« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejdskaar for Kvinder i Samarbejde med Mænd
V.
Industri og Haandværk.
Langt det største Antal Kvinder, der kan henføres under den Ramme, som disse Artikler beskæftiger sig med, ernærer sig ved Industri og Haandværk, navnlig ved Industri, som Fabriksarbejdersker. Det er ifølge Sagens Natur vanskeligt at drage en bestemt Skillelinje mellem Industri og Haandværk, bl. a. fordi det statistiske Materiale, der skal benyttes, ikke foretager en saadan bestemt Adskillelse, og disse to Grupper bliver derfor behandlet i een Artikel.
Det er jo en Selvfølge, at de kvindelige Arbejdere samler sig om de Fag, der er særlig egnede for den kvindelige Arbejdskraft; men Kvinderne har dog fundet Vej til 198 af de 249 Erhverv, som omfattes af den i 1906 foretagne Industritælling, hvis endelige Resultater nylig er opgjorte af Statens statistiske Bureau. De i det efterfølgende anførte, hist og her afrundede Tal, hidrører fra denne Opgørelse.
Naar det ofte siges, at den nyere Tids Overgang fra Tilvirkning i Hjemmene til fabriksmæssig Tilvirkning af de fleste af Livets Nødvendighedsartikler har medført, at meget af Kvindernes Arbejde er gledet fra dem over paa Mændenes Hænder, saa vil en opmærksom Læser af Statistikkens Tal imidlertid se, at Kvinderne er fulgt med ud fra Hjemmene hen paa Fabrikkerne for der at tilvirke de Ting, som fra gammel Tid har hørt ind under deres særlige Virkefelt.
Af 207,406 egentlige industrielle Arbejdere var i 1906 47,617 Kvinder, altsaa ca. 23 % eller noget over en Femtedel. Det er imidlertid interessant at lægge Mærke til, at langt det overvejende Flertal af disse Kvinder, nemlig ca. 38,000 beskæftiges indenfor følgende tre Hovedgrupper: 1) Tilvirkning af Næringsmidler og andre Fortæringsgenstande (10,000 Kvinder, ca. 1/3 af det samlede Antal Arbejdere), 2) Tekstilindustri (9,000 Kvinder, ca. 3/5 af det samlede Antal Arbejdere) og 3) Beklædningsindustri - herunder Vaskeri og Strygeri - (19,000 Kvinder, henimod 2/3 af det samlede Antal Arbejdere). Altsaa besørger Kvinderne vedblivende, men rigtignok til Dels udenfor Hjemmene, en væsentlig Del af det Arbejde, der fra de ældste Tider har paahvilet dem, og som vi senere skal se, finder der i Nutiden for enkelte Fags Vedkommende en Tilbageerobring Sted. Derimod har Kvinderne ogsaa i vor Tid væsentlig ladet Mændene beholde saadanne Arbejder, der fra Tidernes Begyndelse særlig har paahvilet den mandlige Del af Menneskeslægten, nemlig Arbejdet for Opførelsen af Boliger, Forfærdigelse af Møbler og Forarbejdning af Metal (herunder Maskinfabrikation), tre Fag, der tilsammen beskæftiger de to Tredjedele af samtlige mandlige, industrielle Arbejdere.
Hvis vi ser lidt nærmere paa de tre Hovedgrupper for kvindeligt Industrierhverv, konstaterer vi først den Mærkelighed, at den Undergruppe under Næringsmidler og andre Fortæringsgenstande, hvor Kvinderne er talrigst repræsenterede er - Tobaks- og Cigarfabrikkerne, der beskæftiger 3600 Kvinder, først derefter kommer Mejerierne med 1800 og Bryggerierne med 1000 Kvinder.
Under Tekstilindustri maa vi fremhæve, at Kvindernes gamle Kunst, Vævningen, erobres tilbage af dem, desværre under Form af at passe en Maskine. Medens der f. Eks. i Midten af det 19. Aarhun-drede (ifl. »Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark«) fandtes 700 Bomuldsvæversvende i København, saa er disse nu erstattede af mekaniske Vævestole, der for største Delen passes af Kvinder, og der findes i Øjeblikket Landet over ca. 1400 Bomuldsvæversker. Tilvirkning af Trikotage foregaar næsten udelukkende ved kvindelig Arbejdskraft, i saa høj Grad at Maskinstrik-kernes Fagforening i København udelukkende bestaar af Kvinder. I Provinserne er dog ogsaa Mænd beskæftigede ved dette Fag.
Hvad endelig den tredje Gruppe, Beklædningsindustrien, angaar, da er det naturligvis her Syerskerne, der er i Flertal, idet disses Antal indenfor de forskellige Arter af Syning giver en samlet Sum af 12,000, hvoraf 3600 syr Herreklæder. Det er jo et Nutidsfænomen, at Kvinder i stedse stigende Tal beskæftiger sig med Herreskræderi, medens de elegante Damedragter ofte sys af Mænd. Under Beklædningsindustrien maa ogsaa anføres, at 1000 Kvinder arbejder paa Skotøjsfabrikkerne, samt at noget over 2000 beskæftiges paa Vaskerierne og Strygerierne.
Af andre Industrigrene, der særlig beskæftiger Kvinder, kan nævnes Sten-, Glas- og Lervareindustrien, der beskæftiger ca.. 1100 Kvinder (Teglværkerne, Porcellænsfabrikkerne og Fabriken» Aluminia«) samt Papirindustrien, der ogsaa giver l100KvinderBrødet.
Som fagudlærte Haandværkere arbejder forholdsvis meget faa Kvinder, hvilket hænger sammen med Kvindernes Ulyst til at give sig ind under en fast, fleraarig Læretid. Dette Forhold har jo været fremdraget af andre, i Artiklerne »Kampen for Tilværelsen«, i »Kv. og Samf.« for f. Aar, og jeg skal derfor ikke komme ind derpaa, men kun som nogle af de Haandværk, der særlig har draget Kvinderne, nævne f. Eks. Snedkeri og Bogbinderi, hvor vi jo ogsaa finder kvindelige Mestre. For begge disse Fags Vedkommende kniber det dog ofte for Kvinderne med de fysiske Kræfter. Naar der ved Bogbinderi beskæftiges 500 Kvinder, maa man imidlertid ikke tro, at disse alle er Svende eller paa Vej til at blive det. Den største Del af dette Antal Kvinder udfører kun visse, særlige Arbejder indenfor Faget, hvilket jeg skal komme tilbage til under Lønforholdene, og de kan ikke blive Svende. Et lignende Forhold gør sig gældende under Bog- og Stentrykkeri, der har 1100 kvindelige Arbejdere, men forholdsvis faa Typografer. De 1700 Kvinder, som Statistikken opfører under Metalvare- og Maskinindustri, hører for en Del ogsaa hjemme under Haandværket, idet Kvinderne under Metalindustrien jo særlig søger til Guld-og Sølvsmedene samt Elektropletfabrikanterne, for en stor Del som Polerersker. Under Haandværk, om end med et kunstnerisk Sving, maa vel ogsaa regnes Fotografi, der beskæftiger mange Kvinder baade som selvstændige Fotografer og som Medhjælpere. Ved Bygningshaandværkene finder man kun rent undtagelsesvis Kvinder. Jeg mindes dog engang at have truffet en ung, kvindelig Bygningsblikkenslagersvend, som i en dertil egnet Dragt krøb om paa Tagene sammen med sine mandlige Fæller.
Forinden vi gaar over til at se paa Lønforholdene for Kvinderne ved Industri og Haandværk, maa vi imidlertid berøre Hjemmearbejdet. For overordentlig mange Kvinder gør to modstridende Interesser sig gældende: Paa den ene Side Ønsket om, ja maaske næsten Nødvendigheden af at kunne udføre det Arbejde, der helt eller delvis ernærer dem, i Hjemmet, medens det paa den anden Side med Rette hævdes, at Hjemmearbejdet skader Arbejderstanden. Arbejdsgiveren vil som Regel begunstige Hjemmearbejdet, da han derved slipper for at skaffe dyr Værkstedsplads og, f. Eks. ved Syning og Naadling, tillige Maskiner. Hjemmearbejdet hjælper til at trykke Arbejdslønnen, fordi det for mange kun er en Biindtægt, og i sanitær Henseende er det skadeligt, fordi de smaa Hjem forvandles til Værksteder, hvor f. Eks. Støvet fra de Stoffer, der skal konfektioneres, forener sig med Presseovnens Hede om at fordærve Luften.
Derimod kommer de Kvinder, der arbejder paa Fabrikkerne eller Værkstederne ind under den Arbejderbeskyttelse, der er nedlagt i Loven af 1. Juli 1901 om Fabrikstilsyn, og ved hvilken der sikres hver Arbejder 8 Kubikmeter Luft i Forbindelse med god Ventilation. Særlig Beskyttelse ydes der tillige Kvinderne ved Bestemmelsen om, at det kan forbydes Personer under 18 Aar og Kvinder at deltage i særlig anstrængende og sundhedsfarligt Arbejde. Endelig bestemmer § 18 i samme Lov, at ingen kvindelig Arbejder maa i de første 4 Uger efter sin Nedkomst indtræde i Fabriksarbejde, medmindre det ved Lægeattest godtgøres, at dette kan ske uden Skade for hendes eller Barnets Sundhed. Den Hjælp, som det offentlige yder i det Tidsrum, i hvilket en Kvinde efter den nævnte Bestemmelse ikke har kunnet genindtræde i sit Arbejde, har ikke Fattighjælps Virkninger.
Med Henblik paa den i 1910 forestaaende Revision af Fabriksloven foretages der for Tiden Undersøgelse af, i hvor stor Udstrækning Kvinder anvendes til industrielt Natarbejde for mulig at faa dette afskaffet eller stærkt begrænset.
Med Hensyn til Lønvilkaarene for de ved Industri og Haandværk arbejdende Kvinder, da er disse selvfølgelig meget forskellige, og der kan her kun blive Tale om at komme ind paa Hovedtrækkene og fremdrage nogle enkelte Eksempler. Næsten alt industrielt Arbejde er jo i vore Dage Akkord-arbejde, der kan betinge en ret forskellig Indtægt indenfor samme Fag, efter Øvelse og Dygtighed. Sammen med Lønspørgsmaalet maa Fagforeningerne imidlertid omtales, fordi disse jo bidrager meget til at højne Arbejdslønnen. Der er fra alle Sider Enighed om, at det er langt vanskeligere at organisere Kvinderne end Mændene. Dette hænger bl. a. sammen med, hvad ovenfor er sagt om Hjemmearbejdet, idet det selvfølgelig er næsten uoverkommeligt at organisere Kvinder, der sidder spredte rundt om i Hjemmene. Et Eksempel paa, hvor vidt man alligevel kan naa i saa Henseende danner »De kvindelige Herreskrædere,« der staar som en Afdeling i »Dansk Skræderforbund« og i Øjeblikket tæller ca. 1200 Medlemmer, af hvilke kun ca. 150 arbejder paa Værksteder. I 1899 stod godt en Femtedel af de voksne kvindelige Industriarbejdere indenfor Fagforeningerne, men siden da har sikkert en betydelig Udvikling fundet Sted.
Den Uvilje, som tidligere ofte gjorde sig gældende blandt de mandlige Arbejdere mod den indtrængende kvindelige Arbejdskraft, navnlig hvor denne trykkede Lønnen i Faget, synes nu at svinde. Man søger saa vidt muligt at samle de mandlige og kvindelige Arbejdere indenfor samme Fagforening, noget som f. Eks. er sket for Væveriarbejderne og Tobaksarbejderne, og i disse Fag, hvor alt Arbejde er Akkordarbejde, er Vederlaget for samme Art Arbejde ens for Mænd og Kvinder.
En særlig Lands-Organisation danner »Det kvindelige Arbejderforbund«, der f. Eks. omfatter kvindelige Arbejdere paa Tændstikfabrikkerne og Bryggerierne.
Efter »De Samvirkende Fagforbund«s sidste Aarsberetning skal her fremdrages nogle Tal for Minimal-Timelønningerne i Fag, hvor saadanne findes.
Det mest brogede Billede danner her de Virksomheder, der falder ind under »Det kvindelige Arbejderforbund« s Organisation; her træffer man nemlig Minimal-Timelønninger fra 10 Øre til 271/2 Øre. Dog tør man sikkert gaa ud fra, at det ikke er voksne Fabriksarbejdersker, der arbejder for 10 Øre i Timen. Mejerierne staar øverst med 271/2 Øre, derefter kommer Sporvejsselskaberne (Rengøring) med 25 Øre Timen og Tændstikfabrikkerne, Bryggerierne og Petroleumslagrene med fra 20-24 Øre Timen. For Bryggeriernes Vedkommende træffer vi endnu en Sats under Bryggeriarbejdernes Forbund, hvor Mændene staar opført med 37 Øre Timen, Kvinderne med 27 Øre. Et grelt Modsætningsforhold ser man under Sukkervare- og Chokoladefabrikkerne, hvor den mandlige Timeløn er 40 Øre, den kvindelige 162/3; men dette Fag beskæftiger ogsaa mange ganske unge Kvinder. Paa Skotøjsfabrikkerne er Satsen 35 Øre for Mænd, 23 Øre for Kvinder.
Malerinderne paa »Aluminia« har en Timeløn af 25 Øre. Porcellænsmalerinderne har udelukkende Akkordarbejde og fik Satserne for dette væsentlig forbedrede, da de for faa Aar siden fik dannet en Fagforening.
Typograferne har samme Løn for Mænd og Kvinder, og ved Haandværkene er selvfølgelig det samme Tilfældet for den mandlige og kvindelige Udlærling eller Svend. Imidlertid er jo foran omtalt, at der findes adskillige Kvinder beskæftigede ved forskellige Haandværk uden at have »staaet i Lære.« Dette førte f. Eks. ved Bogbinderfaget, efter en Strike fra Bogbindersvendenes Side, til, at de ikke faglærte Kvinder blev udelukkede fra visse Arter Bogbinderarbejde, og Minimal-Timelønnen i København blev for disse Kvinder sat til 27 Øre efter 3 Aars Arbejde ved Faget, medens den for »unge Svende« er 32 og for ældre 39 Øre.
Til de slettest lønnede Industriarbejdere hører vel nok Syerskernes store Hær, navnlig de, der arbejder i Hjemmet, bl. a. ogsaa fordi disse som Regel langt fra har stadigt Arbejde Aaret rundl. Det er jo i dette Efteraar ved Højesteretsdom fastslaaet, at l Kr. 25 Øre daglig er en ret normal Fortjeneste for en Syerske og »tilstrækkelig til at leve af«. »De kv. Herreskrædere« ansætter for deres Fag 450 Kr. som aarlig Gennemsnitsfortjeneste, fordi der er megen Arbejdsløshed udenfor Sæsontiden i dette ellers forholdsvis bedre lønnede Syfag. Paa de store Systuer kan en dygtig Syerske tjene 15-20 Kr. om Ugen, men denne Fortjeneste naas selvfølgelig først efter adskillige Aars Arbejde.
Resultatet af Undersøgelser vedrørende Lønforhold ved Industrien synes at blive, at Lønningerne er daarligst i de Fag, hvor man anvender udelukkende, eller næsten udelukkende, kvindelig Arbejdskraft, en Kendsgerning, som næppe behøver mange Kommentarer.
