« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Valgretsforliget.
Forslag til Lov om kommunale Valg kom til 2. Behandling i Landstinget d. 14. Februar. Tilhørerlogerne var fuldstændig optagne, og i Folketingsmændenes Loge stod ingen Stol tom.
Det er da ogsaa dette Valgretsforslag, som i lang Tid har optaget alle politisk interesserede, baade Mænd og Kvinder. Og siden Rygtet om en Overenskomst mellem Reformpartiet og de Frikonservative stadfæstedes ved Grev Friis’ Erklæring gennem Ritzaus Bureau, har der været talt og skrevet om det i alle Landets Dagblade. I »Kv. o. Sf.« har Lovforslaget været omtalt først for et Aars Tid siden, 28. Febr. 1907, sidst i Nr. l af 15. Jan. 1908.
Udvalgsbetænkningen forelagdes altsaa den 14. ds. Det viste sig, at Reformpartiet og de Frikonservative, ogsaa kaldet »Forligsmændene«, et Mindretal paa 7 Medlemmer, havde stillet i alt 48 Ændringsforslag. Et andet Mindretal (Højre) paa 7 Medlemmer ønskede Lovforslaget væsentlig ændret og opstillede 114 §§. I øvrigt er disse Ændringer de samme, som Højre foreslog i Fjor. Et tredie Mindretal (Socialdemokraten G. G. Andersen) indstillede Lovforslaget til uforandret Vedtagelse.
Blandt de Ændringsforslag, der særlig maa lægges Mærke til, nævnes følgende: Reformpartiet og de Frikonservative foreslaar § l affattet saaledes:
»Valgret til Borgerrepræsentantskabet i København, til Byraadene og Ligningskommissionerne i Købstæderne, derunder indbefattet Frederiksberg og Marstal, samt til Sogneraadene paa Landet, tilkommer enhver uberygtet Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar, ved Valgets Foretagelse har Bopæl i Kommunen og er Skatteyder i denne, samt i det Skatteaar, hvori Valget foregaar, og i hele det umiddelbart foregaaende uden Afbrydelse har haft Bopæl i Kommunen og indenfor det nævnte Tidsrum har svaret sin til Inddrivelse ved Udpantning forfaldne direkte Skat - i København Indkomstskat - til Kommunen, medmindre vedkommende« o. s. v.
Jeg vil bede Læserne sammenligne denne § l (eller rettere, Begyndelsen af §’en) med samme Stykke i »Kv. o. Sf.« af 28. Febr. 1907; man vil da straks lægge Mærke til en væsentlig Ændring, nemlig den, at der nu fordres to Aars Ophold i Kommunen, hvor der før kun fordredes l Aar, og at der udtrykkelig siges, at Skatten skal være betalt.
Det er Bestemmelsen om toaarigt Ophold, der har vakt Røre i Pressen. Den siges at være udemokratisk, en gør Tyendets Valgret næsten illusorisk paa Grund af Skiftetiderne Nov. og Maj, o. s. v.
Der er sikkert mange, der synes, at det kunde være nok med et Aars Ophold i Kommunen; men det kunde dog tænkes, at en Vælger, der har boet i en Kommune i to Aar, har lidt mere af den saakaldte »Lokalpatriotisme«, som er en meget god Følelse, end han - eller hun - der flytter fra og til. Men Princippet: Mand og Kvinde, Herskab og Tyende lige for Loven, er ikke brudt i denne §.
En anden Ændring maa betragtes som et stort Fremskridt, skønt det ikke kan nægtes, at den kun er en absolut Retfærdighed overfor vedkommende:
Før skulde den Fattighjælp, Manden havde nydt i de sidste 5 Aar under Samlivet med sin Hustru, betragtes som tillige oppebaaren af hende, naar hun var Enke, fraskilt, frasepareret eller forladt Hustru.
Nu gælder dette ikke, saasnart hun i ét Aar efter Samlivets Ophør ikke har modtaget Fattighjælp.
Hvor ofte er det ikke netop Mandens Skyld, at Familien maa søge Fattighjælp. En flittig Kone kan ikke holde Huset vedlige, naar Manden drikker alle de Penge op, han kan faa fat paa. Og saadanne Tilfælde er talrige.
Derimod skærpes Bestemmelsen om Erhverv ved Utugt. Vedkommende skal i fem Aar have holdt sig fri for Straf for saadant Erhverv.
Ogsaa denne Ændring synes mig heldig.
Saa kommer vi til § 20 (Ændring Nr. 40). Og her er det, Tampen brænder.
Her er nemlig i Ændringsforslaget Tale om højstbeskattede, som kaldes umiddelbare Vælgere, der har Valgret til Amtsraadene fremfor de andre Vælgere, der svarer mindre Skat. Umiddelbare lyder jo nok lidt anderledes end priviligerede, men det betyder alligevel det samme. Og det er Tiden ikke egentlig til, naar der skal skrives nye Love.
Selv i et saa reaktionært Land, som vi absolut maa kalde Tyskland med Hensyn til personlig Frihed, kæmpes der for almindelig Valgret. De store Arbejderdemonstrationer i Berlin i Anledning af Klassevalget til den preussiske Landdag er et Tidens Tegn. Kunde da ikke vi have undgaaet denne § uden at vælte hele Lovforslaget?
Selv om vi Kvinder er glade ved det, vi vinder, har vi Lov til at være bedrøvede over den Frihed, Folket taber. Og dog er dette Lovforslag et stort Fremskridt. Der er for meget godt i det, navnlig for vort Vedkommende, til at vi kan ønske det gemt hen til bedre Tider.
Kan hænde Tiderne med fuld Frihed og den almindelige Valgret helt gennemført endnu ligger noget fjernt.
Det andet Mindretal (Højre) har atter, ligesom i Fjor, nogle fælt reaktionære Ændringer i sit Forslag. Fattighjælpen skal blive ved med at hindre Enken, den fraskilte, fraseparerede eller forladte Hustru i Udøvelsen af sin Borgerret i fulde 5 Aar. Dernæst vil Højre have en Aldersklassedeling blandt Vælgerne. Vælgere over 40 Aar skal være priviligerede og vælge den ene Halvdel af Borgerrepræsentantskabets Medlemmer, mens den anden Halvdel vælges af de øvrige stemmeberettigede Vælgere. Desuden foreslaas Stemmepligt. Enhver Vælger, som er optaget paa Valglisten og ikke paa den Tid, Valget foregaar, er fyldt 70 Aar, skal stemme. Hvis han ikke møder, skal han melde lovligt Forfald, ellers skal han bøde fra 2-20 Kroner - efter Formue og Evne - til Statskassen. Det kan man kalde en rigoristisk Bestemmelse! Og der paastaas endog, at den foreslaas, fordi Kvinderne, der nu faar dette »store Borgergode« (Valgretten), ogsaa skal have den Pligt at anvende det.
Ordføreren (Hage) var nogenlunde tilfreds med Forandringen ved Valgene til Amtsraadene, men ønskede et lignende »Tokammersystem« indført i Byerne »for at værne Mindretallet«. Derimod var han meget utilfreds med Ændringsforslaget under Nr. 39, der angaar Kommuner udenfor København. I dette foreslaas, at Skatterne ikke maa forhøjes med mere end ¼ i én Valgperiode, uden at der indhentes Amtsraadets* eller Ministerens** Samtykke.
*) For Søgnekommunerne og Landdistrikterne. **) For Købstæderne.
Hvis Ministeren eller Amtsraadet nægter deres Samtykke til, at der udskrives et større samlet Skattebeløb end paakrævet i Henhold til det sidste af den afgaaede Kommunalbestyrelse vedtagne Overslag med Tillæg af ¼ , skal der snarest muligt vælges en ny Kommunalbestyrelse, og den ny Bestyrelse træffer nu endelig Bestemmelse om, hvorvidt der skal udskrives større Skatter eller ej.
Højres Ordfører mente, at Amtsraadene - der er valgt af umiddelbare Vælgere - saaledes blev rent umyndige, da det jo alligevel blev Kommunalbestyrelsen, som bestemte Skatteprocenten.
I Forslaget sættes yderligere en Grænse for Amtsraadenes og Ministerens Samtykke. Naar nemlig Kommunens Skatteprocent overstiger 8. Da skal Regeringens Samtykke indhentes til højere Skatteudskrivning.
Ordføreren mente, at Forslaget ikke kunde hindre, at Skatteprocenten blev for høj, og han vilde hellere have Vælgerne selv - dog under »visse betryggende Former« - til at bestemme deres egen Skatteprocent end Regeringen.
At der med »visse betryggende Former« menes en eller anden Slags Klasseinddeling, er let at forstaa.
Socialdemokraten C. C. Andersen mente, at han stod som det eneste Udvalgsmedlem, der var bleven Regeringsforslaget tro, hvorimod Regeringen paa flere afgørende Punkter havde svigtet sit eget Forslag. Ogsaa han var utilfreds med Ændringsforslaget under Nr. 39, og hævdede, at det var en Indskrænkning i Byraadenes og Sogneraadenes Ret til at udskrive højere Skatter, naar der var en Grænse, som ikke maatte overskrides uden Samtykke fra Indenrigsministeren eller Amtsraadene, der tilmed var valgt ved priviligeret Valgret. Stærkt angreb han desuden Ændringsforslag Nr. 40 til § 20, som bevarer den priviligerede Valgret til Amtsraadene, idet han frygtede for, at Sogneraadene, der sammensættes ved Hjælp af Forholdstalsvalgmaaden, nok skulde sørge for at vælge 2/3 af Amtsraadets Medlemmer blandt de højstbeskattede. Han troede ikke, at denne Lov, hvis den blev vedtaget, vilde tilfredsstille noget Parti her i Landet. Der vilde Dagen efter, at Forslaget var stadfæstet, rejse sig en stærk Bevægelse for at faa det forandret igen. »Og denne Bevægelse vil ikke standse, før man har faaet gennemført den almindelige kommunale Valgret og det kommunale Selvstyre helt og holdent«.
Maaske har Landstingsmanden Ret i sin sidste Paastand. Men om saa var, noget vil der være naaet, ja, endog meget, om det nuværende Forslag bliver Lov. Og det er jo sjældent muligt at naa alt paa én Gang.
Nu mener de frikonservative, at de har strakt sig umaadelig langt, der kunde dog nok komme den Tid, da de maa strække sig endnu længere.
Straks efter C. C. Andersen talte Grev Friis, de frikonservatives Ordfører.
Hele hans Tale viste tydeligt, at han var sig bevidst, hvor nødvendigt det var for hans Parti at være »imødekommende« overfor Regeringen. Folket krævede Klasseinddelingen ophævet, Landstings-valget havde vist det klart og bestemt. »Til Landstinget valgtes ikke en Mand, ja, saa vidt jeg erindrer, opstilledes ikke en Mand fra Reformpartiets Side til Forsvar for Klasseinddelingen. Og jeg tror, at ethvert fornuftigt Menneske her i Landet vil indrømme, at nu er det en Umulighed og ganske ørkesløst at rejse en Kamp for Bevarelsen af disse Klasser«.
Indenrigsministeren besvarede de forskellige Angreb paa Ændringsforslagene.
Imod Stemmepligten som særlig rettet mod Kvinderne oplyste han, at det ikke saa ud til, at man behøvede at frygte for, at Kvinderne ikke vilde benytte sig af deres Stemmeret. Ved Valgene til Menighedsraad havde saaledes 40 % af Kvinderne taget Del i Afstemningen, og det gennemsnitlige Antal, der overhovedet stemte ved disse Valg, var kun 47 %. Paa Island havde Kvinderne taget ivrig Del i Valget. I andre Lande saa man det samme.
Blandt »Kv. o. Sf.«s Læsere er der vist ikke mange, der kan tænke sig at undlade at afgive deres Stemme, naar de først har faaet Ret dertil.
Men om just det Parti (Højre), der foreslaar Stemmepligt, vil profitere ved Kvindernes Deltagelse, det er et Spørgsmaal.
I næste Møde, d. 15., angreb den frikonservative Sonne stærkt det Forslag, hans Partifælle i Udvalget var gaaet ind paa med Hensyn til Amtsraadenes Myndighed. Den priviligerede Valgret betød her intet, fordi det dog til syvende og sidst - naar Amtsraadet nægtede sit Samtykke til højere Skatteudskrivning - blev Vælgerflertallet, der blev Højesteret i Skatteudskrivningsspørgsmaalet. Amtsraadene blev degraderede til en Paradeinstitution, hvis Medlemmer fungerede som Nikkedukker. Sonne kunde ikke gaa med til sit Partis Kompromisforslag og mente ikke længere at have Forpligtelser overfor Partiet.
Som man ser af de her anførte Udtalelser under Forhandlingerne, er Ændring Nr. 39 falden baade Socialdemokraterne og Højremændene for Brystet. Det ene Parti finder deri reaktionær, det andet for radikal. Næste Behandling, som altsaa bliver den tredie og afgørende, er foreløbig sat paa Dagsordenen til Onsdag d. 26. Februar. Men det er ikke sikkert, at det naas. Højre har bedt om Udsættelse og faaet det. Først var nemlig Behandlingen sat til d. 21. ds., og maaske den endda bliver skudt ud til d. 28. Hvorledes det hele vil falde ud, kan jeg ikke spaa om. Det er der ingen, der kan. Som det staar nu, kan det tyde paa Forkastelse. Der regnes med 32 Stemmer for og 32 imod. Blandt de, der stemmer imod, er den radikale Edv. Brandes og de fire Socialdemokrater; man siger for bestemt, at de her vil gaa sammen med Estrupperne.
Det hedder sig, at de Herrer ønsker Fremskridt, og de taler, som om de gør det.
Hvis de stemmer dette Forslag ned, har Kvinderne dem at takke for, at de vedblivende skal staa som umyndige og Forbrydere foran Døren til de kommunale Valglokaler.
København den 23. Februar 1908.
Martha Ottosen.
Onsdag d. 26. Februar blev Valgretsforslaget vedtaget i Landstinget med 32 Ja mod 29 Nej.
To Højremænd: Rambusch og Carstensen stemte ikke. Hage (Højre) var sygemeldt.
Dette er den største Sejr, Kvinderne i Danmark har vundet, og den vil vække Opsigt blandt Kvinderne Verden over.
At de to Fremskridtspartier af »Partihensyn« her har staaet som en Hemsko for Kvindevalgretten, taler ikke til Ære for dem.
Mon de selv er tilfredse med deres »Nej«?
26/2 08. M. O.
