« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

Af: Martha Ottosen

« Se emneord

Af de 67 Lovforslag, der siden Oktober er forelagt Rigsdagen, var ved Juleferiens Begyndelse i alt 5 vedtagne i begge Tingene. Af disse 5 er der intet, som har nogen særlig Interesse for Kvinder, og jeg vil derfor ikke omtale dem nærmere.

I Kv. & Sf. Nr. 18 f. A. findes aftrykt »Forslag til Lov om nogle Forandringer i Kvinders Retsstilling«. Dette Forslag, der i Folketinget blev meget venligt mod­taget, er naaet saa langt, at det er en­stemmig vedtaget her den 18. Decbr. Nu faar vi at se, hvordan Landstinget vil be­handle det! Det var ønskeligt, om dette Forslag, der virkelig betyder noget for Kvinderne, snart kunde blive til Lov.

I Landstinget ser det endnu ikke helt godt ud for Lovforslaget om kommunale Valg. Der tales baade fra højre og frikonservativ Side de gamle, kendte Ord om Mellemklassen, om Mindretallet, der skal beskyttes mod at blive udleveret ganske magtesløst. Vi hører Grev Frijs tale om, at en Forstaaelse om denne Sag ogsaa for hans Partis Vedkommende vil være afhængig af, at der gives en efter dette Partis Skøn rimelig Sikkerhed for, at den Del af Befolkningen, der yder det største Tilskud til Kommunernes Udgifter, ikke bliver ganske undergivne Massernes Luner.

Naar disse Toner lyder, ved vi, hvor vi staar; vi har hørt dem saa tit, og vi vil høre dem hvergang, der er Tale om al­mindelig Valgret.

Men vi vender tilbage til Folketinget, for det er dog der, de egentlige Slag skal slaas. Mærkeligt er det, at ikke alle Folketingsmænd gør Oprør mod dette Landsting! De kæmper bravt og ofte ær­ligt for Ret og Fremskridt. De arbejder i Udvalgene - sommetider lidt langsomt: Loven om Kvinders Retsstilling var i Ud­valg i 5 Uger og kom tilbage med to meget smaa Ændringer - men de ar­bejder altsaa dog.

Naar saa et Lovforslag er vedtaget, bliver det sendt op i Landstinget. Og saa ligger det der.

Kommer det videre, kan vi næsten altid være vis paa, at stort har det ikke at gøre med Fremskridt. Fremad, det Ord har daarlig Klang i Landstinget. Alt ved det gamle, maaske helst lidt Tilbagegang, det holder de af deroppe. Det kan ikke være morsomt at være Folketingsmand, naar man ved, at Landstinget bremser hver eneste Lov, saasnart det finder den har lidt for stærk Fart mod Maalet: Fremskridt.

Sidste Gang der i Folketinget var Tale om Kvindernes politiske Valgret (se Kv. & Sf. Nr. 18 f. A. Side 146), druknede dette Spørgsmaal næsten i en Forhand­ling om Partiernes Taktik og om Grund­lovsændring. Mange var Ordene, og unyt­tige en Del af dem, synes jeg. Et Par af Højremændene, Dr. Fraenkel og Dr. Birk, lod deres Røst høre, og navnlig for Dr. Birks Vedkommende fik man at vide, at han var en ægte Højremand.

Dr. Fraenkel mente, at Kvindespørgsmaalet netop er et Spørgsmaal om en indre Udvikling, som ikke løses, naar Kvinderne faar Valgret. Han talte om, hvor meget Arbejde, hvor mange Lidelser det har kostet Bondestanden, Borgerne og Arbejderne at faa politisk Ligestilling. Og han mente, Kvinderne burde arbejde og lide ligesaa meget før de var saa udvik­lede, at de kunde fortjene politisk Valgret.

Men Socialdemokraten Borgbjerg sva­rede ham, at Kvinderne just ved Valg­retten vilde faa et yderligere Middel til at løse de mange forskellige Spørgs­maal, til at ophæve den megen Ulighed og Uret af mangfoldig Art, der endnu bestaar i Lovgivningen med Hensyn til Kvin­derne. Han citerede Dr. H. L. Møllers (Højre) Ord: »Den Dag, Valgretten er vunden for Kvinderne, ligger Vejen banet for at naa det øvrige, Kvinden har paa sin Øn­skeseddel.«

Dr. Fraenkels Ord var endda ikke saa onde; han vil vel kun vente lidt endnu, først se, om Kvinderne forstaar at bruge den kommunale Valgret, som de uden Tvivl snart vil faa. Men Dr. Birk er ikke god at komme nær.

Han siger, at han som Modstander af Kvindens politiske Valgret har Flertallet af Folket, ogsaa Kvinderne bag sig. For han »behøver ikke at regne med de 3-4000 Sufragetter, der gør Tilstandene uudholde­lige paa offentlige Møder. Hvis vi, ligesom i Sveits f. Eks., lod Spørgsmaalet om Kvindens kommunale Valgret gaa til Folke­afstemning, vilde det vise sig, at Befolk­ningen ikke er nær saa taabelig, som man skulde tro, naar man ser deres Rigsdags­mænd.«

Med Hensyn til de 3-4000 Sufragetter, som Dr. B. taler om, da tror jeg nok, han ser Syner paa de offentlige Møder.

Her i Danmark er vore Valgretskvinder rolige og høflige. Jeg har ved mange Vælgermøder hørt den kendte Forespørgsel om Kvindens Valgret blive stillet til Kan­didaten. Men hvert Sted og hver Gang har »Suffragetten« været rolig, høflig og nærmest beskeden. At det skulde gøre Tilstanden uudholdelig paa et Møde, at en Kvinde stiller en Forespørgsel til Valgkandidaten, kan jeg ikke forstaa.

Selvfølgelig er der mange, baade Kvinder og Mænd, der ikke bryder sig om eller ikke ønsker, at Kvinderne faar Valgret. Nogen Ligegyldighed maa man altid regne med.

Og saa dette: paa næsten alle andre Omraader, hvor Manden før havde Ene­ret, trænger Kvinden sig frem. - Natur­nødvendigt! Tiden fører det med sig, og de Krav, Livet stiller til alle Mennesker.

Skulde nu ogsaa dette priviligerede Hverv, Udøvelsen af Valgretten, gøres til fælles Eje!

Nej, Tak, siger mange Mænd, det vil vi have for os selv. Og en Mængde Kvinder svarer: vær saa god, vi bryder os ikke en Smule om at faa det.

Men skulde man undersøge, hvad Slags Kvinder det er, der ikke bryder sig om Valgretten, vilde det nok vise sig, at det er dem, der har det tryggest i Familiens Skød og ikke ønsker det synderligt bedre. De Kvinder, der selv maa arbejde, eller ser paa nært Hold andre arbejde strængt, uden at kunne naa, hvad de gerne vilde, fordi Love og Vedtægter i mangt og meget hindrer dem, disse Kvinder ønsker og kræver Valgretten.

Ved at læse Forhandlingerne i Rigsdagstidende kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv: Mon nu ogsaa Mændene er helt ærlige ? Mon de ikke i deres allerinderste Tanker bryder sig Pokker om, at Kvinderne faar Valgret? Det kan se ud, som om det ene Parti benytter Kravet som et Agitationsnummer, eller som en Spore til at drive Regeringen ud i en Forfatnings­kamp.

Jeg siger kun, det kan se  saaledes ud!

Det kan ogsaa se ud, som om Regeringen skjuler sin Uvilje mod Kvindens politiske Valgret bag Skærmbrædtet: Grundlovs­ændringen.

Konsejlspræsidentens Svar til Borgbjerg ved sidste Forhandling (i December) kunde faa en til at tro det.

Men jeg haaber, at jeg har set fejl, at det virkelig er Alvor.

I Længden gaar det jo ikke, dette med Ulyst til Grundlovsændring.

Snart maa ogsaa denne sidste Skanse falde, saa Kvinderne kan plante deres Sejersflag paa Ruinerne af Fortidens stængende Mur.

Den Lov, jeg nævnte allerførst i denne Artikel, viser fremad, og vi maa haabe, at den Vej, Rigsdagens Flertal her har betraadt, ikke maa gro til med Torne og Tidsler, som den Sti, ingen betræder.

Martha Ottosen.

 

I Tilknytning til vor Artikel »Fra Rigs­dagen« meddeles Læserne følgende:

Som De ved, behandles det kommunale Valgretsforslag i denne Tid i Landstingets Udvalg.

I Fredags, den 10. ds., udsendte Ritzaus Rureau Meddelelse om, at en Overens­komst var opnaaet mellem de Frikonservative, Venstrereformpartiet og det forhandlende Venstre angaaende den kom­munale Valgret.

Betænkningen foreligger ikke officielt endnu, men vil om nogle Dage blive of­fentliggjort.

Men at den gaar ud paa at give Kvinder, saavel gifte som ugifte, Valgret og Valgbarhed, kan allerede nu ses af de Ændringsforslag, den vil komme til at indeholde.

Vi skal ikke nu gaa nærmere ind paa noget som helst angaaende denne Overenskomst, som forhandles i alle Landets Blade under Navn af »Valgretsforliget«.

Regeringsbladene kalder den »det største Fremskridt, Demokratiet og den almin­delige Valgret har vundet siden Junigrund­loven; en frugtbar Overenskomst o, s. v.«

Højrebladene er ikke helt glade - da det jo er de Frikonservative, der har sluttet Overenskomsten.

De radikale og socialdemokratiske Blade er i høj Grad utilfredse.

Men af alt dette kan man ikke danne sig noget virkelig upartisk Syn paa det Hele, fordi man maa regne med den Hidsighed, Partierne i Landet kæmper med.

Vi beder derfor Læserne nøjes med denne foreløbige Meddelelse, indtil vi i næste Nr. af Kv. o. Sf. kan give bedre Oplysninger paa Grundlag af selve Be­tænkningen.

Det vil da vise sig, om denne Sejr for Kvindernes Valgret tillige er en Sejr for Fremskridt og Demokrati i dansk Lov­givning.                                         M. O.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner