« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Udlandet
Den Minister-Krise, som vi ventede i November, indtraadte ved Slutningen af 1907, og er skæbnesvanger for Kvindesagen. Det er nu ganske usikkert, hvorledes det vil gaa med Forslaget om en Forandring af Forfatningen, og det er endog muligt at Andet Kammer vil blive opløst og nye Valg udskrevne.
I de to Maaneder efter Offentliggørelsen af Regeringens Forfatningsforslag med dens forklarende Bemærkninger, der var saa gunstige for Kvindevalgretten, fik imidlertid vort N. W. S. A. Stemningen i Pressen og den offentlige Mening i høj Grad vendt til Fordel for os ved Offentliggørelsen af sine Undersøgelser angaaende Kvindens Stemmeret. Desuden følte de forskellige politiske Partier sig forpligtede til at forklare deres Standpunkt over for Kvindebevægelsen. Den Liberale Union, et af det liberale Partis tre Fraktioner, har udsendt en Erklæring, hvori det hedder, at »nu til Dags er ganske afgjort alle Kvinders Udelukkelse fra borgerlige Rettigheder ikke længer til Fordel for Samfundet«, alligevel foreslaar den Liberale Union, underligt nok, kun at give de ugifte Kvinder og blandt disse kun dem, der er over 30 Aar, Borgerret. Det romerskkatholske Parti har nu også offentliggjort en Betænkning af en Komité paa fem Medlemmer, hvem det var overdraget at give en Beretning angaaende den foreslaaede Forfatningsændring. To af disse 5 er gunstigt stemte for almindelig Stemmeret og støtter Kravet herpaa ved Henvisning til en lille Afhandling af St. Thomas af Aquino *)(!), hvori det hedder: »Alle burde paa en eller anden Maade deltage i Regeringen, fordi der heri vilde være et Middel til Fredens Bevarelse«.
*) St. Thomas af Aquino: berømt Theolog fra det 13. Aarhundrede.
- Af disse to Medlemmer er den ene for Mænds Stemmeret, og den anden vil, at der lige saavel lidt efter lidt skal tilstaas Kvinden Stemmeret.
Saaledes naar de forskellige politiske Partier efterhaanden til at erkende det retfærdige i vore Krav, og vi haaber, at dette Aars Kongres vil give deres Overbevisning forøget Styrke.
N. W. S. A.’s Aarsmøde i Haarlem gik overordentlig godt og var en velkommen Lejlighed til Planlægning af nyt Propaganda-Arbejde og desuden en Anledning for dem, der arbejder for samme Sag, til at mødes ved festlige og glade Sammenkomster.
Naturligvis drejede Diskussionen og Planerne sig hovedsagelig om Kongressen i Amsterdam Juni 1908. Vi haaber at skulle byde en Mængde Delegerede og Venner af Sagen Velkommen. De, der ønsker at deltage i Kongressen, bedes sende 5 hollanske Floriner til Miss J. W. A. N aber 5, Van Eeghenstraat, Amsterdam. Denne Sum sikrer Adgang til alle Kongressens Møder, og jo hurtigere Modtagelses Komiteen faar at vide, hvor mange Besøgende, den kan vente, desto bedre vil den, om det skulde ønskes, kunne sørge for disses Indkvartering.
Rotterdam, Jan. 1908.
Martina G. Kramers.,
(Efter .Jus Suffragii«.)
Rusland.
Der er ikke meget at fortælle om den russiske Kvindebevægelse i Slutningen af 1907. Den politiske og sociale Atmosfæres Barometer staar lavt her. Det er ganske indlysende, at Revolutionen er slaaet ned. Frihedsbevægelsen er standset; Reaktionen staar triumferende og mægtig ... Den nedtrykte Sindstilstand hos alle russiske Fremskridtsmænd, den almindelige Modløshed har nødvendigvis haft en skæbnesvanger Indflydelse paa Kvindebevægelsen i Rusland. Vi kan ikke lukke Øjnene for, at den eneste lige Ret med Mændene, som vi Kvinder til Dato har erhvervet under vor saakaldte Forfatning, er: Kvindens lige Ret til Galgen. Medens Dødsstraf allerede ved Lov af 1858 afskaffedes for Kvinder, er nu i et Tidsrum af femten Maaneder, fra 29. August 1906 til December 1907, fem Kvinder blevet hængt, alle for politiske Forbrydelser, og paa samme Tid er Hundreder af Kvinder blevet pint og dræbt ved de forfærdelige Henrettelser i Kaukasus, Østersøprovinserne etc.
Der er for Tiden kun ringe Haab om bedre Dage. Den tredje Duma har hidtil vist sig lydig og føjelig over for den reaktionære Regering. Intet Under, at denne Dumas moralske Autoritet kun er yderst ringe.
Alligevel lyser gennem det Mørke, der dækker Ruslands Himmel, store, klare Stjerner. De bevarer vor Tro paa Menneskeheden og giver os Mod til at fortsætte vort sociale Arbejde. Hertil maa regnes, hvad der skete under Forhøret af den første Dumas Medlemmer, der anklagedes for Viborg-Manifestet - for deres Forsøg paa at forsvare vor Forfatning mod Frihedens Fjender, og for at aflægge en Beretning om deres Handlemaade for det Folk, der havde valgt dem.
De anklagedes hele Færd var storsindet og ædel. Ikke en eneste af dem sagde et Ord for at formilde Dommeren. Alle sagde Sandheden for Retten, og anklagede for hele Verden vor reaktionære Regerings lovstridige Handlinger; alle forsvarede Frihed og Sandhed. De forhenværende Duma-Medlemmer opførte sig saaledes, at de bragte deres Dommere i Forlegenhed, og under Forhørene syntes Rollerne at ombyttes, saa at det var de anklagede, der optraadte som de sande Dommere. Det mest gribende Øjeblik i dette store, moderne Sørgespil var vistnok dengang, flere af de Bønder, der var Medlemmer af den første Duma, blev forhørte angaaende deres Færd i Maj og Juni 1906. De beskrev i faa Ord deres Kamp for Friheden.
»Jeg har gjort min Pligt. Mine Vælgere har godkendt min Opførsel,« sagde Schaposhnikoff, »for øvrigt er det mig ganske ligegyldigt, om I fordømmer eller frikender mig.« - »Jeg har underskrevet Viborg-Manifestet med fuld Viden om dets Indhold,« sagde Dragoff, en anden Deputeret. »Om I erklærer mig skyldig eller ej, vedkommer ikke mig. Een Ting vil jeg sige: I har hele Magten, men Retten, den er ikke paa jeres Side.«
Det samme stolte, ædle Sindelag viste de alle.
Deres Dom er kendt: de blev næsten alle dømte til tre Maaneders Fængsel og Tabet af alle deres politiske Rettigheder.
Da Dommen var faldet, sendte Moskow-Komiteen for »Russisk Union for Kvindens Rettigheder« følgende Adresse til de domfældte :
»I er blevet dømt skyldige af Retfærdighedens Repræsentanter, af de Mænd, der tav til det, som skete 3. Juni 1906, da Folkets Rettigheder og de konstitutionelle Love blev traadt i Støvet. I dette Øjeblik, der er saa fuldt af Skam for Rusland, ønsker vi, Medlemmer af »Russisk Union for Kvindens Rettigheder«, uden Hensyn til Partistandpunkter at udtale de Følelser for eder, som besjæler os. For tyve Maaneder siden valgte det russiske Folk eder som sine Repræsentanter, og sendte eder til den første Duma for at sikre sig den, gennem saa smertelige Ofre, erhvervede Ret til fri politisk og økonomisk Udvikling. I har retfærdiggjort eders Vælgeres Tillid; fra den første Gang, I traadte offentlig frem, har I erklæret eder for alle Borgeres Lighed uden Forskel paa Køn, Nationalitet og Stand. De Magter, der er Fjender af vort Lands Befrielse, har standset eders Virksomhed, og da I forsøgte at vise, ved hvilke Midler Folkets krænkede Rettigheder kunde forsvares, saa stævnede de eder for Domstolene. Men for hele den civiliserede Verdens Øjne stod I der, ikke som Forbrydere, men som de sande Dommere, hines Dommere, der forgreb sig paa det russiske Folks Rettigheder. Vi hylder eder varmt for det Mod og den ædle Værdighed, som I, vort Lands værdige Repræsentanter, viste i Retten. 18. Decembers Dom har bedækket Frihedens Undertrykkere med Skændsel og har udødeliggjort deres Ofres Navne, Navnene paa de første parlamentariske Forsvarere af Ruslands Frihed.«
Moscow 4. Jan. 1908.
Z. Mirovitch.
(Efter »Jus Suffragii«.)
