« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Arbejdet for Mødres Beskyttelse og for en Reform af den seksuelle Ethik i Tyskland
I Januar 1905 stiftedes i Berlin en Forening med det dobbelte Formaal at tilstræbe en ny Ethik særlig paa det seksuelle Omraade, og at yde alle Mødre, gifte som ugifte, Hjælp og Beskyttelse, naar de maatte trænge til det. Foreningen kalder sig »Bund für Mutterschutz« og ledes af et Udvalg paa mindst 36 Medlemmer og en Bestyrelse paa 7 Medlemmer, hvis Formand er Dr. phil. Helene Stocker, der, skønt endnu ung, har gjort sit Navn bekendt over hele Tyskland, ja ud over dette Riges Grænser, ved sine Skrifter, der har høj ethisk og æstethisk Værd, ved sine Foredrag og ved sit opofrende, energiske Arbejde for den Opgave, hun har valgt at sætte sine Kræfter ind paa.
Ved hendes Side staar en Række ansete Mænd og Kvinder, de fleste med akademisk Dannelse, hvis Anskuelser kommer til Orde i det af Foreningen udgivne Tidsskrift: »Mutterschutz«, Zeitschrift zur Reform der sexuellen Ethik«.
Da første Hæfte af dette Tidsskrift udkom indeholdende en Programtale af Dr. phil. Helene Stöcker med dette Motto af Nietzsche: »Nicht nur fort Euch zu pflanzen, sondern hinauf - dazu helfe Euch der Garten der Ene« - vakte det en fuldkommen Storm i alle tyske Blade, kun faa forstod, at Foreningens Formaal er at tilstræbe en højere, dybere og sandere Moral end den bestaaende, de fleste saa i den kun et Forsøg paa at forsvare den saakaldte »Frie Kærlighed«, hvilket Udtryk jo oftest opfattes som ensbetydende med Tøjlesløshed og Usædelighed.
Mange og drøje var de Skældsord, som Pressen udslyngede mod de dristige Kvinder, der vovede offentligt at udtale sig om de vanskeligste Spørgsmaal paa det seksuelle Omraade og angribe den Ordning i Staten, at der kun findes to anerkendte Former for Samliv: Ægteskabet og den reglementerede Prostitution, medens samtidig Tusinder af unge sunde Kvinder, som ikke kan blive gift og ikke vil lade sig drage ned i Prostitutionens Rædsler, foretrækker at give Afkald paa al Kærlighedslykke hellere end at udsætte sig for at boykottes af Samfundets Moralister.
Alligevel har Foreningen vundet stor Fremgang i de tre Aar, den har virket. Der er dannet en Række Kredse af »Bund für Mutterschutz« i Tysklands større Byer, og i Hovedstaden begynder man, særlig paa Grund af det dygtige, praktiske Arbejde, der udføres, at vinde Agtelse for den. Derimod gaar det selvfølgelig langsomt fremad med det, som Foreningen egentlig anser som sit Hoved-formaal, at forbedre den sædelige Moral; sligt gaar kun langsomt i en Tid, hvor Hundredvis af Mænd og Kvinder i en By som Berlin daglig gennem Aviserne søger sig en Livsledsager »med Formue« og derefter, naar de har været saa heldige at faa deres Ønske opfyldt og er indtraadt i Ægtestanden, i dydig Forargelse sætter sig til Dommer over den ugifte Moder. Dog vil de store offentlige Møder, som afholdes af Foreningen, og som altid er stærkt besøgt, sikkert nok efterhaanden øve betydelig Indflydelse.
En af Foreningens Yndlingstanker gaar ud paa at faa indført Moderskabsforsikring. Enhver Kvinde skulde derigennem kunne sikre sig mod at komme til at staa fuldstændig hjælpeløs, naar hun paa Grund af Svangerskab maaske i længere Tid maa opgive sit Arbejde. Denne Tanke har vundet stor Tilslutning. »Der gaar næppe en Uge«, udtalte Dr. Helene Stöcker, da jeg for kort Tid siden havde den Glæde at staa Ansigt til Ansigt med denne Kvinde, hvis ædle Personlighed allerede var mig vel kendt gennem hendes Skrifter, »uden at vi faar Forespørgsel vedrørende Moderskabsforsikringen, og der arbejdes meget med Tanken rundt om i Landet; i en enkelt By, Karlsruhe, agter man at anstille et Forsøg ved Hjælp af private Midler, men selvfølgelig er det Meningen, at det skal være Staten, der overtager det.«
Ja, det er indlysende, at i vor Tid med de mange tusinde kvindelige Arbejdere, vilde en Moder-skabsforsikring være en Velsignelse og redde mangfoldige Kvinder fra Fortvivlelse.
Om Foreningens praktiske Arbejde har Maria Lischnewska i Aar udgivet en lille Beretning. - Som det nye og karakteristiske i Arbejdsmaaden fremhæver hun for det første det, at man principmæssig aldrig lader Mødrene, der melder sig til Bureauet, høre et dadlende eller formanende Ord, idet man gaar ud fra, at hvis de har handlet i Letsindighed, da vil Følgerne heraf, deres Forladthed og Lidelser, tale indtrængende nok til dem og bedre end Ord. Har derimod Tillid og Kærlighed været Grunden, da har udenforstaaende endnu mindre Ret til at blande sig deri. I det hele fastholdes den Grundsætning: »Vi er ikke her for at dømme«.
For det andet tilstræber Foreningen at koncentrere alle de Hjælpemidler, der i en Verdensby som Berlin staar til Raadighed for ulykkelige Mødre. Dette er selvfølgelig af største Betydning for Kvinderne, der ellers maatte gaa den tunge Gang og tilbagelægge umaadelige Strækninger for at søge Raad og Hjælp maaske ofte uden Resultat. Bureauet staar i varig Forbindelse med Sygehuse, Fødehjem, Privatfolk og Foreninger, til hvem de kan henvise de søgende. De paatager sig endvidere at forhandle med Arbejdsgiveren om at beholde den svangre til Optagelsen paa Fødehjemmet og modtage hende igen efter Nedkomsten. Det er forstaaeligt, at Kvinderne sætter stor Pris paa denne Hjælp.
Derefter paatager Bureauet sig at opspore Faderen og paakalde hans Hjælp, thi efter Loven er han pligtig at yde Bidrag allerede før Barnets Fødsel. Hvilken Lettelse maa det ikke være for Moderen at fritages for den oftest ydmygende Gang for at bede om den Hjælp, som dog baade efter moralske og juridiske Love tilkommer hende. Det hedder i Beretningen, at Fædrene ofte skammer sig over for Bureauet og sender Pengene. Sker dette imidlertid ikke, overgives Sagen til Foreningens Sagfører, Hr. Dr. Simon, der uden Betaling stiller sig til Mødrenes Raadighed og inddriver Pengene. Ofte staar man over for en ung Kvinde, der, forstødt af alle sine Slægtninge, har søgt Skjul i den store By og i sin Nød vender sig til de fremmede, som har mere Barmhjertighed. Det koster da tit Bureauet maanedlang Brevveksling og Overtalelse at faa Forældrene forsonet.
Endvidere hører regelmæssige Besøg under Barsellejet, Omsorg for Moderen efter Nedkomsten, Anbringelsen af Barnet og Bestræbelser for at skaffe det en god Formynder til Foreningens Opgaver.
Det er Foreningens Maal selv at oprette et Hjem for Mødre i Forbindelse med en Redningsvagt for at forebygge de hyppige Fødsler paa Gaden og raade Bod paa den største Nød; thi atter og atter forlyder det fra Frelsens Hær, at nu kan de ikke optage flere paa deres Fødehjem, og den samme Meddelelse gentager sig fra andre Hjem. Imidlertid er der endnu ikke indkommen de fornødne Midler. Og dog er Trangen saa stor, at den Hjælp, som i Øjeblikket staar til Raadighed, kun er som en Draabe paa en hed Sten.
Det er da at ønske, at dette Samfundsarbejde, der er begyndt med saa stor Frejdighed, saa meget Mod og Energi, maa vinde Fremgang, som det har begyndt.
Det fortjener at følges med Interesse af os her hjemme, ikke alene fordi Arbejdsmaaden synes ualmindelig praktisk og vel ordnet, men ogsaa fordi de i Foreningens Organ »Mutterschutz« fremsatte Synspunkter til Belysning af forskellige ethiske Spørgsmaal er i høj Grad interessante og lærerige. Den hele Bevægelse maa betegnes som et betydningsfuldt Led i det moderne Kvinde-sagsarbejde, thi det er jo ikke mindst den »dobbelte Moral« paa det seksuelle Omraade, der gør det vanskeligt for Kvinder at opnaa Ligestilling med Mænd i Samfundet
