Bemærkninger i Anledning af Fru Elna Munchs Fremstilling af Generalforsamlingen i Kvindevalgretsforeningen den 28. Oktbr. Naar Fru Munch siger, at Forslaget blev behandlet paa en objektiv og hensynsfuld Maade, da maa jeg og adskillige med mig protestere herimod; thi Tonen, der den Aften blev anslaaet af Fru Munch og hendes Allierede var af en saadan Beskaffen­hed, at jeg i mit stille Sind anklagede mig selv for at have været medvirkende til at føre saa mange Medlemmer ind i Foreningen, og min Tanke var den straks at melde mig ud. Naar jeg ikke gjorde det, var det, fordi man ved en saadan Lejlighed aldrig bør handle efter den første Indskydelse, og det lidet jeg kender til den nyvalgte Formand, giver mig ogsaa Haab om, at Tonen i Fremtiden vil blive en anden.

Naar Fru Munch endvidere mener, at Dansk Kvindesamfunds Arbejde blev anerkendt og ikke kritiseret, da maa jeg atter være uenig med Fru Munch. Tværtimod, D. K. S. blev i høj Grad reduceret, og naar Fru M. mener, at den frem­kaldte Munterhed skyldtes hidtrykket af, at de to Foreninger var saa vidt forskellige, saa tager hun ganske fejl. Munterheden skyldtes udelukkende, om jeg saa maa sige, den ganske latterlige Maade, hvorpaa det blev fremsat.

Fru Munch burde huske, at vel kan Høstar­bejde være svært, men det er dog ganske ander­ledes let og fornøjeligt end at gennemarbejde den haarde Jord, hvori Sæden skal lægges. Det haarde Arbejde har „Dansk Kvindesamfund" gjort gen­nem de mange Aar; nu er det ingen Sag at faa Ørenlyd, naar det gælder Valgretten.

Med Tak for Optagelsen.

Karen Ankersted, Menigt Medlem af begge Foreninger.

 

Ærede Redaktør!

Med Henblik paa de Artikler, der i de sid­ste Numre af Deres Blad, har behandlet „Sammenslutningstanken" vil jeg gerne bede Dem i Bladet citere en Udtalelse af Mrs. Chapman Catt - Præsident for den in­ternationale Valgrets-Alliance", - (Jus Suf-fragii" for 15. November d. A.).

Efter en ren forretningsmæssig Meddelelse om, at de i Alliancen staaende Forbund næ­sten enstemmigt har erklæret sig imod i Al­liancen at optage mere end eet Forbund fra hvert Land, slutter Mrs. C. C. som følger:

„Man maa haabe, at man i hvert Land vil forsøge paa at forene alle de Elementer, der er for Kvindens Valgret, for saaledes alle at optages i Alliancen eller i det mindste for fælles at arbejde overfor det nationale Styre. Enighed gør stærk. („In union there is strength"). Fordragelighed, Imødekommenhed og Overbærenhed er de bedste Vaaben i den fredelige Kamp, vi fører for at skaffe Kvinden sin Ret". Med Tak for Optagelsen.

Deres forb, X.