En Bog om Sønderjylland

Martha Ottosen: Ruths Far. G. B N. F. 1907.

Det er ingen Roman, Fru Ottosen har villet skrive. Det er et Udsnit af et Men­neskeliv, der har sin Historie, før Fortæl­lingen begynder, og som ikke er sluttet, vor Fortællingen slutter - fortalt saa ægte, jævnt og troværdigt, som det er levet.

Ruths Far er Sønderjyden, Agitatoren, Redaktøren af den danske Avis, Folketaleren, Rigsdags-manden Holger Brandt. Hvad denne Mand, hans Hustru og Ruth oplever i Aarene fra 1864 til op i 80erne er Sønderjyllands Historie i disse Aar. Og vi, som læser Bogen, genoplever gennem den Uret, han lider, gennem hans Smerte, hans Kamp, hans Sejre og Nederlag, hans Kærlighed og aldrig kuede Haab hele den­ne gribende Historie; den bliver os nærvæ­rende, personliggjort og bringes tæt ind til vort Sind.

En eller anden Forfatter har ud­talt, at det engang vilde vise sig, at Kvinder i høj Grad besad Betingelser for at blive gode Historieskrivere i deres fint­mærkende Evne til at vejre Stemninger og til at leve med i dem, i deres uvilkaarlige Fornemmelse for hele den aandelige At­mosfære, der omgiver Begivenheder og Mennesker. »Ruths Far« er et Bevis paa rige Evner i denne Retning.

Krigen 1864 er det fremfarende Vejr, der slaar ned over den unge Skolelærer Holger Brandts ægteskabelige Idyl, som det slog ned over hele det fredelige, dej­lige »omstridte« Land. Han, som de bed­ste af Sønderjyderne, faar pludselig nye Kaar. Fra at være et Folk, der levede i dansk Fredsom-melighed og roligt Arbejde, bliver de et Folk, der stilles for store Af­gørelser, hvor deres timelige Vel staar paa Spil, og deres aandelige Atmosfære altid er stormfyldt. De stilles Ansigt til Ansigt med Spørgsmaalene om Fri­hedens og Folkeindividualitetens Bevarel­se. De gennemlever den besejredes Har­me og bitre Ydmygelser. De gækkes af Haab, der kun kommer for atter at svinde. Pragerfredens § 5 gaar »som en ly­sende Sol op over det erobrede Land. Nu var det kun et Tidsspørgsmaal, naar Fremmedherredømmet skulde være forbi«. De gaar til de første Valg med en Lyst og Iver, »som gjaldt det Genforeningen med Moderlandet«. Og de sejrer og sender de­res to Kandidater til den tyske Rigsdag. Men de onde Dage bliver værre. De smaapines af Preussernes lumpne Kneb, Valg­kredsenes Omlægning, Skolelove, Politiforbud etc., alt det som kan sløve og træt­te ud i den daglige Smaakamp, men som ogsaa kan holde vaagen og ægge til hver Dags sejge Modstand. Saa slettes Pra­gerfredens § 5 - »dette Haab, der hvilede paa to Suveræners Ord og paa deres Un­derskrift under en højtidelig Traktat, gi­vet i den hellige Treenigheds Navn«. Da gaar der »som et Suk gennem det erobre­de Land . . . Som Isen lagde sig paa Søerne og paa Fjorden, saa det levende Vand blev stivt og dødt, saaledes stivnede Sorgen mange Hjerter«. Det gamle ube­svarede Spørgsmaal, der følger Menneskeheden gennem alle Tider: hvorfor har den uretfærdige Fremgang, medens den ret­færdige trædes i Støvet, vaagner i mange Hjerter. »Hvor var Guds Retfærdighed henne?« - Men i ukuelig Vilje til at leve rejser de sig igen: »Vi maa lægge om paa en anden Bov og indrette vor Politik paa det lange Løb. Nu slipper de os næp­pe godvilligt, og Krig maa vi aldrig mere tænke paa. Men vi kan bygge Skanser, der ikke kan indtages ... vi maa sætte Sproget som Bolværk mod deres Ondskabs Bølger«, og »aldrig, aldrig sige til os selv, hvad kan det nytte . . Vi maa haabe paa, at een af de største Tanker, der arbejder sig frem i vor Tid, Nationalitetstanken, nok engang skal give os en bedre og værdigere Tilværelse . . . vort Sprog, vor Hi­storie, hele vor Udvikling og Kultur giver os Ret til at raabe ud over Verden: Ogsaa vi har vor Nationalitet, og vi begærer at regnes blandt de fri Folk i Evropa«.

Det er Holger Brandt, der taler saaledes. Som i et Brændpunkt samles Byens og Landsdelens Følelse og Vilje i Folke­førerens Sjæl.

Den unge, milde Lærer er vokset un­der Kampen. Hensynet til ham selv fal­der bort, det frønner af ham al den Smaahed, der hedder Omsorg for timelig Vel­færd, for personlig Velvære. Fattigdom og Fængsel i fremmed Land, Nattevaagen og ustandseligt Arbejde bliver ikke blot, hvad han maa, men hvad han vil. Sagen og han er eet. Han kan nu sige, som en af Frankrigs Heltinder, da Folket begræd den Fremtid, hun gik i Møde: »Sørg ikke over mig, ti til dette blev jeg skabt«. Og netop derfor bevarer han sig lys og sund, glad og stærk og i stadig Vækst, ti Li­vets højeste Lykke er at leve sig selv fuldt ud efter sin dybeste Bestemmelse. Og derfor er der kun eet, han ikke taaler: ikke at bruges, ikke at være med, hvor han slides op.

Den Kærlighed og dybe Pietet, hvor­med Forf. skildrer denne prægtige Mands­skikkelse, meddeler sig til Læseren. Hvem kan læse Skildringen af, hvorledes Bor­gerne tager mod deres Fører, da han ven­der tilbage fra Fængslet uden at føle no­get af Ruths dybe Bevægelse?

Men inden for denne første store Ring: Holger Brandts Forhold til sin By, sit Land, sin Sag, ligger som en snævrere Ring en fin og yndefuld Skildring af et Hjem. Et dejligt Hjem. Ved hans Side staar en Kvinde, der fuldt ud er hans Jæv­ning. Alle sine Tanker og Planer kan han dele med hende. Hun elsker samme Sag som han. Mindre troende over for Men­neskers Løfter og store Ord standser hun ham dog aldrig, gør ham aldrig kold. Hun forstaar ham helt; han maa vælge Arbejde for Hvile, Adskillelse for Samliv med dem han elsker, og hun elsker ham saa højt, at alle Savn er intet - heller ikke Sav­net af ham - naar blot hendes elskede naar det, han fødtes til at række efter. Og denne store Hustru er en rigtig lille Mor med mange Bekymringer for Mad og Drikke, for Børnestrømper, der skal stop­pes, og for Penge, der slet ikke vil slaa til. Far staar i Solglans for dem, men Mor i Skygge, til de vokser op, Børnene, og mindes og forstaar, hvad hun delte med ham, og hvad hun bar ganske ene.

Efter at have læst »Ruths Far« kan man kun ønske, at Fru Martha Ottosen vilde give en biografisk og historisk Skil­dring af den Mand og Kvinde og det Hjem, som hun her har skildret under novellis-tisk Form.