« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Retsstilling
III
I Kravet om Kvindens Valgret er der to store Hovedargumenter, som bestandig føres i Marken. Det ene er dette: Det er et Retfærdighedskrav. Det andet dette: Der vil gennem Kvindens direkte Medvirken i Samfundsstyrelsen tilføres Samfundet nye Værdier.
Disse to Argumenter er saa vægtige, at hvert enkelt af dem vilde være tilstrækkeligt, om der ikke gaves andre, til Begrundelse af Kvindens Valgretskrav.
Det første, Retfærdighedskravet, er forlængst steget ned fra Ideernes og Teoriernes Verden og har plantet sine Fødder solidt nok i det praktiske Liv, derved nemlig, at Kvinderne i Forhold til Samfundet fra at være Nuller bag Tallene fra l til 9 (Mændene) selv er blevet Tal fra l til 9 - som selverhvervende og som skatteydende og som medarbejdende Samfundsborgere. Det kan gaa til en Tid i bestandig videre Omfang at paalægge Kvinderne Samfundspligter samtidig med haardnakket at nægte dem Samfundsrettigheder; i Længden kan denne Stilling umuligt opretholdes. Saa Retfærdighedskravet med sit svære, haandgribelige Skyts i det praktiske Liv vilde i Længden være nok til at nedbryde enhver Modstand.
Det andet Argument, Tilførelsen af de nye Værdier, bevæger sig paa Omraadet in spe. Nutiden kan tro og haabe, og der er meget - i Kvindens fra Mandens forskellige Psykologi, i det af Kvinder paa flere Omraader udførte Arbejde, særlig i filantropisk Henseende etc. etc. - at bygge denne Tro og dette Haab paa; men det er Fremtiden forbeholdt at virkeliggøre Forventningen om de nye Værdier.
Der er et tredje Argument for Kvindens Valgret, som, naar det bliver fremført med den rette Klarhed og Kraft og med Fremlæggelse af de mange, tunge, derhen hørende Beviser, maatte - skulde man synes - kunne faa alle Modstandere, ogsaa de sejgeste, mest forbenede og mest mandfolkeagtigoverlegne Modstandere, til skamfuldt og angergivent at bøje deres Hoveder og sige: Kvinderne skal have Valgret - kommunal og politisk - og Valgbarhed med - hellere i Dag end i Morgen. Lad os straks gaa i Gang med at faa alle Hindringer ryddet af Vejen; lad os ufortøvet og i fuld Enighed foretage den Grundlovsændring, som vil aabne den sidste Dør for hende og stille hende helt lige med Manden i det offentlige Liv.
Dette tredje Argument ligger i Kvindens Retsstiling, eller rettere i Kvindens retsløse Stilling i Samfundet.
Thi hvis Modstanderne af Kvindens Valgret blandt Mændene kunde sige: Se, vi har ingen Uret begaaet imod Jer i Lovgivningen. Vi har i vort Arbejde for Lov og Ret i Landet stedse haft ogsaa Jeres Tarv for Øje, I vore Mødre, Hustruer, Søstre og Døtre, hvem vi skylder saa meget for den Lykke, I skænker os, for de Hjem, I skaber os, for den Omsorg, I bærer for os. Se selv, vi har bestandig hævdet Jeres Personligheder i samme Grad som vore egne. Vi har set paa Jeres Interesser og søgt at fremme dem sammen og jævnsides med vore egne. Undersøg kun alle Love, og I vil intet Sted finde, hvor vi har gjort Jer Uret---------------
Ja, kunde Mændene sige dette, da havde Modstanderne af Kvindens Deltagelse i Lovgivnings-arbejdet en stærk Fæstning for deres Modstand.
Men saaledes staar Sagen jo langtfra.
Der er i Lovgivningen, særlig der, hvor Mænds og Kvinders indbyrdes Forhold ordnes, foretaget en saa besynderlig Fordeling af Byrder og Pligter og Magt og Rettigheder, at man, naar man først har set det og forstaaet det og fulgt det i alle dets Krinkelkroge og Konsekvenser, aldrig som Kvinde vil kunne slaa sig til Ro i de bestaaende Samfundsforhold. Er man Kvinde, bliver man, fra det øjeblik man ser og forstaar, en Oprører, om man saa end ellers hører til blandt de konservativeste i Landet.
Og da det sletteste Menneske er det, der ikke vil handle ret, holder man sine medmenneskelige Følelser for Mændene i Live ved den Tanke: de har villet, men de har ikke kunnet. De har ikke evnet at gøre Ret og Skel, at se Kvinders Interesser saa klart som deres egne, at fordele Byrder og Magt, Pligter og Rettigheder ligeligt. - Ud af denne Tanke fødes Medfølelse og Overbærenhed og Lyst til at hjælpe.
Men saa maa Kvinderne selv høres!
Og nu er vi kommet saa vidt, at Kvinder og Mænd i bestandig stigende Grad og Tal enes i dette: Kvinderne maa selv høres.
Det vil næppe blive saa vanskeligt at opnaa Enighed om Kravet: Kvinderne skal selv høres - i hvert Fald da, naar det gælder de Retsforhold, hvor de i særlig Forstand er Part i Sagen. Vanskeligheden indtræder, naar man kommer til Opfyldelsen af Kravet. Thi under hvilken Form skal Kvinderne høres?
Professor Munch-Petersen foreslaar Nedsættelsen af en Kommission:
»Da særlig den formueretlige Ordning fremkalder forskellige teknisk - juridiske Spørgsmaal, der vanskelig vil kunne løses under Forhandlingen i Rigsdagen, vilde den til Sagens Fremme mest egnede Ordning sikkert være den, at der nedsættes en Kommission, hvori der da ogsaa maatte indrømmes Kvinderne en passende Repræsentation.*)
*) Fremhævet af mig. H. B.
En saadan Kommission behøvede ikke at bestaa af mange Medlemmer, og naar dens Mandat begrænses til at ordne Spørgsmaalet om Forældremagten og at foretage en Revision af Formueordningen paa det bestaaende Formuefællesskabs Grund, vilde den sikkert kunne slutte sit Arbejde i Løbet af ret kort Tid.«
Se »Ugeskrift for Retsvæsen« 1907, Pag. 244, og »Kvinden og Samfundet« 1907, Pag. 161 og Pag. 169.
Nu vil vi bestemt hævde og bestandig fastholde, at en passende Repræsentation ikke er eller kan være noget mindre, end at Kvinden faar sin Plads ved Siden af Manden og fuldt ligestillet med ham dér, hvorfra hun alene paa en fuldt ud fyldestgørende Maade og med ubeskaaret Myndighed kan gøre sin Indflydelse gældende i Samfundsstyrelsen, og ogsaa i Lovgivningsarbejdet gennemføre de Krav, hun som Kvinde, som Hustru og Moder, maa stille i retslig Henseende.
Men i den kortere eller længere Tid, der vil hengaa, før der indrømmes Kvinderne denne eneste virkelig passende Repræsentation, vilde det efter vor Mening ikke kunde forsvares, om Kvinderne stillede sig paa det Standpunkt: Kan vi ikke faa alt, vil vi intet have.
Hvis Lovgivningsmyndighederne under en eller anden Form ønsker at høre Kvindernes Mening eller spørger om deres Raad, saa bør Kvinderne være parate. Og ikke blot dette; men hvis Kvinderne ad en eller anden Vej kan faa deres Mening frem, selv om Lovgivningsmyndighederne ikke har spurgt efter den, saa bør det ske. Kan Kvinderne paa det ene eller det andet Omraade gøre deres Indflydelse gældende paa Lovgivningsarbejdet, da bør denne Indflydelse udstrækkes til sin yderste Grænse.
Vilde de vedkommende Myndigheder nu følge det Vink, Professor Munch-Petersen har givet, og nedsætte en Kommission, hvis Opgave det skulde være at finde og anvise Veje, ad hvilke Lovgiv-ningen, hvad angaar Kvindens Retsstilling, kunde - i det mindste - bringes paa Højde med vor Tids Opfattelse af Kvinden og i Overensstemmelse med hendes nuværende Stilling inden for Erhvervs-livet, en Kommission, hvori der indrømmedes Kvinderne »en passende Repræsentation«, saa burde et saadant Skridt fra Lovgivningsmyndighedernes Side hilses med Glæde og Tilfredshed af Kvinderne.
Men selv om dette ikke sker, om der end ikke bliver spurgt om Kvindernes Mening eller sendt Bud efter deres Raad, saa vil Kvinderne dog lade høre fra sig og blive hørt.
Der kan i denne Forbindelse være Grund til at nævne, at »Dansk Kvindesamfund« paa sit sidste aarlige Fællesmøde i Juli 1907 nedsatte et »Udvalg til Overvejelse af, hvad der kan gøres for at forbedre den gifte Kvindes Retsstilling«. (Se »Kvinden og Samfundet« 1907, Pag. 109). Dette Udvalg vil i sin Tid lade høre fra sig.
Og der er andre Veje, ad hvilke Kvinderne kan og vil blive hørt. Thi den Tid er nu kommet, da Kvinderne i bestandig stigende Antal vaagner op til Samfundsborgerens Selvbevidsthed og Ansvarsfølelse; en sund og vel begrundet Mistro til Lovgivningsmyndighederne er bleven vakt hos mange af dem; flere og flere Kvinder er der, som med aarvaagent Blik og ikke helt uden Begreber om, hvordan Tingene burde gøres, følger Samfundsstyrerne i Stat og Kommune; og Kvinderne vil stærkere og stærkere og med bestandig stigende Forstaaelse og Dygtighed lade høre fra sig i Skrift og i Tale. Og deres Ord vil virke. - Ord er ganske vist ikke altid Handling. Der er mange, som er hule og tomme, og som vejres hen uden at sætte Spor, eller futter bort som et Fyrværkeri, der kun et Øjeblik virker paa Menneskers Sanser. Men der er Ord, som er Kraft og Handling, der er tunge af den i dem boende Sandhed, der er fulde af den Spirekraft, som det skjulte Liv og Motiv, der laa bag dem, forlenede dem med.
Det bør Kvinderne kræve af sig selv: at tale saadanne Ord.
Lyngby, 9. Februar 1908.